Barbados
Carlisle Bay området
Barbados er velsignet med et sprudlende havliv. Der er flotte koralrev med masser af liv omkring, der er søheste, frøfisk og havskildpadder. Carlisle Bay er et af stederne på Barbados, hvor det er eminent at snorkle eller dykke. Det er nemt at leje udstyr, og man kan også komme på guidede ture.
Sam Lord slottet
Sam Lord’s Castle ligger på den sydlige kyststrækning, og her kan man høre mange spændende historier. En af historierne går på, at Sam Lord hængte falske lygter ud, så folkene på skibene troede, at de sejlede trygt i havn. Når de så var gået på grund, tog Sam Lord ud for at plyndre lasten og bringe den tilbage til sit slot. I dag er slottet fyldt med flere malerier og antikke møbler.
Sunburry Plantation House
Dette hus fra det 17. århundrede er fyldt med atmosfære, huset har tykke stenvægge, der er bygget af lokale koralsten og sten, som de engelske skibe havde med. Det indvendige af huset er bevaret i sin koloniale stil og er møbleret med antikviteter, mange af dem er lavet af mahogni fra Barbados.
Bridgetown
Barbados Museum
Hvis du gerne vil have et indblik i Barbados’ historie, er Barbados Museum det helt rigtige sted, her finder man møbler, kunst og andre genstande fra det ældre Barbados.
Bridgetown Synagogue
Den fascinerende synagoge i Bridgetown er en af de ældste på den vestlige halvkugle. Den står opført, hvor der tidligere lå en endnu ældre synagoge, der var rejst af brasilianske jøder.
Stranden i Bridgetown
Efter et par hårde dage med sightseeing kan det være en fremragende ide at besøge stranden i Bridgetown. Vestkysten på Barbados er berømt for nogen af verdens bedste sandstrande.