Solnedgang bag Eiffeltårnet i Paris med en varm orange himmel og silhuetten af byens skyline.

Seværdigheder Venezuela

Caracas

Bolívar pladsen i Caracas

Pladsen, der er opkaldt efter Venezuelas befrier og nationalhelt Simon Bolívar, er kernen i den ældre bydel. Det er stedet, hvor man finder monumenter fra byens historie. Her finder man både regeringspaladset, byens flotte katedral og Santa Capilla kapellet, der har nogle meget farverige glasmalerier. Der er altid et leben uden lige på selve pladsen, hvor passionerede religiøse budbringere og entusiastiske politisk aktive råber deres budskaber ud over folkemængden.

Central parken

Vil man have et indtryk af det højmoderne Caracas, er denne park et godt sted at starte. Parque Central er faktisk slet ikke en park, men et stort område udført hovedsageligt i beton og jern og med nogle bygninger, der er så modernistiske, at stedet får karakter af en scene fra en science fiction film. Disse bygninger er dog også imponerende på deres egen specielle måde, og i mangel af træer og buske så blomstrer kulturlivet indenfor parkens mure.

Museet Arte Contemporáneo

Caracas’ kunstmuseum er blandt de bedste på det sydamerikanske kontinent. Først og fremmest får man her et fortræffeligt indblik i, hvordan venezuelansk kunst har udviklet sig gennem tiderne, men man får også massevis af værker udført af internationale kunstnere som Picasso og Miró. Museet bør stå øverst på listen over ting, man skal se i Caracas.

Venezuela

Angel vandfaldet

Vandfaldet har taget navn efter den Amerikanske pilot Jimmie Angel, der i 1935 opdagede det under sin søgen efter guld. Det er verdens højst beliggende vandfald og har samtidig det længste ubrudte fald af vand. 807 meter falder vandet fra Ayantepui bjerget og ned i djævelens kløft. Det er et meget imponerende syn, der gøres endnu smukkere af de mange små regnbuer vandet skaber.

Bjergbanen op ad Pico Espejo

Bjergbanen, der tilbagelægger de 12 kilometer fra byen Mérida til toppen af bjerget Pico Espejo i næsten 5 kilometers højde, er verdens højeste og længste. På vej op får man nogle af Sydamerikasmest spektakulære udsigter over Andesbjergene. Banen stopper flere gange, og står man af og fortsætter til fods, så er man allerede godt i gang med en fantastisk vandretur.

Bjergene omkring Mérida

Naturen omkring den behagelige by Mérida er et mekka for klatrere og vandrere, og mulighederne er ubegrænsede. Bjergbestigere kan tage kampen op med Venezuelas højeste bjerg Pico Bolívar, mens uerfarne vandrere kan tage den næsten ligeså spektakulære tur til bjerglandsbyen Los Nevados. Tager man til Venezuela kun for at besøge Méridas skønne landskab, vil det være hele rejsen værd.

Bolívar pladsen i Barinas

Hovedtorvet i byen Barinas kan præsentere imponerende arkitektur fra kolonitiden bedst illustreret ved den smukke kirke, der nyligt er blevet renoveret og nu praktisk talt ser ud, som den gjorde for hundredvis af år siden. Palacio del Marques er byens mest prangende bygning fra fortiden.

Bolívar pladsen i Caracas

Pladsen, der er opkaldt efter Venezuelas befrier og nationalhelt Simon Bolívar, er kernen i den ældre bydel. Det er stedet, hvor man finder monumenter fra byens historie. Her finder man både regeringspaladset, byens flotte katedral og Santa Capilla kapellet, der har nogle meget farverige glasmalerier. Der er altid et leben uden lige på selve pladsen, hvor passionerede religiøse budbringere og entusiastiske politisk aktive råber deres budskaber ud over folkemængden.

Den gamle by Coro

Coro er den eneste af Venezuelas byer, der er på UNESCOS liste over bevaringsværdige steder rundt om i verden. Og det er også fantastisk, hvor skarpe levnene fra kolonitiden står i de brostensbelagte gader, der fører tilbage i tiden. Kolonikirkerne og de smukke hvidkalkede huse er nyligt blevet udsat for en overordentlig vellykket renovering, og i dag står Coro som Venezuelas bedste vindue til fortiden.

Den gamle bydel i Carora

Carora har en smuk historisk bydel, der nyligt er blevet restaureret og som er utroligt velholdt. Det er også på vinslottene(bodegas) nær Carora, at du kan smage et glas af Venezuelas meget unge vinkultur.

Djævledans

Landets mest spændende ritual er djævledansen, der symboliserer det godes kamp mod det onde. Danserne ifører sig dæmoniske farvestrålende masker og danser gennem byen til afrikansk inspireret musik for til sidst at ende ved byens kirke og overgive sig til “det gode”. Ritualet finder sted i juni i mange byer i det centrale nord, og ingen, der rejser i Venezuela på dette tidspunkt, bør gå glip af det.

Drypstenshulen Cueva del Guácharo

Ingen ved præcis hvor dyb denne enorme og dybt imponerende drypstenshule er, men det er muligt at komme hele 1200 meter ind i mørket. Hulen udgør sit eget lille komplette økosystem og bebos af flagermus, edderkopper, fisk, krabber og andet kravl. Den lille ugleagtige fugl guácharo, der har givet navn til stedet har også sit hjem blandt de mange flotte drypsten.

Fortet San Carlos Borromeo

Fortet ved byen Pampatar er et klassisk eksempel på et spansk militæranlæg fra kolonitiden. Bygningsværket er imponerende, og i forbindelse med besøget kan man se udstillinger af våben og andre militære effekter, fra dengang spanierne indtog det nye kontinent.

Højdedraget Cerro Perico

Fra højdedraget lidt uden for Puerto Ayacucho har man en fortræffelig udsigt over byen, floden og den grønne Amazonjungle. De smukkeste udsigter får man ved solnedgang eller solopgang. Længere væk fra byen ligger også et andet højdedrag El Mirador, hvor udsigterne er mindst lige så storslåede.

Indigena markedet

Der bor mange indianerstammer i junglen omkring Puerto Ayacucho, og hver morgen er der marked, hvor indianerne afsætter deres håndværk. Du kan også købe friske og forunderlige frugter, du aldrig har set før, eller blot nyde den intense markedsstemning.

Kolonikirken i San Miguel

Andesbjergene er berømt for sine fantastiske landskaber, men i landsbyen San Miguel finder man en gemt perle blandt Sydamerikas mange kirker fra kolonitiden. Udefra falder dens særprægede konstruktion straks i øjnene, men det er den farverige og meget smukke altertavle indeni, der gør kirken helt fantastisk.

La Gran Sabana området

Området i det østlige Venezuela er ganske enestående. På savannen ligger de såkaldte tepuis, bjerge med en flad top, og de har hver sit sælsomme dyre- og planteliv. Isoleret fra hinanden har disse bjerge udviklet hver sit økosystem, og på nogle af dem lever dyr, som man ellers kun finder som fossiler. Udforsk det mystiske landskab, der også kan fremvise massevis af smukke vandfald.

Maracaibo-lyset

Dette utrolige naturfænomen Faro de Maracaibo, der kun kan ses om natten, opstår ved Catacumbo flodens munding. På grund af elektriske spændinger skinner et klart lys, der kan ses flere hundrede kilometer væk, op fra flodens vande. Man føler sig ganske salig, når dette lys oplyser den venezuelanske nattehimmel.

Museet for koloni kunst

Museet i Caracas for kolonitidens kunst er et af landets bedste. Det ligger i en stor smuk kolonibygning omgivet af små haver. Kunstgenstande fra kolonitiden udgør hovedparten af udstillingen, men også andre genstande fra livet, da spanierne kom til landet, kan ses

National parken Laguna de la Restinga

Parken befinder sig på øens vestlige del og har et alsidigt fugleliv blandt andet med en hær af pelikaner. I de små kanaler, der skærer gennem parken, svømmer skildpadder rundt, og området er i det hele taget en skøn afstikker fra Margaritas hektiske strandliv.

National parken Mochima

Parken ved den caraibiske kyst har alt, hvad man tør bede om og lidt til. De lange sandstrande og de mange småøer, hvorfra man kan dykke ned til de smukke koralrev, er det perfekte sted at slappe af og bade i de rolige vande. Parken er god i weekenderne og endnu bedre på hverdage, hvor du nemt kan finde din helt egen lille bountystrand.

Nationalparken El Ávila

Med et fantastisk net af stier og spor og gode campingsteder er parken nord for Caracas virkelig attraktiv for vandrere. Den bedste tur gennem de frodige bjerge går til toppen af Pico El Àvila, hvorfra du kan suge til dig af de smukke udsigter over Caracas og Det Caribiske Hav.

Nationalparken Henri Pittier

Landets ældste nationalpark er stadig en af de bedste. Den afgrænses i syd af bjergkæden Cordillera de la Costa og falder så i højde, indtil den når den eksotiske caribiske kyst med et væld af skønne strande. I parken kan man se et utal af forskellige dyrearter blandt andet pumaer, myreslugere og nysgerrige aber. Parken er ligeledes hjem for hele 7 procent af verdens fuglearter, de fleste utroligt smukke.

Nationalparken Morrocoy

Parken dækker en af Venezuelas allersmukkeste kyststrækninger. Ud for de hvide strande ligger en masse småøer, og udstyret med snorkel og dykkermaske kan man se undersøiske koralrev tæt ved kysten. Både pelikaner og flamingoer findes i rigelige mængder i parken, hvis strande paradisiske sandstrækninger.

Naturen

Selvom Venezuelas regnskov er fuld af både aber, jaguarer, myreslugere og anakondaslanger, så skal du være heldig for at se dem i den tætte bevoksning. Men det er absolut ikke umuligt. Tit afhænger det af guidens kendskab til området. Derimod er det uhyre interessant at få et indblik i regnskovsplanternes funktioner. Nogle er febernedsættende, andre helbreder slangebid og atter andre har flere liter frisk drikkevand gemt i sig. De lokale guider er omvandrende leksikoner på dette område.

Området ved Caripe

Det er området omkring denne by et stykke inde i landet, der gør den et besøg værd. Landskabet er prydet med sprudlende vandfald og frodigt bakkelandskab. Den største turistmagnet i området er den enorme drypstenshule Cueva de Guáracho. Tager man turen op på toppen af Cerro Negro, har man en storslået udsigt over hele området.

Roraima bjerget

På grænsen til Brasilien og Guyana ligger bjerget med den flade top, der byder på den måske mest fascinerende trekkingtur i Venezuela. Det er ikke uden anstrengelser, du når gennem den særprægede natur og op på toppen, men når du først er der, fortryder du intet. Et mystisk månelandskab med sære klippeformationer og blomster du aldrig før har set breder sig ud rundt om dig. En tur på toppen glemmer du aldrig.

Safari

Los Llanos er rigt på dyreliv, og der organiseres safarier ud på de åbne savanner, hvor man kommer meget tæt på de enorme horder af vilde dyr. Basen for ekspeditionerne er en af de mange store ranches, hvor de lokale cowboys opdrætter Venezuelas slagtekvæg. Der er krokodiller i floderne, jaguarer i buskadset og mange andre kendte og ukendte dyr. Også fuglelivet er meget beundringsværdigt. Mange af fuglene i Los Llanos har nogle pragtfulde fjerdragter i de mest utrolige farver. En safari vil typisk vare tre til fire dage, og det er rigeligt til at stifte bekendtskab med de mange vilde dyr.

Saltbruddet på Araya

Salt så langt øjet rækker. Dette enorme saltbrud på Araya halvøen er Venezuelas største. De gigantiske salinas fyldes med saltvand og tørrer så ud i den bagende sol, hvorefter saltet brydes op i blokke. Saltet får nogle surrealistiske farvenuancer i det stærke sollys, og til tider kan det være svært at bestemme, om de er brune eller lyserøde. Nogle gange er der guidede ture i Salinas de Araya, men ellers er der en glimrende udsigt over anlægget fra højdedrager El Mirador.

Strandene

Strandene er øens absolut største trækplaster. Men hvis man foretrækker naturskønne øde palmestrande skal man undgå dem. Kan man derimod lide at være blandt en masse glade mennesker med et væld af barer og restauranter inden for få skridts afstand, så vil man elske Isla de Margaritas strande med de mange faciliteter. Playa el Agua og Playa Puerto Cruz er blandt øens bedste strande.

Tyrefægtning

Det er ikke kun i Spanien, at matadorens kamp mod den prustende tyr er populær. De fleste større byer har en tyrefægterring (nogle har plads til over 20.000 tilskuere), hvor jublende tilskuere omdanner rammerne omkring de kæmpende til en stor fest. Omkring karneval kommer Spaniens bedste tyrefægtere til landet og fylder sæderne på de stilfulde arenaer.

Venezuelas Skytshelgen Virgen de Coromoto

Ikonet for selveste Venezuelas officielle skytshelgen er placeret i byen Guanare. Selve statuen og det falmede maleri af den hellige jomfru er ikke specielt seværdige, medmindre man er stærkt troende katolik. Men den flotte kirke, der er rejst til hendes ære, og den respekt de lokale og tilrejsende pilgrimme omgår ikonet for deres skytshelgen med, siger meget om, hvad religion betyder i Venezuela.

Book dine seværdigheder her