Fire forskellige billeder: En gågade med juledekoration, en flaske vin ved siden af briller, en statue i en park, og en udendørs café med skiltet "Please Wait to be Seated".

Juletur til Wien − 6 tips til Wien fra én, som virkelig er forelsket i byen

Birgitte Oxlund
Wauwwww, hvor er Wien et pragteksemplar af en juleby. Ja, af en storby i det hele taget!!!! Det er helt sikkert mit første besøg af mange i Østrigs hovedstad. Her får du mine bedste tips til din juletur til Wien. Og du kan selvfølgelig sagtens bruge de fleste tips, selv om du besøger Wien på et andet tidspunkt.

Her er mine 6 bedste tips til Wien. Og jeg nåede selvfølgelig slet ikke alt det, jeg gerne ville. Så du får ekstra inspiration, når du ser min must-see-liste til mit næste besøg.

Dette skrev jeg sidste år, da jeg lige var kommet hjem fra min juletur til Wien, og jeg må sige, at jeg stadig er fuldstændig betaget af Wien:
I skrivende stund er jeg lige kommet hjem fra mit første besøg til julepyntede Wien med dets fantastiske julemarkeder. Jeg er helt blæst bagover, og jeg ved af erfaring, at det bedste tidspunkt at skrive om rejseoplevelser, er, når de er dugfriske, og alt står smukt og lysende for mig.

1. Sådan kommer du rundt i Wien − og til/fra Wiens lufthavn

Folk går på en promenade foran en sporvogn med en stor kirke i baggrunden og træer uden blade.

Min familie og jeg har gode erfaringer med Uber, når vi besøger en ny storby og lige skal lære den at kende. På denne ferie var vi fire rejsende, og så kan det godt betale sig. Derfor bestilte vi en Uber i lufthavnen, da vi ankom fredag aften. Dejligt, fordi vi hurtigt og nemt blev sat af lige uden for vores lejlighed.

Næste dag downloadede vi appen for Wiens offenlige transport, som hedder öbb. Vi valgte at købe et 24-timers kort. Herefter brugte vi Google Maps til at finde de bedste ruter, og det var supernemt at skifte rundt mellem busser, sporvogne og metroer. Du kan selvfølgelig også købe en billet i maskinerne på de fleste stationer.

Men ellers er gåben den bedste måde at opleve byen på.

Da vi skulle retur til lufthavnen, købte vi tillægsbilletter til 24-timers-kortet, da det kun gælder inden for bygrænsen. Denne billet kostede kun 1,90 Euro pr. mand. Superbillig løsning.

2. Oplev de smukkeste gader og bygninger i Wien

Wauwwwwww, siger jeg bare!!! Wien er en prægtig og helt aldeles fantastisk storby at gå rundt i. Den ene mageløse bygning erstatter den anden. Smukke kirker og vartegn står skinnende og prægtige overalt. Det her er en by, som stolt beretter om hundredvis af års historie.

Fem billeder viser en indendørs gang med søjler og et ternet gulv, en gotisk katedral og mennesker udenfor, en indendørs katedral med hvælvede lofter og mange besøgende, samt en hvid stenstatue af en bevinget figur foran en park.

Og sjovt nok er det for en gang skyld slet ikke et julemarked, som er kåret som min bedste juleoplevelse.

Da jeg lørdag formiddag drejede om hjørnet fra Stephans katedralen og så ned ad gaden Graben, tabte jeg helt kæben. Mit blik ramte nemlig den smukkeste gade, jeg nogensinde har set. Bred og majestætisk stod den der med de smukkeste historiske bygninger til begge sider. Og på en baggrund af en helt blå himmel hang der 6-7 storslåede lysekroner.

På vores vej hen ad gaden passerede vi to eller tre gyldne vartegn, hvor der også stod juletræer til salg. Her gik byens familier rundt og hyggede sig med at finde det perfekte juletræ.

Vi vendte tilbage den smukke gade næste aften, og aftenbelysningen gjorde oplevelsen næsten mere magisk.

Store lysekroner hænger over en travlt dekoreret gade med mennesker og omkringstående bygninger, set om natten og i dagslys.

Et andet sted, som jeg kan anbefale, er det smukke Belvedere Palads. Her får du den flotteste oplevelse af pladset, hvis du tager indgangen fra parken.

Desværre nåede jeg ikke at besøge Schönnbrunn Paladset. Men det står i toppen af min must-see-liste, når jeg forhåbentligt snart tager på storbyferie til Wien igen.

3. Glæd dig til lækker brunch og spændende restauranter i Wien

Når vi rejser på storbyferie, vælger vi ind imellem at bo i lejlighed eller på et højt-ratet hostel, fordi vi elsker at spise brunch på en charmerende café ude i byen. Tre anbefalelsesværdige brunchrestauranter tæller Ramasuri, Drechsler og Stella på Naschmarkt.

Ellers vil jeg anbefale dig at gå ind på Google og søge på Brunch i Wien. Her kan du hurtigst finde de bedste steder i din favoritbydel.

Udendørs café med et skilt foran, en stak pandekager med blåbær og flormelis, en indendørs siddeområde med kunst og dekorationer, samt en åben sandwich pyntet med krydderurter.

Hvad angår aftensmad, havde jeg igen googlet restauranter i Wien og bl.a. booket bord på Shanghai Tan, som er en ganske speciel oplevelse både visuelt og smagsmæssigt. Vi fik sushi og and i rød karry, som smagte helt fantastisk. Hvis du vil besøge stedet, så husk at booke bord i kælderen, som er spektakulært indrettet som en gammel traditionel japansk restaurant med dæmpet belysning og en masse røde lanterner og små mørke båse med lave borde og puder.

Fire billeder: to personer, der kigger på menuen ved et bord i en restaurant, en tallerken med sushi, en gang med rød belysning og en tallerken med en kødret.

Derudover fik jeg en af de bedste stensovnspizzaer, som jeg nogensinde har smagt på Pizza Quartier, som ligger ved Karmeliter markt.

Og noget af det bedste er, at du får meget for pengene, når du spiser ude i Wien. Husk dog endelig at tjekke, om du kan betale med kreditkort, da mange cafeer kun tager imod kontant betaling.

4. Se de bedste markeder i Wien

Her får du de bedste tips til to lækre madmarkeder og de bedste julemarkeder i Wien.

Madøre som jeg er, jagter jeg altid gode madmarkeder, når jeg besøger en ny storby. Og jeg fik et par rigtigt fine oplevelser i Wien. Jeg kan varmt anbefale dig, at du besøger Karmelitermarket og Naschmarkt, som begge består af udendørsboder med alskens lækkerier af høj kvalitet plus cafeer og restauranter, både til brunch, frokost og aftensmad.

En markedsplads med folk, der handler ved boder, et par personer, der køber mad ved en stand, samt en menu på en tavle, der tilbyder grillkylling og schnitzel.

Karmelitermarkt

Området ved Karmelitermarkt er fuld af hyggelige vinbarer, cafeer og restauranter. Her besøgte jeg lørdagsmarkedet, hvor øjnene løb over kors af de mange lækkerier. Det er nok min favorit af de to. Det var superhyggeligt, og det var tydeligt, at det var de lokale, som handlede der. Jeg hørte nemlig, at der var flere, som ønskede hinanden glædelig jul og på gensyn i det nye år.

På markedet smagte jeg en sempel, som er en traditionel østrigsk sandwich. Denne her havde et fyld af salat og lækker friskstegt kylling.

Mand i rød jakke sælger varer udenfor en butik med forskellige madvarer i kurve og kasser.

Naschmarkt

Det var desværre et hastigt møde, fordi jeg havde flere steder på min liste den sidste dag. Men det er sjovt at gå rundt og kigge på friske skaldyr, lækre oste og alt muligt andet godt.

Og selvfølgelig de vildt smukke julemarkeder i Wien

Ja, det var jo en stor del af min første storbyferie i Wien. Jeg havde tårnhøje forventninger, og jeg blev bestemt ikke skuffet. Faktisk puster Wien lige nu min favoritjuleby Berlin slemt i nakken.

Og nu, hvor jeg har fået juleturen til Wien lidt på afstand, vil jeg sige, at Wien er en stor nummer 2. Wien scorer højest på, at julemarkederne ligger koncentreret, så du nemt kan gå fra det ene til det andet. Men Berlin kan altså noget ekstra med sin specielle storbyvibe, flere shoppingmuligheder og mere specielle designjulemarkeder. Hvis du allerede har besøgt Berlin og er vild med byen, så er Wien et must-see!!!

Julemarked foran en oplyst barokkirke med grøn kuppel om aftenen, hvor mange mennesker nyder stemningen med boder og julepyntede træer.

Men ihvertfald kan jeg varmt anbefale, at du især besøger de stemningsfulde julemarkeder på Karlsplazt, Maria-Theresien Platz og Stephans Platz og ved rådhuset, Belvedere Paladset og Freyung.

Alle disse julemarkeder er placeret i de smukkeste kulisser. Inden vi rejste hjem, stemte vi om det bedste julemarked i Wien, og julemarkedet på Karlsplatz vandt 🎄💖🎄

Hvornår starter julemarkederne i Wien?

Julemarkederne i Wien åbner i midten af november og lukker ned igen den 23. december. Et par stykker plejer dog at holde åbent til og med den 26. december. Se datoer for de enkelte julemarkeder her.

Et travlt julemarked om aftenen med oplyste boder og mange mennesker foran en storslået bygning med oplyste tårne.

Du får to vidt forskellige oplevelser alt efter om du besøger julemarkederne om dagen, eller når mørket er faldet på.

Når jeg besøger et julemarked, er det mest for stemningens skyld og så for at gå rundt og kigge på alle de lækkerier, som bliver faldbudt. Ligesom på de tyske julemarkeder smagte jeg en god sprød bratwurst og et glas glühwein – denne gang med en smag af en dejlig syrlig Apfelstrudl.

Og så købte jeg traditionen tro en julemagnet, som allerede pryder mit køleskab sammen med juleølkapslen fra London og den orange træhest fra Stockholm. Vil du læse om de bedste julemarkeder i Europa, så se min store guide her.

Marked om aftenen med mange mennesker, boder pyntet med julelys og historiske bygninger i baggrunden.

BONUSTIP: Ja, jeg ved godt, at jeg er supernørdet med julemarkeder 😀 Men hvis du skulle blive fristet af at tage på juletur til Wien, så brugte jeg Google Maps til at plotte alle julemarkederne ind på kortet (Et godt, gammeldags bykort kan selvfølgelig også sagtens bruges). Og det viste sig, at flere af dem er i nem gåafstand igennem de smukkeste gader og stræder. Vi tog denne rute om dagen: Stephansplatz – Am Hof – Freyung – Rathaus. Så valgte vi vores favoritter ud og besøgte Stephansplatz og Freyung om aftenen.

5. Nyd østrigske vine – tag på vinbar i Wien

Østrigsk vin og frizzante (Østrigs svar på champagne) kan virkelig noget. Vi besøgte tre forskellige vinbarer i Wien. Og fordi vi havde bryllupsdag på ferien, flottede vi os en aften og købte en virkelig god flaske frizzante, som vi var tre om at dele. Perlende og frugtig og perfekt. Det kan jeg varmt anbefale.

Desværre havde vi booket den billigste flybillet med Ryanair, så jeg kunne ikke tage et par flasker med hjem. Vinbaren solgte den ellers ud af huset til en yderst rimelig pris i forhold til, hvad en flaske champagne koster. Vi må tage en kør-selv-ferie til Wien en gang.

En borddækning med tallerkener fyldt med mad, en flaske champagne, flere glas med forskellige drikke og en skål med oliven i en hyggeligt oplyst restaurant.

Et godt tip til dig, som har børn med eller foretrækker at nyde en alkoholfri drink på en vinbar: Min datter fik fx den mest nydelsesfulde Marillen nektar (jeg fik lov til at smage et lille sip). Det er en østrigsk vinbonde, som har fremstillet en luksusjuice af abrikoser.

På mange af byens vinbarer kan du også spise rigtigt godt. Men vi havde booket bord på andre restauranter, ellers var kunne jeg hurtigt blevet fristet, når jeg kiggede rundt på de andre borde.

6. Shopping i Wien

Shopping nåede vi ikke så meget af, fordi vi mest jagtede julemarkeder og madoplevelser. Men vi kunne klart se, at byen har et stort shoppingpotentiale. Mariahilferstrasse er fx fuld af alskens butikker og kæder. Og ellers har jeg hørt, at Neubau byder på mange fine specialbutikker.

To mannequin-dukker i en rød polkaprikket udstillingsvindue og inde i en butik fyldt med tøj og tilbehør på stativer og hylder.

Min 17-årige datter elsker at shoppe i butikker med vintagetøj, og vi fandt et par gode fund på vores vej igennem byen. Uanset alder og køn kan jeg faktisk anbefale dig at stikke hovedet ind, hvis du skulle støde på en spændende genbrugsbutik. Jeg fandt fx et par helt nye smukke brune læderhandsker og min datter et par næsten nye Converse.

Og i nærheden af Naschmarkt var jeg så heldig at finde det japanske porcelæn, som vi havde spist af i restauranten Shanghai Tan.

Skriv gerne i kommentarfeltet, hvis du kan anbefale et spændende kvarter med specialbutikker.

Det vil jeg gerne opleve på min næste storbyferie i Wien

  • Nyde byen om foråret eller i det tidlige efterår. Der er nemlig så mange parker og udendørs cafeer og restauranter i Wien.
  • Opleve en koncert med nogle af de berømte østrigske komponister fx Strauss eller Mozart.
  • Besøge det berømte Schönbrunn Slot.
  • Besøge en vinbar, som serverer den frizzante, som jeg har smagt på dette besøg.
  • Udforske et nyt kvarter fx Neubau. Skriv gerne i kommentarfeltet, hvis du kan anbefale et område.


jeg håber, at du kan bruge mine tips til din juletur til Wien. Skriv endelig i kommentarfeltet, hvis du har flere gode tips til storbyen.

Til dig, som har fået lyst til at tage på storbyferie eller juletur til Wien

Fra København og Billund kan du flyve direkte til Wien. Og i Travelmarkets rejsesøgemaskiner kan du sammenligne priser på flybilletter og pakkerejser.

Her kan du se prisniveauet på de billigste flybilletter til Wien lige nu:
(OBS! Disse flybilletter er fundet af vores brugere inden for de sidste 48 timer, og prisen kan være ændret)

København - WienFra 464,-Vælg
Billund - WienFra 808,-Vælg

Lav selv en søgning efter flybilletter til Wien her.

Klik her, og se gode tilbud på pakkerejser til Wien (Du kan hurtigt ændre datoen til den periode, hvor du vil rejse).

Tjek også:
Billig 4-stjernet storbyferie i foråret | Tag på skøn kæresteferie
Billig 4-stjernet storbyferie i din efterårsferie
Billig 4-stjernet juletur − Slå til nu

Hvornår skal du rejse til Wien?

Hvis du vil på juletur til Wien, åbner julemarkederne i midten af november og lukker ned igen den 23. december. Et par stykker plejer dog at holde åbent til og med den 26. december.

Hvis du vil rejse til Wien i en anden årstid, kan du læse om byen i disse guider:

Storbyferie i foråret − Se vejret i og tilbud til 31 storbyer
Storbyferie i påsken – se påskevejret i og billige flybilletter til 30 storbyer
Storbyferie i efteråret – tjek vejret, events og billige rejsetilbud til 25 storbyer

Læs om andre populære juleture:
De bedste julemarkeder og juleshopping – Læs om populære storbyer til din juletur

Fotos:
Fotos fra vores juletur til Wien © Signe og Birgitte Oxlund

Relaterede artikler



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.