Pariserhjul og store GDANSK bogstaver

Top 9 seværdigheder i Gdansk | En by du bare skal besøge

Kenneth Karl Nielsen

Har du endnu til gode at besøge Gdansk? Den polske storby byder på nogle helt fantastiske seværdigheder. Det er en fornøjelse at vandre rundt i den gamle bydel, Stare Miasto, og byen har to fantastiske museer. Derudover kan nogle imponerede seværdigheder nås på korte dagsture fra Gdansk. Få mine bud på 9 spændende seværdigheder i Gdansk.

Europæisk Solidaritetscenter – Museet for værftsarbejdernes frihedskamp

Billeder af arbejdere på værftet i Gdansk
Jeg har en alder, hvor noget af det jeg husker mest fra min barndoms TV-aviser, var den polske fagforening Solidaritets kamp for frihed og kamp mod kommunismen.

For mig var Lech Wałęsa med det store overskæg den tids store frihedskæmper. Hans og polakkernes kamp var med til at starte kollapset af Østblokken, nedrivningen af Berlinmuren og genforeningen af Tyskland.

Frimærker med Lech Walesa - Ikke på museet.

Derfor var det Europæiske Solidaritetscenter også en af de ting, som jeg glædede mig mest til at se i Gdansk. Jeg blev ikke skuffet over mit besøg. De mange udstillinger af værftsarbejdernes liv og kamp for et frit Polen er en inspirerende oplevelse.

Museet er placeret lidt udenfor Gdansk centrum. Fra taget har du den perfekte udsigt ud over nutidens værfter i Gdansk, og du kan høre lyden af hamre og maskiner i baggrunden. Det er et passende lydtapet til et besøg på museet.

Udenfor museet står et monument for de værftsarbejdere, som faldt i kampen for et frit Polen.

Henvender sig til: Dig, der interesserer dig for nyere europæiske historie
Pris: Cirka 70 DKK for en audio guidet tur
Åbningstider: Skifter lidt efter årstiderne – oftest åbent fra 10:00-17:00
Egnet for gangbesværede: Delvist
Adresse: Plac Solidarności, Gdansk
Lokalt navn: Europejskie Centrum Solidarności

Book og køb billetter til Gdańsk Solidarity Tour

Anden Verdenskrigs Museet – Tårer og tanker

WW2 museet set udefra
Anden Verdenskrig startede nord for Gdansk, da det tyske krigsskib Schleswig-Holstein startede bombardementet af Polen. Derfor er det også passende, at Gdansk har fået et fantastisk museum om krigen.

Anden Verdenskrigs Museet i Gdansk er et dybt rørende og tankevækkende sted. Undervejs på min tur rundt på museet så jeg folk, som bare stod og græd. Og jeg blev også selv dybt påvirket undervejs.

Museet dykker ned i de tragiske og forfærdelige begivenheder fra 2. Verdenskrig, og virkede for mig utroligt vedkommende og aktuelle med tanke på, at der er en forfærdelig krig i gang lige nu i Ukraine, der er naboland til Polen.

Museet byder på en omfattende og indsigtsfuld udstilling, der formidler krigens rædsler og heltemod gennem personlige fortællinger, artefakter og interaktive displays. Jeg anbefaler alle, der besøger Gdansk at besøge museet. Det er en af byens største seværdigheder.

Henvender sig til: Alle
Pris: Cirka kr. 60 for en audio guidet tur
Åbningstider: Skifter lidt efter årstiderne – oftest åbent fra 10:00-17:00
Egnet for gangbesværede: Delvist
Adresse: Plac Władysława Bartoszewskiego, Gdansk
Lokalt navn: Muzeum II Wojny Światowej

Book tur eller køb billetter til aktiviteter/ture om til 2. verdenskrig

Det lange Marked – eller Kongevejen

Flotte huse på Dlugi Targ i Gdansk
Det lange Marked, som på polsk hedder Dlugi Targ, er den centrale og store gågade i Gdansk. Besøg gerne gaden både om dagen, hvor der er fyldt med mennesker – og om aftenen, hvor der er mere roligt.

Gaden er kendt for sin mange flotte bygninger og byporte i begge ender. Under mit besøg gik jeg gennem hele gaden i begge retninger, der hver starter med en imponerende port. Indgangen til Dlugi Targ passerer man normalt via Den Gyldne Port (Złota Brama), og slutter ved Den Grønne Port i den anden ende.

Undervejs på gåturen skal du lægge specielt mærke til Gdansk Rådhus, Neptun Springvandet og det storslåede palæ Artushofen (Dwór Artusa).

Henvender sig til: Alle
Pris: Gratis
Åbningstider: Altid
Egnet for gangbesværede: Ja
Adresse og lokalt navn: Dlugi Targ, Gdansk

Alle de andre smukke gader i Gdansk

En af de smukke gader i Gdansk
Det er ikke den store gågade i Gdansk, som er mest værd at slentre rundt i.

Hele byens centrum er fyldt med brostensbelagte gader og flotte farverige og smukt dekorerede bygninger. Det kan varmt anbefales at lægge din mobil i lommen, åbne for dine sanser og bare lade byens indtryk trænge ind. Det har Gdansk fortjent.

  • Ulica Piwna: Livlig gade præget af hyggelige caféer, restauranter og historiske bygninger.
  • Ulica Świętego Ducha: Fredfyldt gade med gammeldags charme.
  • Ulica Toruńska: Dynamisk gade, der forener Gdańsks historiske arv med moderne liv.
  • Ulica Szafarnia: Kreativt knudepunkt ved vandet med musikscener og kunstgallerier.
  • Ulica Mariacka: Måske den smukkeste i Gdansk. En charmerende brostensbelagt gade med gotiske facader og butikker med kunsthåndværk.

Henvender sig til: Alle
Pris: Gratis
Åbningstider: Altid
Egnet for gangbesværede: Ja

Spis traditionel polsk mad på en milkbar

Traditionelt polsk måltid med kød, kartofler og kål.
Uanset hvilken polsk by som jeg kommer til, så går jeg på jagt efter de lokale milkbars/mælke barer. Det er små spisesteder, hvor du kan spise lokal polsk mad til overkommelige priser. En del af polsk mad-kultur, og en af de oplevelser, du ikke må gå glip af.

Jeg elsker disse steder, hvor jeg både spiser god mad til billige penge – og får smagt den ægte lokale polske mad.

Retterne der tilbydes, er hvad vi vil kalde mormormad i Danmark, men med et polsk tvist. Du kan for eksempel få koteletter, kartoffelmos, kålretter samt traditionelle pirogger og borscht-suppe.

Regn med, at du skal pege på de retter, som du vil bestille. Personalet taler sjældent engelsk og de lokale specialiteter på menukortene er ofte på polsk.

I Gdansk er min favorit Bar Turystyczny, som ligger i udkanten af Gdansks centrum. Bar Turystyczny er den mest lokale og traditionelle milkbar i byen. Bar Neptun, som ligger på Gdansk store gågade, er også et godt valg.

Henvender sig til: Alle
Pris: Kr. 25-50 for et solidt måltid (2024)
Åbningstider: Varierer fra bar til bar – normalt fra 8:00-18:00
Adresse: Bar Turystyczny – ul. Szeroka 8/10 | Bar Neptun – Dluga 33/34

Mariakirken – Symbol på Gdansks stolte fortid

Mariakirken er en af de største murstenskirker i verden. Det er en rigtig stor kirke, og den står som et majestætisk symbol på Gdansks stolte fortid.

Kirken har plads til mere end 20.000 personer indenfor, og er 105×66 meter i grundplan. Betragt arkitekturen i kirken med de høje hvælvinger, som er knap 30 meter høje.

Du kan komme op i kirkens 82 meter høje tårn, hvorfra du kan nyde den fantastiske udsigt over dele af Gdansk by. Mariakirken er en af de mest populære turistattraktioner i byen

Henvender sig til: Arkitektur- og historieinteresserede
Pris: Gratis, men cirka kr. 20 for tårnet (2024)
Åbningstider: 9:00-18:00 (tidsrummet kan variere afhængigt af sæsonen)
Adresse: Ulica Mariacka, Gdansk
Lokalt navn: Bazylika Mariacka, St Mary’s Church

Ravmuseet (Muzeum Bursztynu) – Nordens Guld

Du har måske selv fundet rav på kysten i Danmark, men vil du vide meget mere om rav, så skal du besøge dette museum.

I hjertet af Gdańsk ligger ravmuseet (Muzeum Bursztynu), der viser den spændende historie om “Nordens Guld”. Museet er placeret i en imponerende middelalderbygning, og fører de besøgende ind i en verden af ravets skønhed og mysterier.

Udforsk de detaljerede udstillinger, der afdækker alt fra ravets geologiske dannelse til dets brug i historiske kunstværker og moderne designs. Mærk fascinationen, når du står over for sjældne ravstykker – nogle med indeklemte urtidsinsekter, der giver et indblik i fortidens verden.

Henvender sig til: Alle med interesse i rav
Pris: Cirka 70 DKK (Gratis om mandagen)
Åbningstider: 10:00 til 18:00
Lukkedage: Tirsdag
Er det egnet for gangbesværede: Begrænset adgang
Offentligt transport: Let tilgængelig på gåben
Adresse: Wielkie Młyny 16, Gdansk

Book tur eller køb billetter til Ravmuseet og tur i Den gamle bydel

Malbork slottet – Verdens største slot

Lille ridderfigur med Malbork Slottet i baggrunden.
Malbork Slot er en af Polens mest imponerende seværdigheder, og er på UNESCOs verdensarvsliste. Slottet er verdens største målt på areal og et imponerende eksempel på et middelalderligt murstensslot. Min indre ridder blev rigtigt vakt til live under mit besøg.

Byggeriet af slottet startede i 1278, og blev udført i flere etaper. Slottet består faktisk af tre dele: Det Høje, Mellem og det Nedre slot. Oprindeligt tilhørte det Den Tyske Orden – tyske katolske korsriddere, som havde erobret området i det gamle Preussen, og ønskede at bosætte sig der.

I dag kan du besøge slottet og udforske alle dets hjørner, hvilket er en stor oplevelse. Det er bedst at afsætte det meste af en dag til at besøge Malbork. Slottet og dets område er meget stort, og du vil sandsynligvis ønske at se alt.

Den bedste udsigt til slottet fås fra den anden side af Nogat-floden. Herfra kan du beundre Malbork Slot i al sin storhed og se, hvor stort og unikt slottet er.

Det er let at komme fra Gdansk til Malbork. Der er togafgange hyppigt, og rejsen tager omkring 40 minutter hver vej. Hovedbanegården i Malbork ligger ca. 15 minutters gang fra slottes billetkontor.

Henvender sig til: Historieentusiaster og dig med en indre ridder
Pris: Fra cirka 70 DKK (forskellige billetter og rundvisninger)
Åbningstider: 9:00-16:00 (Udstillinger lukker kl. 15)
Lukkedage: Den 24., 25., og 31. december
Egnet for gangbesværede: Begrænset adgang til nogle områder
Offentlig transport: Tog til Malbork station. Slottet ligger en kort gåtur herfra
Adresse: Starościńska 1, 82-200 Malbork, Polen

Book eller køb billetter til en af de mange ture til Malbork Slot

Strandbyerne Sopot og Gdynia

Stranden i Sopot på en solrig men kølig dag
Tæt på Gdansk ligger byerne Sopot og Gdynia i det nordlige Polen, som absolut også er et besøg værd. Som med Malbork slottet kan begge nemt nås med tog, og det er enkelt at købe togbilletter på stationen i Gdansk.

Kurbyen Sopot er en elegant badeby, som er kendt for sin lange træmole, som nærmest er byens vartegn. Det er Europas længste træmole, som strækker sig ud i Østersøen.

Byen har en god beliggenhed, afslappende atmosfære, smukke sandstrande og den livlige Monte Cassino-gade. I gaden kan du shoppe og nyde god mad på en restaurant. Uanset om du besøger Gdansk om sommeren eller udenfor badesæsonen, er Sopot en god oplevelse og et besøg værd.

Gdynia er en større by, som også har strande. Men den bør også besøges for at se en anden polsk by end Gdansk. Foruden havet byder Gdynia på en række attraktioner såsom ORP Błyskawica, et museumskrigsskib – og Dar Pomorza, et berømt sejlskib.

Tanker og fakta om Gdansk

Neptun fontænen på Dlugi Targ i modlys

På et besøg i Gdansk er der gode muligheder for at sætte sig ind i byens historie. Det er også en dejlig og let tilgængelig by at besøge på en forlænget weekend fra Danmark.

For mig er Gdansk som historisk by helt unik. Det var her, at den polske fagforening Solidaritet brød med kommunismen, og startede befrielsen af Østeuropa, hvilket endte med Berlinmurens fald. Det var også her, at 2. Verdenskrig startede i 1939. Sidenhen er byen blevet nænsomt genopbygget.

Men Gdansk er endnu ældre. Den smukke by er fra år 997, og var en af de store hansestæder i Hanseforbundet, som dominerede handler i Europa fra år 1300 til 1600.

Da jeg valgte at besøge Gdansk, tilbragte jeg en uge i byen. På en uge kan man rigtig nå at føle byens puls og give sig god tid til at besøge seværdighederne i Gdansk.

Der er mange seværdigheder at besøge udover ovenstående fx Nationale maritime Museum, Gdansk Zoo og flere smukke kirker.

Sådan finder du rejsen til seværdighederne i Gdansk

Flybilletter til Gdansk lufthavn fås ofte for mindre end kr. 500 tur/retur, og et fint 3-stjernet hotel i Gdansk findes fra mindre end kr. 500 per nat. Du kan søge efter rejser til Gdansk i vores søgemaskine med pakkerejser, sammenligne priser på flybilletter til Gdansk her og finde en storbyferie til Gdansk her.

Her er priseksempler tidligere fundet af vores brugere:

Fly+hotel
Flybilletter t/r
Priserne er oplyst som pris pr. person

Fotos:
Pariserhjul og store GDANSK bogstaver © Kenneth Karl Nielsen
Billeder af arbejdere på værftet i Gdansk © Kenneth Karl Nielsen
Frimærker med Lech Walesa - Ikke på museet. © marekuliasz / GettyImages
WW2 museet set udefra © Kenneth Karl Nielsen
Flotte huse på Dlugi Targ i Gdansk © Kenneth Karl Nielsen
En af de smukke gader i Gdansk © Kenneth Karl Nielsen
Traditionelt polsk måltid med kød, kartofler og kål. © Kenneth Karl Nielsen
Lille ridderfigur med Malbork Slottet i baggrunden. © Kenneth Karl Nielsen
Stranden i Sopot på en solrig men kølig dag © Kenneth Karl Nielsen
Neptun fontænen på Dlugi Targ i modlys © Kenneth Karl Nielsen



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.