Den gamle industriby er i fuld gang med at genopfinde sig selv – med stor respekt for sin historie og sin sjæl. Filmindustri er stadig i fokus, og byens gamle industribygninger bringes med ind i nutiden som rammer for et levende kulturliv. Lodz er helt sin egen, og den er absolut et besøg værd
- Piotrkowska-gaden – med Rosepassagen og maleriet “Dagens fødsel”
- Manufaktura – shopping, kultur og historie i ét
- Bymuseet – en rejse gennem Lodz historie
- Streetart i Lodz – farverige vægmalerier overalt i byen
- EC1 Łódź – videnskab, kultur og underholdning i ét
- OFF Piotrkowska – kreativt kulturcenter i tidligere bomuldsfabrik
- Księży Młyn – historisk industrikvarter med charme
- Radegast-togstationen, ghettoen og Den Jødiske Kirkegård – mindesmærker over en mørk fortid
- Tekstilmuseet – en rejse gennem tekstilindustriens historie
- Filmmuseet – en hyldest til stor filmkunst
I denne artikel har jeg samlet 10 seværdigheder, du bør opleve under et besøg i Lodz.
Mange af dem – som Piotrkowska-gaden, Manufaktura, Bymuseet, OFF Piotrkowska, EC1 og de mange streetartmalerier – ligger i hjertet af byen.
Tekstilmuseet finder du for enden af byens 4,2 km lange hovedgade (Piotrkowska), mens det gamle charmerende industriområde Księży Młyn samt Filmmuseet blot er en kort sporvognstur væk.
Det jødiske ghetto-område ligger ganske centralt, mens Radegast-togstationen og Den Jødiske Kirkegård kræver lidt længere rejsetid med sporvogn og gåben.
Lodz i dag
Lodz har en fortid som værende en af Østeuropas store industribyer. I årtier var byens tekstilfabrikker drivkraften bag økonomien, men efter murens fald blev industrien ramt af massiv krise. Byen gik en brutal tid i møde, og det tog næsten livet af den.
I dag har Lodz fået en ordentlig økonomisk indsprøjtning, og byen har på stærkeste vis rejst sig igen. De gamle fabriksbygninger står der stadig, men nu i ny skikkelse. Tidligere industrikomplekser er blevet restaureret og rummer i dag moderne butikscentre, kulturinstitutioner, restauranter og caféer.
Fortiden og nutiden mødes i et inspirerende og levende byrum.
Lodz er en overraskede grøn by. Overalt skyder træer op mellem husene. Langs veje og gader blomstrer lyserøde rosenbuske og duftende jasminer. Og byen rummer mange små og store parker samt grønne åndehuller, hvor der er fine legeplads til børnene, men også bænke til god afslapning.
Filmkunst og Lodz hænger uværgeligt sammen. Lodz er hjemsted for Polens mest prestigefyldte filmskole, hvor store polske internationalt anerkendte instruktører har haft deres gang. Byens filmhistorie markeres og fejres rundt omkring i byen.
Piotrkowska-gaden – med Rosepassagen og maleriet “Dagens fødsel”
Piotrkowska-gaden er om noget hjertet i Lodz og en af Europas længste handelsgader. Den caféerne og restauranter ligger side om side med tøjbutikker, boghandlere, isboder, legetøjsbutikker og souvenirforhandlere. I de varme måneder er der udendørsservering og liv og glade dage ved barer og restauranter.
Også kunst og kulturliv foldes ud langs med Piotrkowska. Foran Hotel Grand ligger Lodzs egen Walk of Fame med stjernerfliser af polens helt store filmstjerner.
Flere steder er der opstillet statuer af kendte bysbørn.
Og i den nordlige ende af gaden møder du den betagende Rosepassage, hvor væggene er dækket af spejlfragmenter, som reflekterer dagslyset og dermed skaber et magisk spil af farver og former.
Nede ad en sidegade finde du i en baggård det imponerende vægmaleri “Dagens fødsel”, skabt af kunstneren Wojciech Siudmak. Det er en kunstnerisk installation, som straks vækker minder om gamle eventyr og drømmeverdener.
I Piotrkowska-gaden mærker du byens moderne puls og livsstil.
Gaden er omgivet af historiske bygninger og grønne oaser, hvilket gør den perfekt som udgangspunkt for en afslappet gåtur.
Henvender sig til: Kulturinteresserede, historieinteresserede, livsnydere, foodies m.fl.
Adresse: Piotrkowska Street
Værd at vide: Rosepassagen er åben dagligt fra 8:00 til 22:00 og er gratis at besøge.
Manufaktura – shopping, kultur og historie i ét
Manufaktura er et imponerende kompleks, der kombinerer shopping, kultur og historie. Smukt beliggende i en tidligere tekstilfabrik er det nu et af Lodzs mest populære samlingssteder for både turister og lokale.
I komplekset finder du museer, biografer, restauranter og shoppingcenter med alle de kendte tøjmærker, og det er et sted, hvor du nemt kan bruge flere timer.
Manufaktura er kendt for sin unikke arkitektur, der blander det industrielle med det moderne. Desuden afholdes der ofte koncerter og events på områdets centrale plads. For børn og barnlige sjæle er her bl.a. både en yndig karrusel og et pariserhjul, der kan prøves.
Området omkring Manufaktura er præget af flotte historiske bygninger og grønne områder, der inviterer til afslapning og udforskning.
Den gamle jødiske ghetto fra 2. VK. ligger også nær ved.
Adresse: Drewnowska 58
Værd at vide: Manufaktura er åben dagligt, og der er gratis adgang til det offentlige område. Nogle museer og aktiviteter kræver billet.
Bymuseet – en rejse gennem Lodz historie
Bymuseet i Lodz er beliggende i det tidligere Poznański-palads, en storslået bygning og et af byens mest ikoniske vartegn. Museet præsenterer historien om Lodz, byens udvikling og de mennesker, der har præget den.
Højdepunktet er den imponerende arkitektur og de overdådige interiører i paladset, som giver den besøgende en god fornemmelse af fortidens luksus.
Udstillingerne spænder fra tekstilindustriens buldrende historie til fin kunst og kultur, og de giver et bredt billede af byens identitet.
Bymuseet ligger centralt forenden af Piotrkowska, lige op og ned af Manufaktura.
Henvender sig til: Kulturinteresserede, historieinteresserede og arkitekturelskere.
Adresse: Ogrodowa 15
Værd at vide: Museet kræver billet.
Streetart i Lodz – farverige vægmalerier overalt i byen
Lodz er kendt for sin omfattende streetart-scene, hvor mere end 150 vægmalerier pryder bygninger i byen. Disse værker er skabt af både internationale og polske kunstnere. Læs mere her.
De farverige vægmalerier skaber en slags sjov kunstrute, som gør byen til et levende museum under åben himmel.
Kunstværkerne kan opleves til fods eller på cykel, og det er, som om de skifter udtryk alt efter tidspunktet på dagen og lysets fald.
De fleste værker er placeret i centrum af Lodz, ofte i nærheden af Piotrkowska-gaden, hvilket gør det nemt at planlægge en tur rundt for at se dem.
Henvender sig til: Kulturinteresserede
Adresse: Spredt over hele byen – hovedrute langs Piotrkowska-gaden
Værd at vide: Streetart kan opleves gratis, og det findes både på hovedgader og i små baggårde.
EC1 Łódź – videnskab, kultur og underholdning i ét
EC1 er et moderne kultur- og videnscenter placeret i et tidligere kraftværk. Nu er der både planetarium, videnskabscenter og interaktive udstillinger i bygningerne.
Det gamle kraftværk er blevet transformeret til et kreativt rum, hvor teknologi og læring går hånd i hånd.
Her er mulighed for at opleve skiftende udstillinger, filmvisninger og workshops, der henvender sig til både børn og voksne.
EC1 ligger i nærheden af hovedbanegården, og i området omkring det er der moderne byrum og en række nye kulturbyggerier.
Børn vil elske det store science center med eksperimenter og aktiviteter, der inviterer til leg og læring.
Henvender sig til: Børnefamilier, unge rejsende, eventyrlystne, kulturinteresserede.
Adresse: Targowa 1/3
Værd at vide: Billetter til de enkelte dele købes separat. Læs mere her.
OFF Piotrkowska – kreativt kulturcenter i tidligere bomuldsfabrik
OFF Piotrkowska er et levende kreativt center i hjertet af Lodz, indrettet i den tidligere Ramisch-bomuldsfabrik.
Her finder du en unik blanding af designstudier, kunstgallerier, musikklubber og gastronomiske oplevelser, alt sammen i en atmosfære, der emmer af innovation og kreativitet.
OFF Piotrkowska ligger centralt i Lodz, og det er omgivet af byens pulserende liv. Området er let tilgængeligt med offentlig transport, og der er gode parkeringsmuligheder i nærheden.
Henvender sig til: Kulturinteresserede, unge rejsende, foodie og livsnydere.
Adresse: Piotrkowska 138/140
Księży Młyn – historisk industrikvarter med charme
Så er der god stemning for alle pengene! Księży Młyn er et hyggeligt og velbevaret industrikvarter, der giver et autentisk indblik i Lodz industrielle fortid. Området er kendt for sine røde murstensbygninger og historiske atmosfære.
I sin tid havde ejerne af kvarteret nærmest indrettet det således, at man kunne leve, her fra man blev født, til man døde – selvfølgelig som arbejder på områdets fabrikker. Der var fx skoler og læger tilknyttet, og Księży Młyn var ligesom en lille verden for sig.
I dag er der private boliger med små velholdte haver i nogle af de tidligere arbejderboliger, samt forskellige små iværksættere, kunstnere etc. har værksteder og arbejdsrum her.
Księży Młyn er også hjemsted for Herbst-paladset, et museum, der giver et indblik i livet for de rige fabrikanter i det 19. århundrede.
I nærheden finder du Źródliska Park, en af de ældste parker i Lodz og en smuk en fredelig oase midt i byen.
Området er ideelt til en afslappende gåtur, hvor du kan indsnuse den historiske arkitektur og de grønne omgivelser. Tag dig tid til at nyde området, og benyt gerne muligheder for at besøge en af caféerne eller restauranter.
Adresse: Księży Młyn
Værd at vide: Området er åbent for offentligheden og gratis at besøge. Nogle museer i området kræver billet. Kombiner besøget med Filmmuseet.
Radegast-togstationen, ghettoen og Den Jødiske Kirkegård – mindesmærker over en mørk fortid
Lodz var hjemsted for den næststørste jødiske ghetto i hele det nazityske-besatte område under 2. VK. Ghetto-området fyldte et kæmpe område, og det lå lige nord for, hvor parken Staromiejski ligger i dag, ganske nær Manufaktura.
Fra ghettoen blev jøder gennet til Radegast-togstation, som nu er et vigtigt mindesmærke over Holocaust. Herfra blev mange, mange tusinde deporteret til koncentrationslejre under krigen.
Et besøg ved Radegast-togstation indeholder en gåtur igennem en lang betontunnel med fortælling om stedets historie. Du vil se bevarede togvogne fra deportationerne samt et lille museum, der fortæller om ghettoen i Lodz.
Besøg også Den Jødiske Kirkegård, som er en af de største i Europa, og som rummer grave for mange af byens jødiske indbyggere.
Alle tre steder giver dig en dybtgående indsigt i byens tragiske historie, og det er vigtigt for forståelsen af Lodz fortid.
Områderne omkring mindesmærkerne er fredelige og giver mulighed for refleksion og eftertanke.
Henvender sig til: Historieinteresserede
Adresse: Den Jødiske Ghetto: Franciszkanska St. (var den længste gade i ghettoen) – Radegast Station: al. Pamięci Ofiar Litzmannstadt Getto – Den Jødiske Kirkegård: Bracka 40
Værd at vide: Ghettoen og Radegast er åbne for offentligheden og gratis at besøge – det koster lidt at besøge kirkegården. Det anbefales at tage hensyn og opføre sig respektfuldt under besøget. Det kan være meget gribende og bevægende at besøge stederne; især kan Radegast-togstationen være et hårdt besøg.
Tekstilmuseet – en rejse gennem tekstilindustriens historie
Tekstilmuseet i Lodz er det største af sin slags i Europa. Et besøg her tager dig med og giver dig et omfattende indblik i tekstilindustriens udvikling.
Du kommer til at se gamle væve og andre tekstilmaskiner, og igennem udstillinger følger du tekstilindustrien storhed og fald i Lodz.
Museet er beliggende i den historiske “Hvide Fabrik”, en af de mest betydningsfulde bygninger i byens industrielle historie.
I tilknytning til museet finder du en friluftsudstilling med historiske træbygninger. Går du indenfor, står husene ganske, som om familierne lige har forladt husene. Du kan også besøge stedets lille kirke.
Henvender sig til: Kulturinteresserede, håndværks- og historieinteresserede
Adresse: Piotrkowska 282, 93-034 Łódź, Polen
Værd at vide: Museet er åbent dagligt, og der kræves billet for adgang. Indgangen er på bagsiden – IKKE ud mod Piotrkowska.
Filmmuseet – en hyldest til stor filmkunst
Filmmuseet i Lodz er dedikeret til byens rige filmhistorie, og det er det eneste af sin slags i Polen.
Museet viser filmens historie fra simple maskiner til nutidens filmkunst. Og omhandler naturligvis også den polske films historie!
Film og filmindustri var og er vigtig for Lodz, og filmskolen i byen har udklækket de største af landets instruktører og filmfolk, som bl.a. Roman Polanski og Krzysztof Kieślowski.
Museet er beliggende i det tidligere Scheibler-palads, og flere rum i museet giver et indblik i, hvordan industrimagnaten Scheibler levede.
Udstillingerne inkluderer filmudstyr, kostumer, plakater og meget mere.
Jeg håber virkeligt, at du vil besøg Lodz i Polen. Det er et alternativt valg til en storbyferie, men jeg har ikke det mindste fortrudt, at jeg valgte at besøge byen, tværtimod!
Fotos:
LODZ skulptur foran røde murstensbygninger og grønne planter i i Monopolis i Lodz © Kenneth Karl Nielsen
Piotrkowskagaden i Lodz i Polen med lysende bogstaver og udeservering om aftenen. © Kenneth Karl Nielsen
Dagens fødsel - Farverig street art med akrobater og fe på husfacade i Lodz © Kenneth Karl Nielsen
Den gamle hovedindgang til Manufaktura i Lodz med røde murstensbygninger og klokke over porten. © Kenneth Karl Nielsen
Facaden af bymuseet i Lodz med stor blank hjerte-skulptur på pladsen foran. © Kenneth Karl Nielsen
Farverig streetart på husgavl i Lodz med portræt og geometriske mønstre ved byens gade. © Kenneth Karl Nielsen
Det gamle EC1 kraftværk nu kulturcenter i Lodz med røde murstensbygninger og industrielt design © Kenneth Karl Nielsen
Industriområdet af EC1 i Lodz med rødt oplyste stålkonstruktioner og rørsystemer. © Kenneth Karl Nielsen
Off Piotrkowska området i Lodz med mennesker, udendørs caféer og historiske fabriksbygninger © Kenneth Karl Nielsen
Księży Młyn bygning i Lodz med rød murstensfacade og tårnur under blå himmel © Kenneth Karl Nielsen
Radegast station i Lodz med mørkt træhus og togvogn ved siden af perronen © Kenneth Karl Nielsen
Jødisk kirkegård i Lodz med gravsten omgivet af græs og grønne træer © Kenneth Karl Nielsen
Vævmed blå tråde på Tekstilmuseet i Lodz. © Kenneth Karl Nielsen
Gamle træhuse på Tekstilmuseet i Lodz med brostensbelagt gade og besøgende. © Kenneth Karl Nielsen
Gamle filmkameraer udstillet på filmmuseet i Lodz. © Kenneth Karl Nielsen
Dekoreret loftsmaleri med englebørn i Det Gamle Scheibler Palads i Lodz. © Kenneth Karl Nielsen
Skriv et svar
Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *
Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.