Forestil dig kridhvidt sand, der føles som mel mellem tæerne, turkisblåt vand der er så klart, at du kan se bunden og dertil sol og svajende palmer på stranden… Alt sammen noget, der får dig til at stoppe op og tænke: “Wouw… det her er for vildt!”. Strandene ligger spredt i Verden, og vi guider dig til den nærmeste lufthavn og flybilletter dertil:
- Baia do Sancho (Brasilien, øen Fernando de Noronha)
- Grace Bay Beach (Turks og Caicos, øen Providenciales)
- Eagle Beach (Aruba, sydlige Caribien)
- Siesta Beach (USA, Florida)
- Spiaggia dei Conigli (Italien, øen Lampedusa)
- Praia da Falésia (Portugal)
- Varadero Beach (Cuba, nordlige Caribien)
- Elafonissi Beach (Grækenland, øen Kreta)
- Whitehaven Beach (Australien, øen Whitsunday)
- Cala Goloritzé (Italien, øen Sardinien)
- Entalula Beach (Filippinerne, øen Entalula)
- Bang Bao Beach (Thailand, øen Koh Kood)
- Anse Source d’Argent (Seychellerne, øen La Digue)
- Flamenco Beach (Puerto Rico, øen Culebra)
- La Concha Beach (Spanien, byen San Sebastián)
- Baia do Sancho – Afsondret bugt med klipper og klart vand
- Grace Bay Beach – Finkornet sand og turkisblåt vand
- Eagle Beach – Brede kyster med de kendte Fofoti-træer
- Siesta Beach – Bred, lækker strand med særligt hvidt sand
- Spiaggia dei Conigli – Naturlig bugt med klart, lavt vand
- Praia da Falésia – Rødklipper og lang, åben sandstrand
- Varadero Beach – Meget lang strand med klart, roligt vand
- Elafonissi Beach – Lavvandet lagune med lyst sand med rosa skær
- Whitehaven Beach – Hvidt silikatsand og uberørt natur
- Cala Goloritzé – Isoleret strand med ikonisk klippespids og klart vand
- Entalula Beach – Lille strand med kalkstensklipper og krystalklart vand
- Bang Bao Beach – Rolig strand med lavt vand og palmer
- Anse Source d’Argent – Granitklipper og lavvandet lagune
- Flamenco Beach – Bred bugt med roligt vand og tropisk landskab
- La Concha Beach – Bystrand i rolig bugt
- Del gerne dine erfaringer med os
I denne artikel har vi i redaktionen samlet vores bud på Verdens 15 bedste strande – listet i vilkårlig rækkefølge. Det er lige fra ikoniske paradisstrande, der bliver ved med at toppe listerne år efter år – til nyere favoritter, der for nylig er begyndt at få topanmeldelser og hype. Det er altså ikke bare en “klassiker-liste”, men en samling af de strande, der lige nu skaber de største wouw-oplevelser.
De 15 bedste strande i Verden har vi udvalgt efter grundig research. Vi har lavet en omfattende gennemgang af årlige internationale strandkåringer, ekspertvurderinger og brugeranmeldelser bl.a. gennem kilderne Tripadvisor og The World’s 50 Best Beaches.
Udvælgelsen bygger på en kombination af eksperters rangeringer, brugernes anmeldelser og strandens gentagne topplaceringer over tid. Og så har vi i Travelmarkets redaktion naturligvis selv været inde over: Vi har læst anmeldelser, set videoer og gennemgået billeder for at sikre, at strandene ikke kun scorer højt på papir – men også føles som et sted, du får lyst til at opleve (og tage alt for mange billeder af).
Beskrivelser af de bedste strande i Verden
Herunder får du korte, konkrete beskrivelser og den vigtigste viden om hver strand, så du nemt kan finde ud af, hvilken du skal vælge, hvis du jagter alt fra turkisblå laguner og pudderblødt sand til dramatiske klipper og snorkling direkte fra kysten.
Ikke alle disse paradisagtige strande er budgetvenlige, men der er heldigvis flere af perlerne, der ikke kræver en formue at besøge. Især strandene inden for EU er ofte overraskende tilgængelige for pengepungen. Ved hver strand guider vi dig til den nærmeste lufthavn, så rejseplanlægningen bliver mere enkel for dig.
Baia do Sancho – Afsondret bugt med klipper og klart vand

Baia do Sancho er en brasiliansk perle, som ligger gemt bag høje klipper, og hvor du skal ned ad en trappestige for at nå paradis.
Baia do Sancho ligger på den vulkanske ø Fernando de Noronha ud for Brasiliens nordøstlige kyst. Det er ikke en strand, du lige snubler over. Den ligger nemlig gemt i en bugt omgivet af høje klippevægge, så du kan ikke engang se den fra vejen. Hele området er en del af en national marinpark, hvilket betyder, at naturen her er ekstremt velbevaret.
For at komme ned til stranden skal du nærmest klatre ned ad en smal trappe, der er hugget ind i klippen. Det er lidt af en oplevelse i sig selv, og du passerer gennem en klippespalte til bugten pludselig åbner sig for foden af dig. Adgangen er ikke for alle, og især ikke hvis du har svært ved at gå på trapper eller lider af højdeskræk.
Sand & vand på Baia do Sancho
Når du først står dernede, ser du gyldent, finkornet sand og vand i den smukkeste turkise farve. Vandet er oftest krystalklart, og de høje klipper omkring bugten holder de værste bølger ude.
Faciliteter på Baia do Sancho
Her er ingen faciliteter på selve stranden. Du finder dog toiletter oppe ved informationscenteret, før du går ned ad trappen, så en god idé kunne være at tage forbi her først.
Fra klipperne omkring bugten er der en fantastisk udsigt. Du kan vandre op til udsigtspunkter som Mirante dos Golfinhos, hvor du ofte kan se delfiner i vandet nedenfor. Havskildpadder kommer også ind til bugten – især i ynglesæsonen fra december til juni. Med lidt held kan du se dem både på stranden og i vandet.
Vær opmærksom på, at du skal købe adgangsbillet til nationalparken for at besøge Baia do Sancho. Det er en del af bevarelsen af dette specielle sted.
Henvender sig til: Par – og dig, der elsker naturen og at vandre og snorkle.
Afstand til nærmeste by: Ca. 4-5 km fra hovedbyen Vila dos Remédios.
Størrelse: Omkring 250-300 meter lang, omkranset af høje klipper.
Sandtype: Finkornet, gyldent sand.
Toiletforhold: Kun ved informationscenteret oppe på klippen – ikke på stranden.
Forplejning: Ingen – du skal selv medbringe mad og drikke.
Betaling: Adgangsbillet til nationalparken og TPA afgift for daglig ophold på selve øen.
Tilgængelighed: Udfordrende adgang via stejl trappe gennem klippespalte – ikke egnet for gangbesværede.
Transport: Flyv til Fernando de Noronha (FEN)
Titler: Kåret som den bedste strand i 2014, 2015, 2017, 2019, 2020, 2023 (af brugerne på Tripadvisor) og er ofte med i Top 3.
Vidste du, at … når du klatrer ned gennem den snævre klippespalte, åbner stien sig ved bunden pludselig til fuld panoramaudsigt over den spektakulære bugt?
Grace Bay Beach – Finkornet sand og turkisblåt vand

Forestil dig en smuk strand med stille, krystalklart vand, pudderblødt sand og alt, hvad du behøver lige ved hånden. Sådan er Grace Bay Beach!
Grace Bay Beach er den absolut mest kendte strand på Providenciales, øen som de fleste bare kalder “Provo” på Turks- og Caicosøerne. Den ligger på den nordøstlige kyst lige ud for Grace Bay-området, hvor de fleste hoteller og restauranter ligger. Det positive er, at hele stranden faktisk er en del af Princess Alexandra National Park – så både sandet og havet er beskyttet.
Sand & vand på Grace Bay Beach
Sandet her er noget helt særligt. Det er virkelig fint, næsten som pudder, og består af knust koralsand. Det har samtidig den gode egenskab, at det aldrig bliver brændende varmt under fødderne – selv midt på dagen.
Vandet er turkisblåt, som du kender fra postkort. Og det er så klart, at du kan se dine tæer på en meters dybde. Bunden er blødt sand uden skarpe sten eller klipper, og det bliver dybt ganske langsomt.
Cirka 1,5 km ude ligger et stort koralrev, der kan nås med båd. Det holder også de store bølger ude, hvilket betyder rolige badeforhold næsten hele året. Du kan snorkle både ved det store rev og også mindre rev tættere på kysten, og her kan du se farverige fisk og koraller – helt tæt på stranden.
Faciliteter på Grace Bay Beach
Her er masser af strandbarer og restauranter langs kysten, så du behøver aldrig at gå langt efter en kold drink eller frokost. Du kan leje liggestole og parasoller, hvis du har lyst, eller prøve kræfter med paddleboard, kajak eller arrangeret snorkling.
Bag stranden finder du en lang strandpromenade med butikker, flere hoteller og resorts. Parkering er nem, da her er skilte til parkeringspladser og strandindgange langs kysten.
Henvender sig til: Ældre, par, børnefamilier – og dig, der elsker at svømme og snorkle.
Afstand til nærmeste by: Ligger midt i Grace Bay-området på øen Providenciales.
Størrelse: Ca. 5 km lang – masser af plads, selv i højsæsonen.
Sandtype: Finkornet, hvidt koralsand.
Toiletforhold: På restauranter og resorts.
Forplejning: Strandbarer og restauranter hele vejen langs kysten.
Betaling: Stranden er gratis, men du betaler aktiviteter og leje af liggestole.
Tilgængelighed: Nem adgang via stier langs stranden.
Transport: Flyv til Providenciales International Airport på Turks- og Caicosøerne – sammenlign priser på flybilletter i vores flysøgemaskine.
Titler: Nr. 1 i 2016 og 2022 (Tripadvisor) og næsten altid med i topplaceringer år efter år på websider, der vurderer strande.
Vidste du, at … i Grace Bay Beach holder vandet en konstant dejlig temperatur på ca. 25-29°C?
Eagle Beach – Brede kyster med de kendte Fofoti-træer

Eagle Beach er en af Arubas smukkeste strande med masser af plads, lavt vand og de berømte vindskæve træer.
Eagle Beach ligger på den vestlige kyst af Aruba, nordvest i udkanten af byen Oranjestad. Det er en af øens mest fotograferede strande – og med god grund. De karakteristiske Fofoti træer, der bøjer mod vinden, står spredt ud over den brede sandflade, og er blevet et ikon for hele Aruba.
Det bedste ved Eagle Beach? Det er, at den er bred – Virkelig bred! Selv i højsæsonen finder du plads til at brede håndklædet ud uden at ligge for tæt på dine strandnaboer.
Sand & vand på Eagle Beach
Eagle Beach strækker sig over ca. 2 kilometer langs kysten, og sandet er hvidt, finkornet og dejligt blødt. Det skråner ganske langsomt ned i vandet. Vandet er typisk roligt med kun små bølger. Takket være kystens placering er forholdene stabile det meste af året, så du næsten altid kan få en god svømmetur i det turkise vand.
Faciliteter på Eagle Beach
Her er masser af muligheder for at leje liggestole og parasoller direkte på stranden, og hvis du vil prøve vandsport, findes der også udstyr til det. Langs kysten ligger der flere strandbarer og restauranter, hvor du kan få mad og drikke uden at skulle gå langt.
Bag stranden ligger der hoteller og lejlighedskomplekser. Her er ingen egentlig strandpromenade, men området er let at komme til fra hovedvejen. Her er gode parkeringsmuligheder tæt på samt busstoppesteder lige bag stranden. Stranden er offentlig og helt gratis at besøge. Du betaler kun, hvis du vil leje udstyr eller prøve vandsport.
Eagle Beach er et vigtigt sted for havskildpadder. Fire forskellige arter kommer til stranden for at lægge æg i det bløde sand, primært fra marts til september. I ynglesæsonen vil du se afmærkninger rundt om rederne for at beskytte æggene, så pas på og vær opmærksom, hvor du går. Det er faktisk ret magisk at vide, at de små skildpadder klækkes hernede.

Henvender sig til: Par, ældre, børnefamilier – og dig, der elsker naturen og at svømme og solbade.
Afstand til nærmeste by: Stranden ligger i udkanten af Oranjestad.
Størrelse: Ca. 2 km lang og meget bred – masser af plads.
Sandtype: Meget finkornet, hvidt koralsand.
Toiletforhold: På strandbarer og hoteller.
Forplejning: Flere strandbarer og restauranter i området.
Betaling: Gratis adgang til stranden, betaling for vandsport og leje af liggestole.
Tilgængelighed: Nem adgang fra vejen med god parkering – egnet for gangbesværede.
Transport: Flybilletter til Aruba
Titler: Ligger stabilt i top og blev nr. 2 i 2023 (Tripadvisor).
Vidste du, at … alle de ikoniske Fofoti træer bøjer i samme retning på grund af de konstante passatvinde? Og at flere forskellige arter havskildpadder yngler på Eagle Beach?
Siesta Beach – Bred, lækker strand med særligt hvidt sand

Siesta Beach er en af Floridas mest berømte strande, hvor sandet er så hvidt og blødt, at du vil tro, du går på pudder.
Siesta Beach ligger på barriereøen Siesta Key ud for kystbyen Sarasota på Floridas vestkyst. Fra stranden har du fri udsigt over Den Mexicanske Golf, og de smukke solnedgange er spektakulære.
Sand & vand på Siesta Beach
Det er en af de mest besøgte strande i hele Florida, og det er der en rigtig god grund til: Sandet! Det er ikke bare almindeligt strandsand. Det består af næsten 99% ren kvarts, så det føles nærmest køligt – og næsten som at gå på pudder. Selve stranden er bred og åben med masser af plads, selv når der er mange mennesker.
Vandet er roligt og klart med en lys sandbund, der skråner meget langsomt. Det betyder, at vandet er lavt, selv når du går langt ud.
Faciliteter på Siesta Beach
Her er rigtig gode faciliteter på Siesta Beach. Her er en central strandpavillon, hvor du kan købe mad og drikke, og ofte står her også foodtrucks i området. Her er store moderne toiletbygninger med brusere, så du kan skylle saltvandet af, før du tager hjem. Her er også picnicområder med borde og bænke, volleyballbaner og endda tennisbaner.
Bag stranden finder du store parkeringsområder. Og ikke langt herfra ligger Siesta Village med butikker, caféer og restauranter.
Stranden er også virkelig handikapvenlig. Her er ramper og specielle adgangsmåtter lagt ud i sandet, så kørestolsbrugere kan komme helt ned til vandet.
Henvender sig til: Par, ældre, børnefamilier – og dig, der elsker at svømme og solbade.
Afstand til nærmeste by: Ca. 10 km fra Sarasota.
Størrelse: Over 4 km lang og meget bred.
Sandtype: Meget finkornet, hvidt kvartssand.
Toiletforhold: Store offentlige toiletbygninger med brusere.
Forplejning: Strandpavillon med mad og drikke samt foodtrucks.
Betaling: Gratis adgang til stranden, betaling for leje af udstyr.
Tilgængelighed: Handikapvenlig med ramper og adgangsmåtter i sandet.
Transport: Flybilletter til Tampa, Sarasota Bradenton (SRQ) er lidt tættere på.
Titler: Nr. 4 i verden i 2025 og nr. 1 i USA. Er stabil med i toppen i mange år.
Vidste du, at … Siesta Beachs sand består af 99% ren kvarts og forbliver kølig selv i direkte sollys? Og at kvartsen oprindeligt stammer fra bjergene i Appalacherne og er skyllet hertil?
Spiaggia dei Conigli – Naturlig bugt med klart, lavt vand

Spiaggia dei Conigli er en af verdens smukkeste strande. Men du skal gå for det og klare dig uden faciliteter.
Spiaggia dei Conigli er også kaldet Rabbit Beach. Den ligger på sydkysten af øen Lampedusa, som hører til de Pelagiske Øer syd for Sicilien i Italien. Lige ud for stranden ligger den lille ø Isola dei Conigli (Rabbit Island), som gav stranden sit navn.
Spiaggia dei Conigli er ikke en strand, du bare lige kører til. Hele området er et beskyttet naturreservat, hvilket betyder, at naturen er uspoleret.
For at komme ned til stranden skal du gå cirka 15-20 minutter ad en stejl og stenet sti ned gennem terrænet. Det er en del af oplevelsen, og undervejs får du fantastisk udsigt over bugten og det turkise vand nedenfor.
Stien er ikke egnet for gangbesværede, så vær Obs på, om du kan klare turen, før du tager afsted.
Sand & vand på Spiaggia dei Conigli
Når du endelig står dernede, forstår du, hvorfor det var besværet værd. Sandet er lyst og finkornet, og strækker sig over 100-200 meter i en smukt buet bugt. Bugten er beskyttet af høje klipper på begge sider, så vandet er næsten altid roligt.
Vandet har en intens turkis farve, og det er krystalklart og så lavvandet, at du kan gå langt ud uden, at det når dig til hoften. Bunden skråner meget langsomt, og du kan se helt ned til den overalt. Det er perfekt til snorkling – også fordi, at havmiljøet her er uspoleret.
Stranden er en af de vigtigste ynglepladser i Italien for havskildpadden Uægte karette (Caretta caretta). I sommermånederne kommer de ind for at lægge æg i det bløde sand. Hvis du ser afmærkninger, skal du venligst respektere det og holde dig væk. Beskyttelsen af skildpadderne er nemlig vigtig og altafgørende.
Vigtigt: Vær Obs på, at du i højsæsonen skal reservere din adgang på forhånd. Der er et begrænset antal besøgende tilladt hver dag for at beskytte området.
Henvender sig til: Par – og dig, der elsker naturen og at vandre og snorkle (ikke små børn eller gangbesværede).
Afstand til nærmeste by: Ca. 5-6 km fra Lampedusa by.
Størrelse: Ca. 100-200 meter lang i en lukket bugt.
Sandtype: Lyst, finkornet naturligt sand.
Toiletforhold: Ingen toiletter ved stranden.
Forplejning: Ingen – du skal selv medbringe alt.
Betaling: Gratis adgang, men reservation påkrævet i højsæsonen.
Tilgængelighed: Kun adgang via stejl, stenet sti – ikke egnet for gangbesværede.
Transport: Flyv til Lampedusa Airport (LMP)
Titler: Nr 1 i verden i 2013 og nr. 2 i 2024 (Tripadvisor) samt mange topplaceringer gennem årene.
Vidste du, at … Spiaggia dei Conigli er et af de vigtigste ynglesteder i hele Middelhavet for havskildpadden Caretta caretta?
Praia da Falésia – Rødklipper og lang, åben sandstrand

Praia da Falésia er en af Algarves længste og mest spektakulære strande, hvor dramatiske farverige klipper møder kilometervis af gyldent sand.
Praia da Falésia strækker sig over ca. 6 kilometer langs Portugals sydkyst mellem ferieområderne Vilamoura i øst og Olhos de Água i vest.
Det er en af de mest fotograferede strande i hele Algarve-regionen, og det er ikke svært at se hvorfor. De høje, lodrette klipper bag stranden lyser i nuancer af rød, orange, okker og hvid. De er skabt af sandsten, der gennem tid er blevet formet af erosion.
Sand & vand på Praia da Falésia
Selve stranden har fint, gyldent sand, og er bred og lang, hvilket giver masser af plads, selv når her er mange besøgende. Sandet strækker sig langt, så du kan faktisk gå mange kilometer langs kysten, hvis du har lyst.
Vandet er klart, og havbunden skråner moderat. Men vær opmærksom på, at det er Atlanterhavet – ikke Middelhavet! Vandet kan være lidt køligere (18-22°C om sommeren), og der kan være moderate bølger og strøm, især når det blæser.
Faciliteter på Praia da Falésia
Her er gode faciliteter ved de mest benyttede nedgange til stranden – især nær Olhos de Água og Açoteias. Her finder du strandbarer og enkelte restauranter. Du kan leje parasoller og liggestole, og her er også offentlige toiletter og brusere.
For at komme ned til stranden skal du gå på trapper eller ramper, der fører ned ad klipperne. Der er flere nedgange langs stranden, og nogle af dem er tilgængelige for gangbesværede.
Parkering findes ved de forskellige adgangspunkter, og nogle steder kan der være parkeringsafgift.

Henvender sig til: Par, børnefamilier – og dig, der elsker naturen og at vandre og fotografere.
Afstand til nærmeste by: Ca. 8-10 km fra Albufeira.
Størrelse: Ca. 6 km lang og meget bred.
Sandtype: Finkornet, gyldent sand.
Toiletforhold: Toiletter og brusere ved hovedadgangene.
Forplejning: Strandbarer og restauranter ved Olhos de Água og Açoteias.
Betaling: Gratis adgang til stranden, betaling for udstyr og evt. parkering.
Tilgængelighed: Flere nedgange via trapper, enkelte ramper er egnet for gangbesværede.
Transport: Flybilletter til Faro, Fly med hotel til Faro
Titler: Nr. 1 i 2024 og nr. 5 i 2025 (Tripadvisor).
Sådan kommer du til Praia da Falésia:
Praia da Falésia ligger på Algarvekysten, som er et populært rejsemål. Særligt om sommeren er der masser af muligheder for at komme dertil med både charterfly og rutefly.
Den nemmeste måde at besøge Praia da Falésia på er enten at finde en flybillet til Faro eller en pakkerejse til Algarvekysten. Afhængigt af, hvor du bor, vil der typisk være 15-45 minutters kørsel fra dit hotel til stranden.
Vidste du, at … klipperne ved Praia da Falésia består af flere lag sandsten, der hver fortæller historien om forskellige geologiske perioder? Og at farverne er mest intense ved solnedgang, når sollyset rammer klipperne fra en bestemt vinkel?
Varadero Beach – Meget lang strand med klart, roligt vand

Varadero Beach er Cubas mest kendte strand. Over 20 kilometer med hvidt sand, turkisblåt vand og alt, hvad hjertet begærer.
Varadero Beach ligger på den smalle Hicacos-halvø på Cubas nordkyst, cirka 140 kilometer øst for Havana. Når de fleste tænker på Cuba og strandliv, er det denne berømte strand, de tænker på. Det er den slags strand, du kender fra postkort.
Stranden strækker sig over 20 kilometer langs halvøen, og det er faktisk en af de længste sammenhængende sandstrande i hele Caribien. Det betyder, at her er plads til alle, uanset om du vil have action og livlig stemning eller fred og ro.
Sand & vand på Varadero Beach
Sandet er hvidt, finkornet koralsand og det er også det, der giver vandet den ikoniske lysende turkise farve. Kysten er bred og flad uden klipper eller sten, så det er nemt at lave forskellige aktiviteter langs hele stranden. Den perfekte strand til lange gåture ved de smukke solnedgange.
Vandet er roligt, og havbunden skråner meget langsomt, så du kan gå langt ud uden, at det bliver dybt.
Varadero Beach vender mod Det Caribiske Hav og Atlanterhavet, og selvom her kan være små bølger – især når det blæser, er forholdene generelt meget behagelige. Vandtemperaturen ligger omkring 25-28°C året rundt, så du kan næsten altid få en dejlig dukkert.
Faciliteter på Varadero Beach
Faciliteterne her er i topklasse. Langs de centrale dele af stranden, hvor hotellerne ligger, finder du nærmest alt: Strandbarer, restauranter, toiletter, brusere, liggestole og parasoller til leje. Her er masser af vandsportsaktiviteter såsom kajak, jetski, snorkling og parasailing – du vælger selv. Her tilbydes også bådture og udflugter til nærliggende rev og øer.
Selve halvøen er en blanding af moderne resort-områder og mere lokale, afslappede zoner. I den sydlige del ligger Varadero by med butikker, markeder og lokale restauranter, hvor du kan opleve det cubanske hverdagsliv. Langs stranden finder du også grønne områder med palmer og lokal vegetation, der giver skygge.
Det ideelle ved Varadero er, at stranden fungerer både for dig, der vil have All Inclusive luksus med alt lige ved hånden, og for dig, der hellere vil gå længere ned ad stranden og finde dit eget stille hjørne. Jo længere væk du kommer fra hotelzonerne, jo mere roligt og uberørt.
Adgangen til den lange strand er nem overalt langs kystvejen med adskillige stier og nedgange til stranden. Enkelte steder er der ramper for bedre tilgængelighed. Parkering og transport er ligetil, da der kører busser og taxaer langs hele halvøen.
Henvender sig til: Ældre, par, børnefamilier – og dig, der elsker vandsport og at svømme. Afstand til nærmeste by: Stranden ligger direkte ved Varadero by.
Størrelse: Bred og over 20 km lang.
Sandtype: Finkornet, hvidt koralsand.
Toiletforhold: Ved hoteller og offentlige strandadgange.
Forplejning: Stort udvalg af strandbarer, caféer og restauranter langs hele kysten.
Betaling: Gratis adgang til stranden, betaling for udstyr og faciliteter.
Tilgængelighed: Nem adgang mange steder via stier, enkelte steder med ramper.
Transport: Flybilletter til Varadero
Titler: Nr 2 i 2019 (Tripadvisor) og flere Top 10 placeringer.
Vidste du, at … Varadero Beach regelmæssigt kåres som en af verdens bedste strande? Og at halvøen faktisk er så smal, at du på nogle steder kan se vand på begge sider?
Elafonissi Beach – Lavvandet lagune med lyst sand med rosa skær

Elafonissi Beach er en af Middelhavets mest unikke strande, hvor sandet skifter til lyserødt, og vandet er så lavt, at du kan gå hele vejen til en lille ø.
Elafonissi Beach ligger i den sydvestlige spids af øen Kreta i Grækenland, cirka 75 kilometer fra havnebyen Chania. Denne berømte strand er ikke hvilken som helst strand – det er et naturfænomen! Og ikke uden grund den mest fotograferede strand på øen.
Stranden forbinder fastlandet med den lille ø Elafonissi gennem en lavvandet lagune, som du faktisk kan vade igennem ved lavvande og roligt vand. Det er lidt surrealistisk at gå gennem knædybt turkisblåt vand hele vejen over til en ø.
Sand & vand på Elafonissi Beach
Dét, der virkelig gør Elafonissi speciel, er sandet. Det er overvejende hvidt og finkornet, men ved vandkanten og i bestemte områder finder du striber og pletter af lyserødt sand. Det er ikke maling eller noget kunstigt, men farven kommer derimod fra naturlige mikroskopiske skaller fra mikroorganismer, der skyller op over tid. Det er mest synligt lige ved vandkanten, og intensiteten varierer alt efter tidevand og vejr. Nogle dage er det mere markant end andre, men det er altid smukt. Særligt i solskin lyser det nærmest op.
Vandet i selve lagunen er meget lavvandet og varmt, og du kan gå langt ud i lagunen uden, at det bliver dybt. Bunden er lyst sand, hvilket giver vandet den intense turkise farve, som du ellers kun ser i Caribien. Her er stort set ingen bølger inde i lagunen, fordi sandbankerne fungerer som naturlige bølgebrydere.
Hele området er et beskyttet Natura 2000-område, hvilket betyder strenge regler for at bevare naturen. Her er ingen store hoteller eller byggerier, men derimod lav vegetation, klitlandskab, strandliljer og enebærbuske, hvilket giver en følelse af uberørt natur. Det er strengt forbudt at fjerne sand eller planter fra området, og dette er vigtigt at respektere for at bevare det sårbare økosystem.
Faciliteter på Elafonissi Beach
På Elafonissi Beach findes faciliteter i højsæsonen. Du kan leje parasoller og liggestole, og i små strandkiosker kan du købe drikkevarer og enkle snacks. Ved hovedadgangen finder du offentlige toiletter (mod betaling).
Adgangen til stranden sker via en grusvej og en gangsti fra parkeringspladsen (parkering mod betaling). Stien er flad og går gennem sandet, men ikke specielt velegnet for gangbesværede og kørestolsbrugere.
Det er et fantastisk sted at være ved solnedgang, når lyset giver sandet endnu varmere farver.
Henvender sig til: Par, børnefamilier – og dig, der elsker naturen og at fotografere og snorkle.
Afstand til nærmeste by: Ca. 5 km fra landsbyen Chrysoskalitissa, 75 km fra Chania.
Størrelse: Lang kyststrækning med flere badezoner og en stor lavvandet lagune.
Sandtype: Finkornet, lyst sand med lyserøde områder ved vandkanten.
Toiletforhold: Offentlige toiletter ved parkeringsområdet (mod betaling).
Forplejning: Små strandkiosker med snacks og drikkevarer i højsæsonen.
Betaling: Gratis adgang til stranden, betaling ved parkering.
Tilgængelighed: Flade stier gennem sandet fra parkeringen – ikke ideelt for gangbesværede.
Transport: Rejser til Chania området Elafonissi Beach er en udflugt hos charterselskaberne.
Titler: Nr 1 i 2025 (Tripadvisor) og ofte i Top 10 andre år.
Sådan kommer du til Elafonissi Beach:
Elafonissi Beach på Kreta er nok den nemmeste strand at komme til på denne liste. Specielt i sommerperioden findes der mange gode muligheder for at finde både flybilletter til Kreta og charter – og pakkerejser til Kreta. Du kan endda være heldig at finde en billige afbudsrejse til Kreta i vores søgemaskiner. De fleste danske charterselskaber arrangerer udflugter til stranden fra forskellige steder på øen.
Vidste du, at … den lyserøde farve i sandet kommer fra mikroskopiske skaller fra mikroorganismer? Og at du ved lavvande kan gå helt over til øen Elafonissi gennem det lavvandede stræde?
Whitehaven Beach – Hvidt silikatsand og uberørt natur

Whitehaven Beach er en af Verdens smukkeste strande – hvis ikke dén smukkeste strand – med det reneste sand, du nogensinde vil opleve. Men den er kun tilgængelig med båd eller fly.
Whitehaven Beach ligger på Whitsunday Island ud for Queenslands østkyst i Australien, midt i Great Barrier Reef Marine Park.
Det her er ikke en strand, du bare lige kører hen til. Hele øen er nemlig ubeboet og fredet, så du kun kan komme hertil med båd, vandfly eller helikopter – typisk som en del af en organiseret tur fra Airlie Beach eller Hamilton Island. Men det er hvert eneste sekund af rejsen værd!
Sand & vand på Whitehaven Beach
Stranden strækker sig over syv imponerende kilometer med bred sandflade. Og sandet? Det er helt ekstraordinært! Det består af 98% ren silika – Ikke koralsand som på de fleste tropiske strande, men ultrarent, finkornet, snehvidt silikasand, der nærmest skinner i sollyset. Det har en pulveragtig tekstur, næsten som pudder. Og det bedste ved sandet er, at det ikke absorberer varmen. Selv på de varmeste dage forbliver det køligt under fødderne. Du kan derfor gå barfodet rundt uden problemer.
Vær i øvrigt opmærksom på, at sandet også er så fint, at det kan skade elektronik som mobiltelefoner og kameraer, hvis det trænger ind i dem. Så husk at tænke over, hvor du lægger dit udstyr.
Vandet er krystalklart og skifter mellem turkise og blå nuancer afhængigt af lyset og tidevandet. Det er forholdsvist lavt nær kysten og roligt, da området er delvist beskyttet af nærliggende rev. Du kan nogle gange se små hajer og rokker svømme på det lave vand.
I den nordlige ende af stranden finder du Hill Inlet – og det er her, at magien virkelig sker! Ved tidevandsskifte flytter vandet sandet og skaber hvirvlende mønstre af hvidt, turkist og blåt, der ser ud som malerier. Fra Hill Inlet Lookout, som er et udsigtspunkt oppe i klipperne, kan du se det hele oppefra. Det er et af de mest fotograferede steder i hele Australien – og med god grund.
Faciliteter på Whitehaven Beach
På en tur hertil skal du medbringe alt, hvad du har brug for fx vand, mad og solcreme. De fleste organiserede ture inkluderer dog frokost og forsyninger som en del af pakken. Med hensyn til offentlige toiletter kan du finde dem ved Hill Inlet Lookout og i campingområdet.
Whitehaven Beach er omgivet af tæt tropisk regnskov, der danner en dramatisk kontrast til det hvide sand og det blå hav. Her er anlagt vandrestier gennem skoven, der fører op til udsigtspunkterne med de spektakulære udsigter over kysten.
Som en del af en national park er der strenge regler bl.a. Ingen rygning, ingen hunde, og du skal tage alt dit affald med dig. Det er med til at holde stedet lige så uberørt, som det er.
Henvender sig til: Par – og dig, der elsker naturen og at vandre, fotografere og snorkle.
Afgang til nærmeste by: Ca. 30-55 km med båd fra Airlie Beach eller Hamilton Island.
Størrelse: Ca. 7 km lang og op til 100 meter bred.
Sandtype: Ekstremt finkornet, hvidt silikasand (98% ren silika).
Toiletforhold: Offentlige toiletter ved Hill Inlet Lookout og campingområdet.
Forplejning: Ingen – medbring alt eller få det via din turbåd.
Betaling: Gratis adgang til stranden, betaling for transport hertil.
Tilgængelighed: Kun tilgængelig via båd, vandfly eller helikopter.
Titler: Nr. 1 i 2021 (Tripadvisor).
Sådan kommer du til Whitehaven Beach:
Du kan sammenligne priser flybilletter til Australien her på Travelmarket. Det er oftest billigst at flyve til enten Sydney eller Melbourne, hvorfra du kan søge efter indenrigsfly videre til Hamilton Island eller Whitsunday Coast Airport.
Vidste du, at … Silikasandet er så fint, at det kan beskadige elektronik, hvis det trænger ind i det?
Cala Goloritzé – Isoleret strand med ikonisk klippespids og klart vand

Cala Goloritzé er en af Verdens mest spektakulære strande. Men den er kun for dig, der har mulighed for- og er villig til at vandre for det.
Cala Goloritzé ligger ved foden af de vilde Supramonte-bjerge på Sardiniens østkyst nær byen Baunei i Italien. Stranden er strengt beskyttet som nationalt naturmonument, og det er ikke en strand, du bare lige kører hen til. Den kan kun nås til fods via en ca. 3,5 kilometer lang vandresti eller med båd (selvom både ikke må sejle helt ind til kysten). Men den indsats, som det kræver, gør den kun endnu mere speciel.
Stranden opstod faktisk først i 1962 efter et stort jordskred, der afslørede denne lille bugt.
Det mest ikoniske ved Cala Goloritzé er den 143 meter høje klippespids, Aguglia di Goloritzé, der rejser sig lodret lige ved stranden som en gigantisk hvid nål mod himlen. Den er et populært mål for bjergklatrere fra hele verden, og giver bugten et dramatisk, nærmest surrealistisk udseende.
Sand & vand på Cala Goloritzé
Selve stranden er lille og intim, og omkring 150 meter lang. Den består ikke af fint sand, men derimod af små, hvide polerede kalkstensfragmenter og grus. Det kan være lidt hårdt under fødderne, så det er en god idé at have badesko med.
Men der er også fordele ved, at der netop ikke er fint sand på havbunden, der kan hvirvels op. Vandet er helt utroligt klart, og sigtbarheden er uovertruffen – perfekt til snorkling og fridykning. Vandet skifter mellem turkis og azurblå farver, og bliver hurtigt dybt, især tæt på klipperne. Store bølger er sjældne, da bugten ligger beskyttet, og er omgivet af lodrette klippevægge.
Faciliteter på Cala Goloritzé
Her er ingen faciliteter på Cala Goloritzé, så du skal bære alt med dig – vand, mad, parasol osv.
For at komme dertil skal du vandre cirka 1,5 time ad en stejl sti fra Altopiano del Golgo-plateauet. Vandreturen starter ved en parkeringsplads cirka 8-9 kilometer fra Baunei. Stien går ned ad bjergsiden med en højdeforskel på cirka 470 meter – og husk, du skal også op igen bagefter. Det er krævende, især i varmen, så tag rigelig vand med og start tidligt om morgenen.
I højsæsonen skal du betale et miljøgebyr (eco-tax) og reservere adgang online for at kontrollere antallet af besøgende. Det er med til at bevare stranden i sin urørte tilstand. Læs mere om booking her.
Naturen omkring bugten er rå og præget af middelhavskrat (macchia) og lodrette klippevægge. Det er et sandt paradis for naturelskere og fotografer – men vær forberedt på, at det kræver en fysisk indsats at komme hertil.
Henvender sig til: Par – og dig, der elsker natur og eventyr – og at vandre, klatre og snorkle. Afstand til nærmeste by: Ca. 8-9 km fra Baunei til parkeringsplads (derefter 3,5 km vandring).
Størrelse: Lille, intim strand – ca. 150 meter lang og 30 meter bred.
Sandtype: Grovkornet kalkstensfragmenter og småsten.
Toiletforhold: Ingen toiletter ved stranden.
Forplejning: Ingen – alt skal medbringes.
Betaling: Miljøgebyr (eco-tax) ved vandrestiens start; reservation påkrævet i højsæsonen.
Tilgængelighed: Kun tilgængelig via krævende 3,5 km vandresti (470 m højdemeter) eller med båd.
Transport: Flybilletter til Olbia, Flybilletter til Cagliari, Sardinien fly med hotel
Titler: Nr 1 i 2025 (ifølge eksperter og influencers på ”The World’s 50 Best Beaches”).
Vidste du, at … Cala Goloritzé blev skabt af et jordskred i 1962?
Entalula Beach – Lille strand med kalkstensklipper og krystalklart vand

En gemt perle i El Nido med hvidt sand, dramatiske klipper og nogle af de smukkeste snorkleområder på Palawan.
Entalula Beach ligger på den lille Entalula Island i Bacuit Bay nær El Nido på Palawan i Filippinerne. Det er en af de øer, du ser på postkort fra Filippinerne med de klassiske tårnhøje kalkstensklipper, der rejser sig lodret fra det turkise vand. Klippeformationerne omkring stranden består faktisk af fossilerede koralrev, der er blevet skubbet op fra undergrunden. Som en smuk kontrast ligger den smalle hvide sandstrand ved foden. Det er et tropisk paradis i miniature.
Du kommer dertil med båd, typisk via organiserede ture eller privat charter fra El Nido, typisk ca 45 minutters sejlads væk. Stranden indgår ofte i de populære dagsture, hvor du besøger flere øer på én dag. Vær opmærksom på, at du skal skal betale Eco-Tourism Development Fee (lokalmiljø-/ turismeafgift i El Nido-området).
Sand & vand på Entalula Beach
Sandet er ekstremt finkornet, hvidt koralsand, der nærmest skinner i solen. Det reflekterer lyset, og giver vandet den intense turkise og smaragdgrønne farve, som Palawan er så berømt for. Vandet er krystalklart, og du kan se bunden flere meter ud. Den skråner moderat, så det er ideelt til svømning direkte fra stranden.
Koralhaverne begynder bare få meter fra vandkanten, så det er perfekt til snorkling. Og du skal ikke langt ud for at se farverige koralrev og masser af tropiske fisk. Vandet er roligt og stille, fordi bugten er beskyttet af de omkringliggende øer og klipper. De fungerer som naturlige bølgebrydere.
Faciliteter på Entalula Beach
Her er stort set ingen faciliteter på Entalula Beach. Ingen toiletter, ingen butikker og ingen permanente restauranter, så medbring selv alt, hvad du skal bruge.
Når du ankommer med båden, skal du ofte vade i land. Sandbanken kan være lav, så vær forberedt på at få våde fødder. Det er en del af charmen!
Entalula Beach er perfekt til et par timers stop på en øhop-tur. Du får tid til at bade, snorkle, tage masser af billeder og nyde den utroligt smukke natur. Det er dog ikke en strand, du tilbringer hele dagen på, men det gør den ikke mindre spektakulær.
Henvender sig til: Par – og dig, der elsker naturen og at fotografere og snorkle.
Afstand til nærmeste by: Ca. 45 minutters bådtur fra El Nido.
Størrelse: Lille strand, ca. 200 meter lang.
Sandtype: Meget finkornet, hvidt koralsand.
Toiletforhold: Ingen toiletter på stranden.
Forplejning: Ingen fast forplejning – picnic medbringes af turoperatør.
Betaling: Eco-Tourism Development Fee til nationalparken; adgang via betalte bådture.
Tilgængelighed: Kun tilgængelig med båd; ofte nødvendigt at vade i land.
Transport: Flyv til El Nido Airport (ENI)
Titler: Nr 2 i 2025 ” The World’s 50 Best Beaches”.
Vidste du, at … kalkstensklipperne på Entalula består af fossilerede koralrev, der er blevet løftet op fra havbunden? Og at området er en del af et beskyttet reservat, der er berømt for sin skønhed?
Bang Bao Beach – Rolig strand med lavt vand og palmer

En af Koh Koods mest fredelige bugter, hvor palmerne hænger ud over sandet og vandet er så stille, at det ligner et spejl.
Bang Bao Beach ligger på den sydvestlige del af øen Koh Kood, som er en af Thailands østligste større øer tæt ved grænsen til Cambodja. Hvis du søger fred og ro væk fra turist-øer som Koh Chang, er det her, du skal hen. Koh Kood er mere primitiv og autentisk, og Bang Bao Beach er et perfekt eksempel på, hvordan Thailand så ud, før masseturismen kom til.
Stranden ligger i en næsten perfekt halvcirkelformet bugt, der fungerer som en naturlig lagune. Selv når der er vind på det åbne hav, er vandet inde i bugten nærmest spejlblankt og utrolig roligt. Det gør Bang Bao til et af de mere sikre steder at bade på hele øen.
Sand & vand på Bang Bao Beach
Sandet er fint og har en lys, cremet farve. Vandet er meget lavvandet over et stort areal, og du kan gå langt ud uden, at det bliver dybt. Og så er det krystalklart med en intens lyseblå farve.
En af de mest karakteristiske ting ved Bang Bao Beach er de mange lange træbadebroer, der strækker sig fra de små resorts ud i det lave vand. De fungerer både som anløbspladser for både og som populære steder at sidde og kigge ned på fiskene i det krystalklare vand.
Langs stranden ligger små bungalow-resorts spredt og gemt mellem kokospalmer og jungle. Her er typisk mere roligt end på de større turist-øer. Folk kører på scootere eller i små pickups, hvilket holder støjniveauet helt nede, og forstærker følelsen af afsondrethed og ro.
Faciliteter på Bang Bao Beach
Her er gode faciliteter ved resorterne fx restauranter og barer med udsigt over vandet, hvor du kan få rigtig god thai-mad og friske drinks. Toiletter er tilgængelige gennem resorterne. Du kan også leje kajakker direkte ved stranden, og det er en fantastisk måde at udforske hele bugten på i dit eget tempo.
Her er ingen strandpromenade eller asfalterede stier. Du går bare langs sandet eller ad små stier gennem palmerne for at komme fra den ene ende af bugten til den anden. Omgivelserne er tæt jungle og kokospalmer, der hænger helt ud over vandkanten. Det er autentisk og naturligt.
For at komme til Bang Bao Beach skal du køre på scooter eller tage en taxa fra andre dele af øen. Det tager omkring 15 minutter fra Klong Chao-området.
Henvender sig til: Par, børnefamilier, kajak-roere – og dig, der søger ro.
Afstand til nærmeste by: Ca. 3,5 km syd for Khlong Chao.
Størrelse: Ca. 500 meter lang bugt med bred kystlinje.
Sandtype: Fint, lyst sand.
Toiletforhold: Tilgængelige via resorts langs stranden.
Forplejning: Gode resort-restauranter og barer direkte ved vandet.
Betaling: Gratis adgang til stranden, betaling for udstyr og forplejning.
Tilgængelighed: Let tilgængelig via scooter eller kort gåtur fra indkvarteringssteder.
Transport: Flyv til Trat (TDX) og derefter færge til Koh Kood.
Titler: Nr 3 i 2025 ”The World’s 50 Best Beaches”.
Vidste du, at … bugten er så beskyttet, at det ofte er det sikreste sted at bade på hele Koh Kood? Og at de lange træbadebroer er perfekte steder at sidde og kigge ned på fiskene i det klare vand?
Anse Source d’Argent – Granitklipper og lavvandet lagune

En af verdens mest fotograferede strande, hvor gigantiske granitblokke skaber et surrealistisk landskab.
Anse Source d’Argent ligger på den sydvestlige del af øen La Digue på Seychellerne. Det er ikke bare en smuk strand – det er et geologisk vidunder og et af de mest ikoniske steder i hele Det Indiske Ocean! Når du ser billeder af Seychellerne med de massive, runde granitklipper ved vandet, er de næsten altid herfra.
Klipperne er noget helt særligt. De store, grå granitblokke er formet gennem millioner af års påvirkning fra regn og havvand, hvilket har givet dem deres bløde, skulpturelle former. De ligger spredt i vandkanten og langs kysten, og deler stranden op i en række små, intime bugter. Det skaber en slags naturlig labyrint af “rum”, hvor hver lille bugt har sin egen karakter. Det er fantastisk smukt, og giver masser af muligheder for at finde et roligt sted.
Sand & vand på Anse Source d’Argent
Sandet er lyst, finkornet og har under visse lysforhold en næsten sølvagtig nuance – det er helt unikt. Det er blødt og dejligt at gå på, især i de små bugter mellem klipperne. Kysten strækker sig over 1-2 kilometer med flere små strandafsnit forbundet af stier.
Vandet er ekstremt lavvandet, og stranden er beskyttet af et ydre koralrev, som fungerer som en naturlig bølgebryder.
Bag stranden finder du tæt tropisk vegetation med palmer og takamaka-træer, der giver naturlig skygge hele dagen. Det er med til at holde temperaturen behagelig, selv når solen står højt på himlen.
Faciliteter på Anse Source d’Argent
Faciliteterne er diskrete for at bevare naturens æstetik. Langs stranden ligger der små lokale frugt- og juicebarer lavet af naturmaterialer, hvor du kan købe forfriskninger. Toiletter findes ved indgangen til L’Union Estate-plantagen og i nærheden af strandens start.
Og det bringer os til adgangen: For at nå Anse Source d’Argent skal du gå gennem den historiske plantage L’Union Estate. Her er en entréafgift til plantagen, som er med til at bevare områdets eksklusive og naturlige karakter. Og så holder det samtidig antallet af besøgende nogenlunde under kontrol.
Adgangen foregår primært til fods eller på cykel. Faktisk er cykel det mest almindelige transportmiddel på hele La Digue, da der næsten ikke er biler på øen. Stien bugter sig mellem klipperne og kysten, hvilket gør selve turen til stranden til en oplevelse i sig selv.
Anse Source d’Argent ligger omkring 2-3 kilometer fra hovedbyen La Passe, og hele øen har en afslappet ø-stemning uden hektisk stemning.
Henvender sig til: Par, børnefamilier – og dig, der elsker naturen og at fotografere og snorkle. Afstand til nærmeste by: Ca. 2-3 km fra La Passe på øen La Digue.
Størrelse: Omkring 1-2 km lang med flere små bugter.
Sandtype: Meget finkornet, lyst/sølvfarvet sand.
Toiletforhold: Ved indgangen til L’Union Estate og nær strandens start.
Forplejning: Små lokale frugt- og juicebarer direkte ved stranden.
Betaling: Entréafgift til L’Union Estate for at få adgang.
Tilgængelighed: Nem adgang via flade stier.
Transport: Flyv til Praslin (PRI) og derefter færge til La Digue.
Titler: Nr 2 i 2023 ”The World’s 50 Best Beaches”.
Vidste du, at … granitklipperne ved Anse Source d’Argent er formet gennem millioner af års erosion? Og at stranden er en af de mest fotograferede i hele verden?
Flamenco Beach – Bred bugt med roligt vand og tropisk landskab

En af Caribiens smukkeste strande med turkisblåt vand, hvidt koralsand og en farverig kampvogn som vartegn.
Flamenco Beach ligger på den lille ø Culebra, nordøst for Puerto Ricos hovedø. Det er en af de mest fotograferede strande i hele Caribien – og når du først ser den, forstår du hvorfor. Stranden ligger i en perfekt hesteskoformet bugt omgivet af lave, grønne bakker, der giver en følelse af at være i et helt isoleret paradis.
Sand & vand på Flamenco Beach
Sandet er hvidt, blødt og finkornet, og stranden strækker sig omkring 1,5 kilometer langs bugten med masser af plads til alle. Vandet skifter fra gennemsigtigt ved kysten til dyb turkis længere ude, og det er så klart, at du kan se bunden i store dele af bugten.
Det bedste ved Flamenco-stranden er, at vandet er meget roligt. Her er ingen kunstige bølgebrydere, men bugten er delvist beskyttet af et rev længere ude, der dæmper bølgerne.
Faciliteter på Flamenco Beach
Her er rigtig gode faciliteter. Ved hovedindgangen finder du offentlige toiletter og brusere, og langs stranden er her steder, hvor du kan købe lokale retter. Du kan også leje strandstole og parasoller. I højsæsonen er her liv og aktivitet, men stranden er stor nok til, at du stadig kan finde rolige steder.
Bag stranden ligger et vildtreservat. Her er derfor ikke store hotelbyggerier, hvilket holder området naturligt og autentisk. Her er stier, der fører op til udsigtspunkter med fantastisk udsigt over bugten, og her er også gode snorkleområder ved begge ender af stranden.
For at komme til Culebra skal du tage færgen fra Ceiba på Puerto Ricos hovedø (eller flyve fra San Juan). Fra Culebra by (Dewey) er der kun omkring 3-4 kilometer til stranden.
Her er parkeringspladser ved stranden (mod et mindre gebyr), og derfra er det en kort, flad sti ned til sandet.

Henvender sig til: Par, børnefamilier, campister – og dig, der elsker naturen og at snorklere.
Afstand til nærmeste by: Ca. 3-4 km fra Dewey (Culebra by).
Størrelse: Ca. 1,5 km lang – og bred bugt med masser af plads.
Sandtype: Finkornet, hvidt koralsand.
Toiletforhold: Offentlige toiletter og brusere ved hovedindgangen.
Forplejning: Lokale kiosker med mad og drikke langs stranden.
Betaling: Mindre beløb for parkering og brug af stranden.
Tilgængelighed: Let adgang via flade stier fra parkeringsområdet.
Transport: Flyv til Culebra Airport (CPX)
Titler: Nr. 3 i 2014 (Tripadvisor) og flere Top 10 placeringer.
Vidste du, at … den farverige kampvogn på stranden er et efterladenskab fra da den amerikanske flåde brugte Culebra som militært øvelsesområde? Og at der tæt på strandtanken er endnu en tank, lidt mere tilbagetrukket i forhold til stranden?
La Concha Beach – Bystrand i rolig bugt

Måske verdens smukkeste bystrand, hvor du kan hoppe i havet – og være i byens hjerte få minutter senere.
La Concha ligger midt i hjertet af byen San Sebastián i det nordlige Spanien. Det er ikke bare en strand; det er byens stolthed og et af de mest ikoniske steder i hele regionen. Stranden ligger i en perfekt muslingeformet bugt flankeret af to bjerge Monte Urgull mod øst og Monte Igueldo mod vest. Det giver bugten et naturligt amfiteater-udtryk, der er helt fantastisk.
Midt i bugten ligger øen Santa Clara, og bugtens form er med til at give læ for bølger fra det åbne hav. Det betyder, at vandet på La Concha næsten altid er roligt og behageligt – ideelt til svømning, også for børn. Bunden er jævn og behagelig, og vandet bliver gradvist dybere, så det er let at komme i gang.
Sand & vand på La Concha Beach
Sandet er lyst, finkornet og blødt, og rigtig dejligt at gå på. Stranden strækker sig over cirka 1.350 meter i længden, og er omkring 40 meter bred. Dog varierer bredden en del afhængigt af tidevandet. Det er faktisk ret markant, og stranden kan skifte karakter i løbet af dagen, da tidevandet trækker sig betydeligt ud og ind. Ved højvande er der mindre plads på sandet, mens der ved lavvande er masser af plads.
Det allerbedste ved La Concha er kombinationen af smuk strand og byliv. Det gør det perfekt at kombinere en afslappende stranddag med shopping, tapas-ture og sightseeing.
Faciliteter på La Concha Beach
Faciliteterne er også i topklasse. Her er offentlige toiletter, omklædningsrum og brusere under promenaden, så det er nemt at skylle sig af efter en dukkert. I sæsonen kan du leje parasoller og liggestole direkte på stranden, hvis du ikke vil medbringe dit eget udstyr.
Stranden er handikapvenlig med flere ramper ned til sandet. Langs hele stranden er der mange indgange, så det er let at finde vejen herned.
Henvender sig til: Ældre, par, børnefamilier – og dig, der elsker byliv og at svømme.
Afstand til nærmeste by: Stranden ligger i San Sebastián centrum.
Størrelse: Ca. 1.350 meter lang, 40 meter bred (varierer med tidevand).
Sandtype: Finkornet, lyst sand.
Toiletforhold: Offentlige toiletter, omklædning og brusere under promenaden.
Forplejning: Masser af caféer, restauranter og barer langs promenaden.
Betaling: Gratis adgang til stranden, betaling for leje af parasoller.
Tilgængelighed: Handikapvenlig med ramper.
Transport: Flybilletter til San Sabastian.
Titler: Nr. 3 i 2024 (Tripadvisor) og har en masse Top 6 placeringer.
Vidste du, at … La Concha strandens størrelse ændrer sig markant i løbet af dagen på grund af det kraftige tidevand i Atlanterhavet?
Del gerne dine erfaringer med os
Har du besøgt nogle af disse strande i Verden? Vi vil nemlig elske at høre om dine oplevelser! Skriv gerne en kommentar nedenfor med dine tips, anbefalinger eller personlige historier fra disse paradisstrande. Måske har du og din udkårne været på en romantisk ferie til netop en af disse perler, som du tænker er blandt Verdens bedste strande…
Eller kender du til en strand eller et sandt paradis, som virkelig er et besøg værd og fortjener en plads på listen? Verden er fuld af utrolige kyststrækninger, og vi ved, at der findes mange smukke strande derude, som endnu ikke har fået den anerkendelse, de fortjener.
Skriv gerne en kommentar, hvis du:
-
- Har besøgt en eller flere af strandene på listen
- Kender til en strand, der burde være med
- Har lokalkendskab til fantastiske strande
- Vil dele dine bedste strandoplevelser
Din viden og dine oplevelser hjælper med at gøre listen endnu bedre. Vi opdaterer løbende baseret på feedback fra rejsende som dig, så lad os høre fra dig i kommentarfeltet nedenfor.
En anden af vores artikler på bloggen, som du måske også vil finde interessant og sjov:
Verdens mindste lande | Hvad du skal se, og hvordan du kommer dertil
Fotos:
En mand sidder på Whitehaven Beach med kridhvid sandstrand og turkisblåt vand på Whitsunday i Australien © KikoStock / iStock / Getty Images Plus
Baia do Sancho i Brasilien med gylden sandstrand, frodig vegetation og både i turkist vand © MaFelipe / iStock / Getty Images Plus
Grace Bay Beach med palmer og hvid sandstrand på Providenciales Turks og Caicosøerne i Caribien © JoaoBarcelos / iStock / Getty Images Plus
To strandstole under en palmeparasol på Eagle Beach med udsigt over turkisblåt hav © Ultima_Gaina / iStock / Getty Images Plus
Fofoti træ på Eagle Beach med hvid sandstrand og turkisblåt hav i Aruba © Chiyacat / iStock / Getty Images Plus
Siesta Beach i Florida med blåt livreddertårn, parasoller og mennesker på sandstranden ved havet © Dmitry Vinogradov / iStock / Getty Images Plus
Spiaggia dei Conigli også kaldet Rabbit Beach med turkist vand og badegæster på Lampedusa i Italien © Roger De Marfà / iStock / Getty Images Plus
Trætrappe fører ned til Praia da Falesia stranden med klitter og hav i Portugal © merc67 / iStock / Getty Images Plus
Rødklipper ved Praia da Falesia i Portugal med sandstrand og Atlanterhavet ved solnedgang © Andrea Tabaro / iStock / Getty Images Plus
Katamaraner og farverige kajakker på Varadero Beach på Cuba med palmer og klart turkisblåt hav © Diy13 / iStock / Getty Images Plus
Elafonissi Beach på Kreta med lyserødt sand, turkist vand og solbadende mennesker © Gatsi / iStock / Getty Images Plus
Whitehaven Beach med hvidt sand og turkisblåt vand på Whitsunday øen i Australien © autau / iStock / Getty Images Plus
Cala Goloritze på Sardinien med turkisblåt hav og klipper i baggrunden © AlKane / iStock / Getty Images Plus
Entalula Beach med hvidt sand, palmer og traditionelle outriggers i El Nido, Palawan, Filippinerne © Travel Wild / iStock / Getty Images Plus
Bang Bao Beach på Koh Kood i Thailand med to personer i hængekøjer over det klare turkise vand © fokkebok / iStock / Getty Images Plus
Anse Source dArgent strand med hvide sand, store granitklipper og turkisblåt hav på La Digue Seychellerne © Aleh Varanishcha - iStock / Getty Images Plus
Flamenco Beach med hvid sandstrand og palmer på Culebra øen i Puerto Rico © cdwheatley / iStock / Getty Images Plus
Flamenco Beach på øen Culebra i Puerto Rico med parasoller og mennesker ved det turkise hav © shakzu / iStock / Getty Images Plus
La Concha Beach i San Sebastian med gyldent sand, klart vand og udsigt til byen og bakkerne © MEDITERRANEAN / E+

Skriv et svar
Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *
Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.