Den kulinariske ø
Sicilien har en stolt og lang tradition for sin gastronomi. Både den lokale og påvirkningen fra mange år med fremmede magthavere. Find de lokalt producerede varer på øens mange markeder. Råvarerne er helt i top. Kombinér dem med de lokale sicilianske vine. At gå på restaurant er en livsstil for de lokale på øen ved Italiens tåspids.
Rundt på øen
Turen starter i Palermo, der er Siciliens hovedby. Byen på den nordvestlige del af øen er tydeligt præget af sin arabiske arv. Der er naturligvis storbystemning i Italiens 5. største by, med gode shoppemuligheder og stemningsfyldte gadekøkkener i det historiske centrums smalle gader. Her nydes det lune vejr, fx på byens ældste og største gademarked Mercato di Ballarò eller på fiskemarkedet Il Capo. Byens katedral er et enormt bygningsværk, du absolut heller ikke må gå glip af. Her er kupler og buegange, der viser den arabisk-normannske stil, der er så unik for Sicilien. Krypten og skatkammeret i kirken er bestemt også et besøg værd. Teatro Massimo på Piazza Verdi er byens vartegn. Operahuset fra 1897 er Italiens største. Et oplagt sted for en koncert eller teateroplevelse.
Gå heller ikke glip af den glitrende katedral og klostret i Monreale lige uden for Palermo. Her finder du det fineste eksempel på normannisk arkitektur på Sicilien.
Cefalù øst for Palermo er en populær ferieby ud til Tyrrhenske Hav, og det er forståeligt med dens store sandstrande og smukke historiske centrum. Her finder du den storslåede katedral på den dejlige Piazza Duomo, som er byens hjerte. Tag også turen op på La Rocca klippen og få et imponerende syn over byen og havet.
Besøg også Taormina på østkysten. Nyd den skønne strand eller tag på shopping i de charmerende stræder i centrum. Du finder også Teatro Greco, græsk/romersk amfiteater med en mageløs udsigt til vulkanen Etna. Tag også svævebanen op til kraterzonen på Etna, hvor der fortsat er liv i Europas største vulkan.
Videre ned af østkysten kommer vi til Catania, der er øens næststørste by. Byen er bygget af den lava, der dækkede byen i 1669.
Siracusa på den sydøstlige del af øen ansås længe for den smukkeste by i oldtiden. I den gamle bydel Ortygia, egentlig en halvø forbundet med den moderne by med 2 broer, er der charmerende stemning på de hyggelige torve og smalle stræder. Gå heller ikke glip af det gamle Siracusa ved at besøge Parco Archaeologico della Neapolis der er på Unescos liste over verdens naturarv.
Midt på sydkysten helt ud til Middelhavet ligger Agrigento, der er en af de ældste byer på øen. Her finder du storslåede Valle dei Templi (Templernes dal), der er et gammel græsk vidunder. Ruinerne i det barske landskab med havet i baggrunden er et skønt syn.
Længere henne af kysten kommer vi til Selinunte, der udgør den største arkæologiske park i Europa. Her kan du gå rundt blandt ruinerne og mærke historiens fodspor.
Marsala der nok er mest kendt for sin vin af samme navn, er et besøg værd på vestkysten. Gå på vinsmagning rundt i byens vinkældre. Husk også et besøg ved saltmøllerne, der ligger langs kysten ind mod Marsala, et smukt syn.