Skal jeg udskrive mit boardingpas eller ej?

Skal jeg udskrive mit boardingpas eller ej?

Kenneth Karl Nielsen
Skal du udskrive dit boardingpas til flyveturen, eller er det nok bare at have det din mobil? Her får du svaret samt gode råd til at bruge på både lange og korte flyrejser.

Når du skal ud at flyve, er der mange valg at træffe. Et af dem er, om du skal have dit boardingpas på din mobil eller i papirform – eller begge dele. Det kan være svært at vælge, men her er nogle gode råd.

Personligt udskriver jeg altid et boardingpas – selvom jeg også har det på mobilen.

Derfor skal du udskrive dit boardingpas

Rejsende kvinde med printet boardingpas

Teknologi kan drille. Forestil dig, at din mobil løber tør for strøm, eller at du ikke kan få signal. Det vil være ærgerligt at stå og forsinke boardingkøen eller – i værste tilfælde – slet ikke at komme med flyet.

Jo længere tid du er på farten, desto større er risikoen for, at din telefon løber tør for strøm. Hvis du skal skifte fly undervejs, er det derfor ekstra smart at have et printet boardingpas.

Dit fly kan også blive forsinket, hvilket kan betyde, at du skal blive meget længere tid i lufthavnen.

Du kan også tabe din mobil, eller den kan gå i stykker på andre måder.

Hvis du rejser til et andet land, vil du måske blive bedt om at vise dit boardingpas ved grænsekontrollen. Her er det nemmere at vise et stykke papir end at rode med din telefon.

Du kan også komme til at mellemlande i et land, hvor du ikke kan bruge data − og hvor der ikke er tilgængeligt WIFI i lufthavnen.

Jeg tænker ofte således: Jo mindre turistede lande jeg besøger, desto mere vigtigt er det, at jeg har et printet boardingpas.

Desuden har jeg en enkelt gang oplevet, at en person blev smidt af et fly, inden det lettede, fordi han ikke kunne vise sit boardingpas til personalet.

Derfor printer jeg altid mit boardingpas.

Derfor behøver du ikke at udskrive dit boardingpas

Venter på boarding - boardingpas på mobil

Mobilboardingkort er ganske fine. De er gode, hvis du kun skal på en kort tur, og du er sikker på, at din telefon har masser af strøm.

Hvis du rejser uden at udskrive dit boardingpas, så har jeg et par gode råd:
Tag et billede af dit boardingkort med din telefon. På den måde er du sikret, hvis du ikke kan komme online. Dette er altid en god idé.

Rejser du sammen med nogen, så send billedet af boardingpasset til dem. Det giver også en ekstra sikkerhed og tryghed.

Husk at medbringe en Power bank og/eller at have din oplader i håndbagagen. Så har du ekstra strøm, hvis der sker noget uforudset undervejs.

Der er ikke noget rigtigt valg – eller forkert valg

Boarding til Berlin i Billund lufthavn

Uanset om du vælger at udskrive dit boardingpas eller ej, så vil du sandsynligvis komme med flyet alligevel.

Da jeg elsker at rejse, er mit største mareridt, at jeg på grund af en bagatel ikke kan komme afsted på rejsen.

Derfor vælger jeg at være på den sikre side, og så er det en god idé også at have et printet boardingpas.

Populære spørgsmål og svar om boardingpas

Kan jeg bruge boardingpas på telefonen?

Ja du kan – du behøver i princippet ikke at udskrive dine flybilletter på papir. Men det giver en større tryghed, både at have udskrevet boardingpas og boardingpas på telefonen.

Er det nødvendig at udskrive flybilletter?

Du behøver ikke længere at udskrive dine flybilletter / boardingpas. Du kan fint bruge et digitalt boardingpas på din telefonen. At have en papirkopi giver dog en større tryghed.

Fotos:
Topfoto © getty images / Aleh Varanishcha
Boarding med boardingpas på print © getty images / svetikd
Boarding med boardingpas på mobil © getty images / izusek
Boarding til Berlin i Billund Lufthavn © Birgitte Lydolff Oxlund

Relaterede artikler



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.