7 gode råd til dig, der overvejer at rejse med spædbarn

7 gode råd til dig, der overvejer at rejse med spædbarn

Lise Kryger
Står du og skal rejse med spædbarn, og er du i tvivl om hvordan du gør? Her er 7 af mine bedste råd til dig, fra dengang jeg selv var førstegangsmor, og valgte at rejse sydpå med vores 6-ugers spædbarn.

For 7 år siden tog min mand og jeg beslutningen om at rejse sydpå med vores nyfødte dreng, Sebastian.

Som de to garvede rejsende vi var, følte vi os ret trygge ved tanken om at rejse med spædbarn, og beslutningen tog vi nærmest som en selvfølge, især inden han kom til verden.

flyve med spædbarnDa først han var født, skete der nemlig noget med hans mor – mig – som gjorde, at den beslutning, vi før så kækt havde taget, pludselig ikke længere føltes så sikker.

At blive mor for første gang, ændrede fuldstændig mit syn på det at rejse og gjorde mig for første gang virkelig usikker, i en sammenhæng, jeg ellers før havde følt mig så tryg og sikker ved.

Tvivl og usikkerhed dukkede konstant op og blandede sig i vores forberedelser til at rejse.

For hvordan er det egentlig at rejse med spædbarn, når man er mor for første gang og helt rundt på gulvet? Hvad skal du pakke med? Hvad er vigtigt i forhold til at flyve? Og hvad nu hvis det går galt?

Hvordan sørger vi for, at vi får en god rejse, ikke bare os som forældre, men også vores lille spædbarn? Og hvordan rejser vi trygt, så vi også får en god og afslappende ferie ud af det?

Her kommer 7 gode råd til dig, der overvejer at rejse med spædbarn, baseret på mine egne erfaringer med at rejse med spædbarn. Jeg håber, at mine råd vil gøre det nemmere for dig at tage muligheden og beslutningen om at rejse med dit spædbarn.

Læs også: Charterferie med børn – sådan får du den bedste ferie

1. Book hjemmefra

Som de backpackere vi var, havde vi det bedst med at tage tingene lidt ad hoc.

Vi har aldrig yndet alt for fastlagte planer men har altid godt kunne lide spontane valg og beslutninger, som blev taget fra dag til dag.

rejse med spædbarnFordi vi nu havde et lille spædbarn med på rejsen, bookede vi et hotelværelse i Alghero på Sardinien, så vi havde et sted at være, når vi ankom og et par dage frem.

Vi regnede med, at italienerne opdaterede deres hjemmesider løbende, så der var masser af gode steder vi kunne booke os ind på undervejs.

Efter at have brugt vores dage op på hotellet, havde vi endnu ikke fundet et sted at bo. Så vi besluttede os for at leje en bil og køre til Korsika for at få flere valgmuligheder.

Vi kørte det meste af en dag og det meste af aftenen, inden vi fandt et hotel, der ikke var booket på Korsika.

Det lykkedes os dagen efter at finde et sted at bo i et stykke tid, men den usikkerhed vi havde haft med at finde et sted at være, ønsker vi ikke, at nogen førstegangsforældre skal erfare.

2. Afstem jeres forventninger

Hvad vil I opleve? Hvad er jeres forventninger? Kender I hinandens forventninger? Og er forventningerne realistiske?

Ventetid i lufthavnen med spædbarnJeg tror ikke, nogen af os havde gjort os det klart, hvorfor det var vigtigt for os at rejse sydpå med vores lille spædbarn.

Og de forestillinger jeg gjorde mig, blev på ingen måde indfriet, da først vi var afsted. Til gengæld fik vi mange overraskelser og gjorde os derfor også mange erfaringer undervejs.

Det kan være svært at vide, hvordan det er at rejse med spædbarn, når man aldrig har prøvet andet end at rejse uden. Når du rejser med spædbarn, står du overfor ukendte udfordringer, som du på ingen måde har forudsætninger for at forudsige.

Det kommer helt an, på hvilket barn du får, hvordan du selv oplever det at blive forælder for første gang, og hvordan I som forældre løfter og fordeler opgaverne undervejs.

Regn med, at dine forventninger ikke nødvendigvis bliver indfriet, når du er afsted. Og væn dig til at være åben for accept af, at rejsen pludselig kan antage en ny form. Følg rejsen, og juster dine forventninger undervejs – rid med på bølgerne, så går det hele nemmere.

3. Pakketips

Pakketips til rejse med baby

Hvad skal du tage med, når du rejser med spædbarn? Det kan være svært at overskue, når man er vant til kun at pakke til sig selv.

Et godt tip er at skrive alt ned, hvad din baby bruger i løbet af en dag. De ting du skriver ned, er også dit spædbarns pakkeliste. Herudover er det en god ide at medbringe solcreme, solhat, nødhjælpskasse, plastre, aktivitetstæppe og babyalarm.

Noget af det, der tog allermest plads i vores rygsæk, var bleer. Det er jo ikke, fordi man ikke kan få bleer i andre lande. Men hvis du vil være sikker på, at de bleer, du pakker dit spædbarn ind i, er uden farve og tilsætningsstoffer, er det god ide at tage dem med hjemmefra.

Heldigvis fylder de mest på udturen…

Vær large med dig selv. Det er fint at pakke light, men tag hellere lidt ekstra med, hvis det gør, at du føler dig mere tryg. Du behøver ikke være supermor på alle områder.

4. Gode råd til selve rejsen – flyve med spædbarn

Uanset hvor gammelt jeres spædbarn er, skal det have sit eget pas.

Passet kan I få lavet ved Borgerservice.dk. Hvis I skal rejse i sommerperioden, er det en god ide at få det lavet i god tid, da der kan være ventetid.

Der er stor forskel på, hvilke retningslinjer de forskellige flyselskaber har for at rejse med spædbarn. De har alle deres egen politik, priser, sæder, lifte og puslepladser.

Det er en god ide at ringe til dit flyselskab i forvejen for at høre, hvad de kan gøre for dig, og om du føler dig tryg ved deres måde at håndtere det at rejse med spædbarn.

Gode råd til rejse med babyNogle flyselskaber tillader kun spædbørn at flyve med, fra de er 7 dage gamle. Og børn under 2 år får ikke tildelt deres eget sæde. Med et spædbarn i flyveren syntes jeg også, det var mest praktisk og rarest at have ham på skødet. Hvis du skal flyve langt med din baby fx til USA eller Asien, kan du dog hos mange flyselskaber bestille en babylift, som kan hæftes på væggen.

Tjek eventuelt på flyselskabernes hjemmeside, om de har særlige pakker til dig og dit spædbarn, som fx legetøj og snacks.

Du må gerne selv medbringe babymad (babymos på glas). Ellers kan du bestille babymad på flyselskabernes hjemmeside.

Når flyet letter og lander, kan der skabes undertryk i barnets øregange. Hvis du sørger for at tilrettelægge amningen, så det passer hermed, mindsker du risikoen for at det sker. Amningen udligner nemlig trykket.

Føler du dig lidt udsat i kabinen med de mange øjne omkring dig mens du ammer, kan du sørge for at pakke et sjal ned i din taske, som du kan lægge over jer mens i ammer.

Hvis du giver dit barn flaske, så husk at gøre flasken klar inden afgang. Du kan ofte få flypersonalet til at varme flasken i mikroovnen.

Der findes puslepladser på toiletterne i flykabinen. Det kan føles noget krampagtigt at stå derude og skifte, men det er muligt.

5. Gode råd til overnatning på rejsen

Gode råd til overnatning med baby

Hvis der er varmt, vil jeg helt klart anbefale, at I vælger et sted med aircondition.

Fordi vi ikke bookede hjemmefra, fik vi desværre ofte de bungalows og boliger, som var uden aircondition. Varmen var meget voldsom, mens vi var afsted, og vi følte aldrig helt, vi og Sebastian kunne køle ned.

Overvej at finde jer et sted, hvor I kan være sammen som familie. Vi har nydt rigtig meget at kunne skolde vores mælkeflasker i mikrobølgeovne. Derudover er der bare mere ro på en bungalow eller eget sted, som I som nybagte forældre kan få brug for.

Vælger I at bo på hotel, er de som regel hjælpsomme med at skolde flaskerne i køkkenerne.

Der går rigelige mængder af stofbleer og beskidt tøj til, når du vil rejse med spædbarn. En god ide er at finde et sted, hvor du har mulighed for at vaske eller få vasket dit tøj undervejs.

6. Gør dig selv tryg på din rejse med spædbarn

Planlæg din rejse med spædbarn

Hvis du er ligesom jeg, har du brug for en god plan, så du kan slippe din utryghed.

En plan, der gør, at du kan sove om natten og nyde dit ophold, mens du er afsted. Og en plan, der maner usikkerhed og tvivl om “hvad nu hvis” til jorden, men uden at du overplanlægger.

Jeg lavede selv en “hvad-nu-hvis-plan”. Den gik ud på at researche vigtige telefonnumre ned til de steder, som jeg kunne få brug for i en nødsituation. Det var fx telefonnumre til læger, hospitaler og rejseforsikring, som jeg ville kunne få brug for.

Planen var ikke andet end nogle noter i min lommebog. I dag ville jeg nok bare skrive dem ind på mobilen, og det var nok til at føle mig tryg.

7. Nyd turen

Nyd turen med baby

Det kan være nemt at rejse med spædbarn. Det kan også være hårdt. Det kan også være, at turen slet ikke bliver, som I forventer.

Men uanset hvem I er og hvordan I rejser, så håber jeg at du og din familie holder fokus på at I også skal huske at nyde turen. Der er nemlig masser af fantastiske oplevelser at hente, når I rejser med spædbarn.

At opleve verden sammen med den lille ny er en once-in-a-lifetimer! Nyd øjeblikkene, når du sidder og ammer (eller giver flaske) et fredfyldt sted, eller når du ser dit barn falde i søvn på armen, mens du har den mest fantastiske udsigt. Eller når dig og din elskede endelig nyder et glas rødvin sammen, fordi det er jeres første rigtige alenetid sammen.

Eller hvad det nu er rejsen giver.

Bedøm artiklen her (9 bedømmelser)
4.1

Nyd øjeblikket og hinanden, livet er til for at leves, og hvorfor ikke gøre det på en rejse lige nu?

Fotos:
Topfoto © Radist
Baby ved check in © istockphoto / dbabbage
Mor booker rejse © istockphoto / svetikd
Venten i lufthavn © istockphoto / Juanmonino
Mor pakker til ferien © istockphoto / Dangubic
Sovende spædbarn på fly © istockphoto / Alija
Spædbarn i pool © istockphoto / Laoshi
Familie nyder ferien © istockphoto / Alija
Mor og baby på ferie c) istockphoto © Alija

 

Relaterede artikler



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.