Ferie i Vejle

Hold ferie i Vejle og omegn (inkl. Jelling) – Danmarks navle

Thiamka Margrethe Pedersen
Jeg har rejst, set og oplevet mange skønne steder på kloden, men må erkende, at guldet ligger lige for mine fødder. Indenfor de seneste godt 10 år er der sket en opblomstring og forskønnelse af min by. Hold ferie i Vejle og omegn (inkl. Jelling) og oplev, hvorfor byen for alvor har markeret sig på Danmarkskortet (Og med Tour de France i byen – nu også på Verdenskortet!).

Vejle er byen for den aktive, naturglade, madglade, shoppelystne og den kunst- og kulturinteresserede. Så er du naturelsker, æstetiker, madøre og livsnyder – og søger du et alsidigt, smukt og indholdsrigt mål til en dagsudflugt, weekend ophold eller miniferie, så kom til Vejle – Danmarks navle.

Vejle har noget at byde på for alle – Singler, par, børn, unge, ældre og familier!

Hold ferie i Vejle

Klik herunder for at komme direkte til:

* Hvordan kommer jeg rundt i Vejle og omegn?
* Hvad skal jeg spise og drikke – og hvor?
* Er der mulighed for gode shopping-oplevelser i Vejle?
* Hvad skal jeg opleve i Vejle?
– Vejle By – seværdigheder m.m.:
– Vejles ældste bygninger
– Økolariet
– Havnefronten
– Oplevelser i skovene
– Skønne strande
– Vejles skønne åndehuller:
– Skyttehushaven
* Hvad skal jeg opleve i Vejles omegn?
– Bindeballe Købmandsgård
* Billund – paradis for børn & barnlige sjæle
* Harald Blåtands Jelling
– Jelling Vikingemarked
– Hopballe Mølle
– Grejsdalstien mellem Vejle og Jelling
* Vejles natur – alt til den aktive outdoor-entusiast
* Hvor kan jeg overnatte i- og udenfor Vejle?
Søg hotel i Vejle Søg feriebolig i Vejle

Læs også: Ferie i Danmark – se hvad rejseeksperterne anbefaler
Læs også: Hold ferie på Fur – En ø-perle i Limfjorden
Læs også: Gode bud på en billig efterårsferie

Hvordan kommer jeg rundt i Vejle og omegn?

Hvis du ankommer med bus eller tog, er det meget belejligt, at det centrale Vejle ligger blot 5 min. gang fra bus- og togstationen. Og så hører turistinformationen i øvrigt også til lige overfor.

Medbring eller lej cykler for at nyde naturen omkring byen. Og ellers er der fine forbindelser med bybusserne og rutebilerne.

I flere år har VisitVejle og Vejle Kommune også tilbudt en fantastisk, flot mulighed for områdets turister at komme omkring på til nogle af områdets store seværdigheder. I skolernes sommerferie kører Hop-on/Hop-off busser på ruten: Vejle – Kongernes Jelling – Givskud Zoo – Give-Egnens Museum – Legoland – Randbøldal – Egtved. Det er nemt – gratis – og så er der 3 afgange om dagen!

Spise og drikke i Vejle

Hvad skal jeg spise og drikke – og hvor?

I Vejle er der et meget stort og bredt udvalg af spisesteder, og her finder du virkelig noget for enhver smag, temperament og pengepung.

Byen byder på alt fra små hyggelige caféer, kaffebarer, konditorier, tapas-barer, sushi-restauranter, Street Food, Gin & cocktailbarer i fx Torvehallerne – til smørrebrød på havnen med udsigt til fjorden. Tjek Vejles Gastro Guide her

Michelin-restauranter i Vejle

Og er du en ægte foodie, kan du glæde dig til gastronomi på høj plan, når du får uforglemmelige oplevelser på restaurant Tree Top på Munkebjerg eller selv bedømmer Michelin-stjernerne på MeMu – eller LYST, hvor du kan nyde dagens unikke sammensatte menu i restauranten i Fjordenhus nede ved havnen. Denne menu er en afspejling af naturen den pågældende dag, og er lavet med primært lokale råvarer, hvor elementerne jord, ild, luft og vand indgår.

Shopping i Vejle

Er der mulighed for gode shopping-oplevelser i Vejle?

Ligesom med mad & drikke – er der også shopping i Vejle for enhver smag, temperament og pengepung.

Hvis du holder af at shoppe, er Vejle et sand mekka med mange kæde- og specialbutikker. Og det er ikke uden grund, at byen er blevet kåret til Danmarks bedste handelsby op til flere gange (i 2014-16 og 2018-20) og senest som Danmarks Flotteste Handelsby 2020-22.

Dertil sørger en meget aktiv og virkelig dygtig Cityforening for, at aktiviteter og events krydrer og topper oplevelsen af Vejle hele året rundt.

Den hyggelige hovedgågade snor sig smukt fra Nørretorv gennem Nørregade, Torvegade, Rådhustorvet og Søndergade til center Bryggen på Søndertorv.
Undervejs kan du udforske små sidegader, stræder og smøger med specialbutikker – herunder Vestergade, Paladspassagen, Vissingsgade, Grønnegade og Rådhuspassagen samt Latinerkvarteret og Midtpunktet, som er kendt for alle de farverige paraplyer.

Vejle Midtpunkt

Hvad skal jeg opleve i Vejle?

Vejle By – seværdigheder m.m.

Når du planlægger din tur til Vejle og omegn, må du virkelig prioritere. Her er nemlig et væld af muligheder for skønne oplevelser.

Det er muligt at komme med på spændende, arrangerede byvandringer og guidede ture, og ellers kan du lægge vejen forbi turistinformationen eller orientere dig på VisitVejles hjemmeside.

Vejles ældste bygninger

I Vejle indre by kan du fx besøge Skt. Nikolai Kirke på Kirketorvet, som er fra 1250 og dermed Vejles ældste bygning. Den Smidtske Gård ligger på gågaden, og er ligeledes gammel og fredet. De fine bygninger er fra før 1850. Læs om Vejles historie her.

På Rådhustorvet kan du beundre det smukke Vejle Rådhus, som blev opført i 1878. Her lå oprindeligt et gammelt middelalderkloster, og siden da har mange par i årenes løb givet hinanden deres ”ja” her – inklusiv min mand og jeg.

Torvet foran Rådhuset har i øvrigt for nylig gennemgået en renovering og forskønnelse. Her finder du bl.a. borde & stole til fri afbenyttelse, og det er et ideelt sted at snuppe en pause, imens du nyder en kop kaffe og kigger på det livlige byliv.

Om sommeren er Rådhustorvet også centrum for fejring af de nyudklækkede studenter, som glade danser rundt om bøgen – ligesom det er traditionen, at du her kan se det høje smukt belyste juletræ i december.

Er du kulturel, er det et must at besøge Vejle Kunstmuseum, som er gratis at besøge. Læg også vejen forbi Spinderihallerne, som – udover skiftende udstillinger og et iværksætter-miljø – også huser Kulturmuseet, som ligeledes er gratis at besøge.

Sjov læring i Økolariet i Vejle

Økolariet

Økolariet ligger centralt, og er et spændende viden- og oplevelsescenter for både børn og voksne om natur, miljø, energi, klima og teknologi. Her er masser af sjov & leg, som man bliver klog af – og nyttig viden, som tilegnes gennem interaktive aktiviteter og -oplevelser.

Her har jeg selv tilbragt utallige timer med mine børn, da de var yngre, så Økolariet får mine varmeste anbefalinger. Og så er der endda gratis entré.

Bølgen ved Vejle Fjord

Havnefronten

Havnemiljøet i Vejle er nærmest blevet en helt ny bydel for sig. Havnefronten lokker med lystbådehavn, flydende kajakklub og klub-ø, roklub, havnekanal og havnepromenade – og kan ikke mindst bryste sig af arkitektoniske mesterværker som Bølgen og Fjordenhus.

Bølgen består af lejligheder, og det markante Fjordenhus er Kirk Kapitals nye domicil med restaurant LYST på 1. sal. Den dansk-islandske kunstner Olafur Eliassons fascinerende værk består af komplekse, krumme former og buede vinduer.

Stueetagen er åbent for offentligheden, og kommer man tæt på, kan man se, at både mursten- og selve murerarbejdet er i en helt særlig liga for sig med 900.000 mursten – i 16 forskellige farver – både uglaserede og specialglaserede. Ikke én eneste mursten er placeret tilfældigt!

Det er i øvrigt muligt at lære mere om Eliassons bygningskunstværk sammen med Vejle Kunstmuseums guider på en guidet rundvisning.

Olafur Eliassons værk - Fjordenhus

Er du vild med vand, men ikke til livlige havnepromenader, så kan Vejle Å måske i stedet lokke med en fredelig fisketur eller en rolig sejltur i kano eller kajak, hvor du nyder åens dyreliv.

Oplevelser i skovene

Vil du se flere dyr, så gå en tur i Nørreskoven og den 30 hektar store Dyrehave med hjorte og dådyr. Eller hvad med at svinge dig i trætoppene (og andre niveauer) i smukke omgivelser i klatreparken Gorilla Park?

Vejle kan i øvrigt bryste sig af at have Danmarks største sundhedsskov. Sundhedsskoven ligger i Store Grundet Skov, hvor naturen og en række faciliteter skaber mulighed for ro & nærvær – med fokus på stimuli og mental sundhed.

Her finder du forskellige stier, og skoven er offentligt tilgængelig – og må bruges af alle som et frirum. Hent en vandrefolder (pdf) over Sundhedsskoven og mange andre skønne steder og ruter i Vejle og omegn.

Aktiviteter i Vejle - Gorilla Park

Skønne strande

Trænger du til en tur på stranden eller blot at nyde havduft & vind i håret, så lej en cykel og kør en tur på Strandvejen langs den nordlige side af fjorden.

Den første strand du kommer til, er Albuen – en kunstig strand med ude-fitness redskaber, volleybane og et is- og madhus – og ikke mindst et flot view ind mod byen.

Længere ude finder du Tirsbæk strand, som er børnevenlig, og som også har et ishus og en spektakulær udsigt. Herfra kan du gå en flot tur gennem skoven til det smukke Tirsbæk Gods. I vintermånederne er her i øvrigt opsat fremragende faciliteter i form af omklædningsrum, wc, sauna og brusere til vinterbaderne. Book det her for 1 eller 2 timer til kun 100 kr. i timen.

Vil du hellere se Vejle fra sydsiden af fjorden, kan du ligeledes snuppe cyklen ud langs fjorden på Ibæk Strandvej, og tage en dukkert og en velfortjent forfriskning på plænen ved ishuset. Du kan også fortsætte ad vejen og tage udfordringen op ad bakken i Munkebjergskoven.

Har du bil – og lyst til at opleve en anderledes og flot strand, bør du tage til Hvidbjerg Strand. Stranden ligger med sin store hvide sandklit kun godt en halv times kørsel fra Vejle mod Fredericia. Her kan du både nyde udsigten over Vejle Fjord, boltre dig i det fine, hvide sand og bade ved den børnevenlige strand.

Byparken i Vejle - Et skønt åndehul

Vejles skønne åndehuller

En anden ting som bestemt også er til stor glæde for både børn og voksne, er Vejles dejlige åndehuller. I centrum af byen ved Vejle Musikteater ligger Byparken, som er en smuk og stemningsfyldt park med bl.a. springvand, bænke og en lille legeplads. Sommeren igennem afholdes her kulturelle arrangementer, fx Rock i Byparken 3 fredage i august, og ellers er det stedet, hvor vejlenserne tager en timeout på plænen eller samles for at hygge sig.

Mariaparken, som indbyder til aktivitet, ligger tæt på gågaden – og på multibanen kan du spille bold, hockey, badminton, tennis, løbe på rulleskøjter om sommeren og stå på skøjter om vinteren. Har du ikke sportsrekvisitter med, kan du låne/leje det i kiosken.

Skyttehushaven på nordsiden af Vejle Fjord

Skyttehushaven

På nordsiden af Vejle Fjord ligger Skyttehushaven, som er populær og har en helt særlig betydning for vejlenserne. Gennem generationer har den været vores fælles have, samlingssted og udflugtsmål til bl.a. familiesammenkomster, koncerter, Sankt Hans og bryllupper.

Den fine have har en pavillon, fuglevolierer, gamle træer og store rododendron-buske, og så fik den både Borgernes Pris og Vejleprisen for 2019. Den 160 år gamle Skyttehushave har i øvrigt i de senere år gennemgået en omfattende renovering.

Restaurant Skyttehuset i haven kan stille din sult, og ishuset sørger for lidt sødt til solskinnet – eller gør som mange andre og tag et tæppe & madkurv med.

Og når dagen er ved at være omme og mørket falder på, kan du inde i midtbyen tage trapperne op i Sirius Observatoriet, hvor du kan få et uforglemmeligt kig til månen, stjerner og planeter.

Den 160 år gamle Skyttehushave

Hvad skal jeg opleve i Vejles omegn?

Jeg har selv gået, løbet og cyklet mange kilometer på Bindeballestien, som er en smuk og attraktiv rute gennem den naturskønne Vejle Ådal. Er du den aktive type, kan du slå to fluer med ét smæk og nyde Ådalen ved det årlige Vejle Ådal-løb, hvor du kan vælge at gå, løbe 5 km., 10 km. eller en halvmarathon (22,1 km.).

I Vejle Ådal kan du også opleve en rekonstruktion af Harald Blåtands Ravningbroen. Har du madpakke & forfriskninger med, kan det nydes i- eller udenfor madpakkehuset tæt ved.

Bindeballe Købmandsgård

Bindeballe Købmandsgård

Slut af ved – eller tag bilen til – Bindeballe Købmandsgård, som er Danmarks ældste købmandsmuseum i originale bygninger fra 1897. De ældste hylder og diske er helt fra 1894, og der er registreret over 5.000 gamle vareenheder med originalt indhold.

Den hyggelige købmandsgård er stadig i drift, og du bliver hensat til en gammel tidslomme, når du bliver ekspederet ved trædisken. Det er et “levende museum”, som de selv betegner det. Nyd også en forfriskning i den hyggelige café eller smørrebrød, kaffe & kage i den hyggelige gårdhave.

Bindeballe Købmandsgård er et af mine ynglingssteder, og det er ikke mindst pga. den dejlige ro og det langsomme tempo. Man kan ikke skynde sig, når man er der. Så snyd ikke dig selv for at opleve dette stykke enestående dansk kulturhistorie.

Det er i øvrigt muligt at overnatte ved købmandsgården ved at leje små hytter, slå sit telt op eller sove i shelters. Hvis du har lyst til at blive der en nat eller to, har du god tid til at udforske området og vandre på de utallige smukke ruter fx Egtvedpigens fodspor.

Danmarks ældste købmandsmuseum

Du og familien kan også blive klogere på gamle dages produktion af papir og klæder, når I besøger Ranbøldalmuseet. Nyd madpakken og hyg jer med forskellige vandeksperimenter.

En hyggelig afstikker kunne også være til den fredede Børkop Vandmølle. Den lille mølle er stadig i drift, og er blevet kåret som Danmarks smukkeste vandmølle. Spis frokost eller drik en kop kaffe i de smukke og hyggelige omgivelser, og besøg selve møllen, hvor du kan købe mel, gryn og valset korn med hjem.

Er du heldig at have børn eller børnebørn med på turen, kan I hilse på alverdens dyr i Givskud Zoo eller i det lille hyggelige Skærup Zoo syd for Vejle. Begge steder får mine varmeste anbefalinger.

Billund – paradis for børn & barnlige sjæle

I kan også muntre jer i det farverige univers i Legoland og Lego House, lege i WOW-Park eller få svømmehud mellem tæerne i Lalandia – Alt sammen i Billund.

Søg hotel i Billund Søg feriebolig i Billund

Runesten og gravhøje i Jelling

Harald Blåtands Jelling – med monumenterne

Hvis du vil begynde med begyndelsen, bør du tage til Jelling, hvor Kong Harald Blåtand i 900-tallet lod Danmarks dåbsattest indmejsle på en runesten i Jelling. Dertil opførte han en kæmpegravhøj og en kirke, og Jelling-monumenterne har siden 1994 været på UNESCO verdensarvsliste.

Lige overfor monumenterne ligger oplevelsescenteret Kongernes Jelling. Med gratis adgang kan du gå på opdagelse i vikingetidens Jelling, og lærer om Jellingestenene, vikingernes liv og Danmarks gamle konger. Et spændende og interessant sted for både børn og voksne.

Jelling Vikingemarked

Jelling Vikingemarked

Du kan også finde din indre viking frem, hvis du besøger Jelling i weekenden i uge 27. Her kan du nemlig opleve Jelling Vikingemarked ved højene og kirken, hvilket er en meget hyggelig og autentisk oplevelse med lyden fra smedjen og andre arbejdende værksteder, musikken til dansen og duften af røget fra bålet, hvor der bages brød og steges pattegris.

Sæt dig mellem de hyggelige telte, og nyd stemning over en kop mjød. Måske passer det lige med rideopvisningen eller krigerskolen, hvor der skydes med bue og pil. Og som souvenirs kan du købe pileflet, glasperler, håndsnittede træsværd, naturfarvet garn etc.
Vikingemarked i Harald Blåtands Jelling

Hopballe Mølle

På tilbagevejen til Vejle fra Jelling kan du passende tage en afstikker fra hovedvejen og besøge den gamle slægtsgård Hopballe Mølle, som er en idyllisk og historisk perle. I seks generationer har vandmøllen været et familieforetagende, som nu forsyner med vedvarende energi til at avle egne kyllinger.

Køb delikatesser, kyllinger eller mad fra Hopballes egen produktion i den hyggelige gårdbutik, og nyd de smukke omgivelser & mærk roen sænke sig over et måltid mad eller en kop kaffe på den overdækkede terrasse ved vandkanten. Hvem ved – måske bliver Hopballe Mølle også et af dine favoritsteder. Mine skuldre sænker sig i hvert fald hver gang, jeg er der.

Hopballe Mølle - En perle

Grejsdalstien mellem Vejle og Jelling

Hvis du er virkelig naturelsker, bør du prioritere et besøg i Grejsdalen, som ligger i det nordlige Vejle. Erosionsdalen fra istiden har tiltrukket naturelskere i hundredvis af år, og her er jeg selv så heldig at bo. Grejsdalen er lige smuk, om det er forår, sommer, efterår eller vinter.

Hvis du elsker at lade tankerne flyve, imens du nyder spetakulær natur, så er en vandretur på den populære Grejsdalsti et must – og det er samtidig en alternativ måde at komme til Jelling på. Du kan vælge at nyde Grejs Ådal på hele den 16 km smukke vandrerute mellem Vejle, Grejs og Jelling, – eller begynde og slutte præcis, hvor du ønsker.

Grejsdalstien mellem Vejle, Grejs og Jelling

Vejles natur – alt til den aktive outdoor-entusiast

Med Vejles unikke, smukke og alsidige natur – herunder stor variation i højdemeter, er Vejle det helt rette sted at holde en aktiv ferie. Se alle de forskellige muligheder for aktive oplevelser i naturen her.

Er du ovenikøbet ”bidt af en gal jernhest”, så er du også kommet til den mest ideelle by i hele Danmark! Vejle har en stolt cykeltradition og et fantastisk cykelterræn, og området tiltrækker hvert år cykelentusiaster til både motionscykelløb og professionelle løb. Ja, selv Tour de France kom jo som bekendt til byen!!

Du kan netop selv prøvekøre Tour de France-rutens 3. etape. Download den og flere forskellige superruter ned på din cykelcomputer. Tjek også oversigten over alle cykelløb i Vejle her.

Vil du hellere cykle for dig selv og i eget tempo, så er det sjovt at forcere Vejles mange cykelbakker. Der er nemlig sat bakkeskilte op ved 34 af de mest populære stigninger. Her kan du hurtigt og overskueligt få information om bakkens længde, max. stigningsprocent, gennemsnitlige stigning og antal højdemeter.

Og se også lige her omkring en super bonus! Et netværk af virksomheder på tværs af Vejle og omegn – Bike Friends – gør nemlig noget ekstra for dig som cykelgæst i Vejle. Hold øje med det røde Bike Friends skilt, for hos alle Bike Friends-medlemmer tilbydes cykelpumpe, lappegrej, vand til drikkedunken m.m.

Læs mere om Bike Friends-netværket og se, hvilke virksomheder der altid kan være dig behjælpelig indenfor åbningstiden.

Bakkeskilte i Vejle

Hvor kan jeg overnatte i- og udenfor Vejle?

Du kan godt komme vidt omkring i Vejle på en enkelt dag, men ønsker du at have mere tid og at udforske omegnen også, er der rig mulighed for at overnatte på vandrehjem, hotel, campingplads, kro og Bed & Breakfast, eller i hytte, feriehus, shelter, Airbnb og i sommerhus.
Søg hotel i Vejle Søg feriebolig i Vejle

Er I en børnefamilie, kan I med fordel tilbringe flere dage, og kombinere med besøg i LegoHouse, Legoland, WOW-Park og Lalandia i Billund.
Søg hotel i Billund Søg feriebolig i Billund

Må det gerne være luksuriøst, kan du blive forkælet på flotte, helsende spa- & wellnesshoteller fx Hotel Vejle Fjord i Stouby og Comwell Kellers Park i Børkop. Fælles for begge steder er, at de kun ligger en halv times kørsel fra Vejle, og har historiske bygninger med sjæl samt smukke parker med gamle træer og rododendroner.

Og går du en lille tur ud langs vandet ved Hotel Vejle Fjord, kan du nyde udsigten ved Træskohage Fyr. Det ikoniske vartegn for området fungerer fortrinligt som udsigts- og fugletårn, og har et fantastisk vue over fjorden. Du kan endda se helt over til Hvidbjerg Strand, og den store hvide sandklit er ikke til at tage fejl af.

Jeg håber, du har fundet god inspiration ved at læse om kærligheden til min hjemby, og selv har fået lyst til at opleve Vejle og omegn. Og jeg lover dig, at du ikke bliver skuffet!

Har du lyst til at udforske andre dejlige steder i Danmark?

Se hvilke rejser, der er i Danmark lige nu.

Tjek også hvilke rejsebureauer, der har rejser i Danmark her.

Fjordenhus - Kirk Kapitals domicil

Fotos:
TopFoto © VisitVejle
Hold ferie i Vejle – Grønnegade © VisitVejle
Spise og drikke i Vejle © Thiamka Margrethe Pedersen
Michelin-restauranter i Vejle © Thiamka Margrethe Pedersen
Shopping i Vejle © VisitVejle
Vejle Midtpunkt © VisitVejle
Sjov læring i Økolariet i Vejle © VisitVejle
Bølgen ved Vejle Fjord © VisitVejle
Olafur Eliassons værk – Fjordenhus © VisitVejle
Aktiviteter i Vejle – Gorilla Park © VisitVejle
Byparken i Vejle – Et skønt åndehul © VisitVejle
Skyttehushaven på nordsiden af Vejle Fjord © VisitVejle
Den 160 år gamle Skyttehushave © VisitVejle
Bindeballe Købmandsgård © VisitVejle
Danmarks ældste købmandsmuseum © VisitVejle
Runesten og gravhøje i Jelling © VisitVejle
Jelling Vikingemarked © Thiamka Margrethe Pedersen
Vikingemarked i Harald Blåtands Jelling © Thiamka Margrethe Pedersen
Hopballe Mølle – En perle © Thiamka Margrethe Pedersen
Grejsdalstien mellem Vejle og Jelling © Thiamka Margrethe Pedersen
Bakkeskilte i Vejle © Thiamka Margrethe Pedersen
Fjordenhus – Kirk Kapitals domicil © VisitVejle



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.