Seværdigheder på Langeland

Seværdigheder på Langeland – 14 ting du skal opleve på din ferie på Langeland

Thiamka Margrethe Pedersen
Hold ferie på Langeland og oplev, at øen er lige så skøn, som den er lang. Besøg ø-perlen i Det Sydfynske Øhav – smukt beliggende mellem Fyn, Tåsinge og Ærø mod vest og Lolland mod øst. Læs videre og få gode bud på seværdigheder på Langeland samt link til ferieboliger på Langeland.

Langeland er 52 km lang og op til 11 km bred – og er meget mere end ”bare” den årlige Langelandsfestival. Med sin 142 km lange kystlinje er der også rig mulighed for at nyde strandene og hoppe i bølgen blå – Og de børnevenlige strande er ideelle til en familieferie på Langeland!

På en kør selv-ferie til Langeland vil du opleve, at der er masser at give sig til for både børn og voksne. Det er derfor ideelt at holde familieferie på Langeland. Her får du en liste over nogle forslag til- og bud på 14 seværdigheder på Langeland, du kan skrive på listen, når du planlægger din ferie på Langeland.

Ferieboliger på Langeland

Vidste du i øvrigt, at du på din ferie på Langeland kan opleve omkring 1.000 ”hatbakker”, som er et unikt naturfænomen skabt i istiden for ca. 15.000 år siden?

Hvor skal du bo på din ferie på Langeland? – Ferieboliger på Langeland


Der er mange forskellige muligheder for overnatning på Langeland, og der er helt sikkert noget for din smag, behov og pengepung. Fx lige fra campingplads, værelsesudlejning, ferielejlighed og feriehus til stort luksus-sommerhus med egen pool.

Alt efter om du er alene, med ledsager eller din familie – og måske endda jeres firbenede ven, kan du finde inspiration til overnatning på Langeland eller ferieboliger på Langeland. Husk at vælge fx faciliteter og afstand til stranden.

Rudkøbing - Langelands største by

Rudkøbing – Langelands største by

Du kan eventuelt starte med at besøge Langelands største by, hvor du kan slentre rundt i de hyggelige (gå)gader, kigge på butikker, nyde en forfriskning på Torvet eller spise en lækker frokost på en café.

Og når du nu er i byen, må det være et must at lægge vejen forbi Gåsetorvet med statuen af elektromagnetismens ”far” H.C. Ørsted, som blev født i netop Rudkøbing i år 1777.

Slå også et smut omkring havnen, og nyd stemningen i den kombinerede fiskeri- og lystbådehavn. Her finder du også multibanen, hvor det er muligt at udøve parkour, spille bordtennis og forskellige slags boldspil.

Segway Langeland - sjov sightseeing på Langeland

Segway Langeland − sjov sightseeing

Der findes mange forskellige måder, hvorpå du kan få oplevelser på Langeland – fx i bil, på cykel eller til fods. Men søger du en lidt anderledes og sjov transportform i Langelands skønne natur, må du unde dig selv en tur på segway. Alle kan på kort tid lære at køre segway, så det behøver du ikke at være bange for.

Segway Langeland hører til lidt udenfor Bøstrup og tilbyder alt lige fra Sightseeing, bane-sjov og events til firma-arrangementer.

Segway Sightseeing tager afsæt i det nordøstlige Langeland, og undervejs fortæller guiden anekdoter og historier. Imens kan du nyde Langelands natur med mark- og grusveje, skove og strande. Vælg mellem turen på 7 km. eller den udvidede tur på 13 km, hvor der køres langs både øst- og vestkysten på Langeland.

Man skal være min. 12 år for at kunne deltage på Sightseeing turen, og ellers er der også mulighed for at muntre sig og have det sjovt på den 17.000 m2 store Segway bane for børn og voksne i alle aldre. Perfekt til din familieferie på Langeland!

Langelandsfortet - mest besøgte seværdighed på Langeland

Langelandsfortet − Et magisk koldtidsmuseum for både børn og voksne

Er du historieinteresseret, bør du besøge Koldkrigsmuseet Langelandsfortet, som ligger i et utroligt naturskønt område på Langelands sydligste spids. Dette museum er Langelands bedst besøgte seværdighed og er tildelt Det Brune Johanneskors*.

I 1953 blev Langelandsfortet anlagt med henblik på at overvåge og hindre fjendtlige skibes passage gennem Langelandsbæltet. Og det var et bemandet fort under Søværnet indtil 1993.

På Koldkrigsmuseum Langeland kan du bl.a. få et indblik i:
1. Hvilken rolle fortet spillede under den kolde krig.
2. Europas politiske placering − herunder Cubakrisen og spændingerne mellem Øst- og Vesttyskland.

Selv om det måske for nogen lyder lidt kedeligt, er det faktisk også en seværdighed, som passer perfekt til en familieferie på Langeland. Her er nemlig masser af spændende oplevelser for børn og voksne − både over og under jorden. Der er fx noget ganske magisk ved at:

  • Opleve den særlige stemning nede i ubåden ”Springeren”.
  • Gå ombord på minestrygeren ”Askø”.
  • Se det legendariske kampfly MiG-23 og et ensædet dansk Draken jagerkampfly.
  • Stå ved de enormt store kanoner (150 mm).
  • Komme ned i kanonstillingerne med deres trange mandskabsrum og granatlager.

Derudover huser koldkrigsmuseet en komplet sektion af Berlinmuren.

Børnedage på Langelandsfortet

På Langelandsfortet afholdes der særlige børnedage i sommerferien og efterårsferien. Her kan du og dine børn fx få lov til at køre med på ladet af en militærlastbil, eller du kan udfordre dig selv − og måske din teenager − på forhindringsbanen.

Langelandsfortet for fugleinteresserede

Museet ligger midt i et fugletræksområde. Fuglevenner kan derfor boltre sig ved mosen og i skoven.

*Der er ca. 200 brune johanneskors i Danmark, som skal hjælpe turister med at finde vej til de bedste seværdigheder, som Danmark kan tilbyde inden for kultur, natur og oplevelser.

Medicinhaverne Tranekær på Langeland

Medicinhaverne Tranekær – Nordeuropas største

Med over 500 forskellige planter med helbredende egenskaber er Medicinhaverne i Tranekær er intet mindre end Nordeuropas største parkanlæg med medicinplanter.

Medicinhaverne kan ses som én stor spændende vidensbank med planter og deres medicinske egenskaber. Bliv klog på, hvordan naturens ressourcer kan hjælpe mod stort & småt, når du besøger fx Haven for åndedræt & kredsløb og Haven for fordøjelse, stofskifte og ernæring.

Har du lyst til at tage dine oplevelser på Langeland med hjem, kan du slutte besøget af med at købe et udvalg af de medicinske planter fra havens lille plantebod og eksperimentere derhjemme.

Skovsgaard Gods på Langeland

Velkommen til Skovsgaard – En vildere naturdestination

Naturdestination Skovsgaard er fyldt med spændende og vilde naturoplevelser for børnefamilier og naturinteresserede. Her kan I sagtens få en hel dag til at gå med at:

  • Opleve kvæg og vildheste, der lever vildt i naturen.
  • Tage børnene med på den vilde jagt i naturen og finde spændende arter, I ikke har set før.
  • Udforske krattene og vandhullerne.
  • Gætte en lort og finde liv i døde træer.
  • Lave mad over bål med råvarer fra naturen.

Er I på familieferie på Langeland, kan I alle få en stor og spændende oplevelse. På Skovsgaard kan du og dine børn sammen lære om den vilde natur på en anderledes sjov, inspirerende og hyggelig måde. Dette kan I opleve:

  • Den vilde jagt på 99 arter.
  • Vildgræsningsprojektet.
  • Guidede gåruter i naturen.
  • Gå på jagt i køkkenhaven og tilbered mad på bål.
  • Klap en ged.
  • Gå på opdagelse i det gamle slægtsgods.
  • Oplev udstillingerne.
  • Besøg caféen.

Læs mere på Skovsgaards hjemmeside, Facebook-side og på Instagram.
Vi glæder os til at byde dig velkommen!

Tranekær Slot og Tranekær slotsby på Langeland

Tranekær Slot – og Tranekær slotsby

Det gamle slot fra 1200-tallet kan bryste sig af at være det ældste beboede hus i Danmark. Det bebos af familien Ahlefeldt-Laurvig, og er i dag en moderne land- og skovbrugsvirksomhed. Både land- og skovbruget drives traditionelt, og landbruget med produktion af korn- og afgrøder. Slottet er en af de seværdigheder på Langeland, som du bør lægge vejen forbi.

Selve slotsbyen Tranekær er også enestående, da den minder om et tysk fyrstendømme efter ønske fra den daværende Lensgreve Frederik Ahlefeldt-Laurvig. Læg vejen forbi de velbevarede huse: Hønsehuset, Sukkerfabrikken, Taffeldækkerhuset, Musikanternes Huse og Asylet.

Restaurant Generalen på Langeland

Restaurant Generalen – en særlig oplevelse

Vil du have en spiseoplevelse, som er noget ganske særligt – både hvad angår selve maden og omgivelserne? Ja, så er Restaurant Generalen lige noget for dig.

I ly af det historiske Tranekær Slot finder du Restaurant Generalen, som har til huse i en af slottes gamle herskabsstalde. Her er dækket fint op i de gamle båse, hvor hestene tidligere stod på ræd og række.

De stemningsfulde historiske rammer understreges af maden, som især er inspireret af stedets gamle kogebog fra 1800-tallet, der blev brugt i slotskøkkenet. Derudover anvendes der i høj grad råvarer fra lokale fødevareproducenter. Dette gør det til en af de særlige oplevelser på Langeland.

Road Trip på Langeland

De 12 Langelandske Kunsttårne – et unikt kunstprojekt

Kunsttårnene er et unikt kunstprojekt, hvor du kan gå på opdagelse i de gamle transformertårne og se, hvordan forskellige kunstnere har grebet udfordringen, når ”galleriet” måler 1,5 x 1,5 meter og har 8 meter til loftet. Udstillingerne er åbne hele året, og giver dig forskellige oplevelser alt efter årstid.

Er I på familieferie på Langeland, vil børnene også synes, at det er sjovt at tage på “Road Trip” på Langeland fra tårn til tårn.

Vilde heste på Langeland

Vilde heste – i deres rette element

Uanset om du er særligt glad for heste eller ej, hører det til en af de lidt anderledes oplevelser på Langeland. Vilde heste bliver kaldt ”vilde”, fordi de lever med mindst mulig indblanding fra mennesker.

Op mod 60 vilde hingste, hopper og føl hører til på forskellige egne og områder, som er indhegnede. Her er der dog fri adgang for mennesker, så længe man overholder adgangsreglerne. En rigtig fin oplevelse til din familieferie på Langeland.

Møller på Langeland

Møller – kun tre tilbage for publikum

Trods Langelands samlede areal på 284 km2 – fortælles det, at der har været hele 31 møller på Langeland gennem tiden, som alle har været opført til forarbejdning af korn. Flere af disse er i dag privat beboelse, mens andre helt er forsvundet.

Møllerne er nogle af de fine seværdigheder på Langeland, og heldigvis er der tre tilbage, som er åbne for publikum – nemlig Rudkøbing Bymølle, Skovsgaard Mølle og Tranekær Slotsmølle.

Kirker på Langeland

Kirkerne på Langeland – hele 19 stk.

Har du brug for lidt kulturhistorisk- eller åndelig adspredelse, kan det være en rigtig fin oplevelse at besøge en kirke. Langeland har hele 19 kirker, og mange af dem er opført i middelalderen og gemmer på spændende historie, som ses i kalkmalerier, altertavler, klokkespil og kirkernes arkitektur. Dertil hører også en masse vandrehistorier, som stadig lever i bedste velgående.

I løbet af året er der bl.a. koncerter, kirkevandringer og særgudstjenester i naturen, som du er velkommen til at deltage i. Det kan være med til at gøre din ferie på Langeland lidt anderledes.

Keramik- & pottemagerværksteder – ren idyl

Er du interesseret i det gamle traditionelle kunsthåndværk, bør du lægge vejen forbi Ulla Keramik og Potteriet. Her kan du måske også købe et minde med hjem fra din dejlige ferie på Langeland.

Ulla Keramik har siden 1968 kreeret skulpturer, figurer, krukker, krus og vaser. I et gammelt stråtækt bindingsværkshus omgivet af en hyggelig have og marker, får du helt sikkert en idyllisk og fin oplevelse, når du besøger keramikværkstedet og den lille butik.

Potteriet har også til huse i et hyggeligt bindingsværkshus. Pottemagerværkstedet og den tilhørende butik er åbent året rundt, og her laves stentøj og porcelæn – både brugskeramik og unika – såsom vaser, fade, skåle og spisestel.

Seværdigheder på Langeland

Fiskeriets Hus – prøv skibssimulatoren

Fiskeriudstillingen holder til på havnen i Bagenkop i det tidligere smede- og maskinværksted. Udstillingen vidner om, at fiskeriet gennem tiden har sat sit tydelige præg på øen, og der er flere muligheder for prøve aktiviteter. Prøv fx skibssimulatoren, hvor du kan lægge fra kaj og styre skibet ud af havnen i vind- og vejrforhold, som du selv kan justere på.

Kig også ind i de tre modeller af gamle fiskerhuse, og bliv klogere på fiskernes arbejde og miljøet i de gamle fiskersamfund. Et besøg i Fiskeriets Hus er en god idé til din ferie på Langeland.

Naturen på Langeland

Den langelandske natur – som balsam for sjælen

Du kan se frem til at opleve mange forskellige seværdigheder på Langeland, men en af de allerstørste oplevelser på Langeland vil sandsynligvis være den langelandske natur!

At se årstidernes skiften og alle sanser blive fodret i et langsomt tempo, vil være som balsam for sjælen for de fleste – uanset alder. Herunder får du forslag til, hvilke aktiviteter du kan lave i den langelandske natur:

  • Vandrestier og -ruter. Foldere hertil findes både fysisk og digitalt. Øhavs-stien er fx populær.
  • Skove. Fx Longelse Bondegårdsskov, som har været urørt siden 1940.
  • Fuglereservater. Langeland er et af Danmarks fuglerigeste områder med varieret fauna.
  • Moser og vejler. Fx ved Botofte Skovmose kan du være heldig at se havørnen jage.
  • Øens hatbakker fortæller om, hvor isen bevægede sig i istiden. Der findes omkring 1.000.
  • Strande. Mange børnevenlige strande med lavt vand. Hesselbjerg Strand/Østersøbadet er fx en af Danmarks bedste badestrande.
  • Langelands vilde heste. Føl og parringer i sommerhalvåret, men april-maj er højsæson.

Den langelandske natur er – som førnævnt – en af de bedste seværdigheder på Langeland. Den må gerne betrædes, men vær obs på- og følg de skiltede regler!

Strande på Langeland

Fandt du seværdigheder på Langeland – og søger du mere inspiration til din ferie i Danmark?

Har du brug for inspiration til din ferie andre steder i Danmark, kan du med fordel læse vores artikler herunder:

Læs også: Ferie i Danmark – Se hvad rejseeksperterne anbefaler
Læs også: Hold ferie i Vejle og omegn (inkl. Jelling) – Danmarks navle
Læs også: Hold ferie på Fur – En ø-perle i Limfjorden
Læs også: Det ukendte Danmark – 7 bloggere giver deres bedste tips
Læs også: Lej en bil – Og tag på bilferie i Danmark


Topfoto Langelandsfærgen / © Daniel Villadsen
Ferieboliger på Langeland / © Turist- og Erhvervsforeningen Langeland
Rudkøbing – største by på Langeland / © Turist- og Erhvervsforeningen Langeland
Segway Langeland – sjov sightseeing på Langeland / © Turist- og Erhvervsforeningen Langeland
Koldkrigsmuseum Langelandsfortet / © Turist- og Erhvervsforeningen Langeland
Medicinhaverne Tranekær på Langeland / © Turist- og Erhvervsforeningen Langeland
Skovsgaard Gods på Langeland /© Turist- og Erhvervsforeningen Langeland
Tranekær Slot og Tranekær slotsby på Langeland / © Turist- og Erhvervsforeningen Langeland
Restaurant Generalen på Langeland /© Turist- og Erhvervsforeningen Langeland
Frugt & grønt/ Road Trip på Langeland / © Daniel Villadsen
Vilde heste på Langeland / © Turist- og Erhvervsforeningen Langeland
Møller på Langeland / © Turist- og Erhvervsforeningen Langeland
Kirker på Langeland / © Turist- og Erhvervsforeningen Langeland
Seværdigheder på Langeland / © Daniel Villadsen
Naturen på Langeland / © Turist- og Erhvervsforeningen Langeland
Strande på Langeland / © Turist- og Erhvervsforeningen Langeland

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.