Det ukendte Danmark − 7 bloggere giver deres bedste tips

Når vi besøger byer og steder på vores ferier i udlandet, så imponeres vi over de dejlige oplevelser, som vi får og de smukke ting, som vi ser. Men Danmark byder også på mange fantastiske oplevelser, og også mange, der ikke er særligt kendte.

I denne artikel har vi bedt 7 danske rejsebloggere, der blandt andet skriver om Danmark, om at fortælle om en af deres favoritter fx danske ferieøer, som ikke kendt for ret mange danskere. Du kan læse bloggernes tips til ferie i det ukendte Danmark herunder.

Vildsvin og Bisonokser i Merritskov (Lolland)

Anbefalet af Two Danes on Tour

Vi går over færisten ind i den grønne skov og er straks på udkig efter bevægelser imellem træerne.

Alle sanser er skærpede, mens vi går så lydløst som muligt. Vi hører masser af fuglefløjt og ser også et lille sødt egern, som kigger frem bag en tyk træstamme. Pludselig er der bevægelse i det høje græs. Vi bakker lidt og står helt stille. Et vildsvin kigger direkte på os og udbryder nogle dybe grynt. Ind imellem tager den et par skridt i vores retning, og vi bakker yderligere. Flere vildsvin viser sig. De er alle på jagt efter agern og roder godt op i jorden.

Naturperler i Danmark - Bisonokser i Jylland (c) Two Danes on Tour

Snart går vi videre i søgen efter endnu større dyr. Vi må gå langt ind i skoven, inden de pludselig ligger i en solstråle mellem træerne. Fire store europæiske bisonokser.

I 2017 blev der sat to hunner og en han ud i Merritskov på Lolland. Både bisonokserne og vildsvinene kan man gå på jagt efter − hvis man er både lidt modig og tålmodig. De er nemlig ikke altid så nemme at finde trods størrelsen.

Du kan læse mere om bisonokser og vildsvin på vores blog.

Find hoteller på Lolland her

 
 

Tranum-Fosdal vandreruten (Nordjylland)

Anbefalet af Curly Camper

Curly Camper i Nordjylland

Der er mange skønne naturperler i Danmark, som er et besøg værd. Det er ikke alle stederne, der er lige kendte eller får opmærksomhed i medierne. Derfor giver jeg dig et tip til et smukt natursted i Nordjylland, som uden tvivl er et besøg værd.

Tranum-Fosdal ruten ligger nord for Aalborg og er en Premium Vandrerute, som er utrolig godt skiltet og bugner af natur og fred og ro. Du kan hygge dig ved bålpladsen, lade ungerne løbe rundt på den store naturlegeplads eller udforske det store naturområde og kigge efter dyr.

Vandreruten er 11 kilometer, men kan kortes helt ned til 2,5 kilometer, alt efter hvor langt du vil gå. Du kommer gennem et skovlandskab, der minder om noget fra Harry Potter og gennem kuperet terræn, inden du kommer til et udkigspunkt. Her åbner landskabet sig – du kan se mod Slettestrand og Blokhus, mens rovfuglene svæver under dig.

Fra Tranum kan du fortsætte ad Hærvejen og Nordsøstien både i nord- og sydgående retning. Går du sydpå, kommer du gennem Nøddedalen, som minder om New Zealandsk jungle med bregner og krogede træer. Sæt en times tid af til at udforske området – du vil ikke fortryde det.

Er du i Nordjylland, skal du helt sikkert tage til Tranum og opleve det eventyrlige landskab, som du kan læse mere om på bloggen CurlyCamper.dk. En guide til Tranum-Fosdal Ruten finder du her.

Find hoteller nær Tranum her

 
 

Æbelø – en usædvanlig vandretur gennem vandet til en forladt ø (Nordfyn)

Anbefalet af Sarah in the Green

Vandretur til Æbelø

Af og til glemmer vi, at Danmark faktisk er det vildeste ørige og har meget mere at byde på end de gængse ferieøer.

Udover de 78 øer som er beboede, har vi mere end 300 ubeboede af slagsen. En af dem er Æbelø, som ligger 4 km. ud for Nordfyns kyst. Øen blev forladt af dens befolkning i løbet af 60’erne – husene gik i forfald og er siden blevet fjernet helt. Nu er Æbelø blevet til et stort naturreservat.

Der er ingen veje, broer eller færger til Æbelø. Den eneste måde at nå øen er ved at vade gennem vandet (medmindre man selvfølgelig har sin egen båd eller kajak). Turen skal times med tidevandet, der ved lavvande går til anklerne og ved højvande til hoften.

Det er virkelig en eventyrlig vandretur ud over det sædvanlige. Først den spøjse og langsommelige vandring gennem det klare vand med blød sandbund under fødderne. Så turen henover den ørkenagtige ø Æbelø Holm, der munder ud i en lang smal tange af sand, indtil man til sidst står på den frodige Æbelø − blandt dådyr der hopper rundt i store flokke og marsvin der boltrer sig i bølgen blå.

Vil du læse mere om Æbelø og se mange flotte billeder, så læs mere på bloggen Sarah in the Green.

Find hoteller på Nordfyn her

 
 

Livø − til fods og med ro (Nordjylland)

Anbefalet af Stedkender

Udsigt fra smukke Livø

Bilen bliver efterladt ved havnen i Rønbjerg. Livø, der ligger nord for Fur i Limfjorden, er nemlig bilfri. I løbet af 20 minutters færgesejlads lægger vi vores travle liv bag os.

Rytmen, som vores skridt laver på turen fra havnen til Livø by, renser hjernen og åbner sanserne for de duftende hybenroser langs vejen, de syngende fugle, som duver under himlen, samt de skønne udsigter.

De hvidmalede huse i Livøs lillebitte by udstråler gammeldags myndighed. Deres tidligere funktion som anstalt kan stadig anes. Jeg bliver helt nostalgisk af øens rolige atmosfære, som bliver understreget af rækken af telefonpæle med sorte tråde imellem. Jeg har ikke set en telefonpæl i 10 år, og tankerne flyver afsted til min barndoms uendelige sommerdage.

Lige bag Livø by ligger Nørreskoven. Dens frodighed er helt fortryllende, og vi følger nysgerrige stien for at se, hvad der gemmer sig bag næste sving. De eneste lyde, vi hører, er vores egne skridt, summende bier og forskellige fugles sang.

Livø rummer så mange fine oplevelser, hvis man øver sig i at se det store i det små: Nysgerrige køer, der kommer, når vi giver dem ahornblade. Græsset, der pludselig er levende af babyfrøer. Fuglene, der sidder som noder på telefonledningerne. At opleve Livø til fods og med ro er rigeligt til at sikre en fed feriedag for både børn og voksne.

Læs mere om Livø på bloggen Stedkender.

Find hoteller nær Livø her

 
 

Naturparadiset Nekselø (Sjælland)

Anbefalet af Afoot

Natureperler i Danmark - Vandretur på Nekselø

Vi vandrer meget, og elsker at komme ud i naturen i Danmark. I Odsherred finder du både skov, strand og marker i lange baner. Du finder også den lille fredede ø Nekselø, der ligger ude i Sejerøbugten. Den vil vi anbefale som et stykke af ”det ukendte Danmark”.

Efter en kort sejltur fra Havnsø, kan du sætte fødderne på land i Nekselø Havn. Øen byder på en rigtig smuk og varieret vandretur. Ruten følger stort set kysten hele vejen rundt, og med sine stejle skrænter, bakker, marker og lange kig ud over havet, er det svært ikke at blive begejstret.

Nekselø er lidt af et natur-paradis. Klimaet i denne del af Danmark er noget særligt, og byder på mere solskin og mindre regn end i resten af landet. Her er mange forskellige fugle, sjældne blomster og planter samt en fin bestand af klokkefrøer.

Vandreturen er lige omkring otte kilometer lang, så den kan egentlig klares ret hurtigt. Men vi vil i den grad anbefale, at du tager dig god tid. Find et godt sted, sæt dig ned, nyd udsigten, naturen, roen og måske en kop te. Det er ren balsam for sjælen.

Læs mere om Nekselø på afoot.

Find hoteller nær Nekselø her

 
 

Sukkertoppen – et bjerg i Danmark (Midtjylland)

Anbefalet af Kuffert og Kompas

Det ukendte Danmark - Sukkertoppen

Det går op, op, op. Igennem grøn skov, forbi grantræer, eg, bøg og bregner.
Jeg snupper et par blåbær fra lave buske på vejen, hvor jeg gør et stop – for lige at få vejret. Min kondi er ikke helt, hvad jeg havde regnet med.
Op kommer jeg endelig og går ad sporet til helt toppen af den høje bakke.

Sukkertoppen ligger godt gemt af vejen i skoven ikke langt fra landsbyen Gl. Rye i det midtjyske. Nedenfor bakken – eller bjerget, som jeg ynder at kalde vores danske højder – slanger Gudenåen sig igennem landskabet, inden den mødes med Jyllands næststørste sø, Mossø i det idylliske Klostermølle-område ved Sukkertoppens fod.

Endelig når jeg toppen og mødes af en udsigt over søer, skov og indtagende natur. Det er smukt, det er storslået, og det er svært ikke at tro, at jeg står på et bjerg i Sverige, Norge, Østrig eller Canada.

Heroppe mærker jeg de danske træer, vandløb og landskabers styrke.

Jeg kan bruge timer på at suge udsigtens skønhed til mig. Sådan er det altid, når jeg bestiger de danske bjerge.

Det kræver (oftest) kræfter at nå toppen, de er højere og langt mere imponerende, end vi danskere går rundt og tror. Danmark er langt fra at være flad som en pandekage, men det er det, vi alle sammen går rundt og forestiller os. Jeg gjorde i hvert fald, lige indtil jeg tog ud og oplevede dem med egne øjne – og fødder.

Det er altid berigende at opleve nye sider af det, man ellers går rundt og tror, man ved alt om. Og at begynde at bestige de danske bjerge viser dig sider af Danmark, som langt de fleste ikke ved findes.

Læs mere om danske bjerge på bloggen Kuffert og Kompas.

Find hoteller i Midtjylland her

 
 

Rundt på Sydfyn med Sonja Richter, Pilou Asbæk og Lars Mikkelsen

Anbefalet Sydfyn for livet

Sydfyn - en del af det ukendte Danmark

Jeg kan varmt anbefale audiowalken ’Sundets Stilhed’, hvor du med Lars Mikkelsen i ørene bliver guidet gennem et usynligt Svendborg. Hans stemme er så intens og nærværende, at det faktisk føles, som om han går turen sammen med dig.

Undervejs smelter skrigene fra mågerne over dig sammen med lyden af måger på lydsporet. Vinden ude fra Svendborgsund får bladene til at hvirvle rundt, og pludselig er de en del af fortællingen. Gruset under dine såler snyder din hjerne. Er det dine egne skridt, du kan høre? Nej. Det er Bertolt Brecht, der går i forvejen henad stien. Turen slutter nemlig ved Brechts hus lige udenfor Svendborg. Lige dér, hvor han sad og skrev, imens han kiggede ud over Sundet.

Når du har oplevet ’Sundets Stilhed’, vil du se landskabet på en helt ny måde. Du vil ikke undre dig over de små stenvarder, der vokser frem på skulpturen ved lystbådehavnen.
Du vil vide, at de har en ganske særlig betydning. De er en del af et usynligt Svendborg, som os der har gået turen, nu er fælles om.

På den måde har BaggårdTeatret lagt et ekstra lag ind i landskabet, en usynlig fortælling, og det er blevet så populært, at de har lavet en tilsvarende tur i og omkring Faaborg. Den hedder ”Under Isen”, og her er det Sonja Richter og Pilou Asbæk, der guider dig gennem fortællingen og det smukke, sydfynske landskab.

Læs mere om både ”Sundets Stilhed” og ”Under Isen” på bloggen Sydfynforlivet.dk, der er en insiderguide til Sydfyn og øerne.

Find sommerhuse i Danmark her.

Kommentarer til indlægget

  1. Hej
    Jeg vil gerne sige tak for et godt indlæg. Jeg kommer selv fra midtjylland og kendte faktisk ikke sukkertoppen – så den skal besøges.
    Hvis man skal til Midtjylland kan det i øvrigt virkelig anbefales at tage til søhøjlandet og Gjern bakker.
    Jeg har lavet et lille indlæg om min families tur dertil på min rejsehjemmeside storbyguide.dk
    Så bare et fif herfra – hvis du er i Midtjylland så tag evt forbi søhøjlandet og Gjern bakker også.

    Mvh Mads

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.