Ferie i Danmark - rejseeksperterne anbefaler

Ferie i Danmark 2024 – Se, hvad rejseeksperterne anbefaler

Birgitte Oxlund
Skal du holde ferie i Danmark i 2024? Og har du brug for inspiration til, hvor du skal tage hen – både med og uden børn? Se fem rejseeksperters favoritsteder i Danmark.

Fem rejseeksperter, men seks forslag til ferie i Danmark i 2024

Du vil sikkert undre dig over, at der er fem eksperter og seks ferieforslag. Og ja, det er altså mig, som ikke kunne begrænse mig og nøjes med at nævne ét favoritsted. Jeg elsker nemlig øhop i Danmark. Men det kommer jo bare dig til gode. Du får mere at vælge imellem, og her er noget for næsten enhver smag og pengepung.

Bornholm – Danmarks solskinsø

af Birgitte Oxlund, som er ansvarlig for Travelmarkets blog og nyhedsbreve

Bornholm er kendt som Danmarks solskinsø og er et af mest populære steder, nu hvor danskerne planlægger ferie i Danmark i 2024. Det kan jeg godt forstå. For et par år siden, var jeg på en uges sommerferie på Bornholm. Det var en varm og yderst solrig uge i slutningen af juli, hvor vi hver dag spiste udenfor på nogle af øens mange hyggelige spisesteder.

Flyv på ferie til Bornholm

Min familie og jeg valgte at flyve til Bornholm, og det er en god beslutning, hvis du vil besøge ferieøen i højsæsonen. Man kan nemlig køre i bus på kryds og tværs af øen. Alle i familien slappede af og smilede blot af de overfyldte parkeringspladser ved seværdighederne og de små stemningsfulde byer.

Her kan du tjekke prisniveauet på Fly til Bornholm.

Ferie i Danmark - Bornholm med og uden børn

Bornholms badestrande og havnebassiner

Et af højdepunkterne på min ferie på Bornholm var at bade i havet; fx fra de lave klipper ved Sandvig strand, fra vipperne i havnebadet i Svaneke og fra en kæmpestor badebro ved den hyggelige Næs strand i udkanten af Allinge.

Den bedste og mest børnevenlige badestrand var dog Dueodde, som er en af Europas bedste sandstrande. Når du ser den, vil den minde dig om en bountystrand med klart og turkisblåt vand og ultrafint, hvidt sand. Jeg blev helt som et lille barn igen og brugte dagen på at plaske rundt og stå på hovedet i vandet sammen med min datter.

Seværdigheder på Bornholm - Hammershus og de bedste strande

Bornholms bedst kendte seværdighed − så velfortjent

Et andet højdepunkt på vores ferie til Bornholm – og vel nok øens bedst kendte seværdighed – var Nordeuropas største slotsruin Hammerhus. Ruinen er omgivet af en 770 meter lang borgvold og ligger mageløst smukt i grønne omgivelser helt ud til havet. Man skal gå et par hundrede meter for at komme derhen. Og jeg fornemmede virkelig historiens vingesus, mens den imponerende ruin langsomt blev større og større.

Find billige flybilletter til Bornholm   Find feriebolig på Bornholm

Fortryllende ferie i Skagen, ved Kandestederne og på Hjorths Hotel

af Kenneth Karl Nielsen, Travelmarkets SEO-strateg, som har besøgt mere end 40 lande

Næste år er det 15 år siden, at min kone og jeg første gang besøgte Kandestederne og boede på Hjorths Hotel. Og vi er kommet der næsten hvert år siden. Der er noget fortryllende over Skagen, Kandestederne og Hjorths Hotel.

Skagen og Råbjerg Mile

Råbjerg © Christian Faber – Skagens museum © Skagens Kunstmuseer – Skagen strand © Niclas Jessen

Det specielle lys i Skagen

Først og fremmest er det lyset, der gør toppen af Danmark fortryllende. Lyset, som ses bedst på stranden, og som skifter fra morgen til aften, fra dag til dag og fra år til år.

Lyset ses også i Skagensmalernes smukke billeder, som ses på Skagens museum.

Lyset er specielt dejligt, når man kigger på solnedgangen over klitterne på en lun sommeraften eller spiser en is og kigger ud over havet i Gl. Skagen.

Kandestederne og Hjorths Hotel

Kandestederne

Kandestederne, der ligger cirka 15 kilometer fra Skagen, er dog vores personlige favorit.

Kandestederne er en slags landsby mest bestående af sommerhuse, som ligger placeret i smuk natur med Vesterhavet på den ene side og Råbjerg mile på den anden.

Når vi er på besøg i Kandestederne, slapper vi totalt af og stresser helt af i en fred og ro, som ikke findes mange andre steder i Danmark.

Hjorths Hotel

Vi bor altid på Hjorths Hotel, hvor et skilt ved indkørslen erklærer, at hotellet er stressfri zone, og at din mobil skal være på lydløs under dit besøg på hotellet.

Vi kan ankomme stressede til hotellet om fredagen og tage stressfrie hjem om søndagen.

Kandestederne og Hjorths Hotel er vores personlige favoritsted i Danmark.

Find feriebolig i Skagen   Book værelse på Hjorths Hotel

Fur – En ø-perle i Limfjorden

Af Ole Stouby, adm. direktør og mere end 30 års erfaring i rejsebranchen

Da mine rødder stammer fra den 22 km2 store nordjyske ø i Limfjorden, har jeg tilbragt utallige minderige timer, dage og uger på Fur.

Hop på den lille færge, og du er kun 3-4 min. fra en meget anderledes ferie i Danmark med store naturoplevelser og aktiviteter for både børn og voksne.

Ferie på Fur - øferie med og uden børn

Hvor skal du starte på din ferie på Fur?

En god idé er at starte med Fur Museum, da det er indbegrebet af øens DNA med bl.a. fossiler. Lav også aktiviteter i geoeksperimentariets naturværksted, og gå på oplevelse i den lokalhistoriske udstilling Det lille Land.

Populære steder på Fur

Fur er kendt for dets istidslandskab, forekomster af moler og smukke natur med stier og vandreruter. Besøg fx:

  • Knudeklinten – 600 m. lange molerklinter med askelag
  • Stendalgraven – Råstofgrav med Bispehuen, som vidner om landskabets oprindelige højde med skulpturen Molermanden
  • Stendal Høje – ”Bette Jens’s Hyw” – Gravhøje og øens højeste punkt
  • Langstedhuller – Skrænter og erosionsslugter efter istiden. Stå på toppen, og tag en tur ned til stranden
  • Gammel Havn – Øens tilsandede fiskerihavn fra 1911, som var øens livsnerve. Med lille gratis udstilling

Naturferie på Fur

De bedste strande på Fur

Med eller uden børn er det oplagt at nyde Furs klare vand fx på begge sider af havnen og færgelejet. På østsiden finder du Stenøre Strand, og på havnens vestvendte side ligger Pulse Vig med en fin strand, hvortil der også hører tennisbane og fine legepladser.

Og ellers er det også populært at hoppe i bølgen blå ved Gammelgård Strand, Færker Odde Strand, Gammel Havn Strand og stranden ved Langstedhuller, hvor du skal gå den smukke tur ned gennem slugten for at komme til stranden.

Kunsthåndværk på Fur

Ønsker du at købe et stykke af Fur med hjem, så besøg små gårdbutikker med lokale specialiteter. Også kunstneres atelierer, værksteder og gallerier udstiller- og sælger fx keramik, malerier, garn & strik, brugskunst og kunsthåndværk.

Apropos kunsthåndværk – så hold øje med de sjove og flotte fisk. De er dekorerede af lokale kunstnere og er sjove for børn at finde og ”samle på”.

Den mest børnevenlige aktivitet på Fur

Søger du flere aktiviteter for børn og legeglade sjæle, er Fur Arena et fint udendørs aktivitetsområde med legeplads, minigolf, skateboardbane, ude-fitness og (multi)boldbane.

Hvor skal du spise og drikke på Fur?

Når sulten og tørsten melder sig, er der flere muligheder. Nyd det summende liv i det autentiske havnemiljø, hvor du finder Fur Færgekro, Havnekiosken/ishuset og ”Skuret” – den lokale hyggelige ”bæverding”. Jeg foretrækker selv at sidde på kajen ved fisker- og muslingebådene – og nyde en Sport-Cola eller Høker-Bajer fra det lokale Hancock Bryggeri i Skive.

Du kan også spise på Raakilde, Café på Herrens Mark eller Fur Bryghus. I microbryggeriet kan du nyde en god frokost med gode Fur øl til, som i øvrigt flere gange er kåret som Danmarks bedste.

Jeg håber, du er blevet inspireret, og selv har fået lyst til at læse mere om- og opleve Fur!

Find feriebolig i nærheden af Fur

Fanø, øen vi aldrig vil hjem fra

af Birgitte Oxlund, som er ansvarlig for Travelmarkets blog og nyhedsbreve

Fanø er mit absolutte favoritsted, når jeg holder ferie i Danmark. Jeg er kommet på øen i snart 25 år, og lige fra starten forelskede jeg mig i den afslappede stemning og fornemmelsen af at have masser af plads − selv på en højsommerdag.

Det tager kun 10-12 minutter at sejle med færgen fra Esbjerg til Nordby. Men lov mig, at du bevæger dig op på færgens soldæk, hvor du vil mærke vinden i håret og føle pulsen dale kraftigt.

Ferie i Danmark 2024 - Fanø med og uden børn

På Fanø kan du finde overnatning for enhver pengepung – lige fra helt basale campingpladser til sommerhuse og dyre livsnyderkroer. Og selv om øen kun er 15,7 km. lang, har den virkelig meget at byde på.

Her får du nogle af mine bedste tips:

Nationalpark Vadehavet for naturelskere

Fanø er en del af Nationalpark Vadehavet, og et godt spisekammer for både mennesker og dyr. Afhængig af årstiden kan du fx svælge i blåbær, svampe, østers og hjertemuslinger. Og en dag, hvor du ikke har set fx kaniner, rådyr, sæler eller højlandskvæg, er sjælden.

En af de bedste og mest børnevenlige strande i Danmark

Gå langs den smukkeste brede sandstrand, hvor du kan samle rav, se på sæler eller bade i det børnevenlige hav. Foretrækker du en mere aktiv ferie, er der optimale muligheder for fx windsurfing og strandsejlads med blokart.

Afhængig af årstiden kan du køre på stranden fra den ene ende af øen til den anden.

Den bedste badestrand ligger ved Rindby, og ved nedkørslen til stranden finder du Stoppestedet, som laver vaffelis med gigantiske kugler.

De bedste seværdigheder på Fanø

Sønderho, en lise for sjælen

Slentr rundt i de smalle gader med velholdte bindingsværkshuse i Sønderho, som blev kåret til Danmarks smukkeste landsby i 2011. Her leves livet med høns og kreativ pynt i haven fx i påskeferien og til Halloween.

Ferie på Fanø for børn

Besøg Fanøs naturlegeplads, hvor trækunstnere løbende bidrager med nye fantasifulde skulpturer. Eller udforsk bunkeranlægget, som ligger på nordspidsen af Fanø.

Hvor skal du drikke og spise på Fanø?

Fanø er livsnydernes paradis. Jeg kan anbefale, at du lægger vejen forbi (dog er et par af de nævnte spisesteder lukket i vintersæsonen, så tjek først åbningstider):

  • Sønderho: Sønderho kro, Fajancen, Nannas Stue og Tre Søstre
  • Nordby: Rudbecks, Fanø Bryghus, Kellers Hotel & Spisehus og Slagter Christiansen
  • Rindby i sommermånederne: Vaskeægte italienske pizzaer hos Axel’s kitchen
  • Superbrugsen i Nordby og Dagligbrugsen i Sønderho: Her kan du ofte købe Fanø laks og Fanø øl til gode priser

Hvornår er det bedst at holde ferie på Fanø?

Vi har sommerhus på Fanø og nyder at besøge Fanø året rundt. Vi holder altid påskeferie og sommerferie på Fanø. Vi holder ihvertfald 3-4 dages efterårsferie deovre. Og vi har faktisk også holdt jul på øen. Og jeg har meget svært ved at vælge, hvilken årstid jeg bedst kan lide.

Forår på Fanø

Forår på Fanø

Jeg elsker Fanø om foråret, når påskeliljerne og syrenerne springer ud, og påskelammene spankulerer forsigtigt rundt på markerne – tæt op af deres mor. Og jeg nyder det i fulde drag, når vi kan begynde at sidde udenfor og nyde naturen og det helt specielle lys, der er på Fanø.

Sommer på Fanø

Sommer på Fanø

At holde sommerferie på Fanø er magisk. Så er øen fuld af liv, og der er masser af aktiviteter og arrangementer overalt – dog ikke så meget, at vi nogensinde har følt, at der var for mange mennesker. Man kan nemlig altid finde et sted ved havet, hvor man kan være næsten helt alene.

Det skal du prøve om sommeren: Tjek, hvornår det er lavvande. Gå med bare tæer ud, og kig på sælerne i sydspidsen af Sønderho.

Efterår på Fanø

Efterår på Fanø

Vi holder næsten altid en del af vores efterårsferie på Fanø. Måske er det, fordi det er en ø, men vi synes ofte, at vi er heldige med vejret. Vi har nogle faste steder, vi besøger om efteråret. Her er vadehavet magisk i solskin ved lavvande, byens mange bunkere bliver undersøgt, og vi skal da også lige have en pandekage hos Hans og Grete.

Vinter på Fanø

Vinter på Fanø

Vi har både holdt juleferie og vinterferie på Fanø. Og det er sjovt, fordi man ofte kan føle, at man næsten er alene på øen. Men når vi tager til bingo i Rindby Forsamlingshus, eller da en hval strandede i vadehavet ud for Sønderho, så strømmer det pludselig med folk overalt. Stilheden og de smukke naturoplevelser kan dog være magiske om vinteren. Hvis I lejer et sommerhus, så husk at tage et par spil eller puslespil med 😀

Mine tre årlige favoritbegivenheder på Fanø

Juni-august: International dragefestival ved Rindby strand, loppemarkedet ved den gamle skole i Sønderho og Late night i Nordby

Hver gang min familie og jeg er på Fanø, er vi enige om, at vi da godt lige kunne blive en uge mere.

Find din feriebolig på Fanø

Den Danske Riviera – Kysten Nord for København

af Kasper Hove, Travelmarkets CMO, som elsker leg, sport, mennesker og rejser

Livsnyder på Rungsted Havn

Nyd en Rosé i solen på Rungsted havn. Her finder du et bredt udvalg af restauranter og caféer, hvorfra du kan nyde udsigten til Øresund, havnen og nogle af Danmarks dyreste og fedeste sejlbåde. Om du er i humør til dyre kobe bøffer fløjet ind samme dag fra Japan, delikate asiatiske nudler, sushi eller blot en fiskedunse fra havnelugen, så kan du finde næsten alt på Rungsted Havn.

Rungsted Havn + Helsingør Streetfood © VisitNordsjælland – Espergærde Strand © Henrik Numelin, VisitNordsjaelland

Den bedste strand mellem København og Helsingør

Var det for dyrt og fancy i Rungsted? Så hop i badetøjet, og nyd en dag på Espergærde Strand, som er den bedste strand mellem København og Helsingør. Stranden er voksen- såvel som børnevenlig, og du kan nyde en aperol spritz og Danmarks bedste Italienske mad fra en af de lokale havnecafeer. Espergærde strand forbliver lidt endnu Nordsjællands svar på en hemmelig og skjult strand.

En dagstur i Helsingør

Er du i Nordsjælland, så er området omkring Helsingør Havn et ”must see”. Du skal som minimum afsætte en hel dag, hvis du skal have den fulde oplevelse.

Start dagen med Nordsjællands bedste kaffe på Strandvejsristeriet. Her serverer kaffenørder kaffe af egen import, ristet til perfektion på eget risteri. Fra kafferisteriet kan du nyde udsigten til Kronborg og lade børnene lege på voldene.

De bedste seværdigheder i Helsingør Kaffe med udsigt til Kronborg © Strandvejsristeriet – Kronborg Slot © Finn Christoffersen, VisitNordsjælland Søfartsmuseet © Rasmus Hjortshøj, VisitNordsjaelland – Marienlyst Spa © VisitNordsjælland

To børnevenlige museer i Helsingør

Ferie i Danmark - Det bedste af Nordsjælland med og uden børn

Herefter kan du overveje, om dagen skal fortsætte Museet for Søfart, som for nyligt er opført i smukt design af Bjarke Ingels. Men har du endnu ikke set Kronborg, bør dette være stedet, du starter. Ud over et gys i katakomberne og et ”wow” over dets store sale, lærer du nemlig en vigtig og spændende del af Danmarkshistorien, og hvorfor det er så uendeligt vigtigt at banke svenskerne i fodbold. Begge museer er børnevenlige og tager som minimum to timer at komme igennem.

Helsingør havn og strand

Lad turen fortsætte til Helsingør Havn, hvor du kan nyde lidt sol på en af de mange moler og lækker italiensk is fra den lokale italienske isbod.

Er du til sand mellem tæerne? Så kryds havnen til Helsingør strand, som er voldsomt overset. Du får dermed klitterne og stranden næsten for dig selv. Hvis du har børn, så husk at besøge strandlegepladsen, og lad børnene tumle sig trætte i sandet.

Denne spatur anbefales kraftigt

Skal du på ferie i Danmark i 2024 uden børn? Så giv din krop og sind lidt ro på Marienlyst Spa. Et nyrenoveret SPA, hvor du kan nyde et glas bobler fra et af de opvarmede bassiner med udsigt ud over Øresund. Du kan købe adgang til en dagsspa for 450 kroner per person. Spørg enhver Københavner til standarden, og du vil få lange beskrivelser af vigtigheden af et besøg.

Her skal du spise i Helsingør

Slut dagen med en middag i Helsingør Streetfood, som er opført i de rå og hærgede gamle haller fra Helsingør Skibsværft. Udseendet er råt, duften er rigtig, og stemningen er god. Uanset om du er til asiatisk, mellemøstligt, sydamerikansk eller europæisk, så får du din appetit stillet her.

Find feriebolig i Nordsjælland   Book værelse på Marienlyst Strandhotel
Book et sommerhus her.

Ferie i Vejle og omegn inkl. Jelling

af Thiamka Margrethe Pedersen, kundesupporter og skribent på Travelmarkets blog

Indenfor de seneste 10 år er der sket en opblomstring og forskønnelse af min by, og Vejle har for alvor markeret sig på Danmarkskortet.

Er du naturelsker, æstetiker, madøre, livsnyder, shoppelysten, kunst- og kulturinteresseret eller på ferie i Danmark med børn, ja så kom til Vejle – Danmarks navle.

Ferie i Vejle med og uden børn - hvad skal du opleve

Hvad skal du opleve på din tur til Vejle?

Besøg fx byens ældste bygning Skt. Nikolai Kirke, Den Smidtske Gård og det smukke Vejle Rådhus. Er du kulturel, bør du besøge Vejle Kunstmuseum og Kulturmuseet i Spinderihallerne.

Havnemiljøet er nærmest blevet en ny bydel for sig. Havnefronten lokker med lystbådehavn, flydende kajakklub, havnekanal og -promenade – og ikke mindst de arkitektoniske mesterværker Bølgen og Fjordenhus.

Natur, åndehuller og strande i Vejle

  • Byparken og Mariaparken – Åndehuller i byen
  • Skyttehushaven – Ved fjorden med rododendroner, voliere og restaurant Skyttehuset
  • Dyrehaven – I Nørreskoven, hvor hjorte og dådyr hører til
  • Albuen og Tirsbæk Strand – Børnevenlige strande med spektakulære udsigter. Fra Tirsbæk strand kan du gå en flot tur gennem skoven til Tirsbæk Gods
  • Ibæk Strandvej – Udsigten fra fjordens sydside. Fortsæt op ad bakken til Munkebjergskoven
  • Gorilla Park – Klatrepark for større børn og voksne i smukke omgivelser

Harald Blåtands Jelling

Begynd med begyndelsen, og oplev Jelling-monumenterne – runestenene, kæmpegravhøjene og kirken. Besøg også Kongernes Jelling, og gå på opdagelse i vikingernes liv og Danmarks gamle konger.

Seværdigheder i Vejle og omegn

Du kan eventuelt tage på vandretur til Jelling på den 16 km populære Grejsdalsti i Grejs Ådal, og i visse perioder kører et charmerende veterantog med fuld damp til Jelling gennem det smukke Grejsdalen.

Shopping og spisesteder i Vejle

Vejle er et mekka for den shoppelystne, og byen er flere gange kåret til Danmarks både bedste og flotteste handelsby. Det hyggelige hovedstrøg lokker, men udforsk også de små sidegader, stræder og smøger med specialbutikker.

Vejles store udvalg af spisesteder byder på alt fra små caféer, kaffebarer, konditorier, tapas-barer, Street Food og Gin & cocktailbarer til smørrebrød på havnen med udsigt til fjorden. Er du en ægte foodie, kan du glæde dig til udsøgt gastronomi på Tree Top på Munkebjerg, Lyst i Fjordenhus eller Michelin-restauranten MeMu.

Børnevejlige aktiviteter i Vejle og omegn

Skal du på ferie i Danmark i 2024 med børn eller børnebørn, anbefaler jeg et besøg i Økolariet – et viden- og oplevelsescenter med sjov & leg om natur, miljø, energi, klima og teknologi.

Derudover er det oplagt med ture til Givskud Zoo, Skærup Zoo, Legoland, Lego House og Badeland i Lalandia.

Jeg håber, du har fundet god inspiration om min hjemby og selv har fået lyst til at opleve Vejle og omegn. Og jeg lover dig, at du ikke bliver skuffet!

Læs meget mere om Vejle i artiklen Hold ferie i Vejle og omegn (inkl. Jelling) – Danmarks navle

Find feriebolig i Vejle   Find feriebolig i Billund

Find sommerhuse i Danmark i 2024 her.

Fotos:
Topfoto i Ferie i Danmark 2024 © Signe Oxlund/© Getty Images, esemelwe/Restaurant Memu © Birgitte Oxlund /© Getty Images, Photo_Concepts/© Strandvejsristeriet
Ferie på Bornholm med børn © Birgitte Lydolff Oxlund
Strande og seværdigheder på Bornholm © Birgitte Lydolff Oxlund
Skagen og omegn (c) Kenneth Karl Nielsen
Den tilsandende kirke © Christian Faber
Skagens museum © Skagens Kunstmuseer
Skagen strand © Niclas Jessen
Hjorths badehotel © Kenneth Karl Nielsen
Rungsted Havn + Helsingør Streetfood © VisitNordsjælland
Børn på Espergærde Strand © Kasper Hove
Espergærde Strand © Henrik Numelin, VisitNordsjaelland
Kaffe med udsigt til Kronborg © Strandvejsristeriet
Kronborg Slot © Finn Christoffersen, VisitNordsjælland
Søfartsmuseet for børn © Rasmus Hjortshøj, VisitNordsjaelland
Marienlyst Spa © VisitNordsjælland
Juletræ på Vejle gågade © Kenneth Karl Nielsen
Bølgen i Vejle © Thiamka Margrethe Pedersen
Gorilla Park for børn © Signe Oxlund
Restaurant Remouladen i Vejle © Birgitte Oxlund
Fjordenhus i Vejle © Thiamka Margrethe Pedersen
Skyttehuset i Vejle © Birgitte Lydolff Oxlund
Paraplyer i Vejle Midtpunkt © Kenneth Karl Nielsen
Tirsbæk Strand i Vejle © Birgitte Lydolff Oxlund
Jellingstenen i Kongernes Jelling © Viola Marie Lydolff Oxlund
Lalandia i Billund © Birgitte Lydolff Oxlund
Ferie på Fanø med børn © Birgitte Lydolff Oxlund
Strande og seværdigheder på Fanø © Birgitte Lydolff Oxlund
Havnestemning på Fur © Thiamka Margrethe Pedersen
Fur Bryghus © Fur Bryghus
Vandretur på Fur © Birgitte Lydolff Oxlund
Flaget vejrer på Fur Bryghus © Fur Bryghus
Kirkegård på Fur © Thiamka Margrethe Pedersen
Strande på Fur © Birgitte Lydolff Oxlund



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.