Sådan får du den bedste flyvetur

For de fleste er flyveturen til deres feriedestination noget, som bare skal overstås. Men hvorfor ikke få det bedst mulige ud af turen? Her kommer nogle gode råd, som hjælper dig med at få en behagelig flyvetur.

Den gode flyvetur starter allerede lang tid, før du stiger på selve flyet.

Inden du køber din flybillet

Skal du købe en flybillet, hvor der er et eller flere flyskift? Så sørg for, at du, i lufthavnen hvor du mellemlander, har minimum 2 timer til at skifte fra et fly til et andet.

Ha styr på bagagen

Bagageregler på flyetHvis du kun flyver med håndbagage, så vær sikker på, at den holder den vægt, som dit flyselskab tillader (du kan for eksempel købe en vægt i Jem og Fix til cirka kr. 50 og veje din bagage hjemmefra).

Tjek også, at din bagage overholder de mål, som flyselskabet har sat for håndbagage (det skifter fra selskab til selskab, så tjek dit flyselskabs hjemmeside for at finde bagagereglerne med de mål, som din bagage skal overholde).

Når jeg er ude at flyve, har jeg ofte delt min håndbagage i to tasker – jeg lægger så en større taske i rummet over mig, men jeg har en mindre taske (for eksempel en lille rygsæk) under sædet foran. I den lille taske har jeg alt, hvad jeg skal bruge på flyveturen, så jeg ikke skal bruge noget fra bagagen over mig undervejs. Det gør det meget nemmere for mig selv, og jeg skal heller ikke genere mine medpassagerer unødigt.

Inden du stiger på flyet

Når du kommer frem til den lufthavn, hvor du skal skifte fly, så sørg for hurtigt at lokalisere den gate, du skal flyve fra. På den måde bliver du ikke fanget i den forkerte ende af en gigantisk lufthavn.

Behagelig flyveturHold også løbende øje med skærmene med afgangstider – dit gatenummer kan blive ændret, mens du er i lufthavnen.

Lufthavne er travle steder, og der opstår ofte forsinkelser ved blandt andet sikkerhedskontrol eller pastjek. Derfor er det en god idé, at du tager ud i lufthavnen i god tid inden afrejse. På den måde kan du bevare dit gode rejsehumør og ikke blive den person, som står i køen og bander over forsinkelsen.

Tag et billede af den parkeringsplads, hvor du har efterladt din bil, inden du rejser. Så er det lettere at finde bilen, når du kommer tilbage til Danmark.

Gem bilnøglerne et sikkert sted, så du hurtigt kan finde dem, når du igen står i Danmark og skal åbne din bil.

tips til flyveturenHvad skal du have på af tøj på flyveturen?

Det bliver ofte koldt ombord på et fly på grund af airconditionen. Og den kolde luft kan ofte være med til at give dig snue og forkølelse, inden du kommer rigtigt i gang med din ferie.

Når jeg er ude at flyve, har jeg derfor altid både lange bukser, en langærmet bluse og strømper på. Tag hellere en bluse for meget på hjemmefra, som du så kan tage af, hvis det bliver for varmt i flyet. Desuden tager jeg altid et tørklæde med, som jeg kan tage om halsen. Tørklædet kan også som en slags hovedpude, hvis jeg gerne vil snuppe mig en lur undervejs.

Hvis du har svært ved at sove på en flyvetur, kan det være en god idé at tage en hættetrøje på. Når hætten er trukket op over hovedet, er der færre indtryk og lysskift for dine lukkede øjne, og det er derfor lettere at sove.

Sørg som hovedregel for at være tækkeligt klædt i flyet, så du ikke kommer til at støde dine medrejsende. Tag bukser/en kjole, som går ned over knæene og en bluse, som dækker dine skuldre, når du er ude at flyve – det er også det smarteste at gøre i forhold til varmen i flyet.

God flyveturHvor skal du sidde på flyet?

Der er delte meninger blandt flypassagerer om, hvilke pladser på flyet der er de bedste. Jeg skifter selv lidt efter, om jeg skal flyve korte eller længere afstande, og om jeg skal flyve om dagen eller natten.

Hvis du vælger vinduespladsen, så har du fornøjelsen af at kunne kigge ud på de fantastiske landskaber, som I flyver henover. Mange har lettere ved at sove, når de sidder ved vinduet, fordi de kan læne sig op af flyets væg. Ulempen er, at du så skal forbi din medpassager, hver gang du skal rejse dig fra dit sæde.

Hvis du sidder ved gangen, er det nemmere at komme ud og op at stå. Og du kan lettere komme til at strække dine ben ud en gang imellem og derefter kunne sidde bedre.

Efter en eventuelt turbulens på flyet skal du huske at passe på, når bagageboksene åbnes. Måske har en taske forskubbet sig, så den nu ligger ved yderkanten og let kan falde ud og ramme dig, hvis du sidder på en gangplads, og bagageboksen åbnes.

Den værste placering på flyet er pladserne, hvor du hverken kan sidde ved vinduet eller ved gangen. Får du en midterplads, skal du ”kæmpe” med dine medpassagerer om begge armlæn, og du kan nemt komme til at føle dig klemt inde.

Foruden valg af det rigtige sæde er der også stor forskel på, hvor i flyet man sidder.

Behagelig flyveturGenerelt er der mindre larm forrest i flyet. Du sidder nemlig foran motorerne, som er placeret midt på flyet.
Der er mest larm midt i flyet. Omvendt er det pladserne midt i flyet, som er de bedste, hvis der kommer turbulens under flyveturen, da rystelserne føles mindre her.

Hvis du kommer til at sidde tæt på toiletterne, kan du opleve noget larm her. Det skyldes bl.a. at andre passagerer ofte står og snakker sammen, mens de står i kø. Og det føles mindre privat, hvis der ofte står mennesker lige ved siden af pladsen, hvor du sidder.

Mange flypassagerer med lange ben, som jeg selv, foretrækker at sidde ved nødudgangen, da der er bedre benplads her, end der er andre steder på flyet.

På hjemmesiden Seatguru kan du finde de bedste pladser på præcis det fly, som du skal flyve med.

Hvornår skal du flyve?

Oftest vælger jeg selv at flyve, når flybilletterne er billigst. Men jeg tjekker altid en ekstra gang, om jeg kan komme til at flyve på et mere behageligt tidspunkt til samme pris eller for en mindre ekstra betaling, inden jeg bestiller.

Når jeg rejser til rejsemål i Europa, foretrækker jeg at flyve om formiddagen eller først på eftermiddagen. Så ankommer jeg frisk og veludhvilet til lufthavnen og er fremme på feriemålet i god tid, og jeg kan allerede begynde at nyde ferien på den samme dag, som jeg er ankommet.

På længere ture foretrækker jeg at flyve om natten. Jeg har klart nemmest ved at sove på fly om natten. På den måde er jeg også mere udhvilet og klar til oplevelser, når jeg kommer frem.

Behagelig flyveturHvordan skal du spise/drikke i forbindelse med flyveturen?

Luften på et fly er meget tør, og det er med at drikke rigeligt undervejs. Derfor er det en god idé at have en vandflaske med ombord – tag en tom flaske med hjemmefra, og fyld den i lufthavnen eller køb en flaske vand, når du er kommet igennem sikkerhedstjekket.

Det er efterhånden sjældent, at der serveres gratis mad på flyvninger rundt om i Europa. Derfor kan det være en god idé, at du selv medbringer lidt snacks eller en sandwich med på flyet.

Undgå et tage noget mad med, der lugter eller på anden måde generer de andre passagerer.
Undersøg, om flyselskabet, du skal flyve med, har specielle regler for dette – det kan du gøre på flyselskabernes hjemmesider.

Under flyveturen

Hvordan undgår du propper i ørerne

Det er ikke mange, der undgår at få propper i ørene under en flyvetur, men der er meget stor forskel på, hvor meget det generer den enkelte. Uanset hvor generende propperne i dine ører er, så er de værst, når flyet letter og lander.

Behagelig flyveturSelv udligner jeg trykket i ørene ved at holde mig for næsen, lukke munden og puste ud.

Men du kan også forsøge dig med at tygge tyggegummi eller sutte på et bolsje. Det hjælper også at gabe og at synke noget spyt.

Hvis du er en af dem, som er meget generet af propperne, eller hvis du er forkølet inden din flyvetur, kan det være en god idé at bruge en næsespray, inden du flyver. Næsesprays fås i de fleste lufthavne, i kiosker og på apoteket.

Små hjælpemidler, der gør din flyvetur bedre

Hvis du flyver rigtigt meget, så finder du efterhånden ud af, at der er nogle ting, som er rigtigt dejlige at have med på turen. Her har jeg 5 forslag til ting, som kan være gode at have med på din flyvetur:

1. Hav din fuldt opladte smartphone med, og sørg for at lægge godt med musik, spil, lydbøger eller anden underholdning ind på den, før du tager afsted. En smartphone er en gave til underholdning på en kedelig flyvetur.

2. På nogle fly er der stik til opladning af din smartphone. Men tag – for en sikkerheds skyld – en powerbank med, så du har strøm til hele flyveturen.

tips flyvetur3. Jeg medbringer næsten også altid en god bog. En lang flyvetur er en oplagt mulighed for at få læst din længe ventede bog.

4. Medbring et par gode hovedtelefoner, så du slipper for dem, som du får udleveret på flyet. Hvis du er generet af flylarmen, så overvej at købe et par hovedtelefoner, der helt fjerner rumstøjen omkring dig (de såkaldte støjreducerende hovedtelefoner).

Dine hovedtelefoner kan du naturligvis bruge til din egen smartphone, men du kan også tilslutte dem til flyets underholdningsanlæg.

5. Synes du, at flymad aldrig smager af noget? Så kan det være med god grund? Dine smags- og lugtesanser forringes faktisk, når du er ude at flyve. Derfor er det ikke så underligt, hvis du synes, at maden smager lidt tamt. Medbring en lille flaske af din favorit chilisovs, ketchup eller lignende. Så kan du spice maden lidt op. Husk dog, at det skal kommes på en 100 ml flaske.

Behagelig flyveturAndre gode råd

Afslutningsvis har jeg samlet lidt generelle råd til, hvordan du får den mest behagelige flyvetur.

Først og fremmest skal du huske, at flyveturen kun er transporten til ferien. Skru ned for forventningerne til flyveturen, og glæd dig i stedet til, når du rigtigt kommer i gang med ferien.

Forsøg at være overbærende, hvis personalet har travlt, hvis maden er mindre god, hvis der er skrigende børn, når du forsinkelser etc. – så får både du og dine medpassagerer en bedre flyvetur.

Hvis der er en god udsigt (eller helt særlige ting at se) på flyveturen, så tjek dette på forhånd, og sørg for at komme til at sidde i den side af flyet, som har den gode udsigt. Jeg har prøvet at flyve langs med Himalaya-bjergene uden rigtigt at kunne se dem, fordi jeg sad i den ”forkerte” side at flyet.

Behagelig flyveturTag det roligt, når du skal ud af flyet. Ofte kommer bagagen først frem på bagagebåndet noget tid efter, at den sidste person har forladt flyet. Og selvom du kun rejser med håndbagage, så er der ingen grund til at starte rejsen med travlhed.

Mange tager på ferie for at slippe for hverdagens stress og jag men kommer alligevel til ubevidst at tage den med på ferien.

Se om der er en opkastningspose i lommen foran dig, når du sætter dig ind i flyet. Jeg ved godt, at du aldrig selv bliver syg. Men det kan være, at det sker for hende/ham, der sidder ved siden af dig. Hos mange lavprisflyselskaber er der ingen poser til passagererne, så hav gerne nogle stykker med hjemmefra.

Jeg håber, at der var noget i denne artikel, som du kunne bruge. Hvis du har andre gode råd til flyveturen, så send dem til mig på: kkn@travelmarket.com. Så skriver jeg dem med i en senere artikel.

Læs også: Fem tips til den gravide på flyrejsen

Topfoto (c) istockphoto / stock_colors
Bagageregler (c) istockphoto / tzahiV
Hjælp til boarding (c) istockphoto / xavierarnau
Par i behagelig tøj (c) istockphoto / amriphoto
Vinduesplads (c) istockphoto / Csondy
Mand med computer (c) istockphoto / lovro77
Folk der spiser (c) istockphoto / BraunS
Mand der læser (c) istockphoto / BraunS
Børn på flyvetur (c) istockphoto / damircudic
Fly + kufferter (c) istockphoto / Peshkova
Bagagebåndet (c) istockphoto / baona

 

Relaterede artikler

Kommentarer til indlægget

  1. Jeg kan huske en gang jeg var ude og flyve og der var en ung dame som ikke havde dækket sine skuldre. Heldigvis greb kaptajnen ind før panikken spredte sig i hele flyvet og det måske havde endt i en katastrofe. Et par år efter kørte jeg med bus fra KBH til Århus, her kørte vi simpelthen galt. Selv om den officielle forklaring lød på olie på vejbanen, så er jeg nu sikker på at uheldet skyldes der var en som havde lårkort kjole på. Utroligt der ikke bliver grebet ind fra Trafikministeren på dette område, før det går helt galt.

  2. Rigtig gode råd.
    Vedr. håndbagage, så er vi 2 personer og har en masse elektronisk udstyr med (videoer, kameraer, tablet, bærbar osv.). For at undgå at skulle åbne 2 stk. håndbagage, på turen, så har vi købt en speciel taske, som kun er til de elektroniske ting, og så har vi en almindelig til småting som blade, snacks osv.
    Til lange ture overvejer vi at købe fly-strømper, for at undgå hævede ben/fødder.

    Venlig hilsen
    Rikke

    • Hej Rikke,

      Mange tak for dine gode tips. Ja, der er mange, som efterhånden rejser med meget elektronisk udstyr!

      Fortsat god rejselyst! Venlig hilsen Birgitte, Travelmarket

  3. Pls help. I mandags havde I fly cph til toronto til 2900 dkk med canada air over og lufthansa hjem. Dette kan jeg ikke finde mere, hvad er der sket ?
    mvh Knud

    • Hej Knud,
      det er højst sandsynligt, fordi flybilletterne desværre er udsolgt. Det er vigtigt at slå til, når man finder en billig og god flybillet. Jeg håber, at du finder et andet godt tilbud.
      V.h. Birgitte, Travelmarket

  4. Hej Kenneth-Karl

    Tak for de gode tips til en behagelig flyvetur. Jeg flyver selv ofte, og jeg er meget enig med dig i dine råd 🙂

    Jeg har et lille ekstra tip til påklædning. Valg af fodtøj er også vigtigt, når man skal flyve. Da fødderne ofte hæver op på turen, så er det vigtigt ikke at iføre sig for stramme sko. Det kan blive en smertefuld flyvetur, hvis fødderne ikke har ekstra plads til at svulme op i.

    🙂 Hanne

    • Hej Hanne,
      hvor er jeg glad for, at du kan bruge mine tips og er enig med mig. Og mange tak for det ekstra tip. Du har fuldstændig ret.
      Jeg ønsker dig fortsat god rejselyst!

      Mange hilsner Kenneth Karl, Travelmarket

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.