Safari i Afrika

Overvejer du at tage på safari i Afrika? Få gode råd fra seks safarieksperter

Birgitte Oxlund
Hvis du overvejer at tage på din første safari i Afrika, har du sikkert mange spørgsmål. Hvad koster en safari? Hvad er inkluderet i prisen på en safarirejse? Hvilket safariområde skal du vælge? Og hvis du skal have børn med, vil du sikkert gerne vide, om der er noget, som du skal være specielt opmærksom på. I denne artikel besvarer seks safarieksperter disse spørgsmål og giver dig gode råd, som du måske ikke har tænkt på.

Få de bedste råd fra en ekspert, før du booker din safarirejse

Her er seks eksperter fra danske rejsebureauer, som er specialister i safarirejser:

Læs også:
Hvornår er det bedst at tage på safari i Afrika?
Tag på safarieventyr – Her er de billigste safarirejser i Afrika

Tips til safari i afrika

Hvad kan du fx opleve på en safarirejse til Tanzania

Forestil dig, at du ankommer til et hotel i afrikansk stil, som ligger på kanten af Ngorongoro-krateret (en af de bedste nationalparker i Tanzazania) med en udsigt, som minder om Jurassic Park. Tidligt næste morgen mens solen er ved at stå op, bliver du kørt ned i krateret. På din vej nedad oplever du flokke af zebraer, hjorte, bøfler og flamingoer, som er i færd med at gøre deres morgentoilette ved en af de mange søer.

Scenen skifter til en jeep, som du deler med fem andre rejsende. I kører på Serengetis savanne og stirrer ud i horisonten på udkig efter et af “The Big Five” (dvs. løven, leoparden, næsehornet, den afrikanske elefant og vandbøflen). Pludselig peger Livingstone, din afrikanske guide, ned til venstre ved siden af jeepen, og da du kigger nærmere efter, ser du en løvefamilie, som skjuler sig i græsset. Du flår dit kamera frem for at fastholde det magiske øjeblik.

Om aftenen bliver du indlogeret på et luksuriøst hotel inde midt i Serengeti nationalparken. Pludselig banker det på ruden til dit hotelværelse, og det er en abefamilie, som lige vil sige hej.

Safarirejse i Serengeti

Det er blot et udpluk af de eventyrlige oplevelser, som jeg havde på min safarirejse til Tanzania, hvor det lykkedes mig at se fire af “The big five”. Min første safari i Afrika foregik med rygsæk sammen med min kæreste (min nuværende mand), og hjemmefra havde vi ikke købt andet end flybilletten og den første overnatning.

Nu overvejer jeg at give min datter en stor safarioplevelse – men måske i et andet område. Samtidig har jeg fået flere henvendelser fra brugere, som gerne vil have gode råd, før de bestiller deres første safari i Afrika.

Derfor har jeg kontaktet safarieksperter fra seks danske rejsebureauer. Jeg har bedt om deres råd og tips til, hvad man skal vide, inden man booker sin første safari, og hvad man skal tænke på, når man tager på safarirejse med børn.

Her kan du se, hvad eksperterne svarede.

Safariekspert Pernille Grøngaard Kristensen fra TourCompass

Hvad koster en safari i Afrika?

Vores safarirejser koster fra godt 14.000 kr. afhængig af rejsemål og afrejsetidspunkt.

Hvad er inkluderet i prisen på en safarirejse med TourCompass?

Prisen inkluderer flybilletter, transport, hotelovernatninger, halvpension, engelsktalende safariguide, safariture og parkafgifter.

Safarirejse i Afrika

Hvilket område skal du vælge, når du skal på safari første gang?

Tanzania og Kenya er kendt for sit fantastiske dyreliv, og her er der gode muligheder for at komme tæt på «the big 5». Disse lande er derfor et godt valg, når du skal på safari første gang.

Men forhør dig med dit rejseselskab, så du finder en tur, der passer til netop dine ønsker og den periode, du ønsker at rejse i. Der er mange smukke safaridestinationer derude!

Tre gode råd til, dig, som ikke har erfaring med safarirejser.

  1. Kontakt en safariekspert, som kan hjælpe dig med at finde den perfekte rejse til dine ønsker og behov
  2. Start planlægningen af rejsen i god tid, mindst 6 måneder før afrejse.
  3. Når du er på safari, så husk at nyde det, også uden kamera. Det er oplevelsen her og nu, der gælder!

Afrika er et fantastisk kontinent. Kast dig ud i det – og få dit livs oplevelse!

Skal du altid vaccineres, inden du rejser på safari?

De fleste safarirejser kræver nogle basisvacciner, og evt. malariatabletter. Kontakt din praktiserende læge eller en autoriseret vaccinationsklinik for nærmere information.

Er der noget, som du skal være specielt opmærksom på, når du tager på safarirejse med børn?

Der kan være store kørselsafstande på en safaritur. De fleste rejseselskaber har safarier, der er tilpasset familier med børn. Lyt derfor til en ekspert, så du finder en tur der passer til både børn og voksne.

Safariekspert for Sydafrika Johnny Laugesen fra Store Verden

Hvad koster en safari i Afrika?

Safarirejser er blevet utroligt konkurrencedygtige på priser i forhold Thailand og mange andre af danskernes favorit destinationer. For eksempel kan du få en 10-dages tur på det 5 stjernede matswani safari lodge i Sydafrika fra kun 14.990 kr.

Hvad er inkluderet i prisen på en safarirejse med Store Verden?

Prisen inkluderer rutefly fra Kastrup, Billund eller Ålborg til Johannesburg tur/retur, syv overnatninger i delt dobbeltværelse på Matswani Safari Lodge, fuldpension under hele opholdet i Sydafrika (startende med frokost på ankomstdagen og sluttende med frokost på afrejsedagen), en overnatning på Hotel Holiday Inn i Pretoria, transport med turist- eller microbus jf. programmet, dansk rejseleder, sydafrikansk lokalguide under opholdet i Sydafrika, alle skatter og afgifter forbundet med rejsen samt seks udflugter jf. programmet såsom 4 dage med guidet fotosafari i Matswani reservatet i åbne safaribiler, traditionel afrikansk Champagne-brunch ved Kudu Rock og guidet rundtur i Johannesburg med bl.a. Apartheid museum og Soweto.

De bedste tips til en safarirejse - Solnedgang over savannen

Hvilket område skal du vælge, når du skal på safari første gang?

Det malariafrie Waterberg område i den nordvestlige del af Sydafrika er det perfekte sted at tage på safari første gang.

Man er her fastboende på det samme sted under hele opholdet og kan slappe af og nyde de mange indtryk, som denne type rejse bringer.

Tre gode råd til, dig, som ikke har erfaring med safarirejser

  1. Forvent det uventede.
  2. Vælg et sted med højtuddannede sydafrikanske guider og gerne danske oversættere så du får alle detaljer med om dyrene og naturen.
  3. Husk at tage indtrykkene til dig både foran og bagved kameraet. Et minde kan genopfriskes ved gensyn med et billede men ikke genopleves.

Skal du altid vaccineres, inden du rejser på safari?

På en safarirejse til Sydafrika er der ingen krav om vaccinationer og det nordvestlige område af limpopo er malariafrit. Vi anbefaler dog altid, at du har fået stivkrampe og leverbetændelse vaccination, når du rejser.

Er der noget, som du skal være specielt opmærksom på, når du tager på safarirejse med børn?

Undersøg, om stedet har nogen begrænsninger i forhold til, hvad børn kan deltage i af aktiviteter og udflugter. Tag til et malariafrit område.

Claus Lund Sørensen fra Africa Tours

Hvad koster en safari i Afrika?

Man kan rejse på safari til mange, mange forskellige priser. Den samlede pris er afhængig af safariland, årstid, indkvarteringsniveau og rejsens varighed.

Luksussafari med Africa Tours

Ønsker du mere safari, og fortsat med badeferie inkluderet, vil jeg pege på vores mest populære rejse ”Kenya Drømmesafari”, der inkluderer 6 dages safari med dansk ekspertrejseleder efterfulgt af 5 dages badeferie på Kenyakysten. Her starter priserne fra 25.100 kr. pr. person. Og der er både afgange fra København, Billund og Aalborg.

Hvad er inkluderet i prisen på en safarirejse med Africa Tours?

På Africa Tours safarirejser er næsten alt inkluderet. Det vil siger flybilletter, overnatning på dejlige lodges midt i naturen, alle måltider, al transport og safarikørsel med guider, entré til nationalparkerne m.m. Så der kommer kun udgifter til drikkepenge samt drikkevarer og andre personlige fornødenheder oveni. På badeferien er der typisk halvpension inkluderet (morgen- og aftensmad på hotellet) eller All Inclusive, hvor alle måltider og drikkevarer er med.

Hvilket område skal du vælge, når du skal på safari første gang?

Der findes rigtig mange lande i Afrika, som kan byde på god safari, også til den førstegangsrejsende.

Kenya er dog et rigtigt godt bud på det land med de fleste og største safarioplevelser inkluderet, og som samtidig giver de bedste oplevelser med skelen til prisen. Vi tilbyder afrejse til Kenya (og vores andre rejsemål) hver dag året rundt, så der er masser af muligheder for at rejse til og opleve Afrika.

Tips til en safarirejse med børn

Tre gode råd til, dig, som ikke har erfaring med safarirejser.

  1. Lav en liste over dine ønsker til en safarirejse. Det er vigtigt, at du i god tid før afrejse sætter dig ind i tingene, før du bestiller en safari og tager afsted. Gør f.eks. op med dig selv, om du kun er interesseret i safari, eller om du også vil tage en afslappende badeferie bagefter. Tænk over, om du vil på safarirejse i den tørre tid, hvor der ofte ses flest dyr, eller på de mere fugtige årstider, hvor naturen er smukkest, turisterne er færrest, og priserne på safari er lidt lavere.
  2. størrelse på gruppe og nationalitet på rejseleder Tag også stilling til, om du vil på en gruppesafari med danske gæster og dansktalende rejseleder eller eventuelt en gruppesafari med gæster fra forskellige nationer og engelsktalende rejseleder. Du kan også tage på en privat safari, hvor kun du og din familie eller venner rejser sammen, og som samtidig kan skræddersys efter præcist dine ønsker.
  3. Er rejsen billig, så tjek, hvad den inkluderer! Der er selvfølgelig altid en sammenhæng mellem pris og kvalitet. Et 3-stjernet hotel i Afrika er nødvendigvis ikke det samme som 3 stjerner i København. Vær samtidig meget obs på, at en overnatning uden for nationalparkerne reducerer prisen, men at det samtidig forlænger kørslen, når du tager på safari. Dermed reduceres den tid, som det hele drejer sig om, nemlig at se dyr og fantastisk natur, så vær meget opmærksom og spørg ind til dette. Tre- fire- fem timers kørsel hen til en nationalpark for samme antal timer på safari er alt for lang tid, når du samtidigt skal afslutte dagens oplevelser med lige så lang transporttid tilbage til din indkvartering. Så husk at tjekke de anbefalede indkvarteringssteder i forhold til deres rating og, ikke mindst, beliggenheden. Det gør en kæmpe forskel for den samlede oplevelse, og langt fra alle tænker – desværre – over dette, men stoler måske lidt for blindt på en ”dygtig” sælger.

Gratis rejseforedrag hos Africa Tours

Vi afholder gratis rejseforedrag fordelt over hele året og i hele landet, så der er rig mulighed for at få svar på alle de spørgsmål, som den uerfarne safarirejsende umiddelbart måtte have. Såvel vores salgsteam som vores producenter er i Afrika mindst en gang om året, så rådgivningen kan være så præcis som muligt og ikke bare noget, man har læst sig til på nettet.

Skal du altid vaccineres, inden du rejser på safari?

Der er nogle vacciner, som absolut er anbefalelsesværdige at få inden en safarirejse til Afrika. Man bør kontakte egen læge eller vaccinationsklinik i god tid før afrejse, så man kan få professionel vejledning om dette, samt om der bør tages malariamedicin under rejsen på den ønskede destination.

Er der noget, som du skal være specielt opmærksom på, når du tager på safarirejse med børn?

Børn kan sagtens tage med på safari med megen glæde og stort udbytte, og de bliver taget imod med smil og hjælpsomhed alle steder.

Vores anbefaling er at vælge en safari uden alt for meget kørsel, samt med gode pauser i middagsvarmen på nogle af dagene. Så kan børnene (og de voksne!) få en middagshvil, hvor de kan slappe af og f.eks. nyde swimmingpoolen.

Vi har især mange børn med på vores populære ”Kenya Familie Safari”, hvor en 5-dages safari med relativt begrænset kørsel er kombineret med fire afslappende dage på kysten.

Safariekspert Kenya-Claus fra Bravo Tours

Hvad koster en safari i Afrika?

Det kommer helt an på, hvordan og hvornår du gerne vil rejse.

The Big Five på safari

Hvad er inkluderet i prisen på en safarirejse med Bravo Tours?

I Bravo Tours flyver vi til Kenya-kysten, hvorfra det er muligt at tage på safari. På en safarirejse indgår fly, transporter, indkvartering, alle måltider, dansktalende rejseleder på vores programfaste safarier, safarikørsel med chauffør og parkafgifter.

Hvilket område skal du vælge når du skal på safari første gang?

Det betyder ikke så meget, at du skal på safari første gang. Det er vigtigere, at du bestemmer områderne alt efter, hvornår du gerne vil rejse. Bravo Tours’ eksperter ved, hvor du skal rejse hen på hvilke tidspunkter af året, så du rejser hjem med de bedste oplevelser. Du skal dog ikke være bange for lavsæson – det ved dyrene ikke, der findes.

Tre gode råd til, dig, som ikke har erfaring med safarirejser?

  1. Vær i det rette område på det rette tidspunkt
    Dyrene i Afrika flytter sig, og har man ikke øje for migrationen på sin rejse, så risikerer man, at man ikke får den rejse med de oplevelser, som man drømmer om. Spørg derfor dit rejsebureau til råds om, hvor du skal rejse hen.
  2. Brug lidt ekstra og få en perfekt beliggenhed
    Man kan sagtens rejse billigt på safari og bo helt simpelt, men oplevelsen bliver meget større, hvis man bruger lidt ekstra. Det er helt ideelt, at bo ved fx et vandhul, hvor dyrene i løbet af dagen kommer forbi for at drikke og bade. Og så er kvaliteten af lodgen altså bare med til at fuldende oplevelsen.
  3. Forlæng safarien med badeferie
    Slut safarien af med badeferie. Det er først her, at de mange indtryk falder på plads. Pludselig kan I huske ting, som man glemmer undervejs, fordi man oplever så meget. I kan grine og snakke de store oplevelser igennem. Det er virkelig en vigtig del af en safari, og det koster ikke særligt meget at forlænge med en badeferie.

Skal du altid vaccineres, inden du rejser på safari?

Det skal du ofte, men ikke altid. Spørg altid din egen læge til råds.

Er der noget, som du skal være specielt opmærksom på, når du tager på safarirejse med børn?

Børn elsker safari, så du kan roligt tage dem med. De får også en oplevelse, de aldrig glemmer!

Alt afhængig af, hvor gamle de er, kan det være en fordel at skræddersy sin egen privatsafari. Det gør Bravo Tours også. På den måde kan du og børnene få lige den safari, I drømmer om. Det betyder også, at man kan justere til undervejs, hvis man fx hellere vil på et langt game-drive eller nyde formiddagen ved poolen. Det giver en stor fleksibilitet, og det er ofte en fordel med børn.

Safariekspert Bo Finn Poulsen fra Safari Eksperten

Hvad er inkluderet i prisen på en safarirejse med Safari Eksperten?

På en safarirejse indgår fly, skatter og afgifter, indkvartering, alle måltider, safarikørsel med chauffør og park fees.

Safari- og badeferie i Botswana

Hvilket område skal du vælge, når du skal på safari første gang?

Enten Kenya med Masai Mara eller Tanzania med Serengeti. Derefter Botswana med Okavango deltaet.

Tre gode råd til, dig, som ikke har erfaring med safarirejser.

  1. Brug tiden på safari, ikke på transport. Så husk at bo, hvor dyrene er din nabo og ikke langt fra de safariområder, du gerne vil opleve.
  2. Giv dig tid, og husk der er en grund til at nogle safaris er meget billige. Her tænker jeg ikke på kvaliteten af indkvartering, men årstider og valget af parker på årstiden man rejser i. Desuden kan en safari også gøres billig ved at indlægge mange nætter på kysten, der kan gøres for 250 kr. pr. nat mod 1.600-2.000 kr. for en safarinat.
  3. Gør op med dig selv, om du vil rejse i en gruppe, eller om du foretrækker en privatsafari. Afstem dine forventninger med dit budget for turen.

Skal du altid vaccineres, inden du rejser på safari?

Til nogle lande ja, men ikke alle. Fx i Tanzania skal du have Gul Feber vaccination, hvis du kommer fra andre lande i Afrika. Til Kenya eller Sydafrika er der pt. ingen krav. Men krav er en ting. Jeg vil derfor anbefale, at du tager en grundig snak med læger, der ved noget om troperne.

Er der noget, som du skal være specielt opmærksom på, når du tager på safarirejse med børn?

Vælg en privat safari, hvor dagens aktiviteter tilpasses efter barnets og familiens dagsform. Lodgen/campen skal være børnevenlig i sin sikkerhed og attitude (fx med pool). Vælg hellere få områder, hvor I har god tid frem fra mange områder med megen transport. Og husk så kysten bagefter.

Safariekspert Morten Westergaard fra Myplanet

Hvad koster en safari i Afrika?

Prisen på en safarirejse afhænger i høj grad af tre ting: Rejsetidspunktet, destinationen og rejseformen.

Højsæsonen, der typisk falder sammen med tørtiden, hvor chancerne for at se dyrene er størst, koster mere end lavsæsonen, hvor det ofte regner mere.

Ligeledes er nogle safaridestinationer dyre end andre.

Men den vigtigste faktor er rejseformen. Det er naturligvis langt billigere at bo telt og lave mad på bål, frem for at bo på en 5-stjernet luksuslodge. Begge rejseformer giver fantastiske safarioplevelser. Men der vil være tale om meget forskellige oplevelser.

Hvad er inkluderet i prisen på en safarirejse med Myplanet?

Safarirejser kan godt virke dyre sammenlignet med andre ferieformer. Men det er værd at huske på, at prisen ofte inkluderer både fly, ophold, fuldpension og en lang række safariaktiviteter. Af og til er det muligt at tilkøbe oplevelser såsom ballonflyvning over savannen. Men som regel er næsten alt med i prisen.

Safarirejse i Sydafrika

Hvilket område skal du vælge, når du skal på safari første gang?

Der er mange gode bud. Sydafrika ville være en oplagt kandidat.

Dyrelivet er fantastisk, og der er gode chancer for at se de ikoniske afrikanske dyr. Især i private safariområder som Phinda, Sabi Sand eller et af de andre private områder omkring Kruger Nationalparken.

Fordelen ved de private områder er, at det er tilladt at forlade vejene og derved komme tættere på dyrelivet. Desuden kan safarien kombineres med alle de andre oplevelser, som Sydafrika har at byde på. Fra storbystemning i smukke Cape Town og vinsgårdsbesøg til hvalsafari ved Hermanus og hele historien omkring Nelson Mandela.

Tre gode råd til, dig, som ikke har erfaring med safarirejser.

  1. Hvis du tager billeder med digitalkamera, så medbring ekstra memorykort. Du kommer til at tage langt flere billeder, end du troede muligt.
  2. Husk en god fleecetrøje eller jakke. Det kan være koldt om morgenen, inden solen får fat.
  3. En god guide er uundværlig. De er fantastiske til at finde dyrene.

Skal du altid vaccineres, inden du rejser på safari?

Der anbefales en række vaccinationer ved rejser i Afrika. Har du været på oversøiske rejser før, har du sandsynligvis flere af dem i forvejen. Kontakt dog altid din læge eller en rejsemedicinsk klinik i god tid, så du er ordentligt sikret.

Er der noget, som du skal være specielt opmærksom på, hvis du tager på safarirejse med børn?

Safarirejser kan være en eventyrlig oplevelse med større børn. Der er intet som at trille henover savannen i det tidlige morgengry på udkig efter løver og elefanter. Eller gå på udkig i det høje græs med et forstørrelsesglas sammen med en ranger, der kan fortælle om alt det, man ser.

For mindre børn derimod er safari knap så oplagt. Det kan kræve tålmodighed at finde dyrene, og man skal sidde stille længe i bilen uden mulighed for at forlade den. Derfor tillader langt de fleste lodges ikke børn under 6 år på deres safarikørsler.

Nogle lodges tilbyder særlige børnesafarier. Men det vil give den bedste oplevelse for alle at vente, til børnene er store nok til at deltage i de rigtige safarikørsler.

Læs også: Tag på safarieventyr – Her er de billigste safarirejser i Afrika

Hvis du selv har et godt tip til dem, som overvejer at tage på deres første safari i Afrika eller til os, som vil på safari med vores børn, må du endelig skrive det i kommentarfeltet.

Fotos:
Topfoto © istockphoto / guenterguni
Ngorongoro krateret i Tanzania © istockphoto / chuvipro
Løve i græs © istockphoto / WLDavies
Fotograf ved flod © istockphoto / AmpH
Solnedgang på savannen i Kenya © istockphoto / stillwords
Serengeti nationalparken i Tanzania © Getty Images / jacobeukman
Luksusrejse i Kenya © Africa Tours
Se elefanter på din safarirejse © istockphoto / Yuri_Arcurs
Se flodheste på din safari i Botswana © istockphoto / USO
Udsigt over Ngorongoro krateret © istockphoto / brytta
Safarirejse med børn © Getty Images / Solovyova



Kommentarer til indlægget

  1. Dejlig overskuelig artikel og super godt man har valgt forskelige bureauer til at udtale sig om Safari. Vi valgte dog ikke nogle af de ovenstående safaribureauer til vores rejse til Sydafrika, da vi blev anbefalet Flamingo Tours af vennerne. Det var dejligt at Flamingo Tours var suveræne til bl.a. planlægningen, og vi har allerede overvejet om turen ikke skal gå Kenya næste gang, hvor vi fik fortalt at fx gnuerne rejser mellem Tanzania og Kenya 🙂

  2. Jeg kan klart anbefale en ballonflyvning over savannen. Det er utvivlsomt en af de vildeste oplevelser man kan komme til at prøve. Og husk et godt kamera. Der er mulighed for at tage meget flotte billeder af naturen – og hvis du er heldig – også af dyrene.

  3. Super god og nyttig artikel! Et must for alle der skal på safarirejse til Afrika

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.