Vinterferie i campingvogn

Vinterferie i campingvogn – udlev drømmen om en ekstra ferie

Mette Vaabengaard
Har du en campingvogn, har du også noget, hvori du kan have drømmen om en ekstra vinter- eller skiferie. I denne artikel får du gode råd om at gøre drømmen om en vinterferie i campingvogn til virkelighed.

Familien kan hurtigt improvisere en økonomisk overkommelig rejse. Udstyret har godt af at blive brugt. Og de mest erfarne og garvede campister har ikke monopol på campingpladserne uden for sæsonen. Vintercamping fortjener at blive kendt af mange flere end en lille gruppe hard core friluftsfolk.

Det kræver lidt mere udstyr og omtanke at tage på vinterferie i campingvogn i de kolde måneder, men ikke de store investeringer. Omstillingen til vinterplanen går hurtigt, når først du har gennemtænkt processen. Moderne campingvogne er fremstillet af de samme materialer, som anvendes til helårshuse, så I kan sagtens holde varmen trods blæst og hård frost. Og den indendørs komfort skifter i princippet ikke med årstiden.

Udstyret til vinteren

En ganske almindelig campingvogn kan uden videre bruges om vinteren, hvad end den er forsynet med blæservarme eller centralvarme. Begge dele dur, men der er delte meninger om, hvilken form for varmesystem, der virker bedst. Nogle påstår, at centralvarme giver en mere stabil varmefordeling over længere tid, mens blæservarme efter sigende skulle være bedst til weekendophold. Men det er marginaler, der er tale om.

Hvis du alligevel er bange for at komme til at fryse, kan du selv montere gulvvarmefolie i campingvognen. Du kan også supplere vognens eget varmeanlæg med en varmeblæser. Men vær i givet fald opmærksom på, at mange campingpladser forbyder brug af den slags voldsomme strømslugere.

Da vognens primære varmekilde er gasdrevet, er det vigtigt at have rigeligt med flaskegas med hjemmefra. En fyldt flaske på 11 kg rækker som regel til en uges vinterforbrug, men ved rejser i udlandet er det bedre at være på den sikre side og medbringe to flasker. Forskelle på gasblandinger og flaskesystemer betyder nemlig, at en dansk gasflaske ikke kan ombyttes uden for Danmarks grænser. Hvis varmeanlægget ikke virker trods en fyldt gasflaske, kan det skyldes, at gassen indeholder for meget butan, der får fast form, så snart temperaturen falder til et par grader under frysepunktet. Problemet bør ikke kunne opstå med gas købt i Skandinavien, hvor det reglementerede blandingsforhold mellem propan og butan er 9/1, men ved meget hård nattefrost (-40 grader) kan det være svært at få gassen til at fordampe og tænde komfuret, lige når man åbner for hanen.

Vinterferie i campingvogn: Med eller uden fortelt

I modsætning til campingvognen kan et fortelt ikke bruges både sommer og vinter. Sommerforteltets store flade tag vil bryde sammen, hvis der lægger sig større mængder sne ovenpå. Og det fugtige vintervejr kan hurtigt nedbryde et almindeligt fortelts stof og imprægnering. Hvis I vil have fortelt med på vinterferie, er I nødt til at ofre de 2500-9000 kr., som et vinterfortelt koster.

Vinterfortelte fås i mange forskellige størrelser og modeller. Nogle er ikke meget mere end et vindfang, mens andre er store nok til, at man kan sidde ude og drikke kaffe i mildt vejr. Fælles for alle modeller er det skrå tag, kraftige stænger og en teltdug af plastbelagt polyester. Det er en fordel, hvis teltet har to åbninger, så man altid kan åbne døren i læside. Flere åbninger giver også bedre ventilation, så det ikke regner med kondens indenfor. Derudover skal græskanten være så høj som mulig, så eventuel sne kan lægges op på kanten og bruges til at tætne. Og støttestængerne skal slutte helt tæt op mod vognen for at forhindre træk.

Sådan forebygges problemer

Inden vinterferien begynder, er det en god idé, at varme campingvognen godt igennem. Tænd for varmeanlægget 3-4 dage inden afgang og hold temperaturen på 24-28 grader. Så er vognen knastør og behagelig at bo i, og du slipper for duggede ruder, selvom hele den skiglade familien kommer kolde hjem med bjerge af vådt tøj.

Når I kommer frem til campingpladsen, skal forteltet slås op helt alle kunstens regler. Sørg for at medbringe ekstra gode stålpløkker, hvis I skal campere på klipper eller frossen jord, eller stormpløkker, som er bedst til sand. Teltet skal være korrekt udspændt, da en kraftig vinterstorm kan få teltdugen til at blafre. Omvendt må stropperne heller ikke være strammet så meget, at det belaster syningerne.

Under ferien er det vigtigt at lufte ud. Fem minutters effektiv udluftning et par gange om dagen kan forhindre mange fugtgener. Og skabe et bedre indeklima.

Vær også opmærksom på om udetemperaturen falder så meget, at spildevandsbeholderen risikerer at fryse fast. I hård frost er det bedst at tømme tanken dagligt. Derudover kan de værste frostproblemer forebygges ved at hælde lidt køkkensalt i vasken og skylde efter med varmt vand.

Endelig skal vinterens fastliggere huske at tømme campingvognen fuldstændigt for væske, hver gang man tager hjem efter weekenden. Vand der fryser udvider sig, og det koster hvert år mange sprængte vandvarmere, rør og beholdere. Husk også at kigge skabene efter. Frostsprængninger kan godt ramme en flaske rødvin i et overskab, og det er ikke sjovt, at få hele vognen pladret til med rød væske.

Resten er ren ferie

Med de enkle forholdsregler kan campisten læne sig tilbage og nyde en super vinterferie. I vinterhalvåret er der en ro og en skønhed på de danske campingpladser, som man ikke finder om sommeren. Og rundt omkring i Europa er der masser af vinteråbne campingpladser ved de populære skiområder. Faciliteterne på deciderede skicampingpladser omfatter ofte bygninger, hvor man kan tørre tøj, vaske, rense ski, osv. Der er sjældent langt til butikker, pister, svømmehal, bowlingbane og lignende. Og der er altid legekammerater til børnene og andre campister fra forskellige lande at dyrke “after skiing” med.

Hvis du vil holde ferie i varmen så prøv at se her.
Find rejser i februar
Find billige rejser i vinterferien

Fotos:
Topfoto © istockphoto / Pekic

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.