Parlamentet og floden i Budapest

Storbyferie i Budapest – her er de bedste tips og tilbud

Katrine Lund Løje
En storbyferie i Budapest er en fantastisk oplevelse for hele familien. Der er masser at se, god mad, børnevenligt og billigt. Her kan du bl.a. blive klogere på, hvor du skal bo, hvordan du kommer rundt, og hvad du skal se og spise i den ungarske hovedstad. Samtidig finder du gode tilbud på rejser og flybilletter til Budapest.

Min mand, vores toårige søn og jeg har været på en forlænget weekendtur til Budapest sammen med min mands forældre. Byen overraskede os positivt, ungarerne var gæstfrie, og jeg kan på det varmeste anbefale en storbyferie i Budapest.

Din hurtige vej til tips og tilbud til Budapest

Du er selvfølgelig velkommen til at læse artiklen om storbyferie i Budapest fra toppen og ned.

Men hvis du er på jagt efter et bestemt tip eller et godt tilbud til Budapest, kan du hurtigt klikke dig frem til det her:

Kathrine ved floden Donau i Budapest

Kathrine ved floden Donau i Budapest

Hvad koster flybilletter til Budapest?

Der er ofte tilbud og billige flybilletter at finde til Budapest. Du kan flyve direkte fra København og Billund. Og flyveturen er kun en time og 45 minutter, så det er utrolig nemt og overskueligt at rejse til Budapest med fly.

Vi fløj fra Københavns Lufthavn til Budapest med Norwegian for under 5.000 kroner (inkl. bagage) for fire voksne og et barn på to år.

Her kan du se aktuelle flybilletter til Budapest:

(Klik på tilbuddet for at komme over i Travelmarkets flysøgemaskine)

Billund - BudapestFra 209,-Vælg
København - BudapestFra 302,-Vælg

Du kan selv finde billige flybilletter til Budapest i Travelmarkets flysøgemaskine.

Vil du rejse til Budapest i en bestemt måned? Klik her, og tjek vores årsoversigt for Budapest.

Transfer fra lufthavnen ind til centrum

I lufthavnen havde vi bestilt afhentning af vores hotel, hvilket fungerede rigtig godt.

Vi ankom sent om aftenen, og med en toårig med på turen, var det en nem måde at komme frem til vores hotel på. Der var autostol i bilen, og prisen var aftalt på forhånd.

Du har dog også mulighed for at tage taxa og bus fra lufthavnen ind til centrum.

Centrum i Budapest

Bydele i Budapest

Budapest er delt op i to bydele af floden Donau, Buda og Pest.

På Pest-siden finder du masser af restauranter, hoteller og butikker, og her er mere fladt og nemt at komme rundt.

På Buda-siden er der et mere kuperet terræn, da byen er placeret på Gellertbjerget.

Buda og Pest er ret forskellige, og jeg anbefaler, at du tager dig tid til at udforske begge områder. Du har jo først været i Budapest, når du både har besøgt Buda og Pest.

Hvor skal du bo på din storbyferie i Budapest?

Der er et hav af hoteller at vælge imellem, når du er på storbyferie i Budapest. Du kan få rigtig meget for pengene, og der er god mulighed for at bo på fine hoteller til fornuftige priser.

Jeg vil helt sikkert anbefale dig at bo på Pest-siden, så det er nemt, når du skal ud at spise og opleve byens puls.

På vores ferie i Budapest, boede vi på det firestjernede ”Prestige Hotel”. Hotellet ligger i bydelen Pest på en fredelig gade med masser af liv inden for kort gåafstand.

Og det er et superflot hotel med højt serviceniveau. fine værelser, god morgenmad og central beliggenhed.

Sammenlign priser på hoteller i Budapest i Travelmarkets hotelsøgemaskine.

Budapests mest kendte seværdigheder

Budapest er en storby med rigtig meget at byde på, hvad enten du er til arkitektur, natur eller historie. Her er noget for enhver smag, og så er byen utrolig smuk.

1. Parlamentet i Pest

Parlamentet er et must see, når du er på storbyferie i Budapest. Det er en storslået bygning, som både er utrolig fascinerende udenpå og indeni. Her kan du se de smukke guldbelagte udsmykninger, den berømte trappe og kronjuvelerne.

Besøg parlamentet i Budapest - en af de bedste seværdigheder

Det er ikke muligt frit at besøge Parlamentet, men du har mulighed for at komme på guidede ture. Det er en god idé at bestille billetter på forhånd, så du undgår lang ventetid og kø. Det er forresten muligt at have klapvogn med.

2. De tre historiske steder i Buda

Der er tre steder, jeg vil fremhæve på Buda-siden af Donau, og det er Matthias-kirken, Fiskerbastionen og Budaslottet. Tre seværdigheder, der ligger tæt på hinanden, og som du skal opleve.

Matthias-kirken
Matthias-kirken er fra det 14. århundrede og opkaldt efter kong Matthias den 1. Kirken er utrolig farverig, og især kirkens tag er meget speciel med dens farverige mønster. Det koster penge at komme ind i kirken, men de kan nemt købes på stedet.

Fiskerbastionen
Fiskerbastionen, der ligger foran Matthias-kirken ligner et slot fra et eventyr, men det vildeste er altså udsigten heroppefra. Du har virkelig en smuk udsigt udover Donau, Pest-siden og Parlamentet, og det er altså et besøg værd.

Udsigt over Budapest

Budaslottet
Budaslottet er et stort ungarsk slot anlagt på Gellertbjerget ved Donaus bred. Det er på UNESCOs verdensarvsliste og en meget velbesøgt turistattraktion. Det er muligt at gå op ad bjerget til Budaslottet, men du kan også blive kørt derop af turistbusser eller den velkendte kabelbane. Grundet lang kø og mange mennesker valgte vi at tage turen op og ned ad bjerget til fods.

3. Det jødiske kvarter

Det jødiske kvarter er beliggende på Pest-siden, og er et hyggeligt kvarter med dets gamle bygninger og brostensbelagte gader. Her er masser af fine detaljer, graffitimalede vægge samt lokale butikker og spisesteder. Du kan også besøge ”Dohány Synagogen” fra det 18. århundrede, der også er kendt som den store synagoge, da den er en af de største i verden. Vi kom desværre ikke ind i synagogen, da den var lukket om søndagen.

4. Termiske bade


Budapest er kendt for sine termiske bade – en gammel ungarsk tradition. Budapest har flere forskellige termiske bade, og nogle af dem er hundredvis af år gamle. Termiske bade er kendt for at have en helende effekt på kroppen, og er en stor del af ungarsk kultur. Den mest kendte spa i Budapest er nok Széchenyin Spa, men der er altså en del at vælge imellem. Blandt andet også Lukács Baths, der efter en renovation er et af de mere moderne spa resort i Budapest, eller det populære Gellert Spa på Danubius Spa Hotel.

Spændende ture i Budapest (reklame)

Sådan kommer du rundt i Budapest

Vi tog byen rundt til fods. Det er nemt at komme rundt på gåben, men der er også mulighed for at tage på sightseeing med turistbusser, sporvogn, cykler, segways eller tuk tuk.

Transport i Budapest

Vi nåede det desværre ikke selv, men du kan også med fordel tage en sejltur på Donau, og se byen fra vandet. Budapest er især helt speciel om aftenen, hvor bygningerne på både Buda- og Pest-siden er badet i lys. Jeg har selv planer om at komme tilbage og prøve en sejltur på Donau efter mørkets frembrud.

Mad, drikke og restauranter i Budapest

Du kan spise god mad meget billigt i Budapest, og jeg anbefaler selvfølgelig, at du prøver nogle lokale ungarske restauranter.

På ”Prestige Hotel”, hvor vi var indkvarteret, var der en Michelin restaurant, og dem finder du flere af rundt om i byen til billige penge i forhold til danske priser.

Vi spiste morgenmad på Michelin restauranten på vores hotel, men nåede desværre ikke en middag i denne omgang.

I det ungarske køkken er der blandt andet masser af and og gullasch på menukortet. Sørg også for at prøve den traditionelle ungarske kage, Chimney, der kan købes på et af de mange lokale konditorier i byen.

Vi besøgte restauranten Traktor Farmfood Restaurant, som serverede frisk og smagfuld mad. En stor del af maden kommer fra lokale producenter og er ud fra sæsonens fødevarer. Vi fik en fantastisk frokost her, og den store røde Porsche traktor gjorde også besøget sjovt for familiens mindste.

Vi spiste også på Strudel House, der serverer traditionel ungarsk mad – heriblandt strudel. Jeg kan varmt anbefale restauranten, hvis du ønsker en traditionel ungarsk madoplevelse. Priseksempel: På Strudel House spiste vi aftensmad fire voksne og et barn på to år. Vi fik fire hovedretter, en forret, tre desserter, en flaske rosé, en øl, en kande vand, et glas mælk, en æblejuice og to kopper kaffe for i alt 1.200 kroner.

Hvor er de bedste shoppingmuligheder i Budapest?

Der er masser af muligheder for at shoppe i Budapest, og du finder både lokale butikker, high street-butikker og mere luksuriøse mærker.

Det er uden tvivl på Pest-siden, du finder de bedste shoppemuligheder. Hvis du er til high street-butikker, anbefaler jeg området ved gaden Váci út samt ”Fashion Street”, og hvis du er til luksus, skal du gå en tur på gaden Andrássy út, hvor en del ambassader også holder til.

Shopping i Budapest

Der er også flere steder i byen, hvor der ofte er markeder, blandt andet finder du et udendørs marked i området ved Budapest Eye. Du kan også gå til markedshallen ”Central Market Hall”, som er et autentisk indendørs marked med lokale boder og små madsteder.

Markeder i Budapest

Hvornår er det bedst at besøge Budapest?

Byen kan sagtens besøges hele året, da den er spændende på hver sin årstid.

Personligt foretrækker jeg at rejse til Budapest om foråret, når alt springer ud, og solen begynder at titte frem.

Forår i Budapest

Der er nemlig god mulighed for at opleve et lunere forårsvejr hurtigere i Budapest, end vi er vant til hjemmefra. Da vi var afsted på storbyferie i Budapest i starten af april, havde vi dage, hvor vejret mindede om dansk sommer.

Læs også: Flyv billigt på storbyferie i foråret − Se vejret i og tilbud til over 30 populære storbyer

Vejret i Budapest

Efterår i Budapest

Du kan også forlænge sommeren og rejse til Budapest om efteråret, hvor det generelt også er længere tid varmt end herhjemme.

Læs også: Storbyferie i efteråret – tjek vejret, events og billige flybilletter til populære storbyer

Vinter i Budapest

Læs også: Julemarkeder og juleshopping i 2019 – 21 populære storbyer til din juletur

Skal du rejse til Budapest i en bestemt måned? I Travelmarkets månedsoversigter for populære storbyer kan du tjekke byvejret og tilbud til Budapest i din rejsemåned.

Vil du tjekke aktuelle begivenheder i Budapest, kan du besøge Budapests festival og turistside her.

Storbyferie i Budapest med børn

Legepladser og sjove oplevelser på Liberty Square

Hvis du rejser med børn, vil jeg anbefale en tur på Liberty Square, hvor du finder to legepladser, en til de mindste, og en til de lidt større børn.

Budapest med børn

Det sjoveste er dog det firkantede springvand på torvet, som man kan gå igennem. Vandstrålerne flytter sig, når du nærmer dig dem, og det er derfor muligt at gå ind og ud ad springvandet. Et kæmpehit for vores toårige søn, der synes, det var supersjovt.

Byparken


I sommerhalvåret kan det anbefales at tage en gåtur i den store bypark. Her er masser af mulighed for leg og aktiviteter for hele familien.

Mine bedste oplevelser i Budapest

Byparken, et af de lokales yndlingssteder

I byparken kan du også blot gå en tur i den skønne natur eller slå dig ned på en af parkens caféer.

Vi fandt fx et lille hyggeligt udendørs spisested ved navn ”Pántlika Bistro”, hvor de blandt andet serverede pandekager.

Madsteder i byparken i Budapest

Det er et sted, hvor de lokale kommer, og hvis der er noget, jeg sætter pris på, når jeg rejser, så er det at opleve de lokales yndlingssteder.

De mange broer

Buda og Pest er forbundet med hele ni broer. Den mest populære bro er ”Chain Bridge”, og jeg synes, det var virkelig fedt at krydse Donau ved at gå over den. Det mindede mig lidt om London, hvor man jo også kan krydse Themsen ved at gå over nogle fantastiske broer.

Budapest de bedste tips

På turen over broerne har du en smuk udsigt til både Donau og begge sider af byen, og du får en god fornemmelse for, hvor stor og smuk byen faktisk er.

Bonusinformation om offentlige toiletter i Budapest

Sørg for at have ungarske forint på dig, da det mange steder kræver et par mønter for at komme på toilettet. Du finder toiletter mange steder i byen, og ved Turistinformationen ved Parlamentet er der også offentlige gratis toiletter.

Har du fået lyst til at tage på storbyferie i Budapest?

Du kan flyve til direkte til Budapest fra København og Billund. Og med 1 stop fra Aarhus (Tirstrup), Aalborg og Hamborg. Og nedenfor kan du se aktuelle flypriser til Budapest tur/retur:

Billund - BudapestFra 209,-Vælg
København - BudapestFra 302,-Vælg
(Klik på tilbuddet for at komme over i Travelmarkets flysøgemaskine)

Ingen tilbud eller forkerte afrejselufthavne? Du kan selv finde billige flybilletter til Budapest i Travelmarkets flysøgemaskine.

Og her kan du finde gode tilbud på pakkerejser til Budapest:

Agape Aparthotel
BudapestAgape AparthotelUngarn (2 nætter)Studio
806,-Vælg
Central 21
BudapestCentral 21Ungarn (2 nætter)Economy dobbeltværelse
828,-Vælg

Ingen tilbud, eller vil du rejse i flere dage? Find selv flere pakkerejser til Budapest i vores søgemaskine med pakkerejser og charterrejser.

Fotos:
Topfoto af Budapest © Istockphotos / Yasonya
Alle andre fotos © Katrine Lund Løje



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Privatlivspolitik
Læs vores persondatapolitik.