Gazimagusa
Fiskerlandsbyen Ayia Napa
Den gamle fiskerlandsby Ayia Napa er i sig selv et besøg værd. Selvom byen er blevet et stort turistmål, har den bevaret meget af sin originale identitet. Til glæde for både turister og fastboende. Blandt byens seværdigheder er middelalderklostret og kirken fra det 16. århundrede.
Landsbyen Dhernia
I Dhernia finder man tre kirker med den ældste Ayia Marina kirke i spidsen. Den stammer fra det 15. århundrede. Kirken er særlig interessant på grund af dens mange ikoner.
Landsbyen Paralimini
Landsbyen Paralimini er blevet gjort til områdets hovedby af de tyrkiske styrker, der har holdt halvdelen af Cypern besat siden 1974. Hvis man er interesseret i smukke seværdigheder, bør man kigge nærmere på Jomfru Maria kirken, der har rødder tilbage til 1200-tallet.
Larnaca
Ayios Lazaros kirken
En af Larnakas største seværdigheder er Ayios Lazaros kirken bygget over Lazaros grav. Lazaros blev efter sin død vækket til live af Jesus og rejste siden til Cypern, hvor han levede i en årrække til sin endelige død. Kirken indeholder et enestående eksempel på barok træudskæring.
Kition udgravningen
Kition lå i det 13. århundrede før vor tidsregning cirka, hvor Larnaka ligger i dag. Byen er udgravet og besøgende kan blandt andet se resterne af de imponerende vægge lavet af kæmpestore sorte sten. Med til byen hører også et kompleks bestående af fem templer
Larnaka fort
Larnaka fort blev bygget i begyndelsen af det 17. århundrede og har siden blandt andet været brugt som fængsel. I dag er det kulturcenter og arkæologisk museum med fund fra blandt andet Kition.
Limassol
Amathus udgravningerne
Ifølge legenden blev den gravide Ariadne efterladt i Amathus af sin mand Theseus efter dennes kamp mod Minotauren. Udgravningerne er stadig i gang omkring Amathus, der ligger et par minutters kørsel fra centrum af Limassol.
Kolossi slottet
Kolossi slottet et stykke uden for Limassol på vejen mod Paphos er et smukt eksempel på det 13. århundredes militærarkitektur. Sit nuværende udseende har det dog fået under en delvis ombygning i det 15. århundrede. Det har tjent som hovedkvarter for flere korsfarerordner på vej til eller fra Jerusalem.
Kourion udgravningerne
En af Cyperns mest spændende arkæologiske udgravninger ligger 19 kilometer vest for Limassol ad vejen mod Paphos. Udgravningens store amfiteater blev oprindeligt bygget i det andet århundrede før vor tidsregning. Det smukke Eustolios hus rummer flere bade, værelser og en række flotte mosaik gulve. Også Kourions katedral og flere andre bygninger er blevet udgravet og i et vist omfang restaureret.
Middelaldermuseet i Limassol
Efter sigende blev korsfareren Richard Løvehjerte gift med Berengaria af Navarro, hvor museet ligger i dag. Samme sted kronede han hende i øvrigt til Dronning af England. Oprindeligt lå her et Byzantinsk slot, men i det 14. århundrede blev de nuværende bygning opført og i dag huser den et middelaldermuseum.
Nikosia
Det arkæologiske museum
I et land så rigt på fortidsminder som Cypern finder man naturligvis et sublimt arkæologisk museum. Med fund helt tilbage fra år 5800 før vor tidsregning og frem til det 12. århundrede, hvor byzantinerne regerede over øen, er museet et must for enhver turist i hovedstaden.
Murene om den gamle by
Murene omkring den gamle by i Nicosia blev opført af venetianerne og omkranser fuldstændig den del af byen. Den ene af de tre porte indtil byen hedder Famagusta Gate og er i dag indrettet som kulturcenter.
Museet for byzantinsk kunst
Museet for byzantinsk kunst har en meget fin samling kunstværker. Særligt to ikoner fra det 12. og 13. århundrede skiller sig ud. Det samme gør seks Karnakaria mosaikker.
Nicosias gamle bydel
Afstandene er korte i Nicosias gamle by, og man kommer derfor let fra den ene seværdighed til den anden. Vigtigst er de mange gamle kirker og katedraler samt det byzantinske museum. Agois Ioannis katedralen har en række meget flotte vægmalerier med bibelske motiver. Husk også at ligge vejen forbi det charmerende Laiki Yitonia kvarter.
Troodos-bjergene
Uden for Nicosia finder man Troodos-bjergene, der også kaldes Cyperns hjerte. Bjergene er i sig selv et smukt syn, men de gemmer også på ni byzantinske kirker, der har fået UNESCOs stempel “En del af verdens kulturarv”. Derudover giver bjergene gode muligheder for vandreture og skiløb om vinteren.
Paphos
Aphrodites bade
50 kilometer nord for Paphos ligger det der i følge legenden er gudinden Aphrodites bade. Området er så smukt, at det naturligt er blevet forbundet med gudinden for kærlighed og skønhed.
Aphrodites tempel
14 kilometer uden for selv Paphos ligger ruinerne af kærligheds- og skønhedsgudinden Aphrodites tempel. Fund på stedet daterer templet til det 12. århundrede før vor tidsregning. På de gamle grækeres tid var templet et af de vigtigste mål for pilgrimsrejser. I dag er det turisterne, der valfarter til templet.
Fortet i Paphos
Både byzantinerne, venetianerne og osmannerne har haft fingre i Paphos gamle fort ved indsejlingen til havnen. Den blev opført af byzantinerne og siden ombygget i det 13. Århundrede, og igen da osmannerne kom forbi.
Klostrene i omegnen af Paphos
Chrysoroyiatissa og Ayios Neophytos klostrene henholdsvis 40 og 9 kilometer fra Paphos er begge værd at lægge veje forbi. Det første blev grundlagt i 1100-tallet, men de nuværende bygninger er ‘kun’ lidt over 300 år gamle. Klostret, der ligger i smukke omgivelser, huser en række værdifulde religiøse effekter. Det andet kloster blev grundlagt af forfatteren Neophytos for cirka 800 år siden. Klostret har en spændende samling ikoner og freskoer.
Mosaikkerne
I Dionysos, Theseus og Aions huse i Kato Paphos finder man nogle af de flotteste og mest bemærkelsesværdige mosaikker i den del af Middelhavsområdet. Mosaikgulvene i de tre villaer stammer helt tilbage fra det 3. århundrede efter vor tidsregning og er absolut et must for enhver Cypernturist.
Panayia Chrysopolitissa kirken
Panayia Chrysopolitissa kirken i Paphos blev bygget i det 13. århundrede over ruinerne af en byzantinsk basilika. Kirken er velbevaret og bestemt et besøg værd.
Har du fået lyst til at rejse til Cypern?
Her finder du eksempler på rejser, som vores brugere har fundet tidligere.Find rejsen til Cypern her
- Billige flybilletter til Cypern
- All Inclusive rejser til Cypern
- Rejsetilbud til Cypern
- Rejser til Cypern
- Afbudsrejser til Cypern