Presse

PRESSEMEDDELELSE - 28 Dec 2012

Priskrig på oversøiske flyrejser

Lige nu er der mange penge at spare på drømmerejsen, hvis man kan rejse udenfor sæsonen. Flyselskaberne har sendt utallige kampagnetilbud på markedet, og der er udbrudt regulær priskrig. Det viser det seneste pristjek offentliggjort i Dansk Flyprisindex.

Download Dansk Flyprisindex for uge 4/2013

Det er atter sæson for billige flybilletter. Hvert år sætter flyselskaberne et stort antal flybilletter
til salg til nedsatte priser med afrejse i årets første måneder. I øjeblikket ser det ud til, at der er udbrudt regulær priskrig på oversøiske flyrejser, hvilket fremgår af seneste udgave af Dansk Flyprisindex,
der udgives af rejsesøgemaskinenTravelmarket.dk.

Pristjekket, der er foretaget med udgangspunkt i rejser, der starter i uge 4 (fra 21. til 27. januar 2013), viser først og fremmest et markant prisfald på rejser
til alle oversøiske destinationer i prisindekset. Det er dog ikke overraskende, idet billetpriserne i jule- og nytårsperioden er på et særdeles højt niveau på grund af den koncentrerede efterspørgsel.

Derimod er det mere overraskende, at flere fly-selskaber tilbyder billetpriser, der minder om de glade dage i 2009, hvor forbrugerne for alvor nød godt af prisfesten, der var udløst af krisen i luftfarten. Blandt de selskaber, der i øjeblikket er særdeles aggressive, er Dubai-baserede Emirates samt tyske Lufthansa.

I Sydafrika lokker millionbyen Johannesburg med en dagtemperatur på op til 25 grader i januar og februar måned. Hertil kan Emirates tilbyde danskerne en returbillet fra København til blot 4.404 kroner, mens Lufthansa fra Billund har overtrumfet med en pris på kun 4.390 kroner.

Fra Billund lokker Lufthansa også med lavpriser til Beijing, Dubai og Tokyo, mens Emirates i uge 4 er billigst til Bangkok fra København. Den hårde konkurrence giver sig blandt andet udslag i, at nye aktører i større grad forsøger at erobre markedsandele på det danske flyrejsemarked.

En af disse er tyske Airberlin, der tilbyder at flyve danskerne til New York via Berlin for cirka 3.000 kroner. Det tyske selskabs samarbejdspartner, Etihad Airways, bidrager til prisfesten ved, sammen med Airberlin, at tilbyde en returbillet til Sydney for under 10.000 kroner via Berlin og Abu Dhabi.

"Flyrejsemarkedet er i princippet ganske forudsigeligt, hvorfor de store prisfald ikke kommer bag på os. Derimod er det overraskende, at priserne til flere rejsemål er tilbage på 2009-niveau, samt at der er blevet plads til nye aktører i et marked, der i forvejen er præget af overkapacitet," forklarer Ole Stouby, der er administrerende direktør i Travelmarket.dk.


Følg flybilletprisernes udvikling i det interaktive diagram på Dansk Flyprisindex' side.

Find billige flybilletter her



Kontakt: Adm. direktør Ole Stouby
E-mail: os@travelmarket.com
Telefon: 76 43 30 54 / 40 81 72 47

Dansk Flyprisindex udgives hver fjerde uge af rejsesøgemaskinen travelmarket.dk baseret på en oversigt over de billigste returflybilletter til de ti mest populære europæiske og oversøiske destinationer.

Kontakt

Pressemeddelelser

Hvis du ønsker at modtage pressemeddelelser fra os, så skriv en e-mail til info@travelmarket.com.

Så sætter vi dig på listen.
Find billige rejser til hele verden
Prissammenligningssiden Travelmarket.dk søger mere end 1.000 websider for at finde den bedste og billigste rejse til dig.