Presse

PRESSEMEDDELELSE - 26 Mar 2010

Selvom det er SAS, Norwegian og Cimber Sterling der dominerer billedet i Københavns Lufthavn, er der også plads til andre aktører, der vil have en bid af det danske rejsemarked. Et par nye aktører kommer for første gang på besøg i Københavns Lufthavn den kommende weekend, når der tages hul på sommerfartplanen hos luftfartsselskaberne.

Allerede fredag den 26. marts kan man se det første fly fra det østrigske lavprisflyselskab NIKI i lufthavnen. Selskabet vil flyve alle ugens dage undtagen lørdag med en Airbus A320 med plads til 180 passagerer. Bag NIKI står legendariske Niki Lauda. Den tidligere tredobbelte Formel 1-verdensmester etablerede tilbage i 1979 sit første flyselskab Lauda Air, som dog senere blev solgt til Austrian Airlines.

Søndag den 28. marts lægger det tyske lavprisflyselskab Germanwings an til landing i København. Det er en Airbus A319 med plads till 150 passagerer, der seks dage om ugen vil flyve direkte mellem København og Køln. Men mere interessant er, at selskabet skaber gode forbindelser videre til London (Stansted), Zürich, Wien, Klagenfurt, Salzburg, Zagreb, Split, Dubrovnik, Malaga og Ibiza, når der flyves fra København til Køln. Germanwings er ejet af de tyske Lufthansa.

Den mest spændende ruteåbning kommer dog fra Doha-baserede Qatar Airways. Det arabiske luftfartsselskab åbner tirsdag den 30. marts med fire ugentlige afgange til Qatar´s hovedstad Doha, som dog ikke er rejsemålet for særligt mange. Men Doha International Airport er et kæmpemæssigt trafikknudepunkt, hvor Qatar Airways flyver kunderne videre til mange andre destinationer i Mellemøsten, Asien og Australien. Qatar Airways har allerede markeret sig kraftigt i markedet med særdeles lave introduktionspriser til Dubai, Bangkok og Melbourne.

"Det er altid spændende, når der kommer nye ruter og dermed øgede rejsemuligheder. Det skærper konkurrencen og øger tilgængeligheden for de rejsende", forklarer administrerende direktør Ole Stouby fra den uafhængige rejsesøgemaskine Travelmarket.dk.

Kontakt: Adm. direktør Ole Stouby
E-mail: os@travelmarket.com
Telefon: 76 43 30 54 / 40 81 72 47

Kontakt

Pressemeddelelser

Hvis du ønsker at modtage pressemeddelelser fra os, så skriv en e-mail til info@travelmarket.com.

Så sætter vi dig på listen.
Find billige rejser til hele verden
Prissammenligningssiden Travelmarket.dk søger mere end 1.000 websider for at finde den bedste og billigste rejse til dig.