Presse

PRESSEMEDDELELSE - 12 Jul 2012

Jyderne betaler op til dobbelt så meget for flybilletter

Det er stadig en fordel at være bosiddende på Sjælland eller i hovedstadsområdet, hvis man vil rejse billigt med rutefly. Selvom billetpriserne fra Københavns Lufthavn til 10 europæiske storbyer er steget med 14 % i løbet af de seneste tre år, er det i gennemsnit meget billigere end at rejse fra jyske lufthavne. Jyderne kan risikere at skulle betale op til det dobbelte for flybilletten afhængig af afrejselufthavn.

Download Dansk Flyprisindex nr. 40 - afrejseuge 32

Europas førende lavprisflyselskab Ryanair flyver ikke til København, men i stedet til de jyske lufthavne i Billund og Aarhus. Men det er ikke umiddelbart til at se på billetpriserne til 10 europæiske storbyer, viser seneste udgave af Dansk Flyprisindex, der udgives af rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk.

Igennem de seneste tre år er det nemlig blevet op til 35 % dyrere at rejse fra de jyske lufthavne, mens billetpriserne fra Københavns Lufthavn blot er steget med 14 %. I forvejen lå billetpriserne fra den billigste jyske lufthavn på et niveau, der var 40 % højere end billetpriserne i CPH.

Men der er store regionale forskelle. Billetpriserne i Aalborg er eksempelvis faldet med 3 % i løbet af tre år, men de ligger stadig omkring 65 % højere end de laveste priser ved afrejse fra Københavns Lufthavn. Fra Aalborg Lufthavn kan man dog komme til Berlin med Norwegian for 660 kroner eller med spanske Vueling til Barcelona for 1.473 kroner i uge 32, der løber fra den 6. til 12. august og er sidste uge i skolernes sommerferie.

"Det er på de direkte ruter fra de jyske lufthavne, at jyderne finder de bedste tilbud. Så snart man skal rejse via København bliver det noget dyrere. Cimber Sterlings konkurs har også betydet, at rejsemulighederne via København er blevet kraftigt indsnævret, hvilket tydeligt afspejler sig i de aktuelle billetpriser i denne sommersæson," forklarer administrerende direktør Ole Stouby fra rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk
 


Note: Gennemsnit af de laveste billetpriser til 10 udvalgte europæiske destinationer. Priserne er i DKK inklusive skatter og afgifter, men eksklusive tillæg for bagage, sædevalg m.v. Alle priser er søgt i uge 28 i de respektive år.
 

Aarhus tilhører Udkantsdanmark 
Aarhus Lufthavn er blevet særligt hårdt ramt af Cimber Sterlings konkurs. Lufthavnen kan i øjeblikket kun tilbyde rejser med SAS via København på færre antal afgange end tidligere. Det betyder, at de laveste billetpriser er 25 % højere end sidste sommer og dobbelt så høje som i Københavns Lufthavn. "Hvor man i gennemsnit skal betale 2.072 kroner for den billigste returbillet til en europæisk storby ved afrejse fra Aarhus Lufthavn, kan man i Københavns Lufthavn slippe med 992 kroner. Dermed er lufthavnen i landets næststørste by prismæssigt blevet en del af Udkantsdanmark," konstaterer Ole Stouby. 

Følg flybilletprisernes udvikling i det interaktive diagram på Dansk Flyprisindex' side.

Find billige flybilletter her 

Kontakt: Adm. direktør Ole Stouby
E-mail: os@travelmarket.com
Telefon: 76 43 30 54 / 40 81 72 47

Travelmarket.dk tjekker billetpriserne til 10 udvalgte storbyer hver fjerde uge og publicerer disse gennem Dansk Flyprisindex. De europæiske destinationer, der danner grundlag for Dansk Flyprisindex er Amsterdam, Barcelona, Berlin, London, Oslo, Paris, Prag, Rom, Stockholm og Wien.

Kontakt

Pressemeddelelser

Hvis du ønsker at modtage pressemeddelelser fra os, så skriv en e-mail til info@travelmarket.com.

Så sætter vi dig på listen.
Find billige rejser til hele verden
Prissammenligningssiden Travelmarket.dk søger mere end 1.000 websider for at finde den bedste og billigste rejse til dig.