Presse

PRESSEMEDDELELSE - 3 Okt 2012

Hamburg presser priserne på oversøiske flyrejser

For år tilbage valfartede mange danskere til Hamburg for at benytte lavpristilbud på flybilletter. Sidenhen blev den nordtyske lufthavn overhalet indenom af København og endog i mange tilfælde også Billund, men nu har tyskerne for en stund genvundet positionen som prisledende på oversøiske flyrejser.

Download Dansk Flyprisindex nr. 43 - afrejseuge 44 2012

Det kan ikke betale sig at gå over åen efter vand. Det gamle danske mundheld har igennem det seneste år været sandfærdigt, idet det ikke længere har kunnet betale sig at tage til Hamburg for at rejse billigt. For Københavns Lufthavn har de seneste 12 måneder været den billigste nordeuropæiske lufthavn for såvel europæiske som oversøiske flyrejser.

Men lige nu har Hamburg Airport midlertidigt overtaget førerpositionen på de oversøiske flyrejser. Det viser seneste udgave af Dansk Flyprisindex, der udgives af rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk. Prisindekset har hver fjerde uge siden efteråret 2009 tjekket de laveste billetpriser på 10 udvalgte storbydestinationer i såvel Europa som i resten af verden. Prissammenligningen har også omfattet flyrejser fra lufthavnen i Hamburg, som ifølge egne tal årligt benyttes af op imod 100.000 danske rejsende.

Det er således i gennemsnit 200 kroner billigere per person at rejse fra den nordtyske lufthavn til de 10 oversøiske storbyer, der er indgået i Dansk Flyprisindex. En besparelse af denne størrelse er dog ikke særligt attraktiv isoleret set, heller ikke hvis man rejser flere sammen. I stedet gælder det om at finde det helt rigtige tilbud.

I afrejseuge 44 (29. oktober til 4. november) er det i halvdelen af tilfældene billigst at rejse ud af Hamburg sammenlignet med Københavns Lufthavn. Til Rio de Janeiro kan man eksempelvis erhverve en returbillet for 4.438 kroner fra Hamburg med Air France-KLM. Fra Københavns Lufthavn er billigste billet på 6.277 kroner, men så flyver man til gengæld til den brasilianske storby med British Airways. En forskel på hele 1.839 kroner, eller næsten 30 procent billigere end flyrejsen fra København.

Også hvis rejsen går til Beijing, Johannesburg, Mexico City eller Sydney er der også besparelser at hente. Til Johannesburg flyver Air France-KLM retur fra Hamburg for 4.618 kroner. Der skal betales 842 kroner mere per billet, hvis man rejser fra København, hvor billigste billet er med Airberlin og Etihad Airways i samarbejde. Her vil prisen dog være 5.460 kroner - eller næsten 18 procent mere end fra Hamburg.

"Eksemplerne viser, at man altid skal se sig godt for, når man bestiller flyrejser. Markedet er under konstant forandring, hvilket billetpriserne afspejler. Vurderet ud fra en gennemsnitsbetragtning er billetpriserne fra København absolut fortsat konkurrencedygtige i forhold til alle de større nordeuropæiske lufthavne," understreger Ole Stouby, der er administrerende direktør i Travelmarket.dk.

De 10 udvalgte oversøiske storbydestinationer, der indgår i Dansk Flyprisindex, er henholdsvis Bangkok, Beijing, Dubai, Johannesburg, Los Angeles, Mexico City, New York, Rio de Janeiro, Sydney og Tokyo.

Følg flybilletprisernes udvikling i det interaktive diagram på Dansk Flyprisindex' side.

Find billige flybilletter her 

Kontakt:
Adm. direktør Ole Stouby
E-mail: os@travelmarket.com
Telefon: 76 43 30 54 / 40 81 72 47

Dansk Flyprisindex udgives hver fjerde uge af rejsesøgemaskinen travelmarket.dk baseret på en oversigt over de billigste returflybilletter til de ti mest populære europæiske og oversøiske destinationer.

Kontakt

Pressemeddelelser

Hvis du ønsker at modtage pressemeddelelser fra os, så skriv en e-mail til info@travelmarket.com.

Så sætter vi dig på listen.
Find billige rejser til hele verden
Prissammenligningssiden Travelmarket.dk søger mere end 1.000 websider for at finde den bedste og billigste rejse til dig.