Presse

PRESSEMEDDELELSE - 13 Jun 2013

Guide til de billigste flybilletter i juli

Der kan være rigtig mange penge at spare ved at kende markedet med de bedste kombinationer af flyselskaber og lufthavne, når man skal bestille flybilletter til sommerferien. Nogle gange kan det bedst betale sig for sjællændere at rejse ud af Jylland, mens det oftest også kan betale sig for jyderne at rejse ud af København. Og i nogle tilfælde ligger de bedste rejsetilbud og venter i Hamburg Airport syd for grænsen.

Download Dansk Flyprisindex nr. 52 - afrejseuge 28/2013

At flybilletmarkedet er uoverskueligt, vil de fleste gerne skrive under på. Derfor har man blandt andet internettets rejsesøgemaskiner til at bringe orden i kaos, således at forbrugerne i ro og mag kan finde de tilbud, der passer bedst til pengepung og den travle kalender.

Hver fjerde uge tjekker rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk de billigste flybilletpriser til 10 europæiske og 10 oversøiske destinationer fra i alt fire danske lufthavne samt fra lufthavnen i Hamborg. Resultaterne publiceres i Dansk Flyprisindex, der indtil videre er udkommet i over 50 udgivelser siden 2009.

I den seneste udgave sættes der fokus på, fra hvilke lufthavne og med hvilke flyselskaber man finder de absolut billigste tilbud med afrejse i uge 28, der strækker sig fra den 8. til den 14. juli. Her er guiden til de 10 billigste flybilletter til de mest populære storbyer.

Amsterdam
Selvom KLM flyver direkte fra Billund og Aalborg, er det er simpelthen for dyrt. Rejs ud af København med SAS til 909 kr. eller med KLM til 954 kr. ud af Hamborg. Skal man rejse fra Aalborg, Aarhus eller Billund skal man være forberedt på at betale det dobbelte.

Barcelona
Handler det om den spanske storby Barcelona, er der ikke de store prismæssige forskelle.  Det spanske lavprisflyselskab Vueling er prisledende fra Aalborg og Hamburg til Barcelona El Prat-lufthavnen, mens Ryanair fra Aarhus og Billund kan tilbyde Girona Costa Brava Airport. I alle tilfælde ligger prisen mellem 1.400 kr. og op til 2.000 kr., så der er ikke de store forskelle.

Berlin
Den tyske hovedstad Berlin er en destination, hvor man enten sætter sig i sin bil og kører direkte i den tætte motorvejstrafik, eller også styrer man direkte efter Københavns Lufthavn og den billigste billet med easyJet til 790 kr. I alle andre tilfælde ved rejser fra jyske lufthavne eller fra Hamborg skal der betales to eller tre gange så meget.

London
Går turen til den britiske hovedstad gør man klogt i at rejse ud af København med easyJet til Gatwick eller Stansted eller tage Ryanair direkte fra Aarhus eller Billund til Stansted. Så kan man holde budgettet på under 1.000 kr., mens der skal 50 - 100 procent mere til, hvis man vil rejse ud af Aalborg eller Hamborg.

Oslo
Oslo er blevet en meget tilgængelig destination at komme til. Fra Billund, Aalborg og København er prisspændet med Norwegian mellem 600 kr. og 950 kr. for at flyve retur til den norske hovedstad. Tager man i stedet Ryanair fra Aarhus Lufthavn kan man flyve til Rygge Moss-lufthavnen syd for Oslo for blot 149 kr. Så her er der penge at spare afhængig af slutdestinationen.

Paris
Byernes By er altid populær. Men fra danske lufthavne skal du betale mellem 1.650 og 2.800 kr. Her kunne man alternativt sætte sig i bilen og slå GPS´en til med destination Hamburg Airport. Så vil du kunne rejse til Paris og retur for blot 1.160 kr. direkte med Air France.

Prag
Går turen til den populære tjekkiske hovedstad Prag, er det bedst med afrejse fra Københavns Lufthavn eller Hamburg Airport fremfor de jyske lufthavne. Her kan du erhverve dig en returbillet til det halve af, hvad den koster fra Aalborg, Aarhus eller Billund. Her kan man nemt spare op til 1.000 kr. per person, hvilket kan være med til at finansiere parkeringsafgifterne, som der dog ikke er nogen af i Aalborg Lufthavn.

Rom
Den evige stad i Rom lokker med returbilletter fra 892 kr. med Ryanair fra Billund til Ciampino-lufthavnen. Det er halv pris i forhold til billigste selskab ud af København og blot en tredjedel af prisen, hvis man sammenligner med lufthavnene i Aalborg og Aarhus.

Stockholm
Ved rejser til den svenske hovedstad er der heller ikke meget at betænke sig på. Her sætter man kursen mod Københavns Lufthavn og rejser med Norwegian til Arlanda-lufthavnen og retur for blot 717 kr. Skal man rejse fra de jyske lufthavne eller Hamburg Airport, skal man regne med en merudgift på mindst 100 %.

Wien
Det er to eller tre gange dyrere at rejse ud af jyske lufthavne end at rejse fra København eller Hamborg. Fra København flyver østrigske NIKI retur til den østrigske hovedstad for 699 kr., og fra Hamburg Airport er det Airberlin, der kan gøre turen for 852 kr.  Dyreste løsning er Air France-KLM fra Billund til en pris af 2.428 kroner.

"Selvom der ikke er langt til sommerferiens start, er der stadig mange gode tilbud i markedet. Det kræver blot, at man sammenligner mellem de enkelte lufthavne og flyselskaber. Her vil det hurtigt vise sig, at en køretur i bil eller tog til nærmeste lufthavn med et godt rejsetilbud nemt kan spare 2 voksne og 2 børn for flere tusinde kroner," fortæller administrerende direktør Ole Stouby fra rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk, der udgiver Dansk Flyprisindex.



Følg flybilletprisernes udvikling i det interaktive diagram på Dansk Flyprisindex' side.

Find billige flybilletter her

Kontakt: Adm. direktør Ole Stouby
E-mail: os@travelmarket.com
Telefon: 76 43 30 54 / 40 81 72 47

Dansk Flyprisindex udgives hver fjerde uge af rejsesøgemaskinen travelmarket.dk baseret på en oversigt over de billigste returflybilletter til de ti mest populære europæiske og oversøiske destinationer.

Kontakt

Pressemeddelelser

Hvis du ønsker at modtage pressemeddelelser fra os, så skriv en e-mail til info@travelmarket.com.

Så sætter vi dig på listen.
Find billige rejser til hele verden
Prissammenligningssiden Travelmarket.dk søger mere end 1.000 websider for at finde den bedste og billigste rejse til dig.