Malaysia rummer en utrolig naturrigdom. Her har verdens ældste regnskov dannet rammen for et fantastisk plante- og dyreliv. Havskildpadder yngler på østkysten, og i regnskoven lever den truede orangutang.
Men Malaysia er også kontrasternes land. Befolkningen består af en skøn blanding af kinesere, malajer, indere og arabere og side om side, og muslimske moskéer står plantet mellem hinduistiske helligdomme.
Cameron Highlands er et glimrende udgangspunkt, hvis man vil udforske junglen. I det behagelige klima, hvor gennemsnitstemperaturen er 21 grader, kan man nyde junglens små snørklede floder, vandfald og farvestrålende sommerfugle i fulde drag.
På Malaysias østkyst og på de nærliggende øer, finder man Malaysias bedste strande. Turismen har først for nylig gjort sit indtog, og mange steder finder man små landsbyer, hvor det traditionelle malaysiske liv stadig leves.
Malaysias hovedstad Kuala Lumpur er byen, hvor mangeartede folkeslag har formået at leve side om side. Her finder man kinesere, arabere, muslimer, indere og malajer, der alle har sat deres præg på byen. Byen er i rivende udvikling og side om side med muslimske moskeer og gadehandlere, finder man nyopførte skyskrabere, der rummer kæmpe butikscentre.
Den uberørte natur i Sabah og Sarawak byder på et fantastisk dyre- og planteliv. I den eksotiske regnskov kan man møde orangutanger, og langs kysten kan man dykke i farvestrålende koralrev. Mount Kinabalu knejser i Sabah, og det høje bjerg lader sig indtage forholdsvis nemt.
På øen Penang er der varmt hele året, og langs de dejlige strande kan man dyrke alle former for vandsport. Øen er en skøn blanding af pulserende byliv i Georgetown og hyggelige fredfyldte landsbyer.