Rejser til Israel

Rejser til Israel

Rejsetema
Alle rejsetemaer
Land
Alle lande
Rejsens varighed
Alle varigheder
Søg temarejser
Det Hellige Land Israel har en magisk tiltrækning på mennesker fra hele verden. Og ikke uden grund. Intet andet sted i verden finder man et så omfattende miks af naturoplevelser, historiske seværdigheder og helligdomme. Tre af verdens største religioner slås bogstaveligt talt om pladsen, romere, tyrkere, korsfarere, byzantinere med flere har efterladt historiske visitkort og landskaberne varierer fra gold stenørken over subtropiske dale til de mest fantastiske grønne bjerge og rislende kilder.
Bedøm rejsemål
4,5
(57 bedømmelser)
Herunder finder du temarejser til andre lande end Israel - Brug søgeboksen øverst for at søge efter rejser.

Udvalgte temarejser fra Israel

Sortér rejser til Israel efter tema

Ferie i Israel

Om Israel
Områder

Værd at opleve i Israel

Jerusalem
Kuplen på Klippemoskeen står som et ikon over Jerusalem, som er hellig for både muslimer, kristne og jøder. I den gamle bydel, som er omringet af en stor, tyk mur med store, gamle porte, falbyder de handlende hver dag deres varer. Bydelen er inddelt i kvarterer, det muslimske, det jødiske, det kristne og det armenske, og det føles som en labyrint, når du bevæger sig rundt til fods. Du forundres og forbløffes af alt, hvad du ser og oplever hver gang, du går rundt om endnu et hjørne.

I den gamle bydel har du mulighed for at besøge bjerget, hvorfra Muhammed steg til himmels på sin hest, opleve hvordan tusindvis af jøder hver dag beder og begræder tabet af Det gamle tempel og gå i Jesus’ fodspor langs gaden Via Dolorosa. Turen ender i Gravkirken hvor Jesus blev korsfæstet på Golgata og efterfølgende begravet.

Men Jerusalem er langt mere end den gamle bydel og byder desuden på mange andre spændende attraktioner.

Det store Mahane Jehuda marked er fyldt med boder og små butikker, som sælger frisk frugt og grønt samt alverdens andre madvarer. På markedet finder du desuden små spændende restauranter, som også har åbent om aftenen.

En fantastisk udsigt over Jerusalem med Klippemoskeen i centrum åbnebarer sig på toppen af Oliebjerget. Her er det også muligt at se den kæmpe store jødiske kirkegård med tusindvis af gravsten. Neden for Oliebjerget ligger Alle Nationers Kirke i Getsemane have, hvor Jesus blev forrådt af Judas og tæt derpå Jomfru Marias grav.

Du kan også begive dig ind i det ultra ortodokse jødiske kvarter Mea Shearim, hvor nogle mandlige jøder går med store pelshatte og lader sidelokkerne gro, mens kvinderne bærer tørklæde eller paryk for at ingen skal se deres rigtige hår.

Det er en tankevækkende oplevelse at besøge det store museumskompleks Yad Vashem til minde om ofrene for 2. Verdenskrig. Selve museet har en spændende arkitektur og er delvist gravet ned i jorden, så man på vej rundt i mindelunden både går gennem og hen over den bygning, som indeholder selve museet.

Er du interesseret i at se Dødehavsrullerne, som blev fundet i nogle gamle huler af en hyrdedreng i 1947, så skal du besøge det nationale Israels museum. Dødehavsrullerne indeholder blandt andet bibelske tekster fra Det gamle Testamente. På Israel museum kan du også se en model af, hvordan man mener, at Jerusalem så ud på Jesus tid.  

Tel Aviv
Mens Jerusalem er en meget religiøs by, er Tel Aviv dens diametrale modsætning. Ung, moderne og løssluppen. Her er der masser af barer og natteliv, en meget frisindet stemning, og en utrolig lang og smuk sandstrand med strandpromenade, som er yderst velbesøgt af både lokale og turister. Vil du være kulturel, så er her masser af museer, kunstgallerier, koncerter og teaterforestillinger og så er byen kendt for sin flotte Bauhaus-arkitektur, som I disse år bliver renoveret og ført tilbage til sit oprindelige udseende. I Tel Aviv har du rig mulighed for at shoppe i modebutikker, shoppingmalls og sågar på det lokale kamelmarked.

Husk også at lægge vejen forbi Jaffa, en gammel arabisk by meget tæt på Tel Aviv, som i disse år gennemgår en større ansigtsløftning langs havnefronten, men stadig har gamle, skæve gader og lækre arabiske restauranter.

Betlehem
Betlehem er en gammel kristen by, hvor den største attraktion uden tvivl er Fødselskirken. Denne store kirke er bygget oven på det sted, hvor man mener, at Jesusbarnet blev født af Jomfru Maria og lagt i en krybbe.

Men Betlehem er meget mere end gammel bibelhistorie. Det er en moderne arabisk by med et stort kristent mindretal.

I Betlehem kan du komme helt tæt på den lange mur, som israelerne har bygget langs grænsen til Vestbredden. På muren i Betlehem har den spændende og hemmelighedsfulde kunstner Banksy lavet adskillige vægmalerier, som alle har et politisk budskab.

Det Døde Hav
At forsøge at svømme i Det Døde Hav er en meget mærkelig oplevelse og ikke en, du kan få noget andet sted i verden. Det Døde Hav er verdens lavest beliggende sø og da saltindholdet er på omkring 31,5 %, er det umuligt at tage rigtige svømmetag. Du kan blot flyde i vandskorpen, mens du nyder solen, palmerne og udsigten til Jordans bjerge. Det Døde Hav er fyldt med mineraler, og langs kysten kan du flere steder smøre dig ind i mineralholdigt mudder. Langs Det Døde Hav er der flere muligheder for at bade. Du kan vælge de offentlige strande og bade gratis og kun give et par kroner for omklædningsrum og toiletfaciliteter eller betale for at få adgang til kyststrækningen ved et hotel. Her får du samtidig mulighed for at benytte hotellets restaurant, bar, liggestole og andre faciliteter.

Masada
Den gamle fæstning Masada blev grundlagt i år 161 før vores tidsregning meget tæt på Det Døde Hav i Negevørkenen. Legenden fortæller at der her boede en mindre koloni af jødiske mænd, kvinder og børn, som blev belejret af romerske soldater. Efter en lang og pinefuld belejring valgte koloniens indbyggere til sidst at begå kollektivt selvmord - hellere det end at overgive sig til fjenden. Kun en lille håndfuld børn og kvinder havde gemt sig og overlevede derfor.

Det er muligt at tage en kabelbane op til Masada, men er du frisk, kan du også vælge at gå turen op ad bjerget. Det tager ca. en time. Da Masada og Det Døde Hav ligger meget tæt på hinanden kan disse to steder nemt og med fordel opleves på den samme dag.

Eilat
Eilat er Israels sydlige ferieparadis med masser af muligheder for alle aldre. Her er der mulighed for at snorkle og dykke i Det røde Hav, som er utrolig rigt på farverige fisk og flotte koraler. Du kan også tage på fisketure, stå på vandski, ro i kajak og dyrke forskellige former for sejlsport. Der er strand lige midt i byen med tilhørende strandpromenade, barer, dejlige restauranter og vilde natklubber. I Eilat er det også muligt at snorkle eller dykke med delfiner i den lille park og delfinarium Dolphin Reef. En stor oplevelse for både store og små.

Eilat ligger tæt på den store Negevørkenen, så der er rig mulighed for at opleve kamelridning, vandreture og camping under stjernehimmelen.

Værd at huske på
Israel har en god infrastruktur og det er nemt at leje bil, køre med offentlig transport eller i taxa. Husk blot, at det meste af landet lukker ned fra fredag ved solnedgang til lørdag ved solnedgang, når det meste af befolkningen overholder den jødiske hviledag og weekend; sabbat. I dette tidsrum står al offentlig transport stille og mange taxachauffører kører ikke. Mange restauranter og butikker er også lukkede - især i det ultrareligiøse Jerusalem. I Tel Aviv og Eilat vil det stadig være muligt at finde åbne barer og restauranter samt døgnåbne supermarkeder.

Eilat

Eilat er et stort turiststed. Byen byder på nogen af verdens bedste dykker- og snorkelområder langs kysten, hvor mange også kommer blot for at slappe af ved havet.

Haifa

Haifa var en vigtig brik i mange af jødernes flugt til Palæstina før 1948, i dag kan man opleve historien på byens immigrations- og søfartsmuseum.

Jerusalem

Jerusalem er hjemsted for et af de mest hellige steder i verden. I byen møder man jødiske mænd med ørekrøller, uniformerede soldater og masser af turister. Byen bugner af seværdigheder, der hvert år bliver besøgt at hobevis af rejsende.

Tel Aviv

Tel Aviv by er kun halvtreds år gammel, og det er derfor ikke historiske bygninger, der præger byen. Men Tel Aviv kan byde på fremragende museer, et godt natteliv og skønne, hvide sandstrande.
Find billige rejser til hele verden
Prissammenligningssiden Travelmarket.dk søger mere end 1.000 websider for at finde den bedste og billigste rejse til dig.