Seværdigheder Canada

Seværdigheder Canada

Calgary

Calgary Tårnet

Det 626 fod scepter-formede bygningsværk tilbyder et flot skue ud over byen, de omkringliggende sletter og de knejsende Rocky Mountains, der tårner sig op 80 kilometer mod vest. Ved specielle begivenheder brænder en stor flamme på toppen af Calgary Tower, der har en roterende restaurant, så man kan spise middag, mens man nyder udsigten.

Glenbow Museum

Calgary’s flagskib blandt museer og udstillinger rangerer blandt de allerbedste i Canada. Oveni flere rejse- og ekspeditionsfremvisninger har Glenbow Museum omfattende udstillinger viet til Alberta’s første indbyggere, tidlige europæiske nybyggere og de senere tiders pionerer. Mineralogi-sektionen og samlingen af våben og rustninger er suveræne.

Heritage Park

Mere end 100 autentiske bygninger er blevet indsamlet fra hele det vestlige Canada og genopført i Heritage Park. “Nabolagene”, der “bebos” af parkens personale, klædt i gamle klæder, spænder fra en 1850er pelshandler til en udpost fra en landsby fra 1910. Damptoge, hestetrukne busser, hjuldampere sørger for transporten rundt i parken.

De Maritime Provinser

Hvaler

At se havets kæmper, når de boltrer sig i vandet, er et uforglemmeligt syn, som man kan opleve et hav af steder langs The Maritimes og New Foundlands kyster. Hvor og hvornår afhænger af årstid og geografi, men er man i New Brunswick fra juli til september, er der næsten garanti for at se en af de mange hvalarter, der passerer kysten i denne periode. Det er ikke helt usædvanligt at en 30 meter lang blåhval kommer forbi.

Peggy’s Cove

Oplev hvorfor malere og fotografer strømmer til Peggy’s Cove i Halifax, Nova Scotia. Den lille fiskerby er noget af det mest idylliske, man kan forestille sig. De små træhuse og fyrtårnet, hvori der ligger et postkontor, danner et yndigt scenario ved åbningen af St. Margarets Bay, hvor Atlanterhavets bølger bruser ind over klippekysten.

Prince Edward Island National Park

Parken er et af Canadas allerbedste tilbud. Stierne i nationalparken på Prince Edward Islands nordkyst fører gennem skovområder med floder, søer, masser af dyreliv og ud til, hvor himmel og hav møder røde sandstensklipper, sandbanker og strande, der indbyder til svømme- og gåture, samt et kig på områdets 200 fuglearter.

Roosevelts kæmpehytte i Fundy-bugten

På Campobello Island i New Brunswick ligger den tidligere amerikanske præsident Roosevelts gamle ferieresidens. Den store 34-værelses hytte, og særligt det naturreservat som den ligger i, er en stor attraktion, der trækker mange til Fundy-bugten, hvor verdens højeste tidevand har formet sære klippeformationer og huler.

De Nordlige Territorier

Kluane National Park

I Yukon Territorierne i Canadas nordvestlige hjørne ligger Kluane National Park. Det rige dyreliv, de hundrede kilometer lange gletschere og Canadas højeste bjerg, Mt. Logan, er en oplevelse for enhver, der har mod på at møde barsk og råskøn natur. Tag en tur i helikopter over Kluanes utrolige isrige, hjemsted for utallige grizzlybjørne og sorte bjørne.

Nahanni National Park

Vest for Yellowknife-området ligger Nahanni National Park, hvor man møder det mægtige Virginia vandfald, der pisker vandet til skum omkring et central klippespir. Et andet af parkens mange spektakulære syn er The Cirque of Unclimables, en utrolig katedral af høje klippetårne som kun en håndfuld af verdens mest erfarne klatrere har besteget.

Nordpolarlyset i Yellow Knife

Synet af den arktiske himmel fuld af nordpolarlys (Aurora Borealis) er uden sidestykke på denne planet. Nogle mener ligefrem, at de store bølger af grønt, rødt og lavendelblåt lys har helbredende virkning. Den tanke er heller ikke så fjern, hvis man tager en tur ud på den tilfrosne sø, Great Slave Lake i Yellowknife, Yukon, på en klar aften mellem september og marts.

Det Vestlige Canada

Banff National Park

Banff National Park, der ligger rundt om byen Banff, er Canadas første national park og en af de absolut smukkeste. Når man har indtaget den pragtfulde udsigt ved Sulphur Mountains, kan man tage sig et forfriskende bad i de varme kilder Upper Hot Springs, som omgives af udsigten til de mægtige bjerge og det rige dyreliv.

Yoho National Park

Nationalparken Yoho i British Columbia indeholder noget af det mest enestående scenario i hele den canadiske del af Rocky Mountains. De mange bjergtinder rager indimellem flere tusinde meter op over de høje vandfald i Yoho Valley og gletschernes smeltevand i smaragdsøen “Emerald Lake”.

Montréal

Bydelen Old Montréal

Med sine flere hundrede år gamle huse er bydelen Old Montréal et godt bud på rammen om en hyggelig gåtur. Her kan man danne sig et godt indtryk af Montréals historie og få lidt afveksling fra det øvrige bybillede.

Den underjordiske by

Som turist i Montréal bør man ikke gå glip af The Undergrund City. I denne underjordiske by finder de i alt 30 kilometer lange underjordiske gangstier vej til cirka 1700 forretninger, 40 banker, barer, fitnesscentre, 200 restauranter, 30 biografer og teatre, 10 metrostationer, et universitet, 7 hoteller, en koncerthal og cirka 1600 boligenheder. Det lyder utroligt, men det er sandt! Et absolut must.

Det olympiske anlæg og botanisk have

Det futuristiske anlæg, der stod færdigt til olympiaden i 1976 er en stor oplevelse. Selve stadion “Big O”, der er formet som et kæmpemæssigt bløddyr og det 45 grader skæve tårn, der støtter stadionets tag, dominerer bygnings-silhuetten i Montréals østlige ende. Men området har mere at byde på. Her findes også Montréals Botanical Garden, der med verdens største museum dedikeret til insekter, hører til blandt verdens fineste.

Kirken Notre-Dame Basilica

Den blå kirke bliver den kaldt. Notre-Dame Basilica er en af de smukkeste kirker i Nordamerika, og udsmykningen indvendigt kan minde en del om Firenze’s berømte basilikaer. Fyrretræs- og valnøddeudskæringerne, glasmosaikkerne og de himmelblå hvælvinger beklædt med guldstjerner skaber en drømmeagtig atmosfære for de 4000 mennesker, der kan sidde i den enorme kirke. Orglet består af 7.000 piber, hvilket gør det til et af de største på hele kontinentet.

Ontario

Niagara Vandfaldene

Navnet på et af verdens naturvidundere, Niagara Falls, i provinsen Ontario er kendt for de fleste. Faldene, der med frygtindgydende rå kraft slynger voldsomme vandmasser mod bunden i en øredøvende brølesymfoni, opleves bedst fra den canadiske side af grænsen til USA. Den mest fantastiske oplevelse får man fra en helikopter, hvor man kan se naturens fantastiske magtmanifest fra alle leder og kanter. Faldene ligger cirka 130 kilometer vest for Toronto.

Ottawa

Canadas museum for civilisation

Museets smukke bølgede linier gør bygningen til Ottawa’s mest særprægede og spektakulære stykke arkitektur. Udstillingerne sporer Canadas historie fra forhistoriske tider til i dag. I den store hal finder man canadiske vestkyst-langhuse, tårnhøje totempæle og naturtro rekonstruktioner af en arkæologisk udgravning.

Canadas Natur museum

I en slotsagtig bygning, der huser Ottawa’s naturmuseum, viser udstillingerne jordens, samt Canadas pattedyrs-, fugles- og plantelivs evolution. Museet har en enestående dinosaurudstilling, og The Viola MacMillan Mineral Gallery udstiller en samling af mineraler, der er i verdensklasse.

Parlamentsbygningerne i Ottawa

De 3 gotiske bygninger med de irgrønne kobbertage, der huser Canadas parlament og senat, er arkitektoniske perler i Canadas hovedstad Ottawa. I foyeren finder man de vidunderligt detaljerede stenfriser, der dikterer Canadas historie, samt de mesterligt udskårne stensøjler og provinsielle emblemer i farvet glas skabt af nationalkunstneren Eleanor Milne.

Præmien

Fort Walsh

Det originale Fort Walsh i det sydlige Saskatchewan blev bygget i 1875 af bjergboerne for at skabe ro og orden mellem whiskysælgerne og indianerne. Fort Walsh forblev det lokale center for handel indtil 1883, hvor det blev forladt. Se det spændende fort, der er blevet restaureret, så man igen kan opleve en bid af nybygger-æraen i Fort Walsh National Historic Parks smukke omgivelser.

Isbjørne ved Churchill

Hvert efterår strømmer mange canadiere og udenlandske turister til Churchill i Manitoba. Ikke uden grund. Her kan man se isbjørne vente på at indlede sæljagten, så snart Hudson Bay er frosset til. Et tog, specielt indrettet med udsigtsbalkoner, spisevogn og sovepladser, befinder sig altid der, hvor udsigten til de store isbamser er bedst.

Prince Albert National Park

Hektar efter hektar af vildnis og vandveje, delt i tre landskaber: vidtåbent græsland, træbeklædt parkland og tyk nordligt skovland med mange søer udgør vigtige dele af Prince Albert National Parks uvurderlige naturrigdomme. Tag på kanotur og oplev den prægtige natur.

Quebec

Abraham sletterne

Det berømte slag i 1759, der fandt sted på disse smukke sletter, bestemte Ny Frankrigs skæbne. Her sejrede den britiske hær, under general James Wolfe’s kommando, over de franske styrker og kastede Québec ind i en ny æra under briternes herredømme. Er man interesseret i Québecs fascinerende historie, er Abraham sletterne et godt udgangspunkt.

Quebec City

Bydelen Quartier Petit Champlain

Sådan hedder Québecs ældste bydel, der ligger på bredden af St. Lawrence floden under de høje klipper og resten af byen. Her i de smukke og velplejede huse finder du masser af hyggelige caféer, restauranter, kunstbutikker og værksteder, som dukker op en efter en på en gåtur gennem de smalle brostensbelagte gader.

Fæstningen La Citadel

Udsigten over St. Lawrence floden og den gamle bydel er flot fra højeste punkt på Cap Diamant, hvor det 150 år gamle fæstningsværk La Citadel ligger. Fortet er den største befæstede base, der stadig benyttes i Nord Amerika. Byggeriet af det store fort blev påbegyndt af franskmændene i 1832 og færdiggjort af englænderne i 1850. Traditionsbundne kanonsalutter høres ind i mellem fra fortet, der rummer et museum i et gammelt krudtlager.

Gaspéhalvøen

Det ene idylliske fiskerleje efter det andet dukker frem, når man tager turen langs kysterne omkring den smukke Gaspéhalvø. I midten ligger Québecs højeste bjerg, Mount Jaques Cartier, der rejser sig 1.286 meter op over de tætte skove og øvrige bjerge. Tag turen til den sydlige del af halvøen, hvor små eksotiske blomster og planter vokser i parken Jardin Métis.

Pladsen Place d’Armes

Begynd gåturen fra Place d’Armes, en stor plads, (omkranset af det gamle franske styres bygninger) der dannede rammen om politiske taler og militærparader. Syd for pladsen finder du også det ekstravagante, men flotte Chateau Frontenac hotel, som er blevet Québec City’s varemærke, siden det stod færdigt i 1925.

Vieux Québec kvarteret

Québecs gamle bydel, der ligger på atlanterhavskysten, puster århundreders historie ind i enhver, der tager en spadseretur gennem de brostensbelagte gader med de mange franske restauranter, kunstbutikker og værksteder. Læg også vejen forbi den gamle havn, der blev grundlagt i det 17. århundrede, og gå en tur på promenaden med de mange handels- og krydstogtskibe, der ligger forankret.

Toronto

CN Tårnet

CN Tower, der med sine 533 meter er verdens højeste fritstående bygning, kan anbefales til enhver der ikke er bange for højder. I løbet af det minut der tager for elevatoren at køre op, får man en fornemmelse af at sidde i et fly, der letter, og på toppen har man et enestående vue ud over millionbyens vældige skyskrabere.

Havnefronten

Hvert år har Toronto’s havnefront 3 millioner besøgende. Det er ikke for ingenting. Mellem den vellykkede blanding af restaurerede pakhuse og moderne arkitektur findes der masser af kulturliv og ikke mindst shopping malls. Det er her byens indbyggere promenerer om sommeren, hvor der er et stort udendørs marked.

SkyDome stadion

Det gigantiske stadion SkyDome er baseball-holdet Toronto Blue Jays’ hjemmebane. Da det stod færdigt i 1989 var det et af de mest moderne i verden med et kæmpestort skydetag, 10.000 mobile sæder og plads til 67.000 tilskuere i alt. Stadionet har også verdens største tv-skærm. Rundvisning hver time fra 9-16.

Vancouver

Bydelene Gastown og Chinatown

Vancouver opstod efter “Gassy” Jack Deighton med sin glatte tunge i 1867 overtalte (og snød) nogle lokale tømrer til at bygge sig en salon for en tønde whisky. Han lagde senere navn til Vancouvers gamle bydel Gastown, hvor man i dag kan opleve de gamle bygninger fra guldfeberens tid. Gå også en tur gennem den tredjestørste Chinatown i Nordamerika.

Halvøen Stanley Park

Stanley Park, en halvø nordvest for centrum, bør man ikke misse. Det kæmpestore parkareal blev oprindelig brugt til militære formål i midten af 1800-tallet, men i dag er det blevet byens store oase med udsigtspunkter, kystlinie, strand, haver, sportsanlæg, swimmingpools, dyr og meget mere.

Vancouver Akvarium

I Vancouver Aquarium i Stanley Park finder du verdens første akvarium af sin art. Her er der delfiner, belugahvaler og spækhuggere i fantastiske shows. I de store indendørs og udendørs akvarier kan man også betragte de mange sæler, havoddere, tropiske fisk, hajer, krybdyr og padder.

Har du fået lyst til at rejse til Canada?

Her finder du eksempler på rejser, som vores brugere har fundet tidligere.
Flybilletter t/r
Priserne er oplyst som pris pr. person
Book dine seværdigheder her