Presse

PRESSEMEDDELELSE - 19 Maj 2011

Dødt løb mellem Københavns Lufthavn og Hamburg Airport

Indtil årsskiftet har det oftest været billigere at rejse oversøisk fra Hamburg Airport i forhold til Københavns Lufthavn. Men nu er der "dødt løb" mellem de to lufthavne. Blot 13 kroner gør forskellen ved et samlet pristjek på 10 interkontinentale destinationer med afrejse i uge 24. Det viser den seneste udgave af Dansk Flyprisindex, der udgives af rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk.

Download Dansk Flyprisindex nr. 25, rejseuge 24/2011 (pdf)

Den nordtyske lufthavn i Fuhlsbüttel ved Hamburg er meget aktiv i det danske marked. Lufthavnen forsøger som så mange gange før at lokke danske flyrejsende til at tage turen over den dansk-tyske grænse. Hidtil har der været den antagelse, at billetpriserne var lavere ud af Hamburg Airport samt et særligt udvalg af interkontinentale ruter, bl.a. Emirates til Dubai.

Men alt dette er historie. Siden den 1. januar 2011 har de tyske myndigheder indført en passagerafgift, der har gjort flybilletterne op til 335 kroner dyrere på de interkontinentale flyrejser. Samtidig er der i løbet af de seneste 18 måneder sket en udvikling i Københavns Lufthavn, hvor man har været i stand til at tiltrække en række nye selskaber på de interkontinentale ruter, bl.a. Egyptair, Delta Air Lines, Air Canada, Qatar Airways og snart Emirates og Gulf Air.

Det betyder, at udbuddet fra den danske hovedstadslufthavn i Kastrup er større end tidligere, mens lufthavnen i Hamburg kæmper med virkningerne af den tyske passagerafgift.
Det smitter i høj grad af på billetpriserne. Den gennemsnitlige billetpris fra Københavns Lufthavn til 10 udvalgte interkontinentale destinationer i Dansk Flyprisindex er med afrejse i uge 24 på 4.988 kroner mod 5.135 kroner året før. Det svarer til et prisfald på ca. 3 procent. I Hamburg Airport er gennemsnitsprisen til samme destinationer og i samme afrejseuge på 4.975 kroner mod 4.722 kroner året før - eller en stigning på lidt mere end 5 procent. Der er i dag således kun en forskel på 13 kroner ved et pristjek på 10 populære oversøiske destinationer fra de to lufthavne.

"Som rejsesøgemaskine skal vi tilbyde forbrugerne det bedste overblik over priserne i markedet - også fra Hamburg Airport, som i mange år har været populær blandt danske rejsende. Men som dansk virksomhed glæder det os naturligvis, at de laveste priser nu også kan findes indenfor landets grænser," siger administrerende direktør Ole Stouby fra rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk, der udgiver Dansk Flyprisindex.

I gennemsnitpriserne indgår billetpriser til Bangkok, Beijing, Dubai, Johannesburg, Los Angeles, Mexico City, New York, Rio de Janeiro, Sydney og Tokyo.

Følg flybilletprisernes udvikling over tid på Dansk Flyprisindex egen side

Kontakt: Adm. direktør Ole Stouby
E-mail: os@travelmarket.com
Telefon: 76 43 30 54 / 40 81 72 47


Dansk FlyprisindexTM udgives af rejsesøgemaskinen travelmarket.dk baseret på en oversigt over de billigste returflybilletter til de ti mest populære europæiske og interkontinentale destinationer. Dansk FlyprisindexTM publiceres hver måned.
Travelmarket er en neutral og uafhængig rejsesøgemaskine for rejser på internettet. Hundredtusindvis af besøgende benytter hver måned rejsesøgemaskinen for at få en hurtig og effektiv oversigt over de billigste flybilletter, udlejningsbiler, hoteller samt charter- og rejsetilbud fra danske rejsearrangører.

Kontakt

Pressemeddelelser

Hvis du ønsker at modtage pressemeddelelser fra os, så skriv en e-mail til info@travelmarket.com.

Så sætter vi dig på listen.
Find billige rejser til hele verden
Prissammenligningssiden Travelmarket.dk søger mere end 1.000 websider for at finde den bedste og billigste rejse til dig.