Så er det efterhånden lang tid siden, at jeg har skrevet sidst. Hvilket selvfølgelig er et tegn på at alt går godt.
Siden sidst har mine forældre været på besøg, det var godt at se dem og sjovt at vise dem, hvad jeg går og laver. Skolen inviterede på to officielle middage og en dag med sightseeing rundt i området - på 4 dage, så det var mere end nok! Men det er jo tanken, der tæller og det var til tider ret sjovt. Det kan let blive akavet, når kommunikationen er svær. Men udover vores trofaste hjælp: pijou (øl), så var min fars manglende spisepinde evner god underholdning. Efter de var her i 4 dage tog vi med dem til Dandong i endnu 4 dage. Det var dejligt at få lidt mor-og-far kærlighed igen. F.eks. da Tara prøver at lære os et nyt spil kort og jeg får et dårligt kort siger min mor bundseriøst "ej det var synd", mens tara forgæves sukker... En afveksling fra Taras "tag dig sammen og lad vær med at pive tinne" kommentarer, når jeg er i mit hypokonder agtige hjørne.
Dandong var en fin nok by noget større end hvad vi er vant til og hyggeligere end Shenyang. Vi fik sejlet i speedbåd til Nordkorea og kom skræmmende tæt på (sådan 2-3 m) en båd, der lå ved kajen. Så vi fik vinket og råbt til nogle nordkoreanere. Først var vi vist lidt skræmte over at komme tæt på, vi følte os lidt som nogle turister, der betaler penge for at komme tæt på et indelukket og undertrykt folkefærd for at tage billeder og fortælle om det til vore kære vesterlændinge venner !? - men de smilte og vinkede til os som alle andre nu gør, når de ser os hvide vesterlændinge.

Undervisningen går bedre og bedre. Vi har haft et tema om fordomme og snakket om køn, race, fordomme overfor japanere, amerikanere og europæere. Diskussion på kryds og tværs og en hel klasse, der lytter mens jeg ivrigt fortæller om vores første køretur i Kina og hvordan jeg blev taget ved næsen i Beijing ved at købe nogle sko til 300 yan, som Maiken dagen efter købte til 50 yan. I starten var en god time nærmere undtagelsen end reglen. Der er da stadig timer, hvor man ikke helt ved hvad man kan forvente. Men generelt er jeg godt tilfreds med de fleste af mine 14 klasser. Der er et par anden grade klasser, som er svære at aktivere, men så længe de ikke provokerer eller larmer, så er det ikke så slemt, så må man bare klynge sig til sine trofaste 5-7 stræber piger. Og der er flere og flere af anden grade klasserne, der overrasker en. I min lorteklasse (der faktisk kun hedder lorteklasse, fordi de larmer mega meget engang imellem og har en abe, der intet forstår, men godt kan lide at gentage) kunne man i sidste uge høre en nål falde på jorden og alle sad med åbne øjne og gloede på mig mens jeg tegnede og forklarede. Hvilken bare bekræfter mig i at altsammen rimelig meget afhænger af at vi finder på noget spændende at snakke med dem om. For når vi har haft nogle gennemførte emner som skolesystem, fordomme og OL har der været langt mere aktivitet end i en time hvor man kommer ind og siger "i dag skal vi høre musik og lege". Man skal virkelig ikke undervurdere dem og de fleste har en del på hjerte, som de gerne vil sige - de skal bare have en grund til at diskutere og argumentere.

Et par guldkorn fra da vi diskuterede køn og pligter:
- Vi diskuterede hvorvidt en kvindes plads er i køkkenet. Da en elev siger: "A woman must not only be good in kitchen, but also in bedroom with me" (det er ret så vovet at sige i Kina)
- En pige fortæller om en region i Kina, hvor kvinderne har magten og mændende er hjemmegående, hvorefter en dreng rejser sig op og siger "WHAT A PITY YOU ARE IN HUANREN NOW!"
- Mine forældre var med inde i en time og vi snakkede om gamle mennesker kunne have det sjovt, hvorefter en elev siger "lets interview your parents", han spørger så min far om gamle mennesker kan ha det sjovt og min far svarer "i dont know im not old", min elev fik helt røde ører og undskyldte 100 gange, mens resten af klassen skraldgrinede..
- Vi diskuterede hvorvidt det var nødvendigt at være brutal som leder, hvilket de små englebørn selvfølgelig ikke syntes, de forklarer mig derfor om en meget brutal og morderisk kejser, der dræbte en masse mennesker - jeg spurgte dem hvem det var "Emperror Qin" svarer de, hvorefter jeg rødmende indrømmer at jeg er opkaldt efter denne kejser :)

Men men men i de næste tre uger skal vi vise film, hvilket hele tiden har været planen. Det er en stor del af det eleverne forventer, at vi kommer og viser dem en sej amerikansk film og det er også rart med en pause i planlægningen. Så nu har vi tre uger til at planlægge de sidste fire uger. Vi viser Save the last dance som er en typisk amr. teenage film, men alligevel har nogle gode temaer som kærlighed, racisme, forældre/børn, død osv. og så viser vi (en del mod min vilje) high school musical til et par af første graderne. Den er indbegrebet af amr. populær halløj og da kinesere på nogle måder er lidt barnlige og fjantede, har vi fået at vide, at den kunne være et hit. Tara gav et par 1g valget mellem de to film og de gad ikke engang høre om save the last dance. Nu var vores oprindelige ide at give alle valget og stemme om det (sådan lidt vuggestue demokrati), meeen tror jeg kører kinøjser stil og lader være med at give dem valget i de fleste klasser. Men på den anden side er det også lidt tortur at se den samme film 14 gange:)
De var dog helt vilde, da de i Save the last dance var på en rigtig street gangsta hip hop club og dansede dirty, det var ret sjov at se og man fik pludselig lyst til at arrangere en field trip til det nærmeste diskotek og lære alle mine 900 elever hvordan det er at være ung, hvis man ikke lige går på No.1 senior school i Huanren.

Ja det var vist det for denne gang, undervisningen og eleverne fylder en del. Det er fedt og underligt at være lærer og jeg må bekende, at jeg smiler lidt indvendigt, når jeg hører mig selv sige "In my class you DO NOT throw anything, sit down" eller "very good, thank you". Der er en tradition i Kina at eleverne rejser sig op når læreren spørger om noget, hvilket er ret praktisk, selvom jeg i starten syntes det virkede ret... ja... udansk. Men det er bare meget praktisk når man forgæves har stillet det samme spørgsmål til 65 elever, der intet siger, at man kan pege på en, der i samme splitsekund rejser sig op og så er det ellers bare at vente på at de svarer. Hvilket nogle gange kan være 1 minut og mange stammende "nigga nigga... I nigga nigga... sorry.. nigga nigga...", meeen de kan jo godt de kære små.

- Qin LiLi