Nu har vi været i Huanren i en uge. Det bliver bedre og bedre for hver dag der går.

Vores koordinator hernede hedder Yan, hun bor i Beijing, og plejer at følge med volontørerne til Huanren for at sørge for, at alt er i orden og ligesom formidle kontakten mellem ledelsen og højskolen derhjemme. Yan er dog lige blevet opereret, vi besøgte hende på hospitalet og var hjemme at spise hos hende i Beijing. Så vi var rimelig meget på egne ben, da vi ankom. Yan har ellers ry for at være benhård overfor alle lederne hernede og kunne få alt igennem.

Da vi ankom onsdag mente Mr. Xiao at vi skulle starte med at undervise mandag, derhjemme fra havde vi dog fået at vide, at vi fik en uge til at følge undervisningen. Efter at have presset rimelig meget på, fik vi et kinesisk svar ”i dont think such a good idea” (på dansk er det lidt a la - det kan ikke lade sig gøre) og som de andre lærere sagde ”its not hard, its oral english, you just talk, we talk chinese in english, you will not understand”. Imens vi står der på lærerværelset og snakker med en lærer, kan vi høre et lille smæk, der er lige en elev ovre i hjørnet, der får lussinger med en lineal af en lærer (faktisk en af de rigtig søde!). Ingen ser ud til at bemærke det total groteske i situationen. Der er det godt at kunne styre sit toneleje (ja det siger Tara faktisk jeg er blevet god til)! Tara: hva sker der ovre i hjørnet, er det for sjov eller hvad? Mig: det tror jeg ikke, jeg tror hun slår ham. Tara: okay. Tinne: bare smil.

Derudover blev der grint lidt af os på lærerværelset. I det hele taget griner de fleste af os, hvilket er svært at forholde sig til. For ja, vi er spændende og de er nysgerrige og det hele er meget morsomt, men det er svært at se på en gruppe af kinesere, der snakker frem og tilbage, mens de griner smøret og glor på os som om vi er dyr i zoo. Efter at insistere rimelig kraftigt, sagde Mr. Xiao at vi kunne følge undervisningen lørdag og søndag, så vi var klar mandag.

Lørdag morgen tager vi over på lærerværelset, hvor lærerne fortæller os at de skal gennemgå tests, så ”maybe not good idea today” og hov det skal de også søndag.

Vi ved godt vi bare skal snakke, men vi er 19 og 20 år, har gået i gymnasiet og det er det. Vi har ingen erfaring med at undervise, befinder os i Kina, forstår (endnu??) ikke deres tankegang, har ikke snakket med eleverne, bliver grint af og peget på af samtlige 2700 elever – deriblandt de ca. 1820 elever, som Tara og jeg snart skal undervise! Men alt dette er meget svært at forklare til en flok lærere, hvis undervisning i høj grad er ”råb i kor”, give eleverne svarene og derudover delvist tror at vi har gået på universitet i Danmark.

Efter et telefonopkald til Yan, lidt ventetid og lidt ubehag sidder vi søndag aften uden at ane, hvad der venter os mandag morgen. Men som Yan siger: ingen kan forvente at i mandag skal stå og undervise. Yan havde ringet til Mr. Xiao og efter en lille snak med ham mandag morgen (selvfølgelig efter VI henvender os til ham) er alt i orden. Nu kan vi pludselig se klasser en hel uge. Jeg tror helt seriøst de er bange for Yan, eller ms. Kong som hun hedder herovre). Det er altså lidt småskørt det her system. Nede på lærerværelset bagefter spørger vi om vi må se deres klasser og at vi har snakket med Mr. Xiao. Dette siger alt – Mr. Wong (vores kontaktperson): If our leader Mr. Xiao says so of cause!! – mens hun kigger lidt uforstående på os, so mom vi kan spørge, når the great leader har sagt ja.

Så nu har vi set på lidt timer de sidste tre dage, hvilket både har været fedt, skræmmende og kaotisk. De fleste klasser er søde, lidt tilbageholdende, disciplinerede osv. – rejser sig og råber i kor goodmorning teatcher osv. Èn klasse var dog total kaos, de snakkede og råbte på kryds og tværs, kastede papir, en dreng rejste sig op og jokede foran hele klassen, mens ms. Wong gennemgik resultater fra en test. De grinte og kiggede på os som om de håbede, at vi syntes de var sjove. Pludselig fik man i et splitsekund forståelse for deres brug af lineal. Det er så én af de klasser jeg skal undervise! (godt køleskabet er fyldt op med Snow, tror jeg har brug for en grundig opmuntring efter første time med dem). Ms. Wong smilede efter timen og sagde, at de normalt ikke var sådan, det var sødt sagt og sådan, men jeg ved ikke lige hvor sandt det er. Deres undervisning er mest skriftlig og lidt udtale, hvilket er svært, da de fleste lærere ikke selv kan udtale ordene. Hvis man sidder og dagdrømmer lidt er det virkelig svært at høre om læreren egentlig læser teksten op på kinesisk eller engelsk. Derudover har de nogle sjove fejl som f.eks. usually de udtaler urally (det er vist noget med en fejl i deres ordbøgerJ).  Vi har snakket med 5-6 engelsk lærere og de er alle rigtig søde. Der er et par, der er helt okay til engelsk og der er mange unge lærere så det er fedt. De er ivrige efter at spørge, hjælpe, snakke osv. Vi fik anbefalet en restaurant til Maikens fødselsdag. Det foregår sådan at hvis vi spørger én lærer, er der snart 5 kvinder omkring vores bord, der skifter mellem engelsk og kinesisk og snakker frem og tilbage mens de alle prøver at fortælle os hvilket kød de har, hvor meget det koster osv. osv. En ms. ?? (det er virkelig svært med navnene! De minder alle sammen om hinanden wong, dong, li, lin…)) kom derefter over for at sige hej på restauranten, da hun boede lige overfor.

Vi viste billeder af kongehuset, de fleste forstod hvad det gik ud på, men der er altid nogle lærere, der bare nikker og så pludselig spørger hvem af dem (frederik, mary, christian og isabella??), der er mig på billedet mens de peger på prins Christian. De syntes det er ret sjovt, at han er en dreng, da han da ligner en pige med det lyse hår.

Vi prøver at tilbringe lidt mere tid ovre på lærerværelset, hvor vi hver har vores eget skrivebord og der er tre computere til deling med internet. Det er hyggeligt, men kommunikationen er udfordrende. Jeg skulle bede om den kinesiske adresse på skolen, så jeg kan få breve derhjemmefra.

Første forsøg: en lærer skriver på ENGELSK Huanren middle school no. 1

Andet forsøg: en lærer skriver på ENGELSK nu huanren county, der kommer endda et postnummer på

Tredje forsøg: adressen skrives på kinesisk (sådan så det ud i hvert fald)

-          Nu prøver jeg at spørge om de kan skrive den på computeren

Tredje forsøg: en lærer tror jeg vil have en email konto på kinesisk

Fjerde forsøg: en lærer sender mig en email hvor der står Huanren no.1 school på kinesisk

Femte forsøg: en lærer sender mig nu en email med den kinesiske adresse

Resultat: Mailen er ikke kommet frem, jeg går og venter på at spørge dem endnu en gang og Tara var ved at dø af sult, da jeg fik bildt hende ind, at det bare ville tage fem minutter at spørge. Det tog vist en halv timeJ

Vi prøver at spørge dem om forskellige ting indimellem både af interesse og for at få hjælp, men også bare for at komme lidt i kontakt med de andre lærere, men det tager altså tid at forklare samme ting på 5-10 forskellige måder. Men det er ofte ret morsomt, for de tager det godt og giver rent faktisk udtryk for at de ikke forstår det indimellem og vi hjælper hinanden til at beskrive tingene i et tilstrækkelig let sprog. Tara orker indimellem ikke at spørge, da hun mener de ikke forstår hende, men tror det er fordi jeg har lettere ved at snakke simpelt engelsk. Hun er betydelig bedre end mig til engelsk og hun har svært ved at ”ødelægge” sproget. Jeg har ikke noget imod at skære det ud i pap for dem. Vi er her selvfølgelig for at lære fra os, men ind imellem bliver man nødt til at lave lidt grammatik forkert, hvis de ikke forstår hvad man siger.

Nå, men det var lidt om livet på skolen. Folk er søde mod os og der er en dejlig stemning på lærerværelset. Vi skal vist snart spørge om de vil med ud at spise, det kunne være hyggeligt.

Ellers hygger vi os i lejligheden og har så småt fået os en daglig rytme igen. Dog afbrudt af en frokost med godt at drikke efter kontraktskrivning og en nice bytur på Maikens fødselsdag (den skal vist næsten havde sin egen beretning!)

Håber i har det godt derhjemme.

Kærlig Hilsen Tinne