Så har vi lige haft to absolut nice dage her på Yi zhong(min skole). Der har nemlig været sportsdag de sidste to dage for alle eleverneog lærene.
Det startede faktisk allerede da vi begyndte at undervise, for eleverne hartrænet og trænet og set enormt meget frem til de her dage. De bruger hverlejlighed til at fortælle om dagen og hvilke discipliner de skal deltage i oghver gang de har deres 10 minutter frikvarter har det været direkte ud påskolens løbebane, spurte et par 100 meter, løbe et par baner, sjippe ellerhvilke discipliner de nu skulle øve sig i! Og storslået var det…

Det hele startede med en kæmpe indmarch for alle klassernemed musik og flag og store bannere. Lærerne skulle også være med og der var viså blevet spurgt et par dage i forvejen om vi havde lyst til at være med. Manka jo ik rigtig sige nej, men da vi havde sneget os uden om de to dage hvor viskulle øve marchen troede vi at vi var på den sikre side og ik skulle være medalligevel. Men nej nej …. Dagen før bliver vi ringet op af Mr. Xiao som bederos om at komme ud og øve sammen med hele skolen. Og det måtte vi så gøre. Detmå ha været meget grinagtigt at se os to lyshårede piger gå frem og tilbage deri takt med 3000 sorthårede kinøjsere. Vi havde sådan en eller anden træner somgik og råbte hvornår vi skulle stoppe og dreje rundt men vi fattede jo ik nogetså hver gang der blev råbt stop gik vi videre og hver gang han sagde højre omså drejede vi da venstre om! Men altså… hva havde de regnet med. Under marchenskulle vi også synge en eller anden kinesisk sang og da vi spurgte hva de sang(så vi evt kunne synge med) fik vi at vide at vi bare skulle mime. Så detgjorde vi. Eller Liv gik i hvert fald og lignede en frø da vi sku synge og jegtyggede bare rigtig heftigt på mit tyggegummi.

Nå, men så kom dagen! Den startede selvfølgelig tilkinøjsertid så klokken 7.30 måtte vi stå ret ude i skole gården (jeg er begyndtat vågne frivilligt klokken 6.15 så ik det store problem for mig men jeg måttehive Liv ud af sengen og sparke de to andre piger ud også. Vi havde shanghaietdem til at komme og ta billeder af os). Dagen før havde vi spurgt Mr. Xiao omhva vi skulle have på. Alle lærerne har nemlig sådan en blå uniform som deskulle ha på, men vi havde jo ik rigtig noget. Vi ville ih så gerne passe indså meget som muligt, men vi fik at vide at det var lige meget hva vi tog på.Men lige før vi gik fra træningen dagen før havde mr. Xiao kaldt os hen og sagde ”you should try tolook beautiful tomorrow. Just try…. Its enough” (hva fa’en skal det betydeom jeg må spørge) så det var tidligt op, I bad, glatte hår og lægge krigsmalingfør det gik igang. Da vi kom ud sagde de alle sammen også Piao Liang og Hao Kan(smuk) så jeg tror vi havde gjort det godt. Vi havde også sørget for at matchehinanden så vi ikke stak helt ud og vi troede vi var sådan godt dækket ind. Mender tog vi fejl som den video jeg har uploaded også bevidner om. Ik nok med atvi var lyshårede og havde noget andet tøj på. Jeg stak også op over samtligelærer. Inklusiv mændene. Så man ku se os fra miles afstand. Men det var en niceindmarch. Eleverne gik og ”sang” en eller anden slagssang hver gang de komforbi tribunerne. Der blev slået på trommer, viftet med flag, fyret kanoner (jader var kanoner) og ’kinesere’ af, holdt taler som vi ik fattede et hug af menklappede hver gang der blev hold pause og så blev der selvfølgelig hejst flagtil tonerne fra Kinas national melodi. Til forskel fra i danmark er der ikke enmasse der står og skråler med på tyve forskellige tempoer. Her forgår det megetfint med hænderne på ryggen og munden lukket mens man kigger på at flagetkommer til tops.

Og så gik det ellers i gang. Der blev spurtet, hoppet isække, sprunget højde og længde spring og stemningen var høj. Eleverne sad klassevishele vejen rundt om løbebanen og det var svært at finde ud af hvor man skullegøre af sig selv. Hver gang man gik forbi en klasse fik man stukket en stol ihovedet mens hele klassen råbte ”teacher, please sit down” og så måtte man jopænt plante sig der et stykke tid for at gøre alle glade. Derud over foregikder 140 ting på samme tid og man ville jo gerne se det hele eller i hvert faldsørge for at se alle sine ynglings elever løbe eller hva de nu skulle så manfes lidt rundt hele tiden med kameraet klar hvis der nu skulle ske noget vildt.
Midt på dagen støder mig og Liv på Mr. Xiao som lokker mig til at deltage i et 100 meter løb mod lærerne.Heldigvis fik jeg overtalt Liv til også at deltage for ellers havde det bareværet mig og to lærere. Så vi gjorde os klar. Lige så snart vi trådte ud påbanen, løbeklar med shorts på og det hele blev der vildt jubel. Pisse nervøs ogmed alle øjne rettet mod én gik starten og jeg fik løbet mig i spidsen og vandtog blev strakt mødt af en masse elever der hoppede rundt og råbte ”teacher youare so great”. Da jeg bagefter skulle ned og hente mine bukser, som jeg hurtigthavde smidt før løbet, skulle jeg ned forbi alle mine grade 2 klasser frasidste år og hver gang jeg gik forbi en ny klasse fik jeg et nyt bifald. Lidtala en sejrs runde. Der skal ik så meget til for at få ’street credit’ her!!
Resten af dagen gik sådan med at tulle lidt rundt med elever indtil hen afaftenen hvor jeg igen skulle løbe stafet sammen med 6 andre lærere. Det blevdesværre kun til en 4 plads, men jeg fik stadig ligeså mange ”oh you run sofast teacher” som jeg gjorde efter den første 100 meter.

Den aften gik jeg i seng rimelig tidligt. Træt og knaldrød ihovedet efter en hel dag i solen.

Næste dag vågnede jeg sørme allerede klokken 6.15 helt afmig selv og der var de allerede godt i gang nede på pladsen. Det blev kun til enhurtig kop kaffe og så ellers i tøjet og ned og se de små søde hoppe sækkeløb.

Det blev endnu en festlig dag, men desværre kun en halv dagda elever jo skulle ha fri til at komme hjem på ferie.

I dag skulle alle finalerne og 3000 meget løbene afholdes såvi brugte hele dagen på at gå rundt og huje og råbe og opmuntre de trætteelever. Hen af slutningen stod jeg og snakkede med min grade3 class 1 frasidste år. De var helt oppe og køre over at jeg kom hen til dem. De var lidtmin lorteklasse og jeg brugte mange timer på at halvråbe af dem så det var niceat kunne snakke stille og roligt med dem. Der blev filmet og taget billeder,snakket om rumraketter og penge og så fik jeg blæret mig lidt med noglekinøjsiske gloser som de var yderst imponeret over. Bedst som jeg stod der og snakkede,kunne jeg lige pludselig høre at der blev råbt et eller andet med ”Lao Wei”over højtaleren (det betyder noget ala udlænding eller fremmed) hvorefter alleeleverne kigger op på mig og råber ”Iooowa” (noget ala wow”) De forklarer migså at jeg blev råbt op til dommerbordet for de ville vidst have mig til atløbe. Blev en smule forvirret og sagde no no, men måtte få halen mellem beneneda alle eleverne i kor råbte YES og pegede derhen. Troede egentlig at jeg havdesluppet, men nu skulle jeg altså til at løbe den sidste og alt afgørende stafetmellem lærerne fra grade1,2 og 3. Ingen tid til at skifte eller gøre sig klar.Jeg blev bare plantet på banen som den sidste løber. Alle var helt oppe og kørefordi det var det sidste løb og jeg kunne høre mine gamle elever sidde og råbe”tara, tara, tara” og ”go go go, olé olé olé”. Alle løberne blev råbt op, menda de kom til mig blev mit navn erstattet af et ”eerrhhh” efterfulgt af latterfra alle eleverne. Nå, men starten gik altså og det gik fint. Da det blev mintur var vi en smule bagud. Da jeg fik stafet-pinden i hånden var det lidtligesom en film hvor alt gik i slowmotion. Jeg kunne se elever hoppe rundt udepå side linien og oppe ved målet, men det eneste jeg kunne høre var en elleranden kineser som brølede et eller andet på kinøjsisk over højtaleren. Sørme omjeg ik fik overhalet damen foran mig og kom i mål som den første. Så fik jeghurtigt hørelsen tilbage. Der hoppede elever rundt om mig og ville hahighfives, mens de råbte ”you are great”, Betty (en af engelsklærene som jegløb med) kom springende out of nowhere og slungede sig og halsen på mig! Oglidt efter kom Liv også råbende gennem masserne. Da jeg skulle over og hentemine ting hos mine class 1 (som jeg havde smidt fra mig i forvirringen) fik jegogså stående bifald og blomsterhilsen fra eleverne. Så føler man sig lidt somen helt… og så bare for en skide 100 meter. En perfekt afslutning på 2 ydersthyggelige dage.

Sorry hvis min beretning blev lidt lallet, men erfuldstændig smadret og skal ind og have pakket til vores ferie. Mig og de treandre piger tager et smut til Dalian her i vores lille ferie. Skal med bussen imorgen klokken 6.15 så tror hellere at jeg må se at få taget mig sammen ogsmutte i seng…..