-Lille Juleaften-

At holde jul midt ude i en af Afrikas mest beromte national parker, ja hvorfor ikke. Nu da vi alligevel er saa langt vaek fra alt den hjemmelige julestemning, og duften af flaeskesteg og braendt gran, virkede det som oplagt for at gore Juleaften saa andreledes som muligt. Mens alle de andre i huset var taget mod kysten med kaerester og venner, henholdsvis Zanzibar og Mombassa, havde Cecilie og jeg faaet koblet os paa en af de mange safaris, der dagligt tager afsted fra Nairobi. Pa en 3 dages tur til Massai Mara, med afrejse den 23. december, kunne vi se frem til at tilbringe de sidste mange ugers hojdepunkt ude blandt lover, giraffer og gnuer.

Med en frisk Cecilie og en Nikolaj med et solidt sovnunderskud, paa grund af overarbejde paa loggen, satte vi afsted klokken halv ni, hvor vores chauffor kom og hentede os, i en velkendt Nissan URVAN, samme maerke som mange Matatuer. Forst skulle vi hente vores medrejsende, tre franskmaend, en polak og en englaender, og derefter blev speederen ellers trykket i bund, og kursen sat mod syd.

Turen til Massai Mara var meget smuk. Efter at have forladt hojlandet hvor Nairobi ligger, endte vi med at kore i et helt fladt omraade, der kun faa gange blev afbrudt af nogle bolgende bakker. Paa hver side af vejen straekte sig store gronne sletter med Impalaer, Thompson gazeller eller Zebraer. Med et blev sletterne aflost af buskadser, hvis mandshoje bevoksning af og til brudt af et par Giraffer, der tilfaeldigt gik og nippede til toppene, og man kunne ikke lade vaere med at taenke paa, at det kun var faa timer sidden vi forlod Nairobis beskidte gader. Bag sletter og buskadser, voksede bjergene op af horisonten. I de flotte morkeblaa nuancer varmedisen gav dem, udgjorde de et flot kontrastforhold mellem engene og himmelens boblende skyer. Efterhaanden som vi bevaegede os laengere syd paa, begyndte sletterne ogsaa at blive fyldt op med Massaierne og deres kvaeg- og faareflokke. Som smaa spaettede omraader i landskabet, kunne man se flokke paa alt fra 50 til 200 dyr, ledet af de karakteristiske Massaier, der gik indsvobt deres rodternede klaeder.

Lige saa smuk naturen var, lige saa uskon var vejenes tilstand. De forste bjergveje fra Nairobi og ned til lavlandets start, var i forholdsvis god stand uden store huller. Men allerede efter et par kilometer i det flade terraen, begyndte vejen at byde paa store huller, der kunne saette selv de bedste Michellin daek ud af spillet. For at undgaa disse, korte chaufforen flot storslalom fra rabat til rabat, og begav sig af og til ud i lidt psykisk spil med de modkorende, om hvem der havde ret til hvilken vejbane. Hans korsel blev ikke gjort mindre interessant af, at han, med en 80-100 km/t, ofte sad og kommunikerede med de andre chaufforer, enten over mobil eller radio.

Efter af have kort paa de staerkt forkomne asfaltveje store dele af turen, skiftede underlaget til grus- og jordveje. Paa grund af usaedvanligt meget regn i aar, var deres eksistens stille og roligt begyndt at blive staerkt truet. Somregel laa de lavere end deres omgivelser, og blev derfor lynhurtigt omdannet til smaa floder. Samtidig blev bilsporene ogsaa hurtigt udgravet af vandet, saa bilerne maatte finde nye. Det endte med noget halv vejkant halv groft, der blev aflost af nogle gedigne huller, saa bilen og dens passagerer blev kastet godt rundt, samtidig med at den ofte indtog faretrugende skraastillinger naesten under 45 grader. Derudover var de fleste grofte nu ogsaa rene mudderhuller, som bilerne fedtede sig igennem, med overarbejdende 1. gear, og spindende hjul. Uvidende om denne forestaaende spaendende korsel, havde Cecilie og jeg sat os bagerst, da der somregel er mest plads. Men det er velkendt at et hvert bumpeller hop, bliver mangedoblet paa de bagerste saeder. Saa efter en times tid i mudderhullerne begyndte ens nyrer at vaere paa bristepunktet, samtidig med at sporgsmaalet om tarmslyng blev utrolig aktuelt.

Langt om laenge naaede vi til porten ind til Massai Mara National Park. Det til formaalet indrettede tag, blev skudt op, saa vi rigtig kunne faa overblik over de dyr, vi skulle stode paa, samt faa vores elefant-, love-, giraffotos. Staerkt forsinkede blev vores ”gameride” lige lovlig hektisk, da vi skulle naa vores camp inden det blev morkt. Inden det fik vi dog et par naerkontakter, med en flok elefanter, en love og de kedelige gazeller. Men mens vi racedede igennem parken, fik vi dog ogsaa set endnu mere af den storslaaede natur Kenya, og i dette tilfaelde Massai Mara kan byde paa. De store uvejrskyer, der vaeltede ned over bjergene, eller tonede sig op over parkens fjerne kroge i horisonten.

Vores camp laa lige udenfor parken, og var en meget primitiv en af slagsen. Bygget op i en hestesko med tre laenger, af en slags halvtags-skurer med bliktag, hvor der var opspaendt to-mands militaertelte under. Inde i teltene stod vores senge i skikkelse af to brikse, med en fantastisk tynd og slidt madras paa hver, der fik ram paa de steder korerturen ikke havde kunne naa. I den aabne del af hesteskoen, var kokkenbygningen med en velventileret spiseafdeling. Toilet- og badefasciliteterne var ogsaa til stede, selvom man godt kunne vaere i tvivl i starten. Ned af en mudret skraaning i det ene hjorne af hesteskoen, laa et aflangt skur, indrettet med fire toiletter, alle beregnet til den dejligt afslappende ”skovskider-stilling”, samt to bade, der kunne byde paa varmt vand naar baalet var taendt. I midten af komplekset laa en overdaekket baalplads, med et par baenke, et flodhestekranie og en stikkontakt til opladning af telefoner, kameraer og andet elektrisk isenkram. For selv ude i midten af ingenting havde vi elektricitet, takket vaere dieselgeneratoren vi kunne hore i det fjerne, og som arbejdede paa hojtryk det meste af dognet. Kokkenet forsynede os gaester baade med en solid engelskbreakfast om morgenen, og laekker aftensmad af forskellig variation. Det hele blev styrret af en venlig massaimand, der traditionen tro og for turisternes skyld gik rundt i sit massaitoj. Altsaa et ganske dejligt sted, hvor alt vores saedvanlige luksus var undladt.

-Juleaften-

Dagen var dedikeret til ”gameride”, og vi startede derfor tidligt om morgenen, klokken 7. Lettere om i hele kroppen efter garsdagens strabadser og sengen, hopper vi et par fugtige sko, spiser en god morgenmad, og vaelger i vores halvsovnige tilstand, at saette os bagerst igen. Efter langt om laenge at have faaet franskmaendene fyldt i bilen, kunne vi saette kursen mod indgangen til parken.

Hjemme fra tv og film, har vi vel alle vores mere eller mindre romantiserede forestillinger om, hvordan en safari foregaar. Jeg kan forestille mig at de, for de flestes vedkommende, byder paa scener, hvor man sidder alene i sin Landrover, midt ude paa savannen med kaempe flokke af gnuer, zebraer og alverdens gazeller og antiloper, der som en enorm strom driver mod nye graesgange, under den kaempe glodende afrikanske sols retraete, mens lover, leoparder og geparder sniger sig ind paa det store tag-selv-bord, under skarp bevogtning af gribbe og hyaener. Eller! Man har faaet sneget sin 4-hjuls-traekker taet nok paa breden til, paa naert hold, at kunne iagttage den selvsamme flok af gnuer, zebraer og alverdens gazeller og antiloper krydse floden, hvor de glubske krokodiller ligger i deres traestammekostumer, og venter paa festmaaltidet, mens en flok elefanter nyder godt af det kolende mudder, og lader deres smaa unger tumle rundt i det, og det hele bliver presset ned til et stort ”kodak-moment”. Men som med alle andre fantasier, viser virkeligheden sig at vaere en ganske anden.

For os okonomi rejsende var koretojet, som tidligere naevnt, den solide Nissan URVAN, der kan taale utrolig mange taesk fra de smadrede vejen, men hvis forhjulstraek forhindrer dem i at forlade vejene. Dette ville dog ogsaa vaere ulovligt, da det for turisterne kun er tilladt at bruge de i forvejen markerede veje, for ikke at faa parken til at ligne et edderkoppespind af mudderstier, og odelaegge dyrenes mulighed for privat liv.

Saaledes sev der hver morgen omkring kl. 7 en svaerm af hvide safarivogne, ind af portene, samt ud fra de overklasselodges der laa midt i parken, fyldte vejene, og kaempede sig igennem mudderet, for at tilfredsstille deres vildtlivshungrende indhold. Ud af taghullet stod vi alle, og kaempede om hver tomme, naar en giraf eller elefantflok viste sig, for at faa vores helt unikke safaribillede med hjem til albummet. Selvsagt blev mange af billederne fyldt med uonskede haartotter, objektiver og halve ansigter, ved siden giraffen.

Kaplobet blev for alvor skudt igang, da jungletrommernes rytmer fortalte om en loveflok der tog en middagslur i naerheden. Hurtigt fik Thompsons smaa gazeller, zebraer og gnuer lov til at passe deres, veje blev et relativt begreb, og chaufforens fod gik naesten i krampe paa speederen for, at faa os hen til flokken for alle de andre. Som store lade og lodne pelsklumper laa de der saa og gispede i varmen, under buske, mens horderne af hvide dyr kaempede sig taettere og taettere paa, saa vi med vores telelinser kunne komme helt ind i det gule i deres ojne.

Vi havde faaet vores billeder, og igen lod trommernes dunken over radioen, og vi korte mod strommen af biler hen til den naeste attraktion, leoparden, og dernaest hutigt tilbage til en gepard, der ligeledes laa og gispede i varmen. I farten havde vi selvfolgelig lige tid til at faa et par billeder af gnuerne, zebraerne og de ucharmerende vortesvin, der hoppede rundt med deres haler i vejret som antenner.

Naar alt dette er sagt, skal der selvfolgelig ogsaa falde lidt positive ord af paa vejen. For selvom man folte sig rimelig anmasende paa sin dyrejagt. Og selvom mange af dem ikke var specielt sky laengere, efter at have poseret for mange tusinde turister, var det stadig spaendende at se dem ude i de fri, i stedet for bag betonmure. Derudover var landskabet endnu mere fantastisk end paa turen herned. Hvor parken om lordagen var praeget af uvejrsskyer, havde solen nu faaet overtaget paa den store afrikanske himmel, og blev kun afbrudt af enkelte store vattede skyer, som man blev grebet af en vild lyst til at svaeve rundt imellem, og klatrer rundt paa. De flade gronne sletter, der pletvis blev brudt af smaa bevoksninger, spredte sig ud, saa kangt ojet rakte, og blev aflost af bjergenes mere groft bevoksede overflade, hvor store elefant flokke og giraffer kunne gaa i et med landskabet. Et syn vi rigtig kunne nyde, da vi stoppede for at spise en lille picnic i det fri. Den eneste gang vi var ude af bilen.

Efter en halv dag i marken, gik turen tilbage til campen, kun afbrudt af et tilbud om at se en RIGTIG massai-landsby, og se dem opfore en traditionel dans, mod den lette sum af 1000 shilling (ca 100 kr). Selvom chaufforen provede at overbevise os om, at det var alle pengene vaerd, afslog vi, da jeg var for naerrig til at sponsere de fantastisk farvestraalende og graadige massaier, og Cecilie for traet. Saa vi tilbragte resten af eftermiddagen med at slappe af, og vente paa den store hojtidlige aften.

Det var en stor og hojtidelig aften, der forlob utrolig stille og roligt. Efter at have slaaet tiden ihjel med et par af vores medbragte ol og et slag kort, blev julemiddagen serveret. Det bod paa varme retter bestaaende af ris, chapati, en eller anden form for stuvning samt en eller anden form for kod. Et velsmagende julemaaltid, der blev fuldt op af et par liter knab saa velsmagende paprodvin, nede i teltet. Saa blev det tid til gaver, og som den eneste der havde taenkt paa den slags, maatte Cecilie paent side og se paa, at jeg pakkede en lille swahili-parleur op, efterfuldt af nogle uforbeholdne undskyldninger vedrorende den manglende gave. Julestemningen blev dog ikke draebt af denne episode, men senere af vinen, og efter en livsfarlig balancegang paa mudderskraaningerne ned til toilettet, kunne vi gaa til ro. En rigtig glaedelig juleaften...

-1. Juledag-

Vaekkeuret ringede kl 6, og varslede om en sidste morgen-”gameride”. En smule torre i mundene, begyndte vi at pakke taskerne, saa vi var klar til hjemturen. Saa gik vi op til vognen, og hentede resten af mandskabet. Her fik vi ogsaa selvskab af et nyt medlem, en ung englaender ved navn Tom, der skulle med til Nairobi, og som vi senere fik stor underholdnig ud af. Forst skulle den lille tur overstaaes, og det blev den ogsaa. En silende regn havde aflost det skybrud, der havde varet det meste af natten, og vejene var derfor praktisk talt ufremkommelige. Efter en lille times tid og et par lover opgav vi, da de forste to biler, der provede at naerme sig kattene, korte fast, og hurtigt blev omringet af et par nysgerrige unge hanner.

Efter en tiltraengt brunch, fik vi en ny chauffor og bil til hjemturen. Franskmaendene havde betalt en ekstra skilling, og skulle videre til en anden park, saa vi var kun polakken, Tom og os to danskere. Turen ud af parken gik i fuld fart, af en nogenlunde vej, og Tom kunne underholde os med sin lange rejse. Han var det, mange nok vil beskrive som en nydelig ung mand, med et yndigt Oxford-engelsk, men havde en svaer tendens til at bande og hans humor laenede sig kraftigt op af den australske, hvilket vil sige ingen fingre imellem, og saa mange beskidte ord som muligt. Hans rejse havde nu varet lidt over 5 maaneder, og var gaaet fra Estland og ned gennem Osteuropa, videre over Balkan og Tyrkiet, igennem Mellemosten, Sudan, Ethiopien og nu Kenya. Han havde derfor en masse smaa interessante anekdoter fra sin faerd, og provede at overbevise os om at vejene i Ethiopien, var langt vaerre end dem vi korte paa nu, hvilket i saa fald maa have vaeret et rent helved.

Pa vejene tilbage mod civilisationen, havde nattens regn sat sine tydlige spor. Vandet havde gravet nye og dybere grofte i hjulsporene, og de mange biler havde gravet de eksisterende huller endnu dybere. Hjemturen bod derfor paa endnu vildere slalomkorsel, og kontakten med vejen maa have vaeret paa et minimum. Det var dog lige paa naer, naar vi kom ind i det tunge mudder, og motoren arbejdede paa hojtryk, for at faa os igennem. En anden forhindring var massaierne. Graadige som de var, havde de i en stor muddermark gravet en dyb groft, som forst blev synlig naar man var lige foran. Staaende paa hver side vinkede de os derhen, og naiv som chaufforen var korte han direkte derhen. Regel nr. 1 i saadan en muddermark, er ikke at stoppe, men chaufforen havde ikke andet valg, og vi sad fast med det samme. For den lette sum af 1000 shilling, aabenbart deres gyldne nummer, ville de gladeligt skubbe os fri. Efter en del forhandling fra chaufforens side, og en del ukvemsord fra Tom, fik vi sat speederen i bund, og tvunget omdrejningstaelleren op paa de 4000 og kunne, med massaiernes hjaelp, glide den sidste vej ud, mens Tom raabte ”Merry Christmas” efter dem.

Den videre vej aendrede ikke naevnevaerdig stand, saa vi folte at det hele korte fint. Men med de modkorende kollegers markering med en haand lige under sidespejlende og ordet vand, begyndte de forste bange anelser at komme frem, og vi holdt noje oje med vejen forude. Efter lidt rolig korsel, kom den saa. En ko paa ca. 30 biler blokerede vejen, unden nogen tegn paa snarlig bevaegelse. Nysgerrige steg vi alle ud for at faa overblik over situationen.

En rolig drivende strom, omkring 30 meter bred, spaerrede vejen. Endnu et resultat af nattens voldsomme regnskyld. Paa hver side holdt lange koer af biler, og en skarre af nysgerrige turister og massaier, stod og fulgte de skiftevise forsog, der rigtig nok beviste, at vandet naaede op til sidespejlene de dybeste steder. samt gjorde at hver krydsning blev mere og mere risikabel. Desuden blev hver krydsning blev mere og mere risikabel, naar en bil havde taget turen over, da den gravede sporet dybere, og isaer paa den modsatte bred, gjorde den sidste skraent, og forhindring, stejlere og stejlere. Det var selvfolgelig god underholdning, at se hver chauffor tage et par hurtige dybe indaandninger, traedde speederen i bund, og med nod og naeppe kravle op af skraenten paa den anden side. Forsogene fra modsatte bred gik bedst, da de ikke skulle op ad bakke. Men en lidt for nonchelant chauffor, mente bestem at hans bil kunne flyde, og lod sig stille trille ud. Med det samme sad han fast, og under hans ihaerdige forsog paa at komme videre, gravede bilen sig laengere ned, hvorpaa han slukkede motoren, og der drukner med det samme. Her blev chaufforene, og alle der havde noget at skulle have sagt, sat paa deres forste organisatoriske prove: For hvordan kunne de faa hevet bilen fri, hvem skulle gore det og saa en masse smaa ligegyldige smaa diskutioner, der kun bidragede til endnu mere unodvendig spildtid.

Vi havde nu sat os godt til rette paa forreste parket, og kunne faa os et par gode grin over afrikanernes mangel paa initiativ. Samtidig kunne vi begynde at taenke over, hvordan alle bilerne skulle krydse floden, paa en nem og effektiv maade, da denne situation tydeligvis ikke var holdbar. Det mente et par chaufforer aabenbart den var, og med et par godtroende amerikanere indenbords, satte forst den ene kurs mod modsatte bred. Det gik som spaaet, og i sin iver for ikke at drukne vognen, holdt geniet speederen i bund, indtil ustodningen begyndte at traenge ind i kabinen. Imellemtiden folte det andet geni, at der sagtens kunne vaere plads til to biler paa skraenten. Det havde han ret i, og sammen kunne de danne kaempe skyer af udstodning, mens deres passagerer hang halvkvalte ud af taglemmen. Ideel underholdning!

Mens bilerne hang, og ventede paa den langsommelige fritraekningsproces, begyndte de andre chaufforer at se problemet, og forstaa at der skulle en velkoordineret plan til at lose situationen. Men i afrika er der langt fra ord til handling. En plan hvor de mange  4-hjuls-traekkere der var paa hver side, kunne bruges til at traekke os andre over, virkede aabenbart ikke aabenlys. Forst 3 timer efter vores ankomst fik en selvudnaevnt leder, en mand der mindede utroligt meget om Samuel L. Jackson, samlet de andre og redegjort for udforelsen af planen, samt koordineret den med den anden side. Og der var masser af biler til at hjaelpe, foruden de parkrangers der havde siddet og set til, var mange af safari- bilerne Landrovers. Men en ting er at have en plan, en anden ting er naar den af 20 forskellige personer, bliver fortolket paa 20 forskellige maader. Til trods for at der er radioer og mulighed for kommunikation paa begge sider, endte alt i kaos, da alle ville afsted samtidig. Og da de forste biler endelig korte, undgik de paa forunderlig maade at faa det hele til at kore glidende, saa en bil, i stedet for at traekke over – koble af – koble paa – traekke over, formaaede at kore over og spaerre vejen for alle de andre. Dette maa vaere det taetteste, man kommer paa et afrikansk cirkus.

Som tidsfordriv begyndte Tom og jeg paa den gode gamle ”gaet en nationalitet”, og provede at finde gamle rejse anekdoter der kunne maale sig med dette. Men ellers var det hele fyldt med ufrivilligt komiske indslag. Der var stadig enkelte dodsforagtende chaufforer, der troede, at netop deres Nissan URVAN kunne komme over. Alle, paa naer en, sad fast, men den enliges succces gav nogle andre nyt mod, der forhaabentlig druknede i flovhed, ovre paa skraenten, sammen med bilen.

Et andet indslag var et aeldre hvidt aegtepar, der maa have vaeret lettere tilkalket i kabyssen, da de var taget paa safari i en lille personbil. Midt ude i floden knaekkede rebet mellem dem og Landroveren, og bilen stod og sugede i 10 min, for en redsningsaktion blev stablet paa benene. Da de endelig kom paa fast grund, blev dorene aabnet, og de to sad fuldstaendig forstenede og uforstaaende, mens vandet vaeltede ud i 1 min...

Samtidig var en amerikansk families situation ogsaa meget interessant.  De skulle naa et fly kl 21, og havde en masse de skulle naa inden. Ikke mindst den passiv-aggressive far, der flere gange provede at forklare deres situation til chaufforene, men blev modt med et ”Det skal vi nok naa!”, hver gang. Hans reaktion var at lobe ud i buskene, og afreagere, eller sidde i trance og pille ved sit kamera, mens sonnen konstant sagde ”Praise the Lord!” til os... Frustrationerne hos amerikaneren eller os andre blev ikke mindre af, at massaierne netop ved en 18 tiden skulle have deres koer til at krydse floden, saa hele aktionen maatte holde inde.

Langt om laenge havde vi faaet arbejdet os igennem koen. Kl 18:45, omtraent 5 timer efter vores ankomst kunne vi krydse floden, lige inden den naeste flok koer blev jaget over. Saa kunne vi endelig begynde paa de naeste 5 timers koretur hjemad.

De faa positive oplevelser vi kunne tage med os fra floden, var at jeg fik set en rigtig solnedgang i Massai Mara, dog uden gnuerne og de andre dyr, men vel ogsaa at vi fik et solidt og laererigt mode med den afrikanske maade at gore tingene paa. Den negative var at vi forst fik mad naeste dag kl 10, da huset var tomt for alt spiseligt.  Men alt i alt synes jeg, at min jul forblev dejlig ujulet, og samtidig ganske mindevaerdig...