Nu er jeg efterhannden ved at vaere faldet godt til hernede, saa det kan synes helt underligt at skulle afsted igen om et par dage.

Jeg har gaaet i skole hver formiddag, hvor vi hver isaer har vores egen laerer. I starten var det bare super fedt at vaere eneelev, men med tiden maa jeg indroemme, at min koncentracion passer bedre til klasseundervisning. Men hvad, saa laenge det er muligt at supplere undervisningen med gaature i parken gaar det. 

I tirsdags var jeg med min laerer henne i hendes datters boernehave, hvor de havde karneval, hvilket paa mange maader minder om vores fastelavn. Her er boernene ogsaa klaedt ud, og de skulle hver isaer synge en sang efterfulgt af nogle engelske verber som de laerer allerede fra de er to aar. Efter sangshowet kastede de aeg paa hinanden, vel at maerke udhulede aeg, der var dekorerede og fulde af papirsstumper, festligt.   

Siden sidst er der kommet en del flere impactere til, saa vi nu er 12 danskere. I weekenden tog vi paa tur til Atitlan, en stor soe, der ligger omkring 80 km herfra. Vi koerte med de lokale Chikenbusser, der har det navn, fordi det ogsaa er muligt at transportere dyr i dem. De er yderst ubehagelige at koere i, men absolut en oplevelse, og saa skal en bus da virkelig ogsaa vaere speciel naar det tager den 4 timer at tilbagelaegge den korte straekning.

Skolen arrangerede en dag, hvor vi skulle ud og besoege Mayaindianerne. Her fik vi mulighed for at se, hvordan disse lavede mad og vi var saamaend ogsaa med til bryllupsfest, en fest der tager flere maaneder at forberede.

Vi nyder stadig godt af boennemos og ris hos mor Arricelly. Pernille og jeg er blevet vegetarer efter, at vi en dag fik kylling. Kyllinger og koed i det hele taget ligger bogstaveligt talt under aaben himmel hernede, hvilket er en sand fornoejelse for fluerne. En dag, hvor vi fik kylling kunne vi piger ikke rigtig faa det ned, saa da Mamasita spurgte om vi var vegetarere var jeg ret hurtig til at svare ja, hvilket siden har vaeret til stor aergelse for isaer Pernille. 

Soendag morgen tager Julie, Pernille og jeg videre til Genesis i Honduras, hvor vi skal bo de naeste fire maaneder. At komme vaek fra denne turistoase bliver helt sikkert en omvaeltning, men jeg glaeder mig nu ogsaa til at komme rigtig i gang.