Særlig slem er taxipark, men den skal man jo igennem, hvis ikke en gåtur den lange vej til vort kære gæstehus i Nansana, trækker. Jeg har bemærket at folk synes det er meget underholdende når (ikke hvis) jeg stiller sig op og skælder ud over at de griber hårdt fat i min arm, så jeg er lige ved at gå på hovedet i mudderet (og andet lækkert, uden tvivl). I øvrigt - tror de selv, det er den rette måde at tiltrække kunder på....? Det tænker jeg stadig over.

Puha, det var lige tre-måneders krisen, så kan man komme videre.

Efter et lille genbesøg på landet, både i min egen landsby og nogle andre frivilliges, har jeg indset at jeg ikke egner mig til storby-livet. I hvert fald ikke hvis det indebærer evig fare for at blive trumlet ned af en motorcykel/matatu/mand med megen oppakning på hovedet.

For at undgå alt dette har jeg søgt tilflugt i Koboko. Så kan man nærmest ikke komme længere væk. I Ugandas nordvestligste provins, 17 km fra Sudans grænse, 2 km fra Congos, har jeg nu slået mig ned. Og det virker – her er fantastisk dejligt. Smukt og meget afrikansk med små lerhytter med græstag, selv midt i byen. Som heller ikke er kæmpestor, men lige tilpas til mig. Her bliver jeg mødt af de samme mennesker hver dag, og derved forsvinder det utroligt irriterende, anonyme ”mzungu” også. Og her hedder det slet ikke ”mzungu”, hvilket passer mig fint. Det udtryk var efterhåndend slidt lidt tyndt. At det her er blevet erstattet med noget andet – som jeg endnu ikke har bidt mærke i – er da skønt.

Nå, men jeg er her jo ikke for at slippe for Kampala - så havde det da været mere logisk at tage hjem. Jeg skal selvfølgelig arbejde og forsøge at gøre lidt nytte. Mit arbejde består i – heraf min selvkonstruerede titel ”Game Manager” – at få styr på en bunke spil, bøger, sportsudstyr og legetøj. Alt sendt fra Danmark til Ombaci Parents Nursery and Primary School. Jeg bebrejder ikke en skolelærer i Uganda at han eller hun ikke ved hvordan man spiller ”Hønemor”, ”Rappe Knapper”, hockey eller ”Memory”. Men, efter i dag at have stået og rodet det hele igennem, ved jeg at det kan blive rigtig konstruktivt.

Alle de ting og materialer, vi i Danmark anser som værende helt basale i børns uddannelse, er vildt og eksotisk her. Puslespil, farver, lytteøvelser, de ting der stimulerer børns kreativitet og selvstændighed, findes ikke her. Og mange steder ville skolelederne muligvis også rynke på næsen af det – jeg er bare utrolig heldig at være kommet til et sted hvor de kan se kvaliteten af det og er helt vilde efter at komme i gang.

Min første dag på arbejde er hermed gået. Jeg har kigget alt igennem, lavet lister og fået ideer. Og derefter gået på hjemmearbejde på kontoret. Som nok lige må præciseres lidt, for hvor mange lerhytter har kontor? Sikkert ikke mange. Men jeg er fået det fantastiske tilbud at kunne bo hos Peter som er udviklingsarbejder (DW’er) for MS Uganda. Tak for det! Det er jo skønt. Alle disse luksuriøsiteter der har været mig frataget for en tid; varmt bad, strøm, ordentlig vask, er nu tilbage. Ikke livsnødvendige, man klarer sig jo fint med kop og stearinlys - men rare, det er de. Og et ordentligt bad trængte jeg vist også til.

Tilbage til arbejdet. Jeg vidste slet ikke at jeg kunne så mange spils regler i hovedet. Nu er de oversat og skrevet ned og i morgen starter introduktion. Jeg tror vi starter med ”Memory”. Det er jeg nemlig super god til.

Og mon ikke også der er et par børn der glæder sig. De klappede i hvert fald meget længe (dog på ordrer) da jeg havde præsenteret mig selv. Efter lidt march og den ugandiske nationalsang.