Saa gik turen over stok og sten til Koboko. Vi havde faaet tildelt pladser naesten bagerst - ikke helt bagerst, det har vi jo laert - hvilket reslterede i at vi hoppede en halv meter hver gang bussen forcerede et bump. Og det gjorde den tit! Hvis vi dog bare vidste hvem der sad i Ugandas trafikministerium; bump med 20 meters mellemrum paa en oede landevej giver ikke mening. Vi har dog senere fundet ud af at busture kan vaere langt vaerre. Mere om det senere.....

Endelig fremme i det allernordligste, hvor vi lige pludselig var meget fremmede, og folk ved busstationen troede tydeligvis at vi var idioter. Foerst ang. vores bagage som selvfoelgelig skulle have vaeret baaret paa hovedet, vi blev da ogsaa spurgt: "mzungu, why do you load yourself like that?" Herefter en taxamand der haevede sin  pris med over 300 %. Desvaerre for ham er vi ikke saa nemme at narre efter en maaneds haard traening i afrikanske priser.

Vores formaal med at rejse helt ud hvor marabou-storkene vender, var at besoege den skole og det boernehjem hvor Sarah tidligere har arbejdet som frivillig. Samtidig gav det os en god mulighed for at se en hel anden slags Afrika - mere landligt, mere traditionelt.

Vi blev modtaget utrolig godt og mange kunne sagtens genkende den soede, om end noget maerkeligt udseende, Madam Sarah. Koboko boern stod klar med klapsalver, vinken og jubelraab hvor end vi gik. En vis sikkerhedsafstand skulle dog overholdes, Jens Jacob var i hvert fald ved at skraemme livet af en stakkels pige, der uforvarende kom gaaende rundt om et hushjoerne og lige ind i os. Hun loeb skrigende bort, til trods for at vi gik helt stille og roligt.

Det var dejligt at moede boernene og gode kolleger igen og flere var helt roerte over at vi var kommet den lange vej for at besoege dem. Det var en stor fornoejelse at opleve.  

Vi fik takket vaere en af Sarahs tidligere kolleger og stor gaestfrihed, mulighed for at se hospitalet i Koboko. Her blev vi vist rundt paa samtlige afdelinger og fik rig mulighed for at stille spoergmaal. Spoergsmaalene gik ogsaa den anden vej og saerligt ang. de paaroerendes rolle syntes de vi var skoere. Taenk bare at tage hjem og overlade et sygt familiemedlem i hospitalets varetaegt....Paa anden side havde vi bestemt ikke selv efterladt en gammel bedstemor paa et ugandisk hospital.

Paa vores rundtur kom vi ogsaa forbi alle sengepladserne. Lidt ubehagelig foelelse af at traenge sig ind paa folks privatliv. Omvendt laa folk med 20 cm afstand mellem sengene + et par madrassser i mellemgangen. Og man kan jo ikke forstyrre et ikke-eksisterende privatliv alligevel.       

Det var roerende at vaere tilbage paa boernehjemmet og se Mama Antunetta paa 70 aar tage sig af de mange boern og ikke afvise nogen. Hun faar god hjaelp af de store boern, men naar de er i skole er hun alene med ca. 10 boern under 3 aar. Saa sidder hun i skyggen fra en lerhytte og smiler, mens ungerne kravler rundt paa hende og kraever hendes opmaerksomhed.   

Efter 4 dage i Koboko blev det tid at tage tilbage til Kampala, hvor de sidste dage inden Jens Jacobs hjemrejse skulle tilbringes.

Vores bustur startede klokken 4 om morgenen og vi havde regnet med at vaere i Kampala ved 13-tiden. Vi skulle blive meget klogere!!!! Paa en ujaevn landevej 40 km fra Koboko punkterede bussen. Og saa startede loejerne. En ny bus blev tilkaldt og vi blev bedt om at skifte bus. Som de mzunguer vi er, ville vi gerne have vores bagage med. Tilsyneladende var den dog pist vaek. Vi blev koert de sidste 10 km videre til Arua (stor by) hvor vores meget ubehjaelpsomme busdame tankede taletid, for derefter at ringe lidt rundt paa maa og faa. Efter et par timer var bagagen blevet opsporet - den var blevet efterladt i et hemmeligt rum i den punkterede bus. I Arua fik vi heldigvis god hjaelp og nye billetter til en bus kl 12.30. Saa efter kun 4 timers! ventetid kunne vi rejse videre. Vi tog mange dybe indaandninger og bandede over Afrika.

I Kampala har vi leget turister; spist god mad, koebt souvenirs og solet os ved poolen. I aften siger vi saa farvel og Sarah bliver efterladt, mens Jens Jacob rejser hjem til Danmark. Det bliver helt soergeligt, men efter at have siddet laarene af hinanden i en maaned er det sikkert godt nok med lidt afstand. I morgen tager Sarah til Luwero 60 km nord for Kampala og bor primitivt og arbejder paa et HIV-projekt. Beretningen fortsaetter derfra.

Deeeeeeeeejlig ferie. Meget!