Statens børnehjem

Vi, 8 danskere fra børnehjemmene Emmanuel og Munuelito og 5 danskere fra Génesis, startede ud lørdag formiddag med at besøge statens børnehjem som hedder ”Villa las Casitas.” Det er et børnehjem, hvor alle honduranske børn der bliver fundet eller frataget sine forældre skal bo for en periode. Børnene bor der lige fra uger til år, inden de bliver sendt videre i systemet, enten til andre børnehjem, plejefamilier, adopteret væk eller tilbage til deres egen familie igen.

Børnene bor i små huse adskilt ved køn og alder. Der er en skole på børnehjemmet, og selvom der er skoletvang i Honduras, er det desværre kun de børn på børnehjemmet der har lyst, der går i skole. Så kan man jo så selv regne ud, hvordan den regel bliver opretholdt udenfor børnehjemmet i resten af landet.

Nok lidt for at have et lille formål der, så børnene ikke ville føle de var den store turistattraktion, havde vi taget nogle ting med, så pigerne kunne lave perlehalskæder, en bold og spillet ”Twister” så der også var noget drengene kunne lege med. Der var dog flere af drengene som også meget gerne ville have lavet halskæder.

Vi startede med at lave perlekæder med de små piger og senere med de store piger. De fleste af de små piger virkede glade nok, men de store virkede ret ramte. Mange har boet på gaden i kortere eller længere perioder af deres liv. Og selvom mange unge har et hus at komme hjem og sove i, opholder de sig på gaden fra tidlig morgen til sen aften, for at skaffe penge til mad, for det meste ved at sælge forskellige ting på gaden.

Hende jeg sad og lavede perler med fortalte at hendes mor bankede hende, men at hun syntes, at det var bedre at bo på børnehjemmet end på gaden. Så det kunne jeg jo kun give hende ret i.

Da vi tog af sted derfra, havde jeg lidt følelsen af, at man ville kunne gøre meget mere gavn ved at komme et par gange om ugen der, end i guarderiasne. De børn syntes virkelig at have brug for nogle der gad dem mere end de ansatte på stedet.

Alvins to Feedingcentre

Alvin som har kontakt til børnehjemmet, har også sit eget projekt som hedder ”Ministerio Cristiano Manos Extendidas.” Her har han bl.a. to feedingcentre i nogle fattige kvarterer ligesom Suyapa. Feedingcentrene agerer guarderia for kvarterets børn i hverdagene og i weekenden er der sange og bibelundervisning. Der var rigtig mange børn, og foruden underholdningen er en af grundende dertil formentlig, at børnene er sikret sig et måltid mad, når de deltager.

Der ville helt sikkert også være stor tilslutning, hvis der lå et sådant feedingcenter i Suyapa.

Alvin er amerikaner og har boet med sin familie i Honduras i over 10 år. Han virker som en meget engageret person. Og det virker som nogle gode projekter han har gang i. Hvis I vil læse mere om hans projekter, kan I gå ind på projektets hjemmeside:

www.mehonduras.org

En aften på gaden

Så kommer vi til den mere anderledes del af vores weekend, forstået på den måde at vi jo også har med den samme type børn at gøre til hverdag på vores forskellige projekter.

Her var vi med Alvin ude på gaden i centrum af Tegucigalpa for at dele mad ud til nogle af de unge mennesker, der bor på gaden. Det var noget af en oplevelse. Alle sammen var total væk og gik rundt med enten et lille glas med lim eller en flaske under blusen, hvor de lige løftede låget for at suge giften ned i lungerne.

De stillede sig i kø og fik en bolle hver med smør og en kop varm kaffe til. Det virkede ret surrealistisk det hele. Jeg kunne ikke rigtig forestille mig, at når vi forlod stedet, ville de blive og overnatte der på madrasserne på gaden, eller i pakhuse i nærheden. Og sikken en tilværelse, at være afhængig af lim og stoffer på den måde. Det undrer ikke at de alle sammen så meget ældre ud end de var. Det må virkelig være et hårdt liv.

Der var heldigvis ikke så mange børn som jeg havde troet. Der var nogle enkelte, men ellers var det mest unge mennesker fra ca. 15 år til slut 20’erne.

Jeg vil ikke sætte billeder af dem ud på nettet, men jeg sætter et link på til et afsnit i TV-avisen fra i sommers, hvor Impacts summerteam også var med Alvin på gaden, så I kan få en idé af hvordan det var.

http://www.youtube.com/watch?v=KGcArIq94ug 

Rosa som er med i indslaget var der også den aften. Hun er bare en af de sørgelige skæbner. Hun har måttet prostituere sig, er lige fyldt 16 år og er så tynd fordi hun har AIDS, så hun formentlig ikke har særlig lang tid igen. Det var ret uvirkeligt at se hende der, helt sløret i blikket, med sin bolle med smør og det lille limglas op til munden hele tiden.

Vi var også henne i et område for unge prostituerede. De var også alle skæve eller på stoffer. Det var meget sørgeligt at se. At så unge mennesker ikke har anden udvej end at sælge sig selv så billigt. Og her taler vi fra 9-30 kr.

Ja, så det var lidt en mærkelig aften. Man havde helt dårlig samvittighed af bare at køre derfra med en fyldt mave og hjem i en tryg seng. Det føltes meget uretfærdigt det hele.