Så har vi også været på weekendtur til børnehjemmet Emmanuel. På Emmanuel bor der over 400 forældreløse børn. Børnehjemmet ligger i udkanten af en lille by, der hedder Guaimaca, ca. to timers kørsel fra Tegucigalpa.

Det var noget af et kulturchok at kører indenfor børnehjemmets aflåste porte. Det føltes ikke som at være i det Honduras vi kender til, og mindede mest af alt om en mindre by i USA.

Der lå fine murstenshuse spredt mellem fine grusstier, legepladser og grønne områder. –Og mest bemærkelsesværdigt lå der ikke et eneste stykke skrald nogen steder. 

Husene er volontørhuse, huse som de forskellige par der bor og arbejder på Emmanuel bor i, en kirke og så selvfølgelig huse hvor alle børnene bor, opdelt i aldersgrupper og køn. Der er også lagerbygning og noget de kalder farmen, som er et område med grise, køer og hvad der ellers hører sig til.

Pigernes volontørhus, som vi skulle overnatte i, var det vildeste luksus, i forhold til hvad vi har været vant til i Suyapa. Kæmpe køkken og badeværelse med hvide fliser over det hele, klædeskabe på værelserne og fællesstue med fjernsyn og dvd. Lidt misundelig var man, men så alligevel ikke. Det ville have været et helt andet slags ophold ikke at have prøvet at bo i slummen. Det vi dog var noget misundelige på var deres vaskemaskine og tørretumblere. Det er virkelig tidskrævende at vaske tøj i Suyapa, både at vaske i sig selv, men også fordi at man skal holde øje med tøjet, så det ikke bliver stjålet, hvis det skal hænge ude for at tørre.

Der var ikke rigtig tid til at bruge særlig meget tid med børnene, men vi fik da leget lidt med nogle af grupperne og set lidt til hvordan det fungere. Det var ret surrealistisk at tænke på, at hvert eneste barn i mængden havde en fortid man ikke ville ønske for nogen.

I husene hvor børnene bor, bor der også nogle ældre børn eller unge som tager sig af børnene og styrer det hele i dagligdagen. De unge er selv opvokset på børnehjemmet og har valgt at blive der for at arbejde efter de er fyldt 18 år, som de så får lidt lommepenge for.

Måden det fungerer på på børnehjemmet minder lidt om en evig lejrskole, hvor der på intet tidspunkt er et tidsrum, hvor der ikke er bestemt, hvor børnene skal være og hvad de skal lave. Om det så er på en af de afgrænsede legepladser, i skolen, i spisesalene eller på værelserne. Så det må være svært for børnene at skulle følge så faste rammer, men på den anden side umuligt at holde styr på over 400 børn uden.

Et andet problem er mangelen på bemanding, som gør at hvert barns portion voksenkontakt er meget begrænset. Så det må også være svært, når man nu ikke har forældre at skulle dele opmærksomheden fra de voksne der er med så mange børn. Et lille lys i børnenes hverdag, synes dog at være de sponsorer børnene har, som volontørerne bl.a. hjælper børnene med at korrespondere med. Det virker til at være en stor ting for børnene selvom der også er nogle af børnene som har forældre eller familie der kommer og besøger dem.

Hvis I vil læse mere om børnehjemmet kan I gå ind på deres hjemmeside www.orphanageemmanuel.com