Så havde jeg sidste dag på skolen i går, og er ved at pakke alle mine ting, så jeg er klar til at tage af sted meget tidligt i morgen. Bussen henter os kl. 4 og kører os til Guatemala City, hvor vi skal have en bus videre til Honduras.
De sidste fem dage har jeg haft 7 timer spansk om dagen og ca. 2 timers lektielæsning, så det har været meget intenst. Jeg har fået gennemgået 7 forskellige tider mere eller mindre, som jeg så forhåbentlig får rig lejlighed til at terpe på og øve mig i, i praksis, når jeg kommer til Honduras.
Jeg synes jeg har lært rigtig meget spansk på disse næsten tre uger. Hvert fald mere end jeg troede, at jeg ville kunne opnå på så kort tid. Jeg forstår en hel del og kan da også gøre mig forståelig når det drejer sig om simple ting. Der er derfor stadig et langt stykke vej til at kunne påstå, at jeg taler mere end un poco español.
Det har været rigtig dejligt at være her i Antigua. Det er en by med masser af liv og mulighed for spændende ture til naboområderne. Her til eftermiddag skal jeg for eksempel en tur til vulcanen Pacaya, og se solnedgang, som eftersigende skulle være helt fantastisk.
Det har også været sjovt at prøve at bo hos en familie. -Også selvom faderen i familien vist lider af en depression, efter at han blev frarøvet sin bil i hovedstaden på en voldsom måde, og så vidt jeg kunne forstå, havde ligget på hospitalet i flere måneder. Han var hvert fald ikke særlig venlig. Men det var Ana for det meste, selvom hun også kunne virke lidt hård nogle gange. Hun spiste for det meste sammen med os, og talte med, når vi sad ved middagsbordet. Så på den måde fik man et lille indblik i hvordan deres liv fungerer hernede. F.eks. at Ana betaler, for at hushjælpens børn kan gå i skole. Hun hjælper også med lektierne, selvom det ikke altid foregår på en særlig pædagogisk måde L
Vejret har vi næsten heller ikke kunne klage over. Der har været nogen sol, men det har desværre regnet meget. På den anden side har det så gjort, at temperaturen har været dejlig her. -Og formentligt også, at jeg kun har fået to myggestik indtil nu J
Så alt i alt på flere måder nogle meget udbytterige små tre uger, som er helt mærkelige at sammenligne med, hvad man lærer og oplever derhjemme på samme tid.
Vi skrives ved når jeg kommer til Honduras J