Fra tirsdag den 7/8-07 har jeg været en uge på forberedelseskursus arrangeret af Impact.
Her har jeg mødt lidt over 20 fantastiske mennesker, der alle skal til forskellige dele af verden som volontører på lokale projekter. Foruden Honduras som jeg selv skal til, skal mine medvolontører bl.a til projekter i Venezuela, Brasilien, Bangladesh, Thailand og på Filipinerne.
På kurset har vi fået undervisning og hørt foredrag om en masse givtige ting. Det har været lige fra teoretiske kommunikationsmodeller til konkrete cases og børnelege der har fyldt ugen.
Vi har bl.a. haft besøg af en psykoterapeut der kunne fortælle om børns udvikling og eventuelle grunde til hvorfor børn handler og reagerer som de gør. Der var især fokus på fattige børn og gadebørn, der kan have været udsat for incest, voldelige forældre eller forældre med misbrug af en eller anden slags.
Vi har også haft besøg af tidligere volontører, der har kunnet sætte lidt flere konkrete situationer på teorien og har kunnet fortælle og vise billeder fra de enkelte projekter. Ligesom vi har haft telfonkontakt med kontaktpersonerne på de enkelte projekter.
Kurset har alt i alt være lærerigt og forberedende og har hvad vigtigt er; åbnet øjnene op for alle de ting man ikke kan forberede sig på hjemmefra.
Det har også været dejligt at kunne dele sine frustrationer og spørgsmål om sprog, malaria piller, lus osv. med andre, der står i samme situation som én selv.
Så til alle jer fra kurset vil jeg sige, at det har været dejligt at møde jer og jeg glæder mig til at kunne følge med jeres rejser mm. på loggene.