Tirsdag den 9. feb. 2010
Dejligt vejr, så vi slappede af på campingpladsen om formiddagen. Over middag kom Malene og Nicolai og så tog vi alle sammen (igen) i Hanmer Springs Hot Pools, hvor der blev badet og rutsjet for alle pengene. Gik alle sammen videre på restaurant, hvor vi åd så vi trillede hjem til campingpladsen.
Onsdag den 10. februar:
Tog efter en regnfuld nat af sted til Wai ariki naturepark – en lille farm/dyrepark med diverse slags kvæg, kaniner, hjorte, grise, geder osv som børnene kunne klappe og fodre. Rigtigt dejligt sted, hvor vi tilbragte adskillige timer og desuden nød en skøn frokost. Der var også en lille shop, hvor Mette fik brændt lidt penge af.....
Det var gråvejr hele dagen, men ok temperatur stadig. Grillede med Nicolai og Malene om aftenen og hyggede med hvidvin, mens ungerne legede. Super hyggeligt.
Torsdag den 11. februar:
Stadig lidt gråvejr, men dejligt lunt, så det gjorde egentlig ikke så meget. Om formiddagen kørte vi ind til byen, hvor vi lejede to mountain bikes i 2 timer. Den ene var udstyret med cykelstol bagpå – den kørte Morten og Julius i, mens den havde monteret en såkaldt halvcykel på, som Olivia sad på. Udover halvcyklen var der såmænd også en lille elektrisk hjælpemotor på, så det var ikke ligefrem hårdt arbejde at træde i pedalerne for Mettes vedkommende, men det var derimod noget sværere at holde balancen med halvcyklen bagpå, idet den vippede fra side til side. Nå men, Morten fik et kort med nogle mountain bike ruter i skoven og fik forklaret vejen hen til hvor ruten startede, men det er jo sjældent nogen rigtig god idé at gi´ Morten et kort og vejanvisninger, så vi startede da også med at køre forkert, men fandt dog efterhånden ud af, hvor vi befandt os!!! Og så gik det ellers over stok og sten gennem skoven – helt vildt sjovt! Og det syntes ungerne heldigvis også. Havde sandwiches med, som vi holdt en kort pause for at spise og så var det ellers op på cyklerne igen. Skøn tur. Resten af dagen var vi på campingpladsen og hyggede.
Fredag den 12. februar:
Forlod Hanmer Springs og kørte til Kaikoura, der ligger ude ved kysten lidt længere mod nordøst. Vejret var igen blevet rigtig fint med solskin og landskabet, som i forvejen er smukt, bliver altså bare endnu smukkere når himlen er blå! Kom frem ved middagstid og fik plads på en Top 10 campingplads. Olivia ville selvfølelig straks i poolen, så frem med badetøjet. Bagefter gik vi en tur ind til byen, hvor vi bookede en sejltur, hvor vi (forhåbentligt) skal se hvaler. Turen er i morgen og det bliver både spændende om vi får nogen at se og også hvordan Julius klarer sejlturen, det lille pus.....
Tilbage på campingpladsen mødte ungerne flere danske børn, som de legede hele aftenen med.