Tre uger er nu gået, siden jeg landede i Malaga med min far d 1/2. Tre uger med utrolig mange nye indtryk og ting at skulle forholde sig til.

At skabe sig en tilværelse i Granada i forhold til at skulle finde lejlighed, bekendtskaber og mobilabonnement har været en del lettere end jeg havde forventet og havde turde håbe på. Allerede på 2. dagen på 3. forsøg fandt jeg en lejligehed med den bedste beliggenhed, to utrolig søde spanske piger og med billig husleje. Turde næsten ikke tro på, at jeg havde været så heldig som det virkede til, men sagde alligevel ja med det samme. Inden da havde jeg fået fremvist to utrolig snavsede og ucharmerende lejligeheder, så ville ikke risikere at ende i sådan en. Nu efter 3 uger kan jeg stadig ikke helt forstå hvordan det gik til, men er ikke længere i tvivl om, at jeg har været utrolig heldig.

Bor på en gade der hedder Puentezuelas lige i midten af byen og har max 20min på gåben til alle de fede steder i forhold til barer og butikker. Det eneste der er lidt langt væk er mit fakultet, men der kan jeg tage bus uden problemer - hvilket også er meget rart i forhold til at det ligger op ad et bjerg. 

At skabe sig en tilværelse, i forhold til at kunne komunikere med det spanske folk, er dog knap så let. Fandt ret hurtigt en sprogskole, hvor jeg kunne starte den følgende mandag, men efter to uger med intensiv spanskkursus er det ikke blevet lettere at forstå når de snakker indbyrdes. Kan nogenlunde gøre mig forståelig i forhold til de mest basale dagligdags ting, men når snakken går mellem to er jeg fuldstændig lost.

Det gode er, at ingen er specielt gode til engelsk, så man er tvunget til at prøve sig frem, når man er ude. De to piger, jeg bor med, kan dog en del men de er meget opsatte på, at jeg skal lære spansk hurtigt og er utrolig tålmodige, når jeg prøver at sige noget, der ikke helt giver mening. Allerede da jeg kom hjem fra skole (sprogskolen) den tredje dag havde de dekoreret møblerne med gule postits så jeg kunne lære hvad de hed på spansk.

Men der er langt igen og gruer for når jeg allerede i næste uge starter på universitetet...

I denne uge har jeg været til diverse velkomstmøder, og man kan virkelig mærke, at de udvekslingsstuderende er kommet til byen. Da jeg kom hertil for blot 3 uger siden hørte man kun spanske stemmer på gaden men i den seneste uge er jeg konstant stødt på forbipasserende engelsktalende grupper.

Det er det der er mit store dilemmer hernede. Selvom jeg fra starten havde sagt til mig selv, at jeg for så vidt muligt ville undgå at falde i fælden med at omgås engelsktalende, er det virkelig svært. Allerede på sprogskolen har jeg lært en dansk og en svensk pige at kende, og selvom det ikke er på grund af vores fælles nordiske kultur, er det bare så rart en gang i mellem bare at tale engelsk eller dansk - et sprog man rent faktisk kan udtrykke sig på - og komme ud med nogle af alle de indtryk og tanker, der er inde i én på nuværende tidspunkt.

Heldigvis er mine flatmates også rigtig sociale og inviterer mig hele tiden med til arrangementer med deres venner, så der er jeg i det mindste tvunget til at tale spansk.

Men er fortrøstningsfuld, synes det er fantastisk når jeg får sagt noget på spansk og glæder mig til at komme i gang med kurserne!