Travelmarket Danmark
Vælg land:
Log ind
 

Gratis Rejsedagbog

 

 
asien » Beretninger » Hanoi

Hanoi

Efter en del kaos i lufthavnen (jeg gider ikke altid kun brokke mig, så det afsnit springer jeg over), kom jeg frem til Hanoi igår ca. kl. 1 om natten lokal tid.

 

Jeg var fuldstændig smadret, så jeg røg næsten til køjs med det samme.

 

Så jeg var meget spændt på hvad Hanoi ville have at byde på, da det jo havde været kulsort da jeg ankom hertil.


Morgenen startede godt. Jeg vågnede rimelig sent, men da jeg kom ned til receptionen blev jeg mødt af store smil, og så sagde de at jeg bare skulle tage plads i den lille café der hører til, og så lavede de ellers morgenmad til mig. Omelet, brød og bananer. Det var da en dejlig start.

 

Så efter det gratis måltid (weee), bevægede jeg mig ud i Hanois gader...

 

Det første man bliver mødt af er en knallert. Derefter en til knallert, og efterfølgende 500 knallerter! Jeg siger jer der var mange. Og de var overalt. Dernæst blev man mødt af en gadesælger, og dem er der også mange af. Heldigvis er de ikke lige så anmasende her, med visse undtagelser. Men jeg har lært at sige nej, så de rykkede hurtigt videre til næste offer.

I starten var jeg meget usikker, fordi der ikke er lyskryds de fleste steder, så folk kører og går bare som de vil. Men efterhånden som man prøver det af, bliver man nærmest selv som en lokal. Man vader bare ud i det hele, for i modtsætning til Shanghai, så stopper knallerter og bilerne for en her.

 

I starten brugte jeg kort, men da Hanoi er rimelig kompakt og "nem" at finde rundt i, lod jeg til sidst kortet blive i tasken og gik bare der hvor mine fødder tog mig hen. Det endte sjovt nok Hoan Kiem Lake og ishuset Fannys, hvor jeg fik en lækker Banana Split. Hey, det var mine fødder der gik derhen. Det kan man jo ikke styre.

 

Derefter gik jeg videre til en lille café i nærheden, hvor jeg fik en æggesandwich og en vietnamesisk øl. Mums..

 

Da det var hen ad eftermiddag, tænkte jeg at det kunne være sjovt at opleve noget lokalt. Derfor havde jeg hørt om noget der hedder Water Puppet Show, som er et dukketeater på vand. Syret? Ja, det var det. Men også meget interessant. Men det er ligesom biffen. Der er altid en eller anden kæmpe der skal sidde lige foran en. Typisk. Men det var ellers fint med både livemusik og sang.

 

Nu er jeg tilbage på hotellet, men går ud om en times tid og prøver at finde en god restaurant.

 

Og husk lige at skrive en gang imellem ikke? :)


- Monica

Beretnings info

Billeder

 
Travelmarket Danmark
Rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk søger mere end 1.000 websider for at finde den bedste og billigste rejse til dig.
EmediateAd