Efter at have været her i Tiberias og set en masse af det nordlige Israel, er jeg begyndt at føle, at jeg kender landet. Men jeg har hele tiden ventet i spænding på at kommet til Jerusalem eller Yerushalayim, som de selv kalder byen. Så allerede kl. 6 lærdag morgen begyndte vi vores tur med kursen sydpå. Dog havde vi lige at par vigtige oplevelser i vente, inden skulle ankomme. Først skulle vi op og se borgen Masada. Men da jeg ikke kunne gå det stejle stykke derop med krykkerne, tog jeg sammen med Thomas og Anita den hurtigste vej op; nemlig med liften. På toppen var der en enormt slot udsigt, og selve borgen var storslået, som alle Herodes den Stores bygningsværker er. Derefter smuttede vi ned til det Døde Hav. Det var så sjovt at bade der! Jeg flød som en korkprop i vand. Enten lodret eller vandret, der var ingen mellemvej. Det var komplet umulift at svømme brystsvømning, da benene slet ikke kunne komme ned i vandet... det var virkelig en skør oplevelse!

Derefter kørte vi så endelig til Jerusalem, hvor vi skulle bo hos "Yad va lev"-volontørerne i Joffihuset. Vi skulle bo ret tæt, men det var rigtig hyggeligt at være der. Dagen efter var vi på Holocaustmuseet Yad Vashem. Der var et enormt stor materiale, som vidnede om, hvar lang tid jøderne har været forfulgt, men selvfølgelig især med fokus på 2. verdenskrigs rædsler. Det der rørte mig dybest var at høre (der var rigtig mange små film) en mand fortælle sin historie. Han var blevet ført ud i skoven lige uden for byen Ponar i Litauen for at blive myrdet. Han og hans bedstefar stillede op på række lige på kanten af massegraven, hvor der allerede var godt fyldt. Soldaterne skød og han faldt, men ikke fordi han var blevet ramt, men pga af chokket. Han turde ikke røre sig og lå der indtil alt blev stille. Både over, under og ved siden af ham var der lig. Han ville forsøge at "grave" sig ud, da der pludselig var en, der greb fat i hans ben. Det var en dreng på han egen alder, og på forunderlig vis lykkedes det dem at komme fri af ligbunkerne og flygte derfra.  Det var bare en af mange uhyggelige historier.

Heldigvis var der ikke ligeså deprimerende derefter at komme ind til selve Jersalem. Vi rafik os en lækker friskpresset appelsinjuice, faktisk fik vi to til en pris, da vi var så søde (og lyshårede, med krykker)

Derefter var det ørkenen der kaldte. Vi skulle 30 afsted, så vi havde lejet 6 store firhjulstrækkere, som skulle føre os op og ned af stejle, hullede og i det hele taget ufremkommelige veje. Det var en vildt sjov tur. Bare sidde der bag på ladet i susendes fart og kigge ud på ørkenlandskabet - det var vildt!

Da vi kom tilbage i Jerusalem efter tre dage i vildnisset, manglede vi stadig at se det meste af det hele, så en intensiv turistrundtur gik i gang. Vi var alle steder, hvor det var værd at komme. Men det fede ved byen er ikke bare den superinteressante og ældgamle seværdigheder, det er også stemningen - følelsen af at være et sted med så mange forskellige mennekser, religioner og kulturer; ultraortidokse, verserlændinge, drusere, ortodokse muslimer og masser af turister fra hele verden. Og så fik jeg mig et par tiltrængte varme uldsokker og en lækker nymoden og friskplukket appelsin.. mmm