Efter en enkelt hviledag i cusco, pakkede vi vores tasker saa vi kun havde det noedvendige med paa vores 4 dages vandretur, Det var dog ikke osselv der skulle baere det,  det havde vi aesler til. Det eneste vi havde at skulle tage vare paa, var en lille rygtaske og os selv..det skulle vise sig at blive en stor nok belastning i sig selv.

En 3 timers tur blev pga vores racerkoere chauffoer, tilbagelagt paa 2 timer...men frem naaede vi, og efter en gang middagsmad gik turen igang. Paa 1.dagen skulle vi tilbagelaegge 19 km, hvor det gik en del op og ned, mest op. Det startede for mit vedkommende meget fint, ingen problemer. Men det skulle vise sig, min krop havde lagt en snedig og ondskabsfuld plan om, at denne tur og netop disse dage, skulle blive husket paa baade godt og ondt! Jeg har ingen stoerre problemer haft med kropen paa turen..men hvis man skulle have saadan noget..ja saa lad os da vente til alt hvad der bare ligner skyggen af civilization, er forsvundet langt ude i horisonten.

Efter 11 km begynder jeg at opfange de foerste signaler, at alt er ikke som det skal vaere! Min mave rumler noget mere end saedvanligt. Hedigvigvis kan jeg holde dette paa afstand, ved at holde fokus paa det fantastiske bjerglandskab som vi vandrer i.

Men lige omkring den 12 km goer jeg noget jeg kom til at tilbringe det meste af turen med. Nemlig ud i skoven med medbragt toiletrulle. OG det var ikke noget koent syn.

Det sidste af eftermiddag, aften og det meste af natten kunne man se mig i pendulgang mellem, hhv. gangsti og skov samt telt og skov. Det blev ikke til aftensmad, og ej meget soevn og saa var der ellers lavet en god optakt til kongeetapen dagen efter. Laengden var ikke voldsom, men det var stigningsprocenten. 10 km, hvor de foerste gik stejlt ned af og de sidste 7 gik mere end stejlt op af. Gennemsnitlig 16 % stigning...det kan bedst sammenlignes med stigningen op hammeren paa bornholm. Bare lidt vaere!

Og jeg havde det skidt..der var faktisk flere gange jeg taenkte det var slut, at jeg ligesaa godt kunne ligge mig ned og moede mit endeligt..foelte at jeg aldrig ville komme op eller ned af det fordoemte bjerg...!! Det tog os 4 timer at tilbagelaegge 7 km, pr km brugte vi 30 min...arh men det var klart det mest udmagrende jeg til dato har proevet,

Da vi naaede toppen var jeg mere end faerdig, og stroeg lige til koejs. Dette indebar at jeg ikke kom op og saa det egentlig formaal med turen, nemlig inkaruinerne. Det var selvfoelglig ret saa bittert, men til gengaeld fik jeg det bedre over natten, og kunne paa hjemturen nyde den fantastiske natur.

Vil huske vandre turen for naturen, haardheden samt de utallige besoeg i krattet!

Tilbage i Cuzco kom vi I god behold, og det var jeg lykkelig for. Ikke pga oplevelserne paa vandreturen, men pga hjemturen i bil. Vi var saa heldige at faa den samme chauffoer hjem. Han kan bedst beskrives som en mand, der maa vaere mere end traet af dage, og hans tid paa vejen, som vaerende det eneste sted han kan foele han lever. For det var en tur jeg IKKE glemmer. Jeg har haft fornojelsen af diverse chauffoere paa dette kontinent, og faelles for trafikreglerne her er, at der ingen regler er, men ham her han faar 1,praemien. For der var overhalinger i sving, overhalinger med modkoerende billister ligefremme...ja det var en adrenalin fyldt tur. Men frem naaede vi, og det blev til et par afslappende dage i cuzco, faktisk en rigtig hyggelig by, som tydeligt baerer positivt praeg af, at vaere turistby nummer 1 i Peru.

Pga en priskrig paa indenrigsflyvningen kunne vi fange os en billig flybillet nordpaa, ud til kystbyen Lima. Det passede mig fint..havde faaet nok af bjerge, saavel paa vej som paa sti.