D.18/02-10: Der er ikke så meget at sige om denne dag andet end, at vi fik set lidt mere fodbold. Det er jo med at benytte lejligheden nu når den er der. Det er helt ufattelig dejlig bare at kunne sidde og se lidt fjernsyn. Det er i hvert fald ikke det man kan beskylde os for at have gjort.

Derudover havde vi en hyggelig aften sammen med Michael, alle de andre der bor i huset og deres gæster. For det har vi da fundet ud af, New Zealændere har en meget underlig form for fest. De er der uden egentlig at være der, de vandre sådan lidt rundt og man har aldrig nogen ide om den man lige snakkede med er smuttet et andet sted hen. Det er slet ikke på samme måde som vi fester i Danmark. Men det blev ikke til det vilde, vi skulle nemlig op dagen efter ud på vores "roadtrip", hvor vi sammen med Michael, skulle kører rundt til nogle af de steder på den New Zealandske sydø som vi ikke havde set eller godt kunne tænke os at se igen. Så det blev forholdsvist tidligt i seng så vi kunne være friske.

D. 19/02-10: Det er en dag som der næsten kunne skrives tykke bøger om. Der er sjov og ballade, der er en fantastisk historier og så er historierne fra dagen og natten næsten utallige. Men i må få den kortere version.

Vi tog afsted fra Dunedin og kørte mod Mt. Cook, som er det højeste bjerg i landet og som siges at skulle være rigtig smuk, og det har man ret i. Vi kører, ja også Christian og jeg, i den "forkerte" side af vejen. Det er egentlig ikke så problematisk som jeg havde frygtet, det eneste er kordinationen ved gear skift den er ikke helt optimal. Men det havde man vel heller ikke forventet. Vi kører i det smukkeste solskinsvejr, og vi nyder virkelig bare selv at kunne bestemme tempo og stop. Det er et hurtigt tempo og Trudy (bilens navn) bliver også presset godt, men hun klarer det ubeklageligt på trods af at hun krydser 300.000 på vores roadtrip. Vi ser Mt. Cook for dens allerbedste side og det er helt igennem fantastisk.

Efter vi har været ved Mt. Cook, der tager vi videre til Queenstown, som er byen som vi allerede har stiftet bekendtskab med. Men vi skulle lige have det sidste, af byen som aldrig sover, med en sidste gang. Det gik vildt for sig og den historie skal I nok få engang. Vores plan er at køre videre til Te Anau dagen efter.

D. 20/02-10: Vi vågner i bilen, for det er der vi har sovet de få timer vi har fået. Vi er sådan nogenlunde kommet os over går dagens strabasser, men vi er alle mærke og det kan man også godt mærke på tempoet vi ligger for dagen. QT er og vild altid være en vild by. Vi havde aftalt aftenen før at vi skulle ud på en lille vandretur på en vandre rute omkring Te Anau. Men det bliver ikke denne dag, vi kører til Te Anau og ankommer sidst på eftermiddagen. Så det er for sent til at begynde vores vandretur. Så vi indlogere os bare på et hostel. Christian går rimelig tidligt i seng, hvorimod jeg ikke er træt. Det er nok også mere fordi jeg er spændt på dagen som kommer. Det er nok en af de vildste udfordringer jeg har givet mig selv som ligger foran os dagen efter.

D. 21/02-10: klokken er 03.50 og vi skal op af fjererne. og ja vi står op kl. 3.50 og er klar til at gå kl. 4.30. Vi har købt os en lommelygte, som skulle lede os vej de første timer af vores tur. Grunden til at vi står op før solen, er fordi vi har besluttet os for at gå Keppler Track som er 55 km. Den skal vi klare på en dag. Jeg kune skrive en lang roman om det, men jeg tror egentlig hellere jeg vil fortælle om det mundtligt. For det er en så sjov/hård/vanvittig etc. tur.

Vi kommer til starten af tracken og er nød til at holde en ufrivillig pause, for vi kan simpelthen ikke se 5 meter frem på grund af mørke og lommelygten virker ikke helt optimalt. Vi begynder at kunne se og vandre op af et bjerg og kommer over træerne og har den fedeste udsigt. Det er måske den fedeste natur i New Z, og det siger alt når man tænker på hvad vi har oplevet. Vi går deroppe og det går fantastisk godt. Vi holder ikke nogen pauser faktisk denne dag, alt hvad vi får er müsli barer, bounty og vand. Kroppen kan ikke holde til at skulle ned og side og så op igen, når det er den distance som vi skal besejre. Det er vildt og landskabet skifter hele tiden. Vi kommer frem til målet og er færdig. Det har været så hårdt, men det hele værd. Efter vi har siddet og ventet på Michael, som kommer og henter os, så har vi så ømme fødder at vi nærmest ikke kan gå. Vi kører videre til Invercargill denne aften/nat og ankommer dernede. Vi sover i bilen igen denne aften, så er vi også klar til at komme op og videre i projektet roadtrip.

D. 22/02-10: Vi står op og er meget stive i kroppen, og det med at gå det bliver en kamp i dag. Vi kører til Dunedin denne dag, og det bliver på veje i et område det hedder catlins, som er meget anderledes end resten af New Z og det er noget som Michael længe gerne ville have set. Det er også rigtig flot, men det kan dog ikke sammenlignes med Keppler og det vi har oplevet meget af tiden i New Z, men det er sjovt at se et lidt andet landskab, og så er det mega fedt at cruise rundt i bil, hvor man oplever ting på en helt anden måde. Ellers er der ikke så meget at fortælle om denne dag. Vi kommer til Dunedin, og er bare så flade og hopper næsten bare i seng som det første.

D. 23/02-10: Dette er vores sidste dag i Dundin vi skal med bussen fra Dunedin mod Christchurch kl. 14.00, så vi har lige nogle timer som skal slåes ihjel. Det bliver de sammen med Michael, hvor vi tager ned til noget studenter intro. Dunedin er beboet af minimum 1/5 studerende som studere på universitet. Så der er en masse liv for vores aldersgruppe. Det kan man også se på de tiltag der er i byen. Det er henvendt i en ekstrem grad til de suderende. Michael er også rigtig glad for byen og det den kan tilbyde. Det har i hvert fald gjort mig mere opsat på at skulle på en uni eller handelsskolen. Men vi har det rigtig hyggeligt, men vi skal jo med bussen, så vi siger farvel til Michael og takker ham for en fantastisk tid. Vi hopper på bussen og kører i 6 timer. Vi ankommer i Christchurch, hvor det er lidt svært at finde et sted at sove. Men til sidst finder vi et sted og så tager vi ud og får noget fast food. Det var lige det nemmeste. Men ellers skal vi ikke lave det ville i Christchurch. Vi skal videre Vi er egentlig heller ikke så opsatte på det, for Australien sidder mere og mere i hovederne på os og vi har ikke sådan mere i New Z, som vi mangler. Der er selvfølgelig altid mere, men det hele koster jo, og der er jo alligevel 1½ måned i Australien.

24-28/02-10: Jeg slår disse dage sammen for der sker ikke det helt vilde disse dage i Christchurch. Det er som skrevet tidlige bare dage, som bruges som et stop inden Australien for byen er virkelig kedelig og det eneste der rigtig er værd at se er en flot plads midt i byen, og den bor vi lige ved siden af, så den får vi set rigelig af gange. Men vi mødes med Louise i Christchurch og bliver enige om at rejse op af den Australske østkyst sammen, så der skal vi leje en bil og så cruise i modsatte side. Det skal nok blive rigtig hyggeligt.

Men vi var da alligevel ude og spise det bedste måltid vi har fået, det var så lækkert virkelig at få noget rigtig god mad, men det er så også det dyreste måltid vi har fået, men det var det hele værd. Derudover var vi også ude og se rygby, det var sjovt at se det show som bliver stillet op, men det er ikke fodbold. Hvis man kunne forbinde showet til rugby og sporten fodbold så havde man den ultimative sport. Endvidere var vi i biografen og se Invictus, hvilket jeg syntes er en rigtig fed film. Det er det sidste vi sådan har lavet i New Z, det har været en fantastisk tid og en som jeg vil huske tilbage på med rigtig mange gode tanker og oplevelser rigere.

Vi fløj videre til Australien d. 1 marts kl. 06.00 så vi sov bare ude i lufthavnen fra d. 28/02-1/03, og vi er kommet godt til Australien.

Jeg vil ikke opdatere min foreløbige tid her i Australien, den opdatering den må lige vente lidt på sig, ellers håber jeg i alle har det godt og i ikke fryser alt for meget i det vinterlige Danmark, som ellers burde være omgivet af det tidlige forår. Men jeg kan trøste jer med at jeg kun sidder i 25+ grader og sveder væk.