Hej igen igen!
Så blev der tid til endnu en beretning!
Sidste beretning var fra påskeferien, så nu starter jeg, hvor jeg slap sidst:
6.4: Skulle jeg tilbage til Wien, jeg skulle ikke flyve så tidligt denne gang, så jeg stod op sammen med de andre for at sige farvel, bagefter pakkede jeg mine ting og gjorde mig klar. Mor kørte mig til toget i Lunderskov, derfra kørte jeg sydpå, skiftede i Padborg fra DSB til DB (Deutsche Bahn) og ankom planmæssigt i Hamburg. Allerede da jeg stod på banegården kunne jeg se på nogle tavler at mit fly var forsinket, men det var der jo ikke noget at gøre ved, jeg tog metrotoget ud til lufthavnen, checkede ind og spiste min madpakke ude på solterassen (Vejret var super!!), da det nærmede sig boarding time gik jeg gennem security og kom ud i gaten. Der sad allerede mange mennesker og ventede, det eneste lille problem var at nede for enden af den gang der går ud til flyet, manglede der et fly! Da vi nåede til det tidspunkt hvor vi skulle være gået ombord var der stadig ikke noget fly at se, og lidt senere blev der sagt over højtaleren at vores fly lige var ankommet fra Spanien, nu skulle passagerer og bagage ud, maskinen gøres rent, og så ville den være klar til at vi kunne gå ombord. Det tog lidt tid, men med en overraskende lille forsinkelse satte vi snuden sydpå. Da jeg ankom til Wien stod Magdalena og ventede på mig, dejligt med en til at hjælpe med kufferterne, jeg var helt hjemme omkring kl. 23, der var jeg også godt træt, og jeg skulle på morgenvagt dagen efter så jeg gik direkte i seng.
7.4: første arbejdsdag, lidt turbulent, der var gået et par sygemeldinger ind og chefen var taget til Afrika på fredsmission, så vi startede ud med personalemangel og kaotiske klienter, men det er også rart når der er noget at lave ;) Det var godt at se folk igen efter en uge, på den ene side var alt som det gamle, på den anden side kan nogle af klienterne godt ændre sig meget på kort tid, så man skal lige finde ud af hvor man har folk igen!
8.4: var jeg også på arbejde.
9.4:havde jeg heldigvis fri, jeg brugte dagen på alle de praktiske ting der skal gøres når man kommer hjem til et tomt køleskab efter at have været på ferie :)
10.-11.4: Havde jeg weekendvagt, tror ikke der skete det helt vilde, vi så film den ene aften kan jeg huske..
12.4: startede de danske uger på arbejdet, jeg holdt et foredrag om Danmark, viste dem en børnebog med danske ord i, og viste dem billeder af Vesterhavet osv. Om aftenen mødtes jeg med en af de andre frivillige for at øve lidt tysk grammatik, man kan godt gå hen og glemme at forbedre sproget, når man sagtens kan gøre sig forståelig i hverdagen. Jeg har også tilmeldt mig ÖSD-sprogprøven (Østrigsk Sprog Diplom) den 30.4, så jeg er nødt til at kigge de grammatiske regler lidt igennem før jeg skal til skriftlig og mundtlig prøve.
13.-15.4: arbejdede jeg igen..
16.4: skulle jeg op til terminsprøve i skriftlig matematik, prøven foregik online, jeg startede kl. 13 og havde først en time uden hjælpemidler og bagefter måtte jeg så bruge hjælpemidler indtil kl. 17. Jeg har stadig ikke hørt om jeg er bestået eller dumpet, men håber selvfølgelig på det sidste. Om aftenen mødtes jeg med Magda for at gå en tur i det gode vejr, bagefter så vi en film.
17.4: var jeg på lyn-shopping om formiddagen (da jeg var færdig med at sove længe), bagefter tog jeg til Schönbrunn-slottet, hvor jeg sad i solen og læste en bog, senere kom nogle af de andre frivillige også derud og vi lavede en lille skovtur, om aftenen var jeg i biografen for at se "The Blind Side", en film der er bygget om en autentisk historie, en rig familie der tager en fattig, hjemløs teenager til sig.. en rigtig god film..
18.4: Stod jeg MEGET tidligt op for at se Vienna City Marathon (Wiens by-marathon-løb). Maja (en frivillig fra Makedonien) løb strækningen på 16 km, mens Christoph og Stefan løb halvmarathonen.. Det lykkedes os at finde alle tre i mængden og tage billeder. Løbet var færdig ved middagstid, så var jeg hurtigt hjemme for at hente noget varmere tøj, før jeg kørte hjem til Raphael for at låne hans cykel (min egen er flad! Og far er her ikke til at fixe den!!! Øv øv!) Sammen fandt vi alle de ting vi skulle bruge på vores kommende tur og til sidst cyklede vi afsted mod Donauinsel (en 21 km lang, smal ø der ligger ude i Donau) da vi kom op i nordenden mødtes vi med Alex, Christoph, Markus, Flo og Mike og sammen satte vi gummibåden i vandet for at tage over til den øde ø som drengene havde fundet lidt nord-vest for den store ø) I båden kunne der kun sidde 2 personer, en styrmand og en passagier. Det var et hulens bøvl, for de havde medbragt en masse forskellige ting som skulle over på DERES ø.. Bla. stole, hængekøje, rive, 2 højtalere, et bilbatteri, en forstærker og så naturlig alle mennesker også.. Drengene glædede mig gevaldigt til at vise mig deres sted, det var ligesom små børn der vil vise en hule de har bygget ude i haven ;) De er ellers meget kreative, de havde (som før omtalt) fundet et gammel batteri fra en bil, tilsluttet en forstærker og to højtalere, for hvad er en øde ø uden musik? Derudover havde de på forhånd lavet en lejr på øen med bålplads, og der grillede vi og var et par timer, før hele cirkuset startede igen, for alle skulle igen bringes over på Donauinsel og batteri og højtaler skulle selvfølgelig med for ellers ville det blive ødelagt af regnen. Da gummibåden blev sat i vandet igen, gik det meget hurtigt op for kaptajnen at den var gået hen og blevet utæt i mellemtiden, så jeg skyndte mig at råbe "kvinde og børn først" og sætte mig godt til rette i båden... ...jeg var den sidste der kom tør over på den anden side, efter mig havde båden taget så meget vand ind at de andre var våde :) Derfra skyndte vi os at cykle hjem i alle retninger for at få varmen og komme i seng, alle skulle enten arbejde eller i skole dagen efter.
19.4: Var jeg først på arbejde og så havde vi personalemøde bagefter, da jeg havde fået fri skyndte jeg mig hjem for at få lidt mad før jeg tog sporvognen til "Hermanns Strandbar" (hvor latterligt lyder det??), hvor jeg mødtes med nogle andre danskere før vi skulle ind og se film. Der var nordisk film uge på Urania, og denne aften blev der vist Flammen og Citronen (en film om modstandsfolkene under 2. verdenskrig), om fredagen var der blevet vist Arven og bagefter fejret Dronning Margrethes fødselsdag, men det orkede jeg ikke efter matematikprøven).
20.-21.4: arbejdede jeg igen, jeg kunne ikke forstå at jeg havde så lidt tid lige pludselig, indtil jeg kiggede i min kalender og begyndte at tælle mine arbejdstimer sammen, efter at have konstateret at jeg havde en 40 timers arbejdsuge i stedet for en 30 timers som der står i min kontrakt fik jeg en spontan fridag tildelt den 22.4, dejligt! Disse to dage på arbejdet lavede vi dansk mad: æbleskiver, æggekage, frikadeller med kartoffelsalat, koteletter i fad og ristede hotdogs, det er meget underholdende at lave dansk mad med klienterne, men også lidt svært præcis at forklare meningen i fx sovsekulør..
22.4: I dag nød jeg min pludselige fridag :) Jeg fik igen ordnet en del, bl.a. købt rigtig meget ind eftersom mit køleskab var helt tomt på nær en tube tomatpüre og en dåse markrel.. det synes jeg ikke at jeg ville have til morgenmad, så jeg tog på kæmpeshopping og fik købt ALT ind igen, så nu skulle jeg kunne overleve lidt igen. Om eftermiddagen mødtes jeg med Susanna (fra Tyskland), vi var på café, hvor vi sad og nød det gode vejr, og bagefter købte vi gave ind til Laura (fra Estland) som vi skal til fødselsdag hos i morgen) Først på aftenen besøgte jeg Magda, vi sad og snakkede lidt før hun skulle afsted mod Wr. Neustadt (på besøg hos hendes mor) og jeg tog hjem igen.
I morgen skal jeg som før skrevet til Lauras fødselsdag i St. Pölten (ca. 40 min væk fra Wien), først skal vi ud for at se Lauras arbejdsplads, et munkekloster, og bagefter skal vi hjem til hende for at spise. Lørdag skal jeg til åbningsfest på drengenes øde ø (som de har tænkt sig at åbne en bar på for at tjene lidt penge, jeg synes personligt de skulle arbejde på en fast landforbindelse, men de virker ikke til at synes det er problematisk at åbne en bar på en ø, der kun kan nåes, hvis man har en båd.)
Ellers så går dagene hurtigt, der er aldrig en tom dag i kalenderen, hvilket både er rigtig dejligt og lidt anstrengende af og til, tiden går i hvert fald hurtigt nu, så jeg prøver bare på at nyde den tid jeg har tilbage hernede! Nu vil jeg smutte i seng!
God nat, hav det godt, og pas på jer selv!
Kram Louise