Den 6. marts tog jeg af sted mod Daytona Beach i Florida med Rasmus, Eduardo og Hugo. Vi startede MEGET tidligt om morgenen med at tage bussen til Philadelphia for at komme til lufthavnen. Det var en ca. 4 timers tur. På vej ned til bussen siger Hugo ”Do you want to hear something funny?” – og så er jeg jo godt klar over, at det nok ikke er så sjovt. Det viser sig, at da ham og Rasmus havde printet vores boardingkort dagen inden, var mit kommet ud blankt. Dejlig start – og i forvejen alt for tidligt om morgen.

Men, sådan noget plejer jo at løse sig. Og det gjorde det også. Vi kom med flyet og fløj til Atlanta, hvor vi skulle ud af flyveren og efter 1½ time ind i den igen. Meget underligt og meget irriterende – men vi endte da med at komme til Daytona Beach. Der skulle vi så hente bagagen – det plejer man jo at gøre. Min kom så ikke ud. Jeg tænkte bare, at den nok kom med det andet læs, lige indtil en eller anden dame råber ”hvem mangler bagage?”. Og så tænkte jeg: sådan noget sker IKKE for mig. Men det gjorde det, men situationen viste sig slet ikke at være så dum. Heldigvis havde jeg alt min makeup og andet nyttigt i min håndtaske, men jeg blev udstyret med et overlevelsessæt med tandbørste, t-shirt og andre små sjove ting – i en toilettaske, som jeg egentlig har manglet – har kun min store og den er ikke så praktisk, for den optager halvdelen af pladsen i min lille kuffert. Jeg var nu alligevel godt sur – men det skulle de andre i hvert fald ikke vide – lige indtil Rasmus nævnte ordet ”rejseforsikring”. BINGO – jeg ringede til Tryg fra hotellet og manden sagde, at for hver 24 timer den er forsinket, giver Tryg 800 kr. Så jeg tog altså på shopping søndag: nye sko (det var ret varmt med vinterstøvler), en kjole, nogle strømper, som bare var rigtig fine, en cardigan og lidt andet godt (solcreme fx) – jeg blev jo trods alt nødt til lige at have noget tøj. Næste stop er så at maile bonerne til forsikringen. Det var altså slet ikke så dumt, at bagagen var forsinket. Må faktisk godt ske igen… Kufferten kom heldigvis (trods alt) søndag.

Søndag aften var der ikke andet at gøre end at blive på hotellet: Der var Oscar-uddeling. Skønt at kunne se det uden at være vågen hele natten. Det var rigtig godt – og dejligt at have det hele for mig selv; de andre tog i byen. Det var deres plan for Spring Break – Rasmus og Hugo i hvert fald. Jeg havde en meget mere vigtig mission. Jeg fik Uendelige Verden af Ken Follett i julegave sidste år, som jeg har glædet mig til at få læst. Der er lidt over 1000 sider, så det var lidt ambitiøst. Men i reklamepauserne i Oscar fik jeg læst lidt.

Det gjorde jeg også mandag. Skønt at der bare var sol og varmt – dog ikke sådan helt vildt varmt, det blæste også hele ugen, men varmt nok til at det var trælst at være inde.

Tirsdag gik jeg en lille tur hen i et supermarked og købte lidt ind – vi havde et lillebitte køkken på hotelværelset. På vej hjem gik jeg langs stranden – genial opfindelse!! Skønt at få dyppet fødderne. Og så læste jeg resten af dagen. Om aftenen gik jeg med ud for at spise og få en øl – og ja, øl. Vi fandt et sted, hvor der var gratis øl, men betaling for drinks. Jeg gad i forvejen ikke rigtigt, så drak en halv øl (efter det var den blevet alt for ikke-kold – og så begynder det at smage for meget af øl) og tog med Eduardo tilbage til hotellet. Han skulle til Orlando dagen efter for at se Disneyland.

Onsdag bestemte jeg mig for at foretage mig noget. Tirsdag aften havde vi spist sammen med nogle svenskere et sted, hvor der også var en Starbucks. Så jeg tog min nye bedste ven Ken Follett (undskylder overfor Thomas mange gange) i tasken og gik. Det tog omkring en time at gå derhen, men vejret var bare skønt. Efter noget dejligt kaffe og ca. 50 sider gik jeg tilbage langs stranden – endnu bedre! Resten af dagen læste jeg også bare, efter at være gået hen i supermarkedet igen efter en rød neglelak, som jeg manglede (den slipper Tryg så for at betale…). Om aftenen gik jeg med i byen – vi spiste på en rigtig god italiensk restaurant. Jeg ville have gnocchi og blev faktisk lidt fornærmet over, at tjeneren rettede på min udtale: en af de første uger i Bruxelles kom jeg ved en fejl til at kalde dem ”gnokki” – men fik så den rigtige udgave. Og det havde den skide amerikanske tjener i hvert fald ikke lært. Men, maden var rigtig god, lige bortset fra, der var mere ost en gnocchi. Typisk amerikansk.

Torsdag var himlen ved at falde ned over Daytona Beach. Det tordnede og lynede, regnede og blæste. Jeg havde ellers bestemt mig for at gå en lang tur igen – med kaffe og Ken Follett. Men, jeg satte min ned i lobbyen og læste og havde en fin udsigt over havet. Klokken 16 gik jeg op på hotelværelset igen for at finde ud af noget med et hotel i Philadelphia fra fredag til lørdag. Det viste sig at være ret besværligt at blive enig med en mexicaner. Han var sådan set ligeglad med prisen – bare det var i centrum. Jeg var sådan set ligeglad med beliggenheden, men gad ikke give for meget for det. Så vi fandt et kompromis – jeg ville MAX betale et bestemt beløb og blev det mere end det betalte han resten. Vi valgte Sheraton – et lækkert ”lille” hotel, med dejlig luksus… Vi ville være der kl. 18 med flyet fredag ca., og ok, så var det da fint, det lå lidt centralt (men jeg var alligevel godt og grundig irriteret, måske på grænsen til småsur over, at det tog 2 – T-O – timer at få det bestilt). Resten af dagen læste jeg, mens de tre andre gik ud og fandt deres sidste bajere i Daytona Beach. Deres mening er vist, at jeg er lidt småkedelig, men min mening er, at de spilder deres tid med at drikke så mange øl og have det dårligt dagen efter. Men sådan er det jo – jeg vil gerne med ud en gang i mellem, men ikke hele tiden, og desuden var jeg jo godt optaget med den bog (og når jeg nu tænker tilbage: hvorfor skulle jeg absolut læse den? Nu har jeg den ikke længere til gode).

OG SÅ KOM FREDAG!! Og ikke bare himlen, men alt sund fornuft og verden faldt sammen.

Vi tog ud til lufthavnen til kl. 9, for at være der i god tid og fordi Eduardo ikke var på bestillingen længere – det var altså ikke bare et blankt boardingkort – han var helt væk (dejligt, det ikke var mig for en gangs skyld, kan man fristes til at sige). Men det lykkedes. Efter en meget underlig taxikøretur – chaufføren ville simpelthen ikke holde sin kæft. Han gav mig også en rose (fjols) – som jeg smed ud. Sorry, men gad altså ikke slæbe den rundt i lufthavnen.

Flyet fra Daytona til Atlanta var forsinket. Vi gik ind i det og fik at vide, at der ville gå en halv time. Og efter den halve time – en time. Så vi kunne lige komme ud af flyet. Det var nu ikke så sjovt, for vi skulle nå et fly i Atlanta, hvad vi ikke gjorde. Vi ankom 15 minutter efter, den skulle afgå. MEN, den var også forsinket, så vi løb fra det ene fly, ud, og over i flyet til Philadelphia. Den gik så kort tid efter… Så skulle man jo tro, at dagen alligevel endte lykkeligt, men der tager I helt, helt, HELT fejl. Da flyet letter, siger det en sjov lyd, kan jeg huske jeg tænkte, men det var også det. 10 minutter efter siger kaptajnen så, at der er noget galt måske og det vil de ikke have siddende på sig, så vi vender gud-hjælpe-mig om og fiser rundt oppe i luften 25 minutter før vi kan lande (Atlanta Lufthavn er en af verdens største og travleste). Vi får besked på at blive siddende. Jeg kunne ikke lade være med at grine af hende ved siden af der spurgte ”are we there already?”, men måtte desværre skuffe hende. Efter en halv time (utroligt, som de bare smider rundt med halve timer i luftfartsbranchen) siger de, at der vil gå lidt tid, mekanikeren skal lige kigge på det. Så går der en halv time (mere) og vi bliver bedt om at forlade flyveren. ”Flight to Philadelphia, PA is cancelled” kommer op skærmen ved gaten. Og så bryder helvede løs – for hvad gør vi så? Jeg tænkte på mit (dyre) hotel – og på, at jeg skulle med bussen kl. 7.30 fra Philly til Bloomsburg dagen efter og gerne lige ville sove inden! Vi stiller os i kø til at blive ombooket – vi stod der i TO timer, og der var rigtig mange efter os. Så kl. 20 har vi endelig billetter til et andet fly kl. 21.15. Og igen skulle man tro, at dagen var reddet. Tro om igen, tak. Flyet blev udsat til 22.10, 22.30 og sidst men ikke mindste 23.10 – fordi der manglede nogle piloter – men helt ærligt, hvad er det dog for noget? På det tidspunkt gad jeg ikke engang være sur længere, men var noget småirriteret, da vi stod i den lange kø – der var kun en til at betjene et helt fly, der skulle have nye billetter.

Endelig letter vi – og lander i Philly kl. omkring 01.30 – og Eduardo og jeg kommer til vores fantastiske hotel med to kæmpe senge med mange puder og mange dyner og et lækkert badeværelse kl. 02. Og godnat – jeg skulle op kl. 6. Rasmus og Hugo sov ved en af Hugos venner. De ville sammen med Eduardo tage bussen kl. 16 i stedet for 7.30, men jeg har en aftale med Thomas her senere i dag, så ville gerne hjem – og gad heller ikke spilde dagen på at se kun meget lidt at Philadelphia. Det gør jeg en anden gang. Jeg kunne heldigvis nå at få lidt morgenmad på hotellet, men spurgte lige, om det var inkluderet i værelset. Det var det ikke – men jeg fik nogle coupons, så jeg spiste gratis morgenmad. Og en meget lækker en af slagsen! Bussen til Bloomsburg gik heldigvis til tiden (jeg flyver aldrig igen) og nu er jeg kommet tilbage til en dejlig tom lejlighed. Mine roommates kommer først i morgen.

Det var et lidt langt indlæg – men der var også en hel uge at fortælle om.

Forresten blev jeg færdig med bogen – læs den, den er FANTASTISK! Jeg blev færdig fredag – rigtig, rigtig ærgerligt, for den var VIRKELIG god!