Montreal var FANTASTISK! Vejret var fantastisk, sproget var fantastisk (francais – naturellement!), og byen var fantastisk – europæisk med et amerikansk tvist. Og maden var bare helt anderledes! Utroligt.

Det var nu ellers lige før bussen fra NYC smuttede fra os. Damen, der skulle hente nøglen til lejligheden og give os vores $300 depositum tilbage, kom 40 minutter for sent og vi kunne næsten ikke få en taxi, fordi det var midt i myldretiden, da hun endelig fik taget sig sammen til at dukke op. Bussen gik 18.30 – 18.28 kom Sonia rendende ud med billetterne og vi betalte en eller anden bums for at hjælpe os med bagagen. Da vi endelig kom derned sagde de, at bussen var fyldt. #¤&”/!. Men vi kom alligevel med, der var ca. tre pladser tilbage. Vi fandt heldigvis to ledige sæder bagved hinanden – begge vinduespladser, så vi var begge glade.

Kl. 3.30 ankom vi til Montreal og tog en taxi hen til Keltoum, som er Sonias søster. Og så sov vi ellers til kl. 13. Vi gik mest bare rundt i byen og så den i det fine vejr. Jeg havde snakket med ham i Bloomsburg og han sagde, at han kunne samle mig op i Burlington som er 2½ time fra Montreal – men det blev så allerede lørdag (vi ankom til Montreal torsdag morgen jo). Men det var fint. Vi gik også bare rundt fredag med lidt indbygget shopping og en tur op i en park med en fantastisk udsigt over byen. Der gjorde vi også lige et lille stop – jeg skrev nogle postkort og Sonia læste.

Men altså, lørdag meget tidligt (kl. 7) tog jeg ind til busstationen for at nå bussen 8.15 – man skulle være der i god tid. Det gik fint med at komme med bussen. Men så begyndte buschaufføren at mumle om min bagage og jeg sagde bare ja-ja, men spurgte så lige alligevel, hvad det var. Jeg havde købt billetten fredag UDEN min bagage selvfølgelig – hvis de havde set den skulle jeg have betalt $50. BINGO. Desværre stoppede alt det sjove ved den canadisk/amerikanske grænse. Der var 9 busser før os og ALLE skal tjekkes, altså passagerernes pas. Efter en time meddelte buschaufføren, at det hele skyldtes en flok forbandede kinesere, 55 styk, der aldrig har været i USA før, så de skulle alle fotograferes og hvad hulen de ellers finder på at gøre ved dem – i gennemsnit 10 minutter hver. FLOT! Så jeg var to timer forsinket.

Det gjorde så, at vi udskød turen til Bloomsburg – en syv timers køretur – til søndag. Møg tænkte jeg, for jeg havde egentlig ikke særlig meget lyst til at hygge med en flok nepalesere. Lhakpas forældre er på besøg fra Nepal og han har noget familie i Burlington, Vermont. Derfor. Men det var faktisk ret hyggeligt. Burlington ligger ved Lake Champlain – en kæmpe sø, som vi tog på cruise i med hans forældre. Bagefter tog vi to bare ned i byen og fik KAFFE – havde jeg ikke fået de tre dage i Montreal. Skandale. Da vi kom tilbage lavede vi ingenting indtil vi spiste omkring kl. 22. Der var sindssygt meget mad – lækkert mad. Og noget med ged. Det har jeg vist ikke prøvet før, men det smagte godt. Lhakpa gav mig så en ske – hvad fanden jeg skulle med den. Det viser sig, at de SPISER MED FINGRENE!!! AAAAAAAADDD! Men det gør de altså, og det måtte jeg jo så bare finde mig i. Jeg prøvede at lade være med at glo på deres fedtede fingre, men det var altså svært når de havde ris op til midt på håndfladen! Men det er vel noget kulturhalløj. Og de vaskede vel forhåbentligt deres fingre bagefter (de brugte gud-hjælpe-mig heller ikke servietter! Eller vand – det var dødsstærkt).

Om aftenen var jeg sindssygt træt, men Lhakpa fik mig af en eller anden utrolig grund lokket mig med hen på byens Hilton Hotel, hvor hans ven arbejder som bartender. Så vi fik os lige et par godnat-drinks. Da vi kom tilbage satte vi os til at se Sex and The City, som han (af gode herre-grunde) ikke har set – men jeg har tvunget ham til at gå med mig ind og så Sex and The City 2 når den udkommer her på torsdag! Og han syntes faktisk, den var god!

Søndag kom vi af sted. Jeg blev vækket 7.30 og så var der morgenmad – omelet og noget der lignede brasede kartofler + bagels og brød og appelsiner. Jeg undgik nu altså liiiige de kartofler til morgenmad, der er slemme nok, når man spiser dem til aften! Og så sad vi ellers der og spiste. Så gik hans tante hen og tog nogle stykker stof op og hang dem om halsen på os fire (Lhakpa, hans forældre og mig). Undrede mig så igen over, hvad det nu skulle gøre godt for. Det fandt jeg så ud af efter 1½ times kørsel – det er for held, tegnene, der er vævet ind i stoffet betyder ”god vind” eller hvad man nu vil oversætte ”good luck” med.

Rigtig, rigtig spændende – er glad for, jeg lige fik det med også.

Sparede også en frygtelig masse penge ved at kunne få et lift – og to frygtelige busture. Bussen tilbage til NYC ville have været $84, så et hotel i NY og busturen til Bloomsburg – omkring $45. Så jeg kan bruge lidt flere penge på shopping! Så den næste uge hedder altså Bloomsburg. Vejret ser ud til at bliver rigtig sommeragtigt, så det kommer nok til at foregå udendørs. Omkring den første weekend i juni tager jeg og en der hedder Johanna en smuttur til Washington D.C – det VIL jeg bare have med. Måske tager jeg også en tur til Boston en dag. Skal lige have undersøgt, hvor lang tid det tager osv.!

Håber I har det godt!