Hallo alle som læser, om der er nogen der gør det, små kommentar er jo altid rare. ; )

Nå, men onsdag tog vi op i 4100 meter højde for at for en udsigt over Quito, det var helt fantastisk, vi tog en slags lift op, og kunne`så forsætte med at gå, men det var rigtig koldt og vi havde alt for lidt tøj med. Mike forsat med at gå men jeg blev og satte mig ned og kiggede ud over det hele og se fly flyve forbi længere nede end jeg sad det var helt vildt. 

Om eftermiddagen nåede vi nogle af de ting vi ikke havde nået dagen før.

Torsdag morgen tog vi videre til vores næste sted. Det gik fint at få bussen til Latacunga, og vi var der to timer før vi skulle med næste bus. Men hvor skulle man lige købe billetter nok var der et salgssted men  inden folk der. Nå, jeg gik ud mellem folk og busser og mennsesker og larm, mens Mike kiggede efter vores ting. Og pludselig var der en gut der råbte om jeg skulle til Chugchilan hvilket vi skulle, normalt plejer jeg bare at vifte med hånden og sige nej, men af en eller anden grund bestemte jeg mig til at kigge på habs papir, og der stod at der kun var to pladser tilbage på busse, den køre kun en gang om dagen. Nå han kunne kun spansk så jeg fik fat i Mike som har været rigtig god med sit spanske her. Nå vi tog de pladser og betalte. Og så var der en time til bussen skulle gå. Jeg var ikke overbevidst om vi overhoved havde en plads så jeg ville gå ud til bussen, og det var vidst meget godt, for den var fuldstændig fuld også vores pladser. Af to fra frankrig sonm ikke talte engelsk. Nå jeg sendte Mike ind for at forsøge at tale med kvinden. Men hun fik forklaret at de havde købt samme sædder. Nå, så fik jeg presset mig ind fik fat i buschafføren, og vidste han billetter og vores numre på og pegede på det fanske par. Og det vidste sig at de havde ingen billetter....., så de måtte flytte sig og stå op de næste fire timer i en fuld proppet bus......, vi kom frem, fire timer efter. Og det er til verdens smukkeste sted eller nok bare en af dem med meget skønt..., utrolig natur, utrolig. Vi er oppe på 3200 meter.

Fredag gik vi på en kæmpe lang og hård tur, sammen med Rob fra Canada og en guide. Og det var hårdt og noget af turen ganske kold men ikke koldere end jeg havde troede. Vi gik mellem 3000 og 3900 meters højde , men det gik.., lige ind til Mike tabte vores batteri til kameraet jeg var helt slut hvor pokker havde han tabt det, jeg tror guiden kunne se at jeg var meget ked af det, så han gik tilbage for at kigge efter det. Og efter en halv time kom han tilbage med batteriet, faktisk burde det ikke være muligt, for vi vidste ikke præcis hvor Mike havde tabt det. Så vi gik ham nogle ekstra penge for det. I dag har vi selv gået rundt i området. I morgen skal vi videre til næste by, som jeg tror bliver Banos, Mike begyndte ellers at tale om noget andet men jeg tror bestemt at vi holder os til planen men jeg skulle på nettet og han skulle lave lidt træning...

Stedet er fyldt med folk fra USA og lidt fra England og Canada også mig. Man spiser jo aftensmad sammen kl. 19 alle, så der er masser af snak, øl og vin. Det er næsten som at være tilbage på kibbutzen, jeg glæder mig til at være lidt mindre social resten af rejsen og spise min egen mad....

Skriver mer eom et par dage.

Linda