Kære alle,
Så er der nyt fra landet downunder!
Udgangen af november betød også enden på tiden i Melbourne, som har været rammen om vores tilværelse de sidste 4 måneder. Det var derfor med en blanding af vemod og forventning at vi tog afsked med byen i forrige uge for at flyve til ’Tassie’ (Tasmanien, red.).
Først fejrede vi dog afslutningen på eksamen ved at gå ind og se den hypede (hernede i hvert fald…) ’Australia’ på Gold Class, hvilket vil sige at man sidder i en særlig sal med brede, justerbare lænestole og med en knap til at hidkalde en tjener når man skulle have refill på popcorn, sodavand, nachos eller hvad man nu er til. Filmen var faktisk overvældende god – så hvis I får chancen hjemme i Danmark kommer der en varm anbefaling herfra! Aftenen blev rundet af med en tur i Melbourne’s højeste bygning - Eureka Skydeck – med et fantastisk vue udover byen.
Dagen efter stod vi tidligt op for at komme af sted til lufthavnen og kl. 11. stod så i Launceston Airport på det nordlige Tassie klar til at tage hul på 6 dages campingeventyr. Vores Toyota Hiace havde bestemt set bedre dage, men så dog ud til at kunne stå distancen så vi begav os af sted mod første stop, King Solomon’s Cave ved Mole Creek – en kæmpe drypstenshule, som nok ikke var noget for folk med hang til klaustrofobi. Huler som disse findes overalt på Tasmanien og er dannet over millioner af år! Efter huleoplevelsen var vi igen på landevejen på vej mod Tasmanien’s vartegn, Cradle Mountain NP. Her overnattede vi på en campingplads og lavede mad i skæret fra pejsen i det store og meget hyggelige køkken på pladsen.
Dagen efter gik vi rundt om Dove Lake, som ligger for foden af selve Cradle Mountain – en fantastisk tur, der bragte tankerne hen på både de norske fjelde og det skotske højland. Efter en benzinoptanking var vi tilbage på landevejen på vej mod den økologiske katastrofe, Queenstown, der er en mineby på det vestlige Tasmanien, der grundet minedriften og den efterfølgende forurening, har ødelagt al vegetation omkring den. Et hurtigt pitstop blev det til hér inden vi kørte ind igennem den (meget) lange vej gennem den tredjedel af Tassie, der stort set ikke er beboet og ned til Mount Field NP. Undervejs blev det hele dog lidt for spændende da vi var ved at løbe tør for benzin! Samtidig var mørket ved at falde på og 24-timers tankstationer er altså ikke udbredt på Tasmanien…! Heldigvis kunne et par gutter på en lille pub (dem er der til gengæld mange af!) vise vej til et hotel, der havde et tankanlæg i baggården! Velankommet i Mount Field NP gik vi på hovedet i seng for at være friske til næste dag. Campingpladsen hér var i øvrigt fyldt med wallabies, der hoppede rundt over det hele. Næste dag bød Mount Field på flere fantastiske vandfald og enorme eukalyptustræer, som var tilgængelige via en sti, der kunne gennemføres på et par timer.
Tilbage på landevejen igen kørte vi mod statens hovedstad, Hobart, hvor vi skulle mødes med Alex, Lars’ australske livredderkollega, der har været i Danmark flere gange og arbejde på stranden. Til Lars’ store overraskelse viste det sig at driftslederen fra kystlivredningen i Danmark, Anders, havde taget samme tur som et led i venskabsvisit med de livredningsorganisationer, som TrygFonden Kystlivredning har kontakt til i Australien! Rigtig hyggeligt var det og efter en kop kaffe på en café spurgte Alex om vi havde lyst til at tage med til Crowded House koncert samme aften. DET ville vi gerne – så vi røg af sted sammen med Anders, Alex og en række af hans kammerater. Koncerten var udendørs, men vejret holdt og det var en helt igennem fed oplevelse!
Vi parkerede camper’en foran Alex’ hus i bydelen Sandy Bay (hvor Mary boede!) og camperede dér natten over. Næste morgen gav Alex et par gode råd om sights og mulige ruter på vores videre færd inden vi takkede af og begav os videre på en turbosightseeing i Hobart. Lidt over middag var vi tilbage til vejen mod Port Arthur – den berygtede fangekoloni, der blev etableret i midten af 1800-tallet. Tusindvis af britiske straffefanger blev deporteret hertil i løbet af de godt 30 år kolonien eksisterede. Siden da har området været hærget af mange skovbrande og det var derfor mest ruiner, der var tilbage. En anelse skuffende, men det tilhørende museum, der fortalte hele historien var mere interessant.
Ved aftenstid begav vi os nordpå mod Freycinet NP. Vi regnede ikke med at nå nationalparken før mørket faldt på og derfor fandt vi en gratis campingplads lige ved stranden (!) 70 km før parken. Fantastisk at falde i søvn til bølgeskvulp og stå op til turkisblåt hav of solopgang. Freycinet NP skuffede heller ikke – dette må absolut være den smukkeste nationalpark på Tasmanien – især den ubetalelige Wineglass Bay. Vi brugte ½ dag i parken og kørte så videre mod det smukke Bay of Fires, hvor vi igen overnattede på en gratis campingplads – også denne var på stranden! Lækkert! Det betød også at morgenen efter blev startet med en dukkert! Bay of Fires byder på utrolig lækre strande, men også sære og flotte klippeformationer ved Picnic Rocks i Mount William NP længere nordpå. Her brugte vi det meste af vores sidste dag inden vi kørte ind i landet for at se det flotte Saint Columbia Falls. Desværre kom vi ud for et mindre problem med bilen på vej tilbage mod hovedvejen. Bremseklodserne begyndte simpelthen at sige lyde pga. nedslidning. Efter forgæves at have forsøgt at kontakte udlejeren og efter at have konsulteret en tankstation blev vi rådet til køre tilbage til lufthavnen med bilen med det samme – men meget forsigtigt. Så vi tilbagelagde 200 km i snegletempo og nåede tilbage til Launceston kl. 21 om aftenen, hvor vi overnattede på en parkeringsplads og gik ind og brokkede os om morgenen til udlejeren. Det resulterede i $120 i kompensation! Sådan! Tasmanien-eventyret var nu slut og det har været en fantastisk tur – øen har ufatteligt meget natur at byde på og vi vender helt sikkert tilbage en dag.
Tilbage i Melbourne gjorde vi klar til at tilbagelægge de godt 900 km til Adelaide i bil. Turen tog 1½ dag og førte os via Great Ocean Road og et gensyn med De 12 Apostle samt en masse andre klippeformationer, som fx Loch Ard Gorge, London Bridge og Bay of Martyrs, som vi nød i solnedgangens skær. Natten tilbragte vi på en parkeringsplads ved stranden (igen) i Warnambool, som er næsten halvvejs. Resten af turen var ret kedelig, selvom dyrelivet afgjort satte lidt kulør på stemningen. Vi fik set vores første vilde koala ligesom et par emu’er krydsede vejen på et tidspunkt (dog lige lovlig spændende da emu-mor pustede sig op!).
Velankommet til McLaren Vale (40 km syd for Adelaide) blev vi modtaget af familien Martin, som består af far, Lee, mor, Sarah, søn, Nicky (15 år) og datter, Chloé (13 år). Lars mødte dem på Fiji for lidt over 3 år siden og de har siden holdt kontakten på e-mail. McLaren Vale ligge MEGET idyllisk i en dal med MASSER af vinmarker! Faktisk er området ét af de mest kendte i Australien og står bag mærker som Hardy’s og Rosemount. Martin’erne har været utrolige og taget rigtig godt imod os. Vi er blevet installeret i eget værelse og er blevet forkælet med god mad og selvfølgelig: vin! Lee tog os med på en vintur rundt om i området til nogle af de mange vingårde, hvor vi smagte et hav af de lokale vine, samt oliven, olier og oste – ja tak!! Herudover har dagene indtil videre stået i livredningens tegn. Nicky og Chloé er dybt involveret i den lokale livredderklub og Lars har deltaget lidt i træningen, der kulminerede med statsmesterskabet i weekenden, som vi var med til at overvære. En kæmpe begivenhed i øvrigt, der virkelig slår fast at livredning som sport (eller ’surf life saving’, som det hedder hér) er kæmpestort og er konkurrent til nationale megasportsgrene som footie og cricket!
Lidt af Adelaide har vi dog også fået set på to ture ind til byen. Adelaide har ca. 1,1 mio. indbyggere, dvs. ca. en tredjedel af Melbourne og det kan godt mærkes. Stemningen hér er mindre storbyagtig og skyskrabere der ingen af! Til gengæld er byen hyggelig og fyldt med gamle bygninger (ca. 200 år gamle…) Blandt seværdighederne var Mount Lofty, Parliament House, Adelaide Oval, War Memorial, Rundle Mall, Botanic Gardens og det mondæne Glenelg Beach.
Vi forlader Martin’erne og Adelaide tirsdag aften med bussen for at køre til den underjordiske mineby Coober Pedy og herefter videre til Alice Springs i hjertet af Australien, hvor vi skal se Ayers Rock og The Olgas og en masse andet! Herfra er det videre nordpå mod Darwin, men mere om det senere…
Vi håber, at I alle har det godt!
Mange hilsner
Katrine og Lars
Australien