Hej alle,

Så følger endnu et (meget langt) afsnit i føljetonen om vores tur rundt i Australien.

Vi er nu nået til Darwin og kan nu sige at vi nu har besøgt 4 af de 6 stater i Australien og begge Australiens 2 territorier (Northern Territory og Australian Capital Territory). Vi har sammenlagt tilbagelagt omkring 6000 km i bil, cirka 1500 km i bus og godt 1000 km med fly.  

Efter at have brugt et par afslappende dage sammen med familien Martin i Adelaide var tiden kommet til at komme tilbage på landevejen. Første del til Alice Springs over den underjordiske mineby Coober Pedy gik med natbus fra Adelaide. 12 timer tog det at komme til Coober Pedy og tiden blev brugt på at putte sig i soveposen og læse. Tidligt om morgenen ankom vi til Coober Pedy, blev indlogeret i vores underjordiske (og derfor behageligt kølige) hotel. Vi gik i seng med det samme og stod op kl. 9 for at udforske den mildest talt særprægede by. Det første indtryk var afgjort den ulidelige varme som netop er grundet til at indbyggerne er gået under jorden. Nummer to var de mange aboriginere, der hang omkring overalt i byen. Det var vores første møde med den indfødte befolkning, selvom vi har hørt meget om dem. Alle dem vi så i Coober Pedy var en flok sørgelige stakler, forhutlede at se på og ofte påvirkede. Et sørgeligt syn, som vi kun skulle få forstærket senere. Vores endagsbesøg i byen gik med at se underjordiske huse, kirker mv., se miner og borematerial (det er opaler, der graves efter hér), film locations (flere film er optaget hér) samt det meget flotte The Breakaways – en bjergkæde midt i intetheden.

Coober Pedy var uden tvivl anderledes og dermed interessant, men én dag er mere end rigeligt, så tidligt om morgenen næste dag var det med bussen igen til Alice Springs (bare kaldet ’Alice’), hvilket tog godt 9 timer. Alice gav os absolut ikke det bedste førstehåndsindtryk – 5 minutter efter at være stået af bussen og på vej ned af gaden til vores hostel stoppede en bil op med en aboriginal familie op i et kryds. En knægt på en 14-15 år rullede vinduet ned, vinkede til os, hvorefter han spyttede efter os! Velkommen! Oven i hatten var vi på forhånd blevet advaret mod at gå ud efter mørkets frembrud da bander hænger ud på gaden og kan gør livet surt for en stakkels turist. Alt i alt et trist sted, Alice. Eftermiddagen brugte vi på at se den berømte Flying Doctors station, der sender lægefly ud til øde steder i outbacken som kvægstationer eller aboriginale samfund.

Om morgenen, dagen efter, kunne vi ikke vente med at komme ud og hente vores campervan og komme ud af Alice. Vi tog en taxi ud til udlejningen sammen med et tysk par, Michael og Kathrin, som vi havde mødt i bussen. Vi fik camperen og kom afsted mod Ayers Rock – en køretur på 450 km! Men det var absolut dét værd. Den røde klippe er et majestætisk og overvældede syn. Vi nåede derned om eftermiddagen kun for at møde Michael og Kathrin igen. Vi parkerede sammen på parkeringspladsen ved klippen for at nyde solnedgangen over klippen mens vi lavede mad og åbnede en flaske rødvin. En perfekt aften! Næste morgen mødtes vi igen med dem til solopgang over klippen. På forunderlig vis forsvandt alle turbusserne med turister fra parkeringspladsen umiddelbart efter solopgang, hvilket betød at vi kunne slå campingbordet op lige foran klippen og spise morgenmad og drikke morgenkaffe i en smuk solopgang som de eneste mennesker dér! Igen: Perfekt! Efter morgenmad gik vi de godt 10 km (!) rundt om stenen, hvorefter vi kørte mod den særprægede, men kæmpemæssige klippeformation The Olgas, 40 km væk. The Olgas blev en kun endnu større oplevelse. Vejret var perfekt (grundet et nyligt, stort og sjældent regnskyl var temperaturen skandinav-venlig!) og vandreturen på godt 10 km var intet mindre end fantastisk. Afslutningen på den betød dog også afsked med Michael og Kathrin som vi klikkede rigtig, rigtig godt med, så det var selvfølgelig lidt trist. Men på det tidspunkt vidste vi ikke at vi skulle møde dem igen to dage senere.

Vi satte straks turen mod kæmpekløften, Kings Canyon, hvor vi overnattede på en hyggelig campingplads i selskab med vilde dingoer for at gå turen rundt om kløften morgenen efter. En dejlig og svedig tur, der gav fantastiske udsigter over landskabet og det første møde med dyrelivet i form af en 1 m lang ’perentie’ øgle. Lars troede først det var en slange og fløj derfor tilbage da han fik øje på den! Efter gåturen kørte vi de 450 km tilbage til Alice og videre ud i Western McDonnell Ranges, hvor vi overnattede på en campingplads midt i bushen efter at have se rock wallabies ved Simpsons Gap og en bushfire på vejen. Om morgenen dagen efter gik det hurtigt op for os at varmen havde oversteget skandinav-venlig og fluerne havde derfor også meldt deres ankomst! Dagen gik med en tur til Glen Helen Gorge og udsyn over bjergkæden og Mt Sonder. Herefter gik det til Orminston Gorge, hvor vi gik en godt tur (med fluenet) og så flotte udsigter igen. Desværre faldt Katrine i vandet, da hun hoppede fra sten til sten over en flod og slog sit ben og blev totalt gennemblødt. Rigtig træls, men det blev kun mere surt af at vi faktiske glemte hendes sko, som stod til tørre mens vi trekkede i Eastern McDonnell Ranges, senere på eftermiddagen! Det betød en afstikker til sportsbutikken næste morgenen for at købe nye vandresko. Eastern McDonnell Ranges var knap så imponerede, men Triphuna Gorge imponerede dog alligevel ved solnedgang. Vi skulle faktisk have overnattet på en campingplads hér, men da vi nåede frem var der ingen i receptionen (læs: skuret ved indkørslen!) og tilsyneladende ingen på pladsen overhovedet! Efter 5 minutter gav stedet os myrekryb og vi blev enige om at køre tilbage til Alice og overnatte dér i stedet.  

En god beslutning var det da vi mødte Kathrin og Michael på campingpladsen! Gensynets glæde ville ingen ende tage og der blev udvekslet erfaringer fra vores forskellige ture til langt efter midnat. Vi blev hurtigt enige om at besøge School of Air og den gamle telegraf station (som er den Alice er vokset op omkring) sammen næste dag. School of Air er et enestående program, der underviser børn på isolerede kvægstationer mv. over internet (oprindeligt over radio). Herefter var det endegyldigt tid til afsked med Michael og Kathrin (da de skulle flyve til Perth i Western Australia dagen efter), men med aftalen om at mødes igen i det nye år i Tyskland.

Vi satte nu kursen mod Darwin i en firehjulstrækker, som vi fik billigt fra udlejningen, da den skulle flyttes til Darwin alligevel. $5 om dagen kostede den! Til gengæld var den pænt dyr i diesel! Den første dag nåede vi forbi de særprægede og smukke klippeformationer Devil’s Marbels.  Meningen var at vi ville sove i telt på den ubemandede campingplads der lå nærved, men igen fik vi myrekryb, da der ikke var nogen udover os og flere grupper af unge aboriginere ræsede forbi mens vi gik og så på klipperne. Derfor besluttede vi, trods et snarligt mørkefald, at køre til den nærmeste by, Tennant Creek, og sove dér i stedet. Det endte dog med at blive en oplevelse i sig selv! Vi kørte ind på den første campingplads i byen, men mens Katrine forhørte sig om priser var Lars vidne til at en ret dramatisk anholdelse af 3 aboriginere lige foran receptionen. Katrine kom også tilbage og kunne fortælle at receptionisten havde sagt at campingpladsen ikke var den sikreste i byen og at politiet patruljerede 5 – 6 gange i løbet af natten! Farvel og tak! Vi drønede længere ned af gaden og drejede af mod en campingplads, der lå lidt udenfor centrum. Hér bekræftede damen i receptionen at den anden campingplads ikke var noget sted at være og vi ville være sikre hér! Politipatrulje blev vi dog ikke fri for – de kørte igennem pladsen i løbet af natten. Godt paranoide pakkede vi sammen kl. 05.30 næste morgen og ræsede ud af Tennant Creek for ALDRIG at komme tilbage!

Udover et par tankstop var næste stop Mataranka Thermal Pool ved Mataranka (sjovt nok!) hvor vi fik en forfriskende dukkert i den naturligt opvarmede kilde i selskab med tusindvis af flagermus, der larmede i palmerne, mens de lod lidt ekskrementer falde engang imellem (bl.a. på Katrine’s håndklæde…!). Næste stop og højdepunktet var Kathrine Gorge NP, godt 320 km syd for Darwin – kendt for floden, der løber i kløften og som er fyldt med krokodiller! Grundet regntiden var alle bådture desværre aflyst, så krokodiller måtte vi vente med at se og nøjes med en gåtur langs kløften. Den skulle dog gås kl. 6 næste morgen for at undgå middagsheden, der kan nå 50°! Turen blev dog alligevel en svedig omgang og fluerne var en plage! Kl. 10 var vi tilbage igen og pakkede sammen for at køre mod Edith Falls 40 km længere oppe af vejen. Vandfaldet er fortsat en del af Katherine NP, men kun tilgængeligt via denne vej. Fluerne var fortsat en plage, men vandfaldet var meget flot og bød også på lidt klatring for at komme helt tæt på!

Vi besluttede os at køre helt til Darwin – heden og fluerne betød at teltet var ulideligt og vi trængte til en ordentlig seng og et bad så vi kørte helt op til Darwin og indlogerede os på hostellet én dag før beregnet. En god beslutning – air condition og et koldt bad var det hele værd! Da vi havde bilen fredag med brugte vi den til at køre ud til en krokodillefarm og overvære fodring af bæsterne, der kan blive 6 – 7 meter lange og som ikke går af vejen for noget som helst! Her fik Katrine lov at fodre en kæmpe saltvandskrokodille med en fiskestangslignende tingest. En lille unge fik også lov at holde – svært at tro at sådan en lille fætter vokser op til et ½ tons monster.

Så vidt herfra. Der følger en snarlig melding når vi har oplevet Kakadu NP, Litchfield NP og Darwin’s attraktioner – bl.a. et militærmuseum, der fortæller om Australien’s og især Darwin’s rolle under 2. verdenskrigs, hvilket (selvfølgelig) har Lars’ interesse! Byen er på størrelse med Aalborg, men virker meget provinsiel. Der er fyldt med cowboy-lignende gutter i pick-up trucks og søvnige aboriginere, der hænger ud i middagssolen. Vejret bliver også noget at berette om – regntiden er for alvor sat ind (hvilket vi bestemt mærker) og en cyklon har strejfet kysten så vand skal vi nok få masser af!

Mere og det senere – rigtig GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR skal det lyde hér fra Australien. Vi glæder os til at se Jer alle sammen i det nye år!

Mange julehilsner fra Katrine og Lars